Barnemad

I et læserbrev forleden i et dagblad gi’r en institutionsleder udtryk for at hun finder det meningsløst, at hendes børn i institutionen skal påføres økologi og mad. Det var meget bedre hvis børnene fik fred til at guffe deres madpakker og så brugte tiden på noget ordentligt.

Madkultur er en sær størrelse. For nogen er mad noget der skal overstås, en slags nødvendighed i stil med et tandlægebesøg. For andre er det et af tilværelsens centrale højdepunkter, hvor forventningens glæde spændes tre gange i døgnet, ligesom at vågne op, trække vejret og mærke livsglæden boble. At nyde måltidet, blive tilfreds. Spise, drikke, lege, synge, danse, elske, sove, dase, undersøge, filosofere og meditere er livets essentielle behov. Behov i fællesskaber, tosomhed og ensomhed. Maden er oveni købet livets forudsætning. Ikke så underligt, at vi er meget optaget af den. Mere mærkeligt er det, når den er blevet til noget der skal overstås.
I barndommen grundlægges livets muligheder. Det er gennem stimuleringen af det sanselige og begavelsen, at der skabes et rigt liv. Børn har de utroligste evner til at opfatte og sanse, og de kan lege sig til alt. Maden er ingen undtagelse, tværtimod. Ved at deltage i at få fingrene i jorden, at smage køkkenaffaldets formuldning, dufte årstiderne betydning, ved at grave og rode og regere, ved at plukke, at skylle og vaske og snitte, koge og stege, få ild under gryderne og bruge alle sanser under vejs og få motorikken til at styre den skarpe kniv, ved at udforske det indvendige af en nyslagtet kylling, så mødes alle barnet sanser med intellektets muligheder for at forstå livets grundlæggende mekanismer og det levendes skønhed. Barnet er skabt til at få udfordret sin hele sansning og hjernesystem til at begribe den verden, som det skal være en del af og tage vare på. Det sker ikke med nok så meget pædagogik og timer bag en skærm. Det sker kun ved at leve det.
Det er den landvinding, som