Fair pris og fair handel med økologi

Aldi startede i november den seneste priskrig på mælk. Økologisk Landsforening reagerede med det samme ved at gøre opmærksom på, at priskrigen vil lægge pres på vores mejerier og landmænd, og at billig mælk er dyrt, for landmanden, for naturen og for køerne. Og vi brugte priskrigen til at gå i dialog med forbrugerne på de sociale medier om værdierne i økologi, ligesom foreningens mælkeproducenter to gange tidligere været på gaden for at vise deres modstand mod priskrig på mælk.

Og kort her efter - i januar - lancerede Coop og Økologisk Landsforening en fælles vision og strategi for at fordoble det økologiske salg i Danmark. Planerne indeholdt blandt andet markante prissænkninger på en række økologiske produkter. Er det ikke lige det vi har kæmpet imod?

Nej! For dialogen mellem Økologisk Landsforening og Coop resulterede i, at Coop selv har valgt de kommende fem år at dække de ca. 200 mio. kr. årligt, som prissænkningen betyder. Og regningen sendes dermed ikke videre til de økologiske virksomheder og landmænd.

Det er aldrig set før i dansk detailhandel, og strategien lægger nu et pres på andre kæder. Kiwi har netop meddelt at de selv dækker deres nye prisfald på økologisk kød. Og vi forventer at flere følge efter. Prisfaldet skyldes at detailhandelen ændrer deres avanceberegning på økologiske varer. Prisen sættes ned og samtidig reduceres momsen — noget vi har talt for længe. Det står detailhandlen frit for at regulere deres avancer, og i takt med at salget af økologi stiger giver det solid mening. Velkommen til foreningens afsætningspolitiske indsats 2015.

Jeg har ingen illusioner om, at vi har sat markedskræfter ud af spil. Detailhandelen vil altid - ligesom vi landmænd og virksomheder - forsøge at billiggøre indkøb og sælge til den bedste pris. Købmandskabet lever. Og Coop regner naturligvis med at tjene penge på et mersalg. Men priskrigen var allerede i gang sidste år med slagtilbud og weekendtilbud, der gav elevator priser og øget fokus på pris-pris-pris. Foreningen ønsker fokus på varernes værdi, mere gennemskuelighed for forbrugerne, og bedre rammer for vores producenter. Og det har vi fået.

Aftalen indeholder en styrket forbrugeroplysning om værdien i økologi for at sikre, at forbrugerne har endnu bedre forståelse for øko-merprisen, og at endnu flere vil betale den med glæde. Aftalen udvider også det økologiske sortiment i Coops 1200 butikker, og både Coop og Økologisk Landsforening styrker hjælpen til mindre producenter, så det bliver lettere at udvikle produkter, og få økovarer – også lokale økovarer - ind på hylderne. Mange af vores medlemmer kan allerede mærke Coops interesse for, hvad en grønsagsproducent forleden kaldte ”rigtig mange produkter, som de aldrig har interesseret sig for før”.

Aftalen er, at foreningen og Coop skal udvikle nye principper for fair handel med mindre økologiske producenter. Det kan f.eks. omfatte reducerede omkostninger og risici for avlerne via længerevarende kontrakter og tidligere vished om, hvad der skal sås den kommende sæson. Også disse principper er noget nyt i detailhandelen. På foreningens generalforsamling d. 6-7. marts, har vi et temamøde sammen med Coop, hvor medlemmer kan give deres indspark til, hvad de nye principper skal indeholde. Kom og vær med! Via vores samarbejde med aktører i detailhandelen har vi indflydelse på at skabe de bedst mulige betingelser for økologer og for økologi.

Leder i Økologi & Erhverv, den 22. januar, 2015.

Mærket for livet..

Klumme skrevet til Aarstiderne nyhedsbrev, januar, 2015. I anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag.

Det er sjovt at lege med sproget. Irma har netop kaldt sig selv for Ø-rma på deres berømte lysreklame ved Søerne i København. Vores Aarstiderne-mærke er det sjove lille planetariske a med den cirklende planet eller måne som gi’r ideer om sprogets aa eller å helt ud i kosmos. Og bagved a’et gemmer sig Ø’et. Det mærke, som pryder vores kasser og som Gud og hvermand kender i dette land. Tænk 98 % af befolkningen kender netop dette ø. Ikke bogstavet, nej, det logo som så dagens lys netop nu for 25 år siden og fejrer sin sprudlende ungdommelige fødselsdag.

Mærket er beviset på at den danske stat har sat sit stempel på og godkendt den økologiske produktionsform. Ø’et gemmer sig bag a’et som en helt grundlæggende præmis. Ikke alene som fundament for, hvad der kommer i kasserne, men også som bevis på hvordan vi kærer os om mennesker, dyr, planter, natur, grundvand og klima. Ø’et er ’state og the Art’ dvs den standard som gælder, når maden både skal sikre vores alle sammens bedste mad og samtidig at vores husdyr har haft et anstændigt liv, at vi har gjort hvad vi kan for at beskytte vildtet, artsrigdommen, vandet i søer, vandløb, grundvand og vores hav. Ja og klimaet. Måske er det en selvfølge for os alle, at vi kun vil det bedste.

Men et skævt kig en hverdag hen over supermarkedernes diske og montre kan få en til at undre sig. Nok er Ø’et til at få øje på. Små 8 procent af alt hvad der sælges i dagligvarehandlen er økologisk. Det er ganske enkelt en imponerende verdensrekord på grund af en enorm indsats både fra forbrugernes side og fra alt det bagved. Vi vil økologien – mange af os. Men så er der alt det andet, som det skæve kig åbenbarer. Min undren bliver stadig større, når jeg tænker på, hvor meget vi nærmest dagligt tæppebombes med af oplysninger om, hvor skralt det står til med vores natur, lukkede brønde, lidende dyr osv. nej, vi orker ikke at høre mere. Og selvom vi vil det bedste, så kan der være andre grunde til at vælge.

Så meget desto mere er jeg er taknemmelig for at jeg kan få a-kassernes håndsrækning. Jeg elsker at slippe for at tænke over indkøbet. Her er der taget ansvar, Ø’et er bare på plads. Ja, i Aarstiderne er det en ubetinget selvfølge, der har ganske enkelt aldrig nogensinde befundet sig en ikke-økologisk kartoffel i en kasse i vores 15 ar lange historie.

Spisningen handler dybest set om en eneste ting, nemlig livet. Og som noget helt afgørende for mig, så betyder det mere at leve for at spise end at spise for at leve. Det sidste er nemlig en selvfølge i hvert fald i vores verdens del. Livsglæden ligger med lokkende løfter på tallerkenen. Det må og skal aldrig være en pligt at skulle sætte tænderne i en eller anden form for elendighed. Tallerkenen skal rumme det bedste og ikke være et kompromis, en nødløsning, en elendighed eller en straf.

Grisen skal ha’ haft et godt liv og hønen skal ha’ sit udeliv under himlen og kradset og skrabet i jordens myldrende tilbud til dens nysgerrige næb. Kalven skal styrte rundt og lege skolegård, mens koen skal nyde at strække ben i græsset under drøvtygningen og før middagsluren livgivende styrket af sommerlyset befriet for medicinsk efterbehandling. Sommerfuglen skal elske på tidselblomsterne i et fredeligt markhjørne uden skyggen af tvivl og frygt for giftige tåger. Jordens mægtige biomasse af regnorme og de usynlige mikrober skal gnufle og gnaske i muldens underjordiske mørkebiologi uden gener fra kunstige gødningssalte eller nedsilende giftrester. Livet befinder sig i alle naturlighedens afkroge og er ikke uberørt af moderne kemiske misforståelser.

Lad livet få frit spil og lad os mærke med det på den forunderligste og mest trygge vis. Og det er det, dette statelige Ø så grundlæggende fortæller mig, det er den dybeste respekt og glæde ved livet. Det er et mærke, der kan mærkes – for livet.

Hvad forventer kunderne sig af Merkur nu og i fremtiden?

Tale til Merkurs årsmøde i Middelfart, den 25. oktober, 2014.

En mærkelig opgave, á la hvad forventer jeg af medicinalindustrien nu og i fremtiden? Eller bilindustrien? Eller forsikringsverdenen? Osv

Fælles for dem er, at det er verdener, som jeg ikke har det fjerneste begreb om, selvom jeg er bruger af medicin, biler og forsikringer. Men jeg har samme forhold til dem, nemlig at de er en slags nødvendige onder, der bare skal virke.

Jeg er med andre ord ikke en kritisk men en forkælet og doven forbruger af den slags ydelser. Og sådan har jeg det også med banker. Dybets set mener jeg penge er noget skidt, og det er vel netop det en bank handler om - at bestyre PENGE.

Når jeg spekulerer over mit forhold til Merkur kan jeg ikke undgå at starte med straks at ryge ind i spørgsmålet om hvad PENGE er for en størrelse. Og allerede her begynder hjernen at koge over af tankespind og om verdens uhyrlige kompleksitet, der nok snakker om penge i form af tal og kurser, men selve pengene, de er jo på det nærmeste afskaffet. Det der vejer i min pung er ikke de penge jeg bruger for alvor, de kører nemlig i form af transaktioner mellem mig og dem jeg skal betale eller kræve op hos – via banken!

Med andre ord er banker i mine øjne en slags computere, der administrerer afsendelse, postering og modtagelse af tal. Og så længe summen af aktiver er større end summen af passiver, så hører jeg ikke en lyd nogen sinde fra banken.

Der er fred og regnemaskinen kører uden at jeg har det fjerneste begreb om de dybere mekanismer. Jeg er ovenikøbet tilfreds.

Men samtidig kan jeg se over hækken og rundt i kredsen af medmennesker og ved, at hvor jeg lidenskabeligt er optaget af klodens frelse eller det bedste måltid osv, så er der andre der formåer at spekulere i PENGEVERDENEN og i det der foregår inde i dette monstrøse ubekendte uhyre – BANKEN.

Ergo kan jeg ikke slippe udenom at forholde mig til hvad der sker med mine bevægelser og denne difference mellem mine aktiver og passiver, Og jeg kan slet ikke slippe uden om monstret, når jeg vil noget, som kræver at der er nogen der vil hjælpe mig med at rejse kapital til et af mine eventyrlige projekter.

Personligt er jeg kunde i Merkur, privatkunde, har indbetalt mine månedlige lønninger eller honorarer med et penduls regelmæssighed og samtidig stiller banken mine penge velvilligt til rådighed for mig, hvis ellers kort og maskiner virker – derude. Ingen problemer – zipless fuck, som feministen sagde engang.

Og, så er jeg ejer af en lille bryggerivirksomhed, som blev flyttet efter en skilsmisse for tre år siden. I begyndelsen var der USIKKERHED. Der var ingen tvivl om, at der skulle investeres for at genrejse bryggeriet, spørgsmålet var, hvad det egentlig var for en forretning, med hvilken plan og med hvilke forestillinger om den forretningsmæssige udvikling. Jeg henvendte mig til Merkur som venligt beder om at se regnskaber, likviditetsbudgetter og forretningsplaner osv. Det var lidt vanskeligt bare sådan at stille an med, da der var mange ubekendte samtidig med bryggeriet bare skulle fortsætte, der var ingen pauseknap. Venligt blev jeg parret med en virksomhedsrådgiver, der var meget ambitiøs på mine vegne. Også i en grad, så det kørte af sporet. Og da gode råd var dyre, var der ikke andet at gøre end at løse finansieringsbehovet ad anden vej – i privatsfæren. Så heldig kan man være. Og siden har BANKEN løbende modtaget strømmen af indbetalinger fra rækken af kunder og med sikker hånd sørget for at kreditorerne får deres til tiden. Og med et løbende solidt overskud, hører jeg aldrig et ord, alt ånder fred og idyl. Banken er et ekspeditionskontor for ændringer af tal.

Så står jeg en dag med en bil der skal skiftes, og tænker leasing eller finansiering og ta’r snakken med banken, der ret hurtigt konkluderer, at det nok er smartest at bruge bilfirmaernes egne finansieringstilbud. OK tænkte jeg og gik i stå i mine drømme om at være kreativ med min bank. Jeg undrede mig, fordi jeg faktisk løbende har præsteret et stor plus på kontoen, vi kunne bare ha’ købt en bil, men tænkte sådan en er god at belåne. Og dermed også fastholde en god likviditet.

Jeg ved ikke hvad svaret er, men jeg tænker, at en mere aktiv tilgang til at være medspiller i forhold til at tænke i udvikling med en mulig bankforretning som gulerod. Jeg ville elske at min bank gik med, ikke for at udnytte mig og lokke mig til eventyr, men til at passe på mig og orkestrere en mulighed for at blive dygtigere til at agere i det krævende felt af at blande idealisme, bæredygtighed og sund økonomisk sans. Jeg er bedst til det første, jeg tænker banken kan se muligheder og sammenhænge.

Nu har jeg så også min kasket på som formand for Økologisk Landsforening, en forening, som på den ene side forfølger en dagsorden der handler om at flytte vores landbrug og fødevarer ind i en epoke, hvor der er sammenhæng mellem det vi gør og det der er muligt set med klodens og kroppens øjne. Vi lever – ligesom jeg gør privat og i min virksomhed – i virkelighedens verden, der hvor spillereglerne handler om begreber som vækst, renter og stræben efter kortsigtede gevinster. Foreningens skal med andre ord drives på helt almindelige forretningsmæssige vilkår, samtidig med at vi ønsker at skabe en ny verden.

Ingen tvivl om at vi i vores samarbejde med Merkur har en rigtig god takt med en klar fælles forståelse. Ros!

Og når jeg kigger videre, så tænker jeg, at pengene spiller en nærmest skræmmende eller uhyggelig rolle i forhold til at styre og begrænse de udfoldelsesmuligheder, som gør sig gældende, specielt i landbruget, som er tynget af gæld. Her er der et helt åbenlyst behov for at skabe løsninger og finde nye veje for at sikre, at det er os økologer og ikke tilfældige udenlandske investorer, der ender med at eje rettighederne til at bestemme, hvad der skal foregår på den danske muld. Her er der et behov, som rækker langt ud over de snævre private interesser, en opgave som kræver at vi ser os selv i et partnerskab baseret på vores værdier, og som er åbent overfor at der endnu flere der involveres i at bære og løse opgaven.

Her har jeg lyst til at tage et lille spring i tankerækken, og gentage mit spørgsmål om hvad PENGE egentlig er for en størrelse?

Der findes vel kun en ægte kapital, det er jorden og naturens kredsløb, hvor solens energi parret med mineraler og genetikken kører noget der vel kan kaldes ’det evige liv’. Kobler vi os på dette cykliske system er kapitalen til vores rådighed såfremt vi overholder spillets regler: Give and take. Respekt for grænser. Vi er selv en del af dette i kraft af vores begavelse. Og vores begavelse kan bygge på en helhedsorienteret og naturressource betinget forståelse og bidrage til kapitalens vedligeholdelse. Men den kan desværre også bygge på en mekanistisk forståelse af naturens som en maskine, hvor alt det vi ikke lige kan måle og veje ikke tillægges værdi, og hvor det hele bare drejser sig om at sikre at den enkelte kan forbruge for at sikre hans lykke. Den evige vækst.

Men vækst er i mit hoved altid forbundet med nedbrydning. I tid og rum. Omsætning handler om at opbygge og nedbryde. Kan vi forstå dette i forhold til, at pengene er en abstraktion som en mellemhånd i hele opbygnings og nedbrydnings kredsløbet? Bruger vi pengene som værdimålet, så burde de også være i stand til at spejle en holistisk naturtilgang, hvor grænser følger en mere naturlig tilknytning til det mulige. Handler det om at skabe en ny værdisætning i modsætning til det konventionelle pengesystem? Eller i det mindste en gennemskuelighed og åbenhed omkring mine og vores værdiers bevægelser?

Kan vi skabe ’vores egne’ pengestrømme i en parallelverden, som fremmer vores værdier? Eller kræver det, at vi skaber en anden valuta, som ikke forstyrres af de værdier, der ligger i den gængse valuta? Gi’r dette kun mening, når den alternative valuta er fiktiv, dvs vi er tilbage i naturalie-handelen og den direkte udveksling af tjenester og varer? Eller kan man se for sig hvordan dette systems kompleksitet håndteres i en registreringsform, som holder styr på, hvem der udveksler hvad, og hvem der skylder hinanden hvad?

Penge er vel kun en dims, som beviser at jeg har retten til noget der har en værdi der passer overens med pengenes værd. Min mønt er lig med et krav. Men ikke et bestemt krav. Pengene er en anonym mellemstation i et marked, hvor de gi’r friheden til at vælge uafhængigt af modtager og afsender. Ved at modtage pengene har jeg sagt god for at giveren ikke skylder mig noget.

Transaktionen af varer og tjenester udnyttes til at skabe andre værdier, i kraft af at retten til at handle udnyttes til en anden ret til at overlevere en bid af kagen til tredjepart. Systemet skaber også muligheder for at der kan genereres en ny indkomst via en beskatning, en rente eller et provenu. Altså at modtageren er villig til at betale en højere værdi, end den der svarer til det, han skal bruge, altså at købsværdien overstiger forbrugsværdien. Her opstår der med andre en ulighed, som betales af køberen, hvis værdiskabelse også skal betale for en fiktiv værdi.

Eksempelvis dyrker urbonden korn, som skal føde hans familie og landsby. Hvis han vil anskaffe våben til at beskytte eller udvide territoriet, skal han producere nok korn til at holde en smed beskæftiget med at håndtere jernet. Han skal ovenikøbet dyrke korn nok til at kunne levere uden for ’stammen’ for at ha’ en værdi, der gør det muligt at holde andre i live og beskæftiget med at udvinde jernet til smeden. Dette er set i et lidt større lys kun muligt fordi vi mennesker organiserer og eller underkaster os i et fællesskab hvor korn-akkumuleringen er en mulighed, og hvor der er en tilstrækkelig specialisering og mulighed for at handle. Det moderne samfundssystem opstod med denne agerbrugskultur, hvor kornet ikke alene var forrådet men også pengetanken. Korn kan gemmes tørt, det kan flyttes tørt og udveksles for andre varer og tjenester.

Jeg sad engang sammen med en flok beduiner i Sahara, spiste couscous, ombølget af røgelse og et meget gæstevenligt selskab med gudeskønne kvinder i serveringsmode. Efter theen skulle der handles, og da varerne var flyttet tusindevis af km på kamelryg fra Mauretanien kendte de ikke til pengepriser men til deres varers værdi. Og de var kommet for at købe korn med tilbage til at redde deres familier i det tørkeramte Sahel, det var i 1981. Hvad skete der så? Jo vi begyndte at snakke om hvordan vi kunne ækvivalere priser, jeg huskede fra mine studieår hvordan den internationale kornpris var i dollars, så omregnede vi deres smykker og tæpper til kg korn, som de forstod, og så omregnede jeg til dollars, som jeg forstod.

Men fælles forstod vi, at der var nogle basale værdier bag vores handel, og at det kun gav mening for dem at sælge, hvis de reelt kunne omsætte deres indsamlede familieklenodiesmykker til nogle værdier, der ikke bare kunne betale for deres månedlange kameltur men også deres fødevareforsyning i månederne fremover når de var vendt tilbage.

Tænk hvis vi kunne ny-tænke vores penge, så vi rent faktisk fik et begreb om deres naturressourcebestemte værdi. Hvordan regner vi vores klimafodaftryk osv ind i vores regnestykker? Kan jeg bruge min bank til at få skabt et billede af ægte værdier?

Joakim von Ands pengetank er et interessant billede af rigdom. En mægtig bunke blinkende guld og ædelstene. I mit hoved er det ikke en ægte rigdom, fordi man hverken kan klæde sig i den eller spise den. Men hvis man tænker på tegning som ethvert barn kender, hvor den gamle ande-gnier står i hans meget ærbare badebukser på en vippe med fremstrakte, samlede hænder højt hævet over tankens dynge og på vej til at springe, forstår man det bedre. Anden vil bade sig i sine penge, vi elsker synet, og – hånden på hjertet – ingen af os har nogensinde tænkt på at han ville slå sig, når han lander i guldet, vel? Nej, fordi bunken er det ultimative billede på rigdom, forrådet og akkumuleringen, der gi’r råderum og sikkerhed.

Jeg har selv stået mange gange på kanten af mit kornmagasin og været draget til at kaste mig lykkelig ud i bunken. Jeg tror vi alle forstår anden.

Historien blev engang fortalt til et rullende TV kamera, og siden misforstået af nogle seere som klagede til DR, fordi de forstod det som at jeg reklamerede for mit korn og mel, fordi jeg havde snakket om min ’rigdom’. Jeg tog det som et udtryk for, hvordan vi korrumperes stillet overfor denne rigdom. Misundelse og grådighed er nogle af de syv dødssynder, og som er nøje knyttet til penge. Korn gi’r ingen mening hvis det ikke spises og bare ligger der. Gnieren vil opleve, at hans hengemte korn mugner, gemt for længe kan det ikke spire, og skadedyr sørger for at det bli’r uspiseligt. Det skal omsættes. Pengene derimod kan ophobes, og jo mere fiktive de er jo bedre kan de flyttes og skrabes sammen og frigøres totalt fra deres rette sammenhæng. Wall Street er selve symbolet på grådighedens magtbrynde.

Jeg ku ønske mig af min bank, at den genskaber penges værdi, som beviser på at der ligger råvarer, energikrævende processer, menneskeligt arbejde, slid på kloden, påpasselighed og kreativitet bag deres hårde overflade eller fiktive tællere. En bank af saft og kraft og af mennesker, som skal se deres vores fremtid i øjnene.

Men, penge må være kommet for at blive med mindre vi ville opleve det totale sammenbrud og rene Robinson Crusoe tilstande. Verdens kompleksitet er formentlig kun stigende med en stigende befolkning og presset på ressourcerne. Vi kan ikke afskaffe mellemhandlingerne og markedsmekanismerne. Men vi kan lægge andre værdier ind i pengene og vi kan skabe en gennemskuelighed, som gi’r penge en ny mening. Og dermed min bank.

Kan man forestille sig at min bank opererer med at erstatte ’mønten’ eller bare synliggøre hvordan penge i virkeligheden er en slags CO2 ækvivalenter, en CO2 valuta, som har en variabel vekslekurs til KR som mere er bestemt af fodaftryk end af sædvanlige udbuds-efterspørgsels markeds prismekanismer. Som verden ser ud nu, kunne det være en mulighed på samfundsplan i form af at skabe en beskatning baseret på CO2 forbrug i forhold til en individuel livstidskvote.

Som daglig kunde kunne jeg derfor drømme om at kortet, betalingsservice, nethandel og alt dets væsen blev håndgribeligt. Hvordan? Godt spørgsmål. Ligesom jeg drømmer om at slippe for enhver form for emballage, når jeg handler min mad – groft sagt. Mælken er nok bedst tjent med en beholder fx Men jeg kan selv tappe den i en flaske med skruelåg a la mostflasker, som er nemme at gøre rene. Og så kommer jeg i en lykkelig tilstand af at forstå mælk og nyde den og respektere den bedre. Men pengene den anden vej. Ku’ jeg få en oplevelse den anden vej af at få en reel oplevelse af, hvad jeg faktisk har leveret når jeg betaler min 10-CO2-krone for mælken i den nye mælkeautomat? Tænk hvis automaten blev glad for min mønt, sagde tak. Tænk hvis jeg måske gav 11 CO2-kroner og vidste at den sidste CO2-krone gik til at automatejeren og mig og nogle flere gjorde en forskel sammen, fx at vi havde investeret i et lokalt slagteri, som gjorde os i stand til at malkekoens afkom blev til ordentligt velovervejet kød, og hvor vi også havde fundet en formel for at dyrene kunne ate sig af nogle værdifulde naturarealer, som alle os 1-krone donorer hvad lod og del i.

Kan en bank gå ind og blev sådan en drivkraft, fordi vi bruger pengetanken eller penge’tanken’ som pulje til fælles løft? Det jeg således sværmer omkring det er at få givet pengene deres essens tilbage som formidlere af naturressourcebestmete værdier, af relationer, af ansvar og af liv og muligheder. Penge er - ligeså forbandede de er i de forkerte hænder - en fantastisk bærer af begejstring og håb. Penge’tanken’ er mulighederne billede. Og bunken, hvad enten det er guld eller korn, er den der kan deles, fordeles og skabe løsninger.

For der er mad og energi og råderum i sådan en bunke.

Til løsningen hører fællesskabet, ligeså trist det er at sidde som gnier alene på toppen af den voksende top ligeså begejstrende er det, når uddelingerne medvirker til at skabe ny kreativitet og muligheder. I et fællesskab. Vi har levet i en I-me-Myself tidsalder, det gør vi ikke fremefter. Det bliver i stigende grad klart for vores omverden, at det ikke er i forbrugsfesten men i ’foreninger’ og fælles opgaver og muligheder, at vi finder værdi. Vi er lede ved os selv over at opleve, hvordan værdier eksplodere i spekulation, og vi tvivler på, at der er ressourcer til at oppebære de fiktive værdier i den fremtid, hvor vi bli’r gamle og vores børn ældre. Vi skal kunne se for os hvordan vi flytter os fra guld til korn billedligt talt. Jeg vil gerne ha’ en bank som kan skabe sådanne billeder og løsninger. En saftig bank som kan formidle forandringer, og løsninger som imødekommer helt andre behov end de forbrugsbestemte.

Det store mantra i den politiske debat er vækst, vækst baseret flere råvarer og flere jobs. En skrue uden ende som mærkeligt nok jo mere man skruer på den jo mere skruer den op. Måske fordi systemet ikke har forstået at skruen har omvendt gevind.

Der er skrevet mange kloge bøger og holdes utallige symposier osv om hvordan økonomi kan skrues sammen så den spiller sammen med bæredygtighed. Min tid tillader mig ikke at gå ned i denne problemstilling. Og jeg ved skræmmende lidt om det. Men jeg bilder mig ind at min bank skal være enddog meget begavet for at begå sig i et system, hvor der ikke er ordentlig fodslag omkring hvordan gevindet skal drejes.

Jeg tror et af svarene er at min bank skal være vanvittig dygtig til at motivere mig som kunde til at se ud over min egen næsetip. Hvis staten og det internationale samfund ikke vil lægge skat på CO2 fx, kan jeg så i et velovervejet og velorganiseret fællesskab - orkestreret af min bank - finde nogle løsninger, som viser vejen?

Jeg er overbevist om at en af vejene er at gå meget lokalt til værks. Folk støtter gladeligt pandaen, den er så nuttet, men skal klodens løsslupne drifter tøjles, skal vi alle sammen starte i vores egen lomme, i vores baghave, nærområde og fællesskaber for at løsningerne rører os.

Og vi skal naturligvis tænke globalt. Etikken omkring klode og menneskehed er et globalt projekt, men det er ikke mindst gennem den enkeltes og vores fælles handlinger i det nære, at vi skaber forvandling. Handling lokalt. Skal vi tilbage til filialen, nej. Men jeg er overbevist om at vi skal tilbage til lokale projekter, vi gerne vil være en del af.

Det må være en mulighed at opdyrke sådan en nærhed, der lokaliserer pengestrømme og ressourcer til gavn for menneskeheden. Samvittigheden må kunne sættes i banken.

Banker handler på overskud, på långivning. Jeg er vild med en bank som elsker at flytte penge derhen hvor der skabes samvittighedsfulde løsninger. Og jeg er sikker på, at der ikke nogen særlig modsætning mellem at finde erstatninger for vores traditionelle væksttænkning og så den velstand, som vi sætter så højt.

Vi har en model i vores del af verden, som bygger på en fornem demokratisk struktur, som udviklede sig med liberaliseringen af samfundet i 1800-tallet. Vi har brug for nye modeller, som kan tage over, og vor vi genopfinder den solidaritet som har været så tæt knyttet til denne demokratitradition. Der er i mit sind ikke tvivl om, at vejen frem handler om decentralisering og lokalisering og demokrati. Og dermed at min bank skal finde sin meget synlige rolle i forhold til at spille med i hvordan bunken bruges bedst i fællesskaberne.

Den store forblændelse af liberaliseringen af verdenshandlen har fuldstændigt skygget for, hvordan det sker på bekostning af den autonomi, som er så afgørende i alle sociale systemers ligevægt og styrke til at modstå pres.

Det er ikke noget nyt dette her, men verden ser anderledes ud nu, og mulighederne for at skabe relationer, fællesskaber, netværk, mening og retning har aldrig været større.

Det er store kræfter at snakke om, og skal jeg vende tilbage til mit udgangspunkt, så må konklusionen være, at mine forventninger til Merkur er, at den flytter sig ud i det offentlige rum og bli’r en spiller, som sammen med mig som privatperson, som virksomhed og som interesseorganisation markerer, at der er andre og nye veje der skal betrædes, hvor det ikke er pengene i sig selv, men den forvaltningen af vores økologiske og sociale kapital som er hovedsagen.

Jeg er ikke i tvivl om at vi har en opgave foran os.

Jeg har en opgave som privatperson, hvor jeg skal blive bevidst om mit ansvar og være kreativ til at gå med i nye veje og tvivle på det kendte og ville det anderledes. Min risikovillighed og tillid til forandringer er bankens kapital.

Og set med virksomhedsøjne skal jeg finde min vej til at spille med der, hvor min forretningsmodel kan være med til at skabe nye veje og løsninger, som motiverer til medansvar hos leverandører og kunder. Som man siger adel forpligter. Og kan min bank spille med her på en måde så jeg stolt spammer facebook med halleluja begejstring over vores kreativitet og succes, så er den sat i søen.

Og endelig har vi de større linjer, hvor jeg med vores interesseorganisation for økologien har en større portefølje af muligheder, erfaringer og drømme som skal i spil, og som også skal spilles ind på de bonede gulve og udformes som politiker og spilles ind for at skabe nytænkning. Det er ikke banken der skal være politiker men os, men banken skal være en aktiv medspiller for at vise veje.

Det er med stor respekt for den faglighed, som er samlet her under dette tag, at jeg har tilladt mig disse ord. Og med en stor ydmyghed overfor, at jeg ikke gør mig nogen forestillinger om, at jeg hermed har opfundet den dybe tallerken. Men i det mindste har det fået mig til at tænke over banken rolle og pengenes væsen. Måtte vi alle blive klogere.

Tak for ordet og tak til min og vores dejlige bank Merkur!

Aurion 40 år! Festtale ved jubilæet den 24. oktober, 2014.

Jeg står her ikke som en gammel ven men som en gammel fælle. Vi har kendt til hinanden i rigtigt mange år, på sidelinjen og siden mere direkte. Og nu er det jo med den mere formelle kasket som formand for Økologisk Landsforening.

Og netop ordet forening. I er medlemmer af en organisation, som I har bakket op om i årevis. En forening, som har sikret, at vi i dette land i dag er verdens førende i økologi, vi har omkring 8 procent af den samlede dagligvarehandel – i København er det 15% og alene i år er salget indtil nu vokset med 8 % Og det i tider hvor detailhandlens omsætning har været konstant faldende siden finanskrisen startede med at kradse.

Det interessante ved at fremhæve dette faktum er at der er en historie bag disse tal. Det er en historie om enkeltpersoner, landbrug og virksomheder, som på tværs af udviklingen satte sig nogle helt anderledes radikale mål for hvad vi skal kunne med vores landbrug og mad.

Aurion, dette smukke ord, noget med gylden og noget med den farve som kornet har til høst og høstet. Det gyldne er med til at forgylde os. Vel at mærke når der er tænkt en dybere tanke med hvordan og hvorledes. Kornet blev den afgrøde som i landbruget for alvor kørte det konventionelle et nyt sted hen. Kornets rolle er som nyder af det overskud, som mulden kan præstere. Når den ellers passes og plejes med omtanke for dens evige frugtbarhed. Og det kræver et alsidigt og sundt sædskifte hvor afgrøderne skifter og hvor dyrene er med til at skabe liv – husdyr såvel som krillerbasser, regnorme osv.

Da landbrugets kemikalieglæde tog fart i 1960-erne forsvandt forståelsen for denne kobling. Men i den biodynamiske verden og i den senere økologiske verden blev der råbt vagt i gevær og sat en ny kurs. Da Aurion startede i 1974 eksisterede økologien ikke officielt i Danmark som organiseret fænomen, men den første internationale konference blev afholdt i 1973 i Schweiz. Så navn eller ej, noget var i gære. I startede Jeres stræben efter det gyldne snit i en periode, hvor samfundet knagede, og hvor der var stærke modbevægelser for at finde nye svar på de udfordringer, som allerede dengang stod lysende klart. Vi vidste udmærket godt at festen ikke kunne vare ved, det var året med den berømte oliekrise, hvor sheikerne lukkede hanerne, og vi gik tur på motorvejene. Selvom vi ikke brugte begrebet klimaforandringer, så vidste vi den var helt gal, altså kursen.

Nogen tog fat, og Aurion var blandt de absolutte pionerer, der var mange flere, og det særlige er at vi eller I er her stadig. Hold kæft hvor blev der hånet og grinet af disse tosser. Med videnskaben i hånden fik vi tæsk i en grad, som de færreste kan begribe i dag. Nuvel, hvis man læser Bæredygtigt Landbrugs bandbuller, så kan man mærken resterne af den gamle torden. Nej fra latterliggørelsen har vi bevæget os ind i en årrække med den repressive tolerance som man kaldte det, og til den tid vi lever i nu hvor en stigende del ikke bare af befolkningen, men også af forretningsverdenen og det politiske system erkender, at vi med vores verden ikek er absurde fanatikere, men har et mere end troværdigt og nødvendigt bud på fremtiden.

Når vi er nået så langt, så skyldes landets ’aurioner’ i almindelighed og ’Aurion’ i særdeleshed. Økologien er en broget flok, men der skal ikke herske tvivl om at med Aurions biodynamiske tilgang, så er barren lagt højt, også så højt så den ikke alene har rykket ved en hel omverden men også ved opfattelsen af økologien på de indre linjer. Lad mig gi’ et eksempel.

Kornets egenskaber til at bage med har stået i skyggen af det konventionelle landbrugs ønsker om at maksimere i stedet for at optimere. Og her har Aurion forfulgt mulighederne i at kigge i en helt anden retning. En komisk historie – for nogen – som stadig håndligt afvises når landbruget skingert diskuterer at de ikke må gøde nok. Men her har Aurion insisteret på at skabe en forståelse for de gamle kornarter og sorters betydning for at skabe det gode brød. Møjsommeligt år efter år er kornet, melet og brødet kommet på hylderne og historierne er fortalt. Utallige er de møder og forhandlinger og projekter og tovtrækkerier, der i er baggrunden for at ethvert dansk supermarked med respekt for sig selv sælger et utal af malprodukter. Vi må være det land i verden har den højeste meldiversitet i supermarkederne. Og der skal ikke herske skyggen af tvivl om at dette først og fremmest er Aurions fortjeneste.

I 1970-erne snakkede vi om de tre hvide gifte sukker, salt og mel, og i det hele taget var der en meget solid optagethed af de sundhedsmæssige aspekter af hvordan vores mad er fremstillet. I mange år stod denne tilgang til økologien i skyggen af at snakke miljø og siden klima. I dag er det min oplevelse at disse ender begynder at mødes. Vi begynder med vores store projekt, at få skabt en ægte forståelse af at vi ikke bare er hvad vi spiser men at vores klode bliver hvad vi spiser. Det har taget 40 år, såmænd. Og vi er langt fra færdige endnu.

Selvom vi i dag står med verdens højeste økologiforbrug, fordi vi har haft landbrug og virksomheder, som har kunne matcher supermarkederne – på godt og ondt – så er der lang vej til at landbruget og vores måltider for alvor bli’r økologiske. Udviklingen foregår i ryk, som en trappe, op og så vandret og så op igen. Salget er vokset konstant og ikke mindst i år, men det halter i landbruget. Der er nogle institutionelle og markedsmæssige udfordringer, som jeg tror vi snart kan bryde igennem. Og i kraft af den vedholdenhed og udholdenhed som kendetegner aktørerne og med Aurion som et utroligt forbillede, så lykkes det at skabe en forandring i en verden af modstand og stilstand.

Jeg er ikke i tvivl om at projektet Aurion lykkes, fordi det bæres af Jeres meget bevidste holdninger og visioner, men også fordi I har spinket og sparet og lidt afsavn. Men vores verden lover os guld og grønne skove, når vi vel at mærke forstår udtrykket i sin sunde forstand. Guldet er kornet. Nok så mange guldstykker kan ikke erstatte den mad, som vi skal leve af. Har vi ødelagt vores livsgrundlag er der hverken guld eller grønne skove.

Med dette korte og fattige indlæg i Jeres fantastiske rejse fra unge i oprørets tid til disse mere modne og gyldne år, så vil jeg gerne takke Jer på egne og alles vegne for Jeres uvurderlige indsats for vores fælles fremtid. Jeg kunne ha’ snakket en del om vores personlige samarbejde og Jeres uselviske deling af Jeres viden og ønsker om at fremme en ordentlig mel og brød verden, jeg kunne ha snakket om indsatsen for at forskningen kan underbygge og udvikle kornets verden, jeg kunne ha snakket om meget mere, men det er mit ønske med Økologisk Landsforening i ryggen at sende Jer en dybtfølt tak for Jeres uvurderlige indsat. Tak! Og bliv så ved, med ønsket om mange ’gyldne år’ fremover.

Tale til Bo Læssøe, Svanholm Gods, ved hans reception til hans 70 års fødselsdag, den 23. oktober 2014.

70 år ingen alder men mange år. Født under krigen, krigsbarn, med fred i årerne. Du er en bydreng der er blevet bondemand. Fra villaverdenen til landet. Du er vel en rigtig ’68er’, en mytologisk størrelse for alle der er født derefter.

Det var en vældig tid, hvor rammerne blev sprængt dag for dag, hvor arbejdere og akademikere forenede sig, rejste verden blev rejst tynd og konventionerne blev lagt bag sig. Et kolossalt opbrud i kultur og normer i en grad, så den ’voksne’ verden rystede for, hvad der dog ikke ville ske, hvis de unge fik magt som de havde agt.

Repressionen blev meget markant, men friheden var kommet for at blive, fordi den handlede om noget helt andet end bare røve og fniseurt.

Den handlede om en begejstret alvor, en drift for at ændre verdens kurs. Bo, du er en del af denne bevægelse fra en gammel verden af i går til en verden af i morgen.

Kollektivet så dagens lys i 1978, Vietnam-krigen var slut, den socialistiske og kollektivistiske kultur var på sin højde. Nu skulle verden virkelig forandres. Og du har på din egen måde været en meget tung - forstået som solid - del af denne forandring. Med dig som en af landmændene på Svanholm, fik økologien sit eget meget seriøse løft.

Selvom du kom fra villahaven så havde du så meget bondeblod i årerne, så godsmarkerne ikke var for store til dig. Sammen med Poul Henrik og de andre tog i fat i at revolutionere ikke bare marker og landbrugsdrift, men også den danske detailhandel. De færreste ved i dag, at når vi er verdens absolut førende land hvad angår omsætningen i detailhandlen, så er dette ’drive’ født af Svanholm på baggrund af et kollektiv der kunne levere visionen og et landbrug, som kunne ’levere varen’. I tog fat om FDB og fik skabt det der er blevet til et økologisk fyrtårn.

I gjorde Jer mange erfaringer og jeg havde i en årrække hen i firserne fornøjelsen af at møde dig til markvandringer sammen med den gruppe af studerende, som var en utrolig blanding af drømmere og reaktionære og revolutionære. Men uanset hvem de var, så var de imponerede. Her kunne økologien ikke skydes ned med at det var hobby, småt og ’for de rige’. Nej, det var fagligt topkompetent og professionelt. Og det hang slet ikke sammen med den fordomsfulde oplevelse af ’hvordan er det at leve i kollektiv’.

Men på din dejlige afvæbnende og varme facon fik du forklaret de studerende, at nok havde du ikke mange lommepenge, men så slog du ud med armene og sagde noget i retning af ’men se hvilke herligheder, som jeg kan nyde dagligt’. Som landmenneske og med rullende bondeblod forstår vi dig. Her er ikke tale om afsavn men om muligheder. Jeg kan huske jeg holdt en tale til Jer på Jeres 15 års fødselsdag, dengang synes jeg du var ved at være en af ’de gamle’, og det var du jo også fordi du var blandt de første.

Senere kastede du dig ud i at blive formand for vores forening, der dengang hed LØJ, en opgave som jeg er overbevist om at du har elsket. Her deler vi jo også skæbne Bo, og jeg skulle hilse at sige at jeg nyder det, og at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at en del af glæden består i den kultur, som bla du har været med til at skabe.

Du var også med til i sin tid at danne LØJ, og jeg er overbevist om at en af dine fortjenester er, at du har medvirket til at økologien har været og fortsat har en forening, som forener, en forening som vil gøre en forskel for såvel den enkelte som for den branche og det samfund som vi tjener. Du har været fortaler for at økologien er Eksemplets Magt, at vi ikke skal være en flok rebelske protestører, men konstruktive, samarbejdssøgende og først og fremmest innovative og tro overfor vores eget projekt.

Vi står i dag på denne arv, som et meget tungt gods, vi har forvaltet denne arv også i en grad, så økologien er noget meget markant i dag i billedet af det danske landbrug og madverden. Jeg opfatter at der går en lige linje tilbage til disse år og til de rammer vi i dag kan sætte for diskussionen om landbrugets udvikling. Vi er ikke en niche, men et løfte til landbruget og til samfundet om bedre tider.

Din egen dejlige menneskevarme er med til at understøtte vores potentialer, ikke ved hanekamp men ved samtale og glæden over det vi kan.

Vi havde tilbage i 90-erne den store fornøjelse, at ville gøre en forskel i Østeuropa kort efter murens fald. Vi har været i Polen sammen adskillige gange, vi har været begejstrede og helt oppe og ringe over hvad vi faktisk lykkedes med i de år. Det var et kanon-projekt, i demokratiets navn, som virkelig gjorde en forskel for deltagerne. Og vi festede osse godt igennem solidt inspireret af en af de kvindelige deltagere, som ikke gik af vejen for at vilde det vildeste. Du var helt med på den.

Så blev du syg, og det satte en stoppe for en del. Sygdom er hver mands herre, siger man, men med din styrke og dine solide livsstøtte, så har du rejst dig, og er et eksempel også på dette område for os alle.

Du er et menneske som lever det gode ord HÅB. Du gi’r så meget til din omverden, så du skal ha’ et meget stort rungende tak for alle de dejlige ting vi kan dele.

Jeg håber du nyder dine fredeligere år nu, for der er ingen tvivl om at den historie du er en del af, den har været krævende og tærende. Men Rom blev ikke bygget på en dag, økologien er ingen undtagelse, Svanholm er det ikke og dit menneskeliv er det heller ikke. Vi kender ikke vores skæbne, men vi har selv et stort ansvar for at forvalte den og verdens fremtid. Du personificerer om nogen dette smukke billede af livsvilje, pionerånd og etik.

Til lykke BO! 

Kærligst

Per

Økologi på vej

Hvis der er noget der er svært at spå om, så er det fremtiden, som bekendt. Netop nu her i maj 2014 arbejdes der på højtryk for at sætte kurs for hvordan økologien skal udvikle sig fremover. Regeringen arbejder med det. EU-Kommissionen gør det og Økologisk Landsforening gør det. EU's kommende økologi-forordning bliver den nye grundlov, som sætter rammerne for hvordan økologien kan og vil udvikle sig. Den kan ikke undervurderes, og som forslaget ser ud lige nu er der udbredt enighed om i økologiske rækker, at forslaget begrænser fremfor at fremme økologien.

Regeringens 2020 plan for økologien og de kommende ændringer i reguleringen af landbruget som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger kommer også til at spiller en central rolle. Alt afhængig af hvordan det hele skrues sammen – samlet set - kan det gi mere eller mindre økologi.  Der er rigtigt meget i spil og på spil.

Når det handler om fremtiden er det selvsagt mest interessant at bestemme selv i stedet for at overlade det til spåkoner. Men hvad er det for en fremtid vi snakker om? Bæredygtigt Landbrug på sin side drømmer om at intensivere og gøde og sprøjte mere på større arealer. Det er en drøm om, at det er muligt at blæse og ha’ mel i munden, at gi’ den gas og træde på bremsen samtidig for også at sikre, at både produktion og naturinteresser kan gå hånd i hånd. Det er en blindgyde.

Vi befinder os midt i en kamp om fremtidens landskab, natur, lokalsamfund, fødevareproduktion og fødevarekvalitet. Der er store forskelligheder i, hvad vi vil, og hvad vi hver for sig forestiller os er muligt. Med andre ord så står vi overfor den meget vanskelige udfordring, at demokratiet skal bøje enderne sammen og håndtere vores fælles fremtid. Politikere er valgt for max fire år. Virksomhedsledere skal præstere resultater på bundlinjen for at tilfredsstille investorer og holde kreditorer og finansieringsselskaber fra døren. Det gi’r et kort perspektiv. Jorden er en biologisk kapital, den har sine potentialer, sin bærekraft, som afhænger af hvordan den behandles. På samme måde er det biologiske liv et komplekst system, som indtil en vis grænse kan levere varen, når den ellers håndteres med nænsomhed. Det gi’r et langt perspektiv.

Set med økologiske briller, så griber den massive import af næringsstoffer i form af kunstgødning og foderstoffer sammen med den kemiske bekæmpelse meget alvorligt ind i såvel jordfrugtbarhed som naturindhold. Vi har for længst overskredet de grænser, som sikrer at naturen trives. og at vi forsvarligt afleverer en jord som er bedre end den vi selv har overtaget, og som vi har lånt af vores efterkommere. Dette er der ikke enighed om, og der er med andre ord en kamp imellem alle de interesser, som har divergerende opfattelser. Imens er Jorden, naturen og mange af os passive vidner til, hvordan demokratiet langsomt maler for at finde veje, som vi i enighed kan tilbyde fremtiden.

Vi tror fuldt og fast på, at vi skal finde de metoder, som gør at landbrug skal drives med de midler som naturen og vore kloge hoveder selv stiller til rådighed. Økologien er det bedste bud som verden ser ud netop nu, men den er ikke noget endegyldigt svar på den store udfordring. Der er heldigvis meget mere der kan sikre, at vi kan blive endnu bedre til at udnytte vores muligheder i det sublime samarbejde med naturen. Vi skal hverken tilbage til middelalderen eller til 1950-erne, men vi skal se ud i en fremtid, hvor træerne ikke kan vokse ind i himlen. Skridtet fra middelalder til 1950-erne gik først og fremmest via en genial mekanisering, hvor stålindustri, opfindsomhed og videnskaben tryllede med mekanikkens og biologiens vidundere. Og støttet af en voksende kulbaseret energiindustri fandt landbruget den form, som nok i verdenshistorien har produceret mest føde med mindst fossil energi.  Skal vi tilbage til en tilstand, hvor vi kun har adgang til den energi, som landbruget selv kan stille til rådighed, så ender vi i middelalderen og fremtiden for menneskeheden vil se sort ud.

Men kan vi finde veje til at finde det energiniveau, som moderne teknologier kan stille til rådighed både i form af det landbruget slev kan og skal bidrage med sammen med andre vedvarende kilder, så er der håb forude.

Det er som at ’pisse i bukserne for at holde varmen’, når vi i diskussionerne om fremtidens landbrug og fødevareproduktion negligerer disse præmisser. Det er en alvorlig hage ved demokratiet, at dets korte tidshorisont forhindrer de store visioner om at komme til udfoldelse. Og at det ikke mindst er de visioner, der følger pengestrømmen, der er vindere. En begavet politisk vision må og skal indeholde en mulighed for at skabe grundlæggende forandringer over en tidshorisont på 30-50 år. Det er en tidshorisont, som respekterer generationsskifte, afskrivninger på anlæg, uddannelses og dannelseskrav og på den evolutionære tilgang, som respekterer demokratiet og brede folkelige interesser.

Fremtiden må og skal handle om at sikre den gode husholdning med alle de ressourcer, som sikrer vores livsgrundlag. Det er en lokal affære. Vi skal ha’ styr på egne rækker. Handlen med omverdenen er heldigvis også en nødvendighed og en mulighed. Vi har og vil altid ha’ et overskud med vores jord og klima, og vi må og skal leve i en åben verden.

Det vi tilbyder med økologisk jordbrug er således både en løsning til den enkelte, som gennem sin personlige adfærd som landmand, virksomhed eller borger ønsker at bidrage til en bedre verden. Og det sker på markedets præmisser og er dermed vanskeligt stillet, fordi de samfundsmæssige goder, vi hævder at vi tilbyder, de er fordyrende og internaliserede i kæden fra jord til bord. Det er et paradoks, som alle oplever, som særdeles urimeligt, og som ikke er holdbart demokratisk set.

Vi er med andre ord forhåbentligt langsomt ved at nærme os et vendepunkt, hvor økologien bliver det normale som er svaret på samfundets krav, og at der skal skabes særregler for den konventionelle produktion, for at den kan fortsætte med at benytte sine metoder.

Det er her spåkunsten skal i spil. Når jeg iagttager de meget store kræfter, der massivt har interesser i og kæmper for at fastholde status quo i bedste fald eller værre ønsker at intensivere brugen af kemiske hjælpestoffer og endda GMO, så kan jeg godt blive usikker. Lobbyismen følger pengene.

Svaret er at vi vedholdende skal vi vej, skabe løsninger, og at vi skal larme! Vi skal være i en levende kontakt med vores omverden. Vi skal være et fælles demokratisk projekt, samtidig med at vi er et levende og dynamisk tilbud i markedet. Vi skal være en attraktiv partner og et levende tilbud til landmænd og virksomheder. Vi skal arbejde med at omtænke alle de uendelig t mange samfundsanliggender, som tilsammen skaber de beslutninger og den adfærd, der er buddet på fremtidens bæredygtige samfund. Vi skal ud af rollen som en bekvem vare, der tilgodeser et veluddannet publikum.

De sidste mere end 150 års danske historie er en levende fortælling om, hvordan vi med folkelige kræfter har skabt et højt uddannet og solidarisk velfærdssamfund, hvor sikringen af breddens muligheder for at få del i samfundets goder har stået helt centralt. Historisk har det været enklere at forstå samfundets modsætninger og interesser end det er i dag. Vi lever med EU og en global udfordring. Vi er en del af et menneskeskabt og –drevet system som langt overgår nationalstatens grænser. Vi skal derfor også udfordre os selv i dette samarbejde. Ligeså meget som vi skal rydde op i vores egen baghave og ’holde hus’, så skal vi samarbejde og udfordre vores globale naboer.

Vi har redskaberne som økologer. Vi har en IFOAM, både globalt og i EU-regi. Og vi skal blande os. Fordi vi skal lære, fordi vi er dygtige og har noget at byde på, fordi vi har en stærk demokratisk traditionen, og fordi vi ikke er noget alene.

Skal jeg spå, så tror jeg vores efterkommere får en stor opgave de skal løfte, og at det vi gør med vores indsats i dag er, at vi skaber den platform, som de kan bruge. Demokratiet blev født i 1700-tallets slutning som en reaktion på enevældet helt uacceptable ejerskab til tidens mennesker. Det fri menneske blev skabt. Men friheden er kammet over, kloden har ikke plads til at vi alle er os selv nærmest. Vi får brug for midler til at sætte fælleskabet i fokus igen men på demokratiets præmisser. Ikke nogen nem opgave, men der er ingen vej udenom. Ellers ender vi tilbage i tidligere tiders absolutte samfundssystemer. Med andre ord: ’We are on a mission’ . 

Surrealiteter og nu kan det være nok!

Der er kun en vej frem for alverdens fødevareforsyning: Decentralisering og nærhed. I vores iver for mammon og for ikke at bruge penge på mad, er vi endt i det absurde og surrealistiske.

Historien om den multiresistente og dødelige colibakterie ESBL i fjerkræ taler sit eget tydelige sprog, nemlig at produktionen af avlsmateriale og dyr til selve produktionen tager sit udgangspunkt i en eneste primær producent af det materiale, der siden ender på stegepanden. Går vi tilbage i tiden, var produktionen af kyllinger baseret på en ufattelig mangfoldighed af lokale racer. Så sent som i 1998 så jeg det ved selvsyn i Vietnam, hvor hønsene flagrede til højre og venstre og der var ikke to kræ der var ens.

Nu er det omvendt. Dyrene ser ikke bare ens ud, de er genetisk identiske på det nærmeste avlet med det ene formål at skabe en maksimal produktion på kortest mulige tid med mindst muligt foder. Effektiv, moderne, standard og katastrofalt for sikkerheden og i sidste ende forsyningen og sundheden.

Som historien fornylig om dødeligheden i svineproduktionen viste, så handler det om en særdeles skizofren alliance mellem producenter og forbrugere. Vi ofrer noget af det væsentligste i tilværelsen, nemlig kærligheden til den gode mad med god samvittighed til fordel for at spare, så vi kan slippe vores forbruger løs til andre formål. Dyrene betaler prisen med deres ufatteligt triste livsførelse, de bliver syge, naturen betaler, vores sundhed betaler og fremtiden er taget i pant.

Nu må det høre op. Som økolog må vi kræve, at der skabes en anden vej. Vi er i gang, vi har støtte fra folkedybet og fra folketinget. Men vi er ikke nok endnu til at skabe vores egne suveræne løsninger. Vi er afhængige og vi er deltagere i den virkelighed, som vi gerne vil fjerne os fra med løsninger, som er bæredygtige og samvittighedsfulde. Vi vil gerne skabe rammer og fremme en kostbar fødevareproduktion. Tænk over ordet ’kostbar’.

Der er en vej, som enhver rationel tænkning naturligt vil vise, nemlig den at den risiko, der ligger i det moderne projekt skulle brandbeskattes for at sikre, at der er ressourcer til at betale de ubetalte regninger for miljø og sundhed. Vi kan og skal ikke vente på den dokumentation, som ulideligt og konstant udskyder beslutninger, og som bruges som undskyldning for at acceptere det uacceptable.

Netop nu foregår der en indædt kamp i mellem de europæiske parlamenter, de europæiske regeringer, EU-kommissionen og EU-parlamentet om at tillade eller forbyde gensplejset majs fra Monsanto. Sker det, er det endnu et stykke brænde på civilisationens ligbål. Hvis tilladelsen fuldbyrdes vil der gå mange år før det endegyldigt kan dokumenteres, at det er det glade vanvid. GMO er i sig selv dybt problematiske som biologisk teknologi. Og samtidig er det et middel til at skabe et monopol, som kun forstærkes ensretningen og tabet af den sikkerhed, som kunne ligge i at ha’ en decentralt baseret fødevareproduktion. GMO’ere vil eliminere mulighederne for at bruge historisk og betydningsfuldt arvemateriale i vores kulturplanter. Med sin uhyggelige dominans, kan de meget få firmaer der ejer gmo’erne kontrollere lovgivning, embedsværk, den finansielle sektor og tilknyttede virksomheder.

Der er kun en vej frem for verdens sikkerhed, det er at skabe en mangfoldighed af levende kulturer, som kan supplere hinanden uden at dominere hinanden. Vi kan ikke bremse international udveksling, vi skal ikke. Men den skal reguleres og bringes tilbage til demokratisk kontrol.

Angsten for maden er et stigende problem. Med god grund. Men det er - igen – surrealistsisk, at vi i den rigeste af alle verdener ikke har adgang til den tryghed, der ligger i at vi kan nyde den bedste mad. Så vi fortsætter kampen for at genskabe sunde netværk og nærvær i vores fødevarekultur. Økologien stopper ikke ved sin afhængighed af ’det moderne’. Vi vil en ny vej, som tager fat om ondets rod. Vi vil skabe mangfoldighed, nærvær, gennemskuelighed og demokratisk medleven. Og vi skal fortælle hinanden at mad skal koste penge og at vi skal starte med os selv. Først kigger vi os selv i spejlet, og bagefter tager vi kampen op – sammen!

Nærhed

Det er midvinter. Man skulle ikke helt tro det, for det er nu vintergækkerne varsler det kommende forår. Men jo. Heromkring starten af februar er det tiden, hvor alle bønder til alle tider har vidst, at halvdelen af foderet skal være tilbage, for at der er nok frisk græs til at dyrene igen kan lukkes ud af vinterstalden.

Det er en meget abstrakt tanke at forestille sig, at det ikke bare var dyrene men også os selv, som var hundrede procent afhængige af det, vi selv dyrker. For de fleste gi’r det overhovedet ikke nogen mening. Vi køber jo bare det vi mangler. Og hvor det kommer fra? Tjah.. For hvad er egentligt vores lokale forråd af mad, hvad er dansk og hvad er importeret? Og hvorfor?

Ingen tvivl om, at i et samfund med få ressourcer, der dyrkes maden lige uden for døren. At transportere fødevarer er en luksus, som hører til hos os i vores rige tid. Så sent som op i 1960-erne var landets storbyer omkranset af væksthusgartnerier, grønsagsmarker og frugtavl.

Sådan kunne det i princippet også sagtes være i dag i Danmark. Landet kan snildt være selvforsynende med alle mulige fantastiske produkter fra den nære omegn. Men vi har vænnet os til at spise ting, der ikke trives og slet ikke året rundt under vores kolde himmelstrøg. Og vi lever jo fint med, at produkter produceret under sydligere himmelstrøg er billigere. Skal vi mene noget om det? Ja, det skal vi. Af tre grunde: Belastningen, gennemskueligheden og egenarten.

Jo mere produkter farer rund på kloden, jo mere energi er der bundet til dem. Energi, som ligeså godt kunne være brugt til noget mere fornuftigt eller sparet. Energi, som ender som CO2 forurening og dermed påvirker den globale opvarmning.

Hvad angår gennemskueligheden, så er den nemmere at håndtere jo mindre et produkt har rejst, og desto større chance er der for at producent og forbruger kan se hinanden i øjnene. Der skal ikke snydes mange i nærmiljøet før hammeren falder. Her erstatter tillid kontrol. Lange afstande, industrielle produktionsenheder og anonyme produkter kræver et stort opbud af alskens kontrolforanstaltninger.

Og endelig egenarten, dette lidt mærkelige ord. Det betyder at et produkt er noget særligt. Det har navn, særpræg og historie.  Jo tættere på jo bedre forstå vi produktet, vi kender ham der fremstiller det. Vi kan måske endda vælge mellem forskellige producenters udgave af samme produkt, vi bli’r kendere, kyndige, krævende, kritiske og mere tolerante. Vi evner at udforske forskelligheden og det uventede. Det holder os vågne. Mangfoldigheden kan bedre folde sig ud på et torv end i et supermarked, fordi muligheden for at fremstille mindre mængder af bedre og mere forskelligartede produkter stiger med nærheden og den direkte afsætning. Spændende frugtsorter, særlige håndværksprodukter, sæsonens specialiteter osv.

I den danske landbrugsverden handler det om at producere mere og mere, billigere og billigere. Det er skruen uden ende, og det er ikke vores kop the. Men konkurrencen taget i betragtning, så påvirker den endeløse skrue alle. Der skal derfor en massiv forandringsvilje til at ændre supertankerens kurs.

Og noget tyder på, at der er ved at ske noget. I Aarstiderne er vi meget optagede af at bruge vores kasser til at formidle mulighederne. Og forhåbentlig vil vi de kommende år se, at der i stigende grad genskabes lokale produktioner, som kan bryde den onde cirkel. Det kan ske, fordi vi kræver egenarten, fordi vi ellers falder i søvn, og fordi fornyelsen af køkkenet kræver det. Det kan ske fordi tilliden afhænger af gennemskueligheden, og fordi nok så meget kontrol ikke kan hamle op med den nære fødekæde. Og endeligt kan det ske, fordi verden vil kræve det, for at sikre nok ressourcer til alle. Med andre ord er der et vægtigt positivt incitament hele vejen rundt. Og mon ikke de kommende mange års lange seje trend i madens verden derfor bliver nærhed. Økologisk vel at mærke. Og dermed vil der være sjovt foder nok til os alle året rund og Jorden rundt. 

(Kan også læses i Aarstidernes nyhedsbrev i uge 8, 2014)

Spild?

Rester

Madspild eksisterer ikke i mit univers – opdraget som jeg er af bundhamrendesnusfornuftige forældre, der har genbrugt plastikposer, melposer og bæreposer i det uendelige. Selv den mindste madrest blev spist til frokost eller opvarmet sammen med aftensmaden. Ordene ”Spis op!” hører også til min fortids naturlige forståelse for kalorieværdien af hver eneste mundfuld.

Blindgyde

Spild! Naturen kender ikke begrebet. Spild er ikke en del af universet, ligesom det ikke er en del af mit univers. I naturen indgår alt i et kredsløb, bruges, genbruges, transformeres til nye livsformer.

Så spild, ja, det er en del af en kultur, som har mistet sit greb om at være en del af naturen. En kultur, som også bliver ved med at tro, at den kan fremstille ting og sager, som naturen ikke genkender.

ALDRIG nogen sinde har det været mere nødvendigt at skabe en fuldkommen bevidst erkendelse af vores roller i klodens kredsløb. Med den massive bevægelse mod 9-10 mia. mennesker, med de ufattelige mængder mad, klæder, husly og energi, de kræver – og som kun naturen kan tildele os – så er tiden inde til at få øjnene op for, hvem vi er: En altdominerende og altædende biologisk skabning.

Fortsætter vi den vestlige kulturs produktionsmetoder og livsstil, så graver vi kort og godt vores egen grav. Så vi er tvunget til at finde nøglen til, hvordan vi skaber en helt ny produktions- og forbrugskultur, som handler mere om at give det tilbage, som vi modtager, i en form, så det har en værdi for klodens økosystemer. Ikke som affald og spild, men som råvarer, ressourcer og energi.

Husholdning, holdning og holde hus

Med økologien har vi taget et skridt ad nye veje mod bedre husholdning med Jordens ressourcer.

I de seneste år er der bl.a. foregået en massiv økologisk omlægning af små og store køkkener. Det har sat gang i en læringsproces, som skaber sammenhæng mellem det at handle økologisk i bogstavelig og i overført forstand. Personalet i både offentlige køkkener og private kantiner oplever, at det, de arbejder med, giver mening på mange planer, også  for dem selv personligt.

Den nye skolereform har bl.a. skabt endnu bedre rammer for, at vores børn kan lære at arbejde med haver og lave mad af egne grøntsager. Haver-til-maver kalder vi det her hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgård, hvor jeg sidder og kigger ud over børnenes vinterkolde skolehaver.

Den økologiske handlekraft er ikke et oprør eller en protestbevægelse, nej, det er en dannelsesproces, som er et naturligt svar på den bekymring og trang til at gøre en forskel, som lever i os alle. Mennesket er bedst, når det handler – i dobbelt forstand. Vi elsker at gøre en forskel, og vi keder os, når vi sidder på vores hænder.

Ligesom vi har vores intelligens, har vi vores særlige evne at fremkalde medfølelse for andre og i videste forstand for menneskeheden. Lad os frejdigt kalde det sit rette navn nemlig kærligheden i stedet for det moderne kliniske begreb empati. Der er ingen vej uden om: Elsk din næste, spis op og handl!

Haver-til-Maver i forårsdragt på Krogerup Avlsgaard

Stridens æble

Er der noget vores verden elsker, så er det striden. Den stortrives i såvel kunsten som i pressen, i politik og blandt mange mennesker.  Vi ta’r lige tre eksempler fra filmens verden. I den gamle engang så berømte film, ’Naboerne’, er det en bagatel, der starter en veritabel krig mellem de to gode naboer, John Price og Ebbe Rode, i et uskyldigt villakvarter. Den ender med den totale destruktion og med, at en af dem kører en mejetærsker ind igennem hække og haver og huset! Siden kom den vidunderlige svenske komiker Tage Danielsson med hans ligeså berømte film ’Æblekrigen’, hvor beboerne i den lille by Änglamark, der sjovt nok deler navn med COOPs økoserie, tager kampen op mod den store overmagt, der vil lave stedet om til et ferieparadis. Og endelig er der filmen ’The Boxer’ om et voldsomt drama i Nordirland på baggrund af den bitre borgerkrig.

Nu burde det være nemt at forstå, hvor jeg vil hen. Nemlig til historien om, hvordan ukrudtsgiften Boxer har fundet vej til økologiske æbler over hele landet. Det kunne starte en nabokrig. Men heldigvis er det netop ikke naboen men landbrugets generelle anvendelse af stoffet prosulfuron, som er årsagen. Ingen er i tvivl, det skyldes, at midlet spredes meget hurtigt ved fordampning og føres med ’tåger’ langt væk.
Og her kan økologernes udgave af Änglamark så starte vores modstandskamp, og det gør vi! Men vi har lært af kunsten og filmen, og vi ved, at selvom at vi ikke er enige med det konventionelle landbrug om anvendelsen af sprøjtegift, så taler vi ordentligt med hinanden. Og vi bruger netop samtalen og samfundets gældende spilleregler for at finde en løsning, hvor alle kan være med.

Og guderne skal vide, det er en alvorlig sag, hvis vi ikke kan fastholde årtiers klare budskab: Økologiske varer er fri for rester af sprøjtegift! Det er vores kollegaer og naboer, der skal håndtere sprøjtegiften, så den er under kontrol. Det er entydigt landbrugets opgave at løse problemet. Hvis ikke landbruget og kemiindustrien kan garantere, at giftresterne slet ikke findes i de økologiske afgrøder allerede i 2014, så skal myndighederne gribe ind.

Og det er også indlysende, at de økologiske landmænd skal holdes økonomisk skadesløse. Bliver afgrøder forurenet, skal økologer kompenseres for alle udgifter fra tilbagetrækning af varer mv og tabt salg.  Vi forestiller os at producenten af Boxer, Syngenta, kan håndtere denne problemstilling. Sværere er det at kompensere økologiske avlere for den ubehagelige oplevelse det er, at få rejst tvivl om sin økologiske integritet. Men vi forventer, at det gode naboskab, som vi oplever med vores konventionelle naboer omkring undgåelse af f.eks. sprøjteskader, også gælder når der er tale om en kollektiv sprøjteskade.

I Økologisk Landsforening er vi kun interesserede i at alle bidrager til at finde en løsning, og at vi trygt kan overlade det dramatiske til kunsten verden. Hvis problemet løses, der hvor det hører hjemme, så er det lykkedes for alle parter at bidrage til den fredsommelighed, som vores samfund er bedst tjent med. Og så er der ikke så meget at komme efter, og vi kan fortsætte trygt med at have tillid til hinanden og økologiske afgrøder.

’Stridens æble’ stammer i øvrigt fra en vidunderlig historie fra den græske mytologi, og for at gøre denne meget lange historie kort, så handler den om den snedige og stridbare gudinde Eris, som var fornærmet over, at hun ikke var inviteret til et gudebryllup. Som hævn kastede hun et æble ind til de tre smukkeste gudinder med ordene: ’Til den skønneste’. Og så kan det nok være stridens tog fat og udviklede sig til en berømt krig – nemlig den mod Troja. Æblet er bare sådan en mytologisk størrelse, helligt og ukrænkeligt. Forbrugerne køber økologiske varer, fordi der ikke anvendes sprøjtegift i økologi, og fordi man ikke finder giftrester i de økologiske varer. Sådan skal det blive ved med at være. Keep it simple!

Hilsen Snehvide og Eva

Barnemad

I et læserbrev forleden i et dagblad gi’r en institutionsleder udtryk for at hun finder det meningsløst, at hendes børn i institutionen skal påføres økologi og mad. Det var meget bedre hvis børnene fik fred til at guffe deres madpakker og så brugte tiden på noget ordentligt.

Madkultur er en sær størrelse. For nogen er mad noget der skal overstås, en slags nødvendighed i stil med et tandlægebesøg. For andre er det et af tilværelsens centrale højdepunkter, hvor forventningens glæde spændes tre gange i døgnet, ligesom at vågne op, trække vejret og mærke livsglæden boble. At nyde måltidet, blive tilfreds. Spise, drikke, lege, synge, danse, elske, sove, dase, undersøge, filosofere og meditere er livets essentielle behov. Behov i fællesskaber, tosomhed og ensomhed. Maden er oveni købet livets forudsætning. Ikke så underligt, at vi er meget optaget af den. Mere mærkeligt er det, når den er blevet til noget der skal overstås.
I barndommen grundlægges livets muligheder. Det er gennem stimuleringen af det sanselige og begavelsen, at der skabes et rigt liv. Børn har de utroligste evner til at opfatte og sanse, og de kan lege sig til alt. Maden er ingen undtagelse, tværtimod. Ved at deltage i at få fingrene i jorden, at smage køkkenaffaldets formuldning, dufte årstiderne betydning, ved at grave og rode og regere, ved at plukke, at skylle og vaske og snitte, koge og stege, få ild under gryderne og bruge alle sanser under vejs og få motorikken til at styre den skarpe kniv, ved at udforske det indvendige af en nyslagtet kylling, så mødes alle barnet sanser med intellektets muligheder for at forstå livets grundlæggende mekanismer og det levendes skønhed. Barnet er skabt til at få udfordret sin hele sansning og hjernesystem til at begribe den verden, som det skal være en del af og tage vare på. Det sker ikke med nok så meget pædagogik og timer bag en skærm. Det sker kun ved at leve det.
Det er den landvinding, som den økologiske omlægning i institutionerne er ved at skabe. Det er med økologien som redskab, at børn kan få udviklet en naturlighed, som vil grundlægge en livslang sundhed og nænsomhed og glæde ved at spise.
I Sverige genhørte jeg forleden argumentet om , at når institutionerne er så gode til det med økologisk mad og med at få budgetterne til at hænge sammen, jamen så kan vi jo bare spare ved at skifte økologien ud med billige konventionelle varer. Svaret kom prompte fra de svenske ’omlæggere’, og som siger nøjagtigt det samme som de danske, nemlig at det jo netop er fordi udgangspunktet for at arbejde med maden er økologisk, at det kan lade sig gøre. Det skyldes troværdigheden i at barnet, køkkenpersonalet, pædagoger og ansvarlige ledere er inddraget i er en historie, som gi’r mening i hele fletværket af leverandører, jorden derude, naturen og dens behov, vores egne osv. Der er ikke noget der skal forties. Livet er en helhed og kan ikke fortrænges i elementer uden at det gi’r bagslag.
I vores madkultur er det stadig kun de færreste, der konsekvent spiser økologisk. Og jo mere man ved uden at gøre noget ved det, jo mere fortrængning. En slags madkulturens skizofreni. De kommende år intensiveres omlægningen i det offentlige med yderligere programmer til at sikre økologiske indkøb og endda lokal økologiske leverandører. København nærmer sig de 90 % altså guldmærke! Og mon ikke det også sker i stigende grad i de private hjem.
Det er nemlig afgørende, at historien kan blive ved med at hænge sammen hele vejen. Økologien er ikke en tilfældig vare, som kan erstattes af en anden. Den er en bærer af en kultur, som i sig bærer en meget bredere og dybere mulighed for at gøre noget godt. Godt i dagligdagen med det gode måltid, godt for krop og sjæl, og godt for den klode, som vil få mere og mere brug for at vi ikke lader os forvirre og splitte stilet overfor billighedens kortsigtede fristelser. Kloden kalder. Økologien er os alle sammen.

Ordet er gift!

I forbindelse med Fødevarestyrelsens spisemærkekampagne har ordet sprøjtegift været anvendt i den officielle omtale! Ordet er imidlertid faldet nogle for brystet, og nu er gift desværre igen blevet erstattet med ordet ’middel’ i Statens officielle omtaler af ja, sprøjtegift.  Ordet ’gift’ eller ordet ’middel’ er en diskussion værd, hvad er der sket? Der var engang hvor gift var gift. Rotten får rottegift og rotten dør. Klar tale. Men rottemiddel, hvad sker der så med rotten?

·                                        Sproget glider og meningen kan fortrænges. Men gift var engang noget positivt, væk med de pokkers skadedyr. Gift er noget, der får noget til at dø. Giftige planter er giftige. Slanger er det osv. Det er farligt. Sproget er klart og tydeligt. Hvad er det så lige, der er sket, når giftige midler (pesticider) entydigt beregnet til at slå planter eller ukrudt ihjel (herbicid), skadedyr (insekticid, rodenticid mfl) og svampe (fungicid) er blevet til ”midler”, og at bekæmpelse med gift er blevet til ’pleje’ eller ’værn’?

·                                         

·                                        Historien har to sider, nemlig den at der gennem historien er arbejdet med at målrette giften og samtidig forsøgt at reducere dens giftighed overfor mennesker, natur eller det den ikke er rettet mod. Giften er blevet mere og mere subtil. Hvor arsenik og nikotin var til at ta’ og føle på (av!), så er moderne gift helt anderledes vanskelig at vurdere. Og samtidig har det naturligvis været et stærkt ønske at skabe en folkelig accept af et projekt, hvor der systematisk og i et uhyre omfang udsprøjtes gift i det store landskab, og i en skala som de færreste af os har lyst til at tænke til ende. Dette er kun muligt fordi vi sprogligt har skabt en glidning væk fra essensen, nemlig at det, der sprøjtes med, stadig er gift, og fordi giften, erstattet af ordet 'middel', er blevet omdefineret til noget der ønskes opfattet som et positivt element i naturens kredsløb (igen ordene ’pleje ’og ’værn’).

Så lad os stoppe op et øjeblik og smage på ordet gift. Det er bittert, det er farligt og det er ikke noget positivt mere. Det kan jo også være giftigt for os. Når det har været naturligt at indføre i landbruget, var det jo af den årsag, at der var ting som var uhyre vanskelige at dyrke uden - eksempelvis humle og æbler. Og når det blev taget i brug overfor skadedyr var det af samme årsag. Ingen ønsker rotter eller gnaskende dyr der ødelægger en mark. Men fra at være en ubetinget (men stadig farlig) undtagelse, der kun hørte hjemme i særtilfælde, er der fra 1930-erne og fremefter sket en glidning, som har ført os derhen, hvor vi er i dag. Der hvor vi er vidner til, at landbruget uden det store ramaskrig kan forklare sig, selv når der eksempelvis systematisk sprøjtes med gift for at slå helt sundt korn ihjel på udbredte arealer for at gøre høsten nemmere og sikrere. Et glideplan, som ikke kender nogen ende, hvis ikke den sunde fornuft siger stop og årtusindernes landbrugshistorie siger, at det er muligt uden.

Her er det vi vælger den økologiske vej. Vores vej er båret af en etik, hvor vi ikke skal vente på videnskabelige beviser. Vi ved vi ikke vil bruge gift. Fordi!

Og samtidig har vi også som økologer brug for midler, der kan sikre, at vi eksempelvis kan dyrke dejlige æbler i vores egen del af verden. Og det vi først og fremmest vil bruge, er ikke gift, men midler og metoder som fremmer det, der hæmmer det skadelige i at genere vores afgrøder. Måske mindre effektfulde virkemidler end giften, men mulighederne er enorme. Hvis verden lagde de samme forsknings- og udviklingsressourcer i alternativer, som fremmer naturligt forsvar, og droppede kemien, så tror jeg, at jeg kan berolige med, at der er håb for fremtiden. Denne udvikling gik groft sagt i stå med 1930-erne og med omstillingen af den kemiske krigsindustri  efter 2. verdenskrig. Det er på tide situationen ændrer sig. Lad os starte med sproget og kalde en spade for en spade. Det er da nemmere at forstå end ’et gravemiddel’!

Til slut vil jeg gerne citere min gamle lærer i ukrudt fra Landbohøjskolen, Heinrich Hass, som på sin side citerede den berømte schweiziske læge Paracelsus for engang i midten af 1500-tallet at udtale: ”Alle Dinge sind Gift, und nichts ist ohne Gift; allein die Dosis machts, dass ein Ding kein Gift sei”. Det er blevet omskrevet og vendt om til noget i retning ’at det er alene dosis der gør et stof til en gift’. Og dermed at et givet stof både kan være en gift og ikke! Med andre ord, så er grunden lagt til den uklare diskussion om sproget, hvor det samme stof afhængigt af mængden kan være farligt og ufarligt. For at slå en spuns i tønden, så ændrer det intet ved at landbrugets anvendelse af kemiske stoffer til at bekæmpe skadelige og konkurrerende dyr, planter osv skyldes stoffernes virkning som gift. Færdig slut prut finale!! De er og bliver dødeligt farlige (= gift), hvis man er en bille, ukrudt eller en snyltende svamp. Og dermed sandsynligvis også for os andre. Dosis eller ej.

Paracelsus så på hvad der blev ramt og på virkningen. Han kunne ikke forudse moderne laboratorietekniker og den snigende skade som gentagende små og blandede giftdoser (cocktaileffekten) kan ha i naturen og i mennesket. Det kan vi bedre idag, men langt fra i et omfang, så vores myndigheder kan gi' os en garanti. Derfor er der så mange der køber økologisk, og flere vil gøre det i fremtiden. Vores kroppe, hjerne, børn og kloden er ikke tjent med dette besynderlige og irreversible eksperiment. Lad os droppe giften og finde styrken.

Klimaovervejelser

Regringen barsler dd 14. augut 2013 med en klimaplan, Det er særdeles velkomment at Martin Lidegaard puster liv i klimadiskussionen. Landbruget skal holde for.

Den økologiske vision er at fødevareproduktionen skal bidrage positivt til energibalancen. Vi lever med landbruget af at omskabe energien i sollyset og luftens indhold af CO2 (kuldioxid) og N2 (kvælstof) til plantebiomasse.

Landbrugets teknologi og produktionsgrene bidrager i større eller mindre grad til at sikre en positiv eller en negativ balance. Med det moderne landbrug er de tider hvor såvel energiproduktion, trækkraft og forarbejdning var en integreret del af bedriften forbi. Den primære produktion er i dag voldsom integreret i det omgivende samfund og som dette totalt afhængig af fossilt brændstof og de energikilder som samfundet stiller til rådighed.

Den ideelle økologiske løsning er at trække mest muligt tilbage i landbruget og sikre at fødevareproduktion og forsyning i hele kæden fra jord til bord kan fungere i et positivt energi- og stofkredsløb. Dette er en enorm udfordring, da økologien selvsagt er dybt integreret i de samfundsstrukturer som samlet set bestemmer, hvordan vores moderne civilisation fungerer.

Selvforsyning er en kreativ utopi. Dvs. selvom det ikke er muligt at opnå, så er det en rettesnor for at tilrette lægge produktion, forsyning og forbrug.

Med andre ord, så er der enorme muligheder for at udfordre det bestående fødevaresystem med det mål at skabe en sammenhæng mellem produktion og forbrug og sikre at der opstår kredsløb, hvor genanvendelse samt stof- og energibalance bevæger sig i den rigtige miljø- og klimavenlige retning.

Dette er der intet nyt i, men den idealisme som økologien repræsenterer er stillet overfor den enorme udfordring, at samfundet og det globale fødevaresystem bevæger sig i den modsatte retning. Intensiveringen i anvendelsen af kemiske metoder, genteknologi, industrialisering, specialisering, mekanisering og global frihandel er alle midler, som hver for sig og tilsammen har skabt en kultur, som ikke i sig selv indbygger miljø- og klimavenlighed. Dette er ikke dens formål. Dens formål er økonomisk vækst. Og økonomisk vækst har hidtil været noget nær ensbetydende med større vareproduktion og forbrug og dermed øgede pres på ressourcer og klimanedbrydende emissioner.

På trods heraf er mantraet i disse år, at vareproduktion kan øges og verdens stigende økonomiske efterspørgselskapacitet kan tilfredsstilles samtidig med at det kan ske med reduceret klima- og miljøbelastning. Utallige kommissioner lægger navn til denne opfattelse i disse år. Andre siger noget andet, nemlig at verdens globale vareproduktion og forbrugsmønstre må og skal ændre sig.

I vores økologiske landbrugsverden er vi ikke i tvivl om, at vi skal bevæge os fra en vestlig fødevarekultur baseret på animalsk produktion til en kultur, hvor det er den vegetabilske kost, der dominerer. Et kostmønster som er velkendt i mere fattige egne, som man finder dem, når man bare bevæger sig bare lidt væk fra de sidste 100 års mælke-, okse- og svinekødsdominerede madkulturer.

Med andre ord, skal landbruget løfte sin del af klimaudfordringen, må og skal vi opgive de rablende forestillinger om, at vi vedholdende kan konvertere ufatteligt store landområder indenfor egen og klodens grænser til animalske produkter. Ikke fra den ene dag til den anden, men som retningsgivende målsætning for at dæmme op for de grænseløse og ustyrlige klima- og miljøproblemer.

Vi skal og kan med fordel anvende store arealer til energi- og gødningsskabende biomasse. Vi skal producere biobaseret energi og gødningsstoffer. Vi skal producere afgrøder, som positivt bidrager i regnskabet og som anvendes til helt andre formål end mad – ligesom fx træ. Vi skal fokusere på at skabe en rigt varieret og lokal fødevareforsyning, som må og skal komme forud for den eksportorientering, og som i dag ellers er udset til at være en af søjlerne i rigets drømme om beskæftigelse og vækst. Dermed kan vi se for os, at vi med dansk landbrug i fremtiden ad helt andre veje skaber nyt liv på landet, nye landskaber og en ændret økonomi, hvor den ikke udformes på bekostning af vores energibalance, klimabelastning, belastninger af biodiversitet og vandkvalitet og demografiske udfordringer. Vi skal ha’ skabt en ny bevægelse i retning af landet ’derude’, det skal genrejses som rygraden i et land, hvor himmel (!), jord og hav er vores vigtigste ressourcer udover vores gode hoveder og vores evner til fredeligt samarbejde.

Med andre ord så kan og skal klimapolitikken og landbrugets udfordringer ses i et større lys. Og det kan derfor undre, at der ikke med alle disse kommissioner er skabt en bedre sammenhæng mellem de politikområder, som tilsammen ender med at bestemme udviklingen. Blot for at nævne tre: Natur og Landbrugskommissionen, Vækstteam Fødevarer og nu Klimaplanen, alle her fra 2013. Når økologien fremhæves er vi selvsagt glade, men der er på ingen måde tale om økologisk forsvarlige planer. Planerne er og bliver konsensussøgende for at undgå risikoen for at store dele af samfundet ikke alene hopper fra men også obstruerer den følsomme proces, det er at skabe bare lidt forbedring.
Så set i dette lys er Martin Lidegaards udspil godt. Men set med vores økologiske briller, skal der meget mere og andet til, hvis vi virkeligt skal dæmme op for den klimaforandring, som vi blot skal kigge ud af vinduet for at få øje på.

Med økologisk landbrug, som vi kender den, står vi med nogle massive udfordringer. Vi kan ikke bare sådan gøre tingene meget anderledes end den omgivende verden, uden at det ville få radikale økonomiske konsekvenser. Vi skal arbejde med det politiske system for at skabe nye løsninger og praksis. Vi skal påvirke lovgivning og støtteordninger i den klimavenlige retning, og vi skal gå forrest med vores vilje til at ville og til at få madkulturen og forbrugsmønstrene til at trække med. Det lange seje træk fortsætter, men det kan kun gå for langsomt.

Det kommende halve år skal vi bidrage til at udmønte kommissionernes visioner og anbefalinger. Vi skal gøre vores. Og vil du vide mere om økologernes klimaplaner, så kig ind på Økologisk Landsforenings klimasite og læs klimastrategien her. I Aarstiderne har er vi også optaget af vores miljø- og klimabelastning, og det kan der læses mere om her.

Og så er det lige at det er relevant at spørge, hvorfor det nu ikke er så væsentligt mere, at vi skal tænke i det forbrug som vi alle dagligt oplever som en besynderlig form for vellevned, og som der kunne gøres rigtigt meget ved, alt fra isolering til privatbilisme, varebrug med køb og smid osv osv. Der er gået økonom i klimaet.
Men lad os se på det positive i planerne, der mange gode forslag til at der kan gøres noget i landbruget, noget der kan medvirke til at landbruget bli'r en del af løsningen og ikke er problemet og noget der samtidig fremmer mere alsidige mål i landbruget og dermed økologien. Se fx her.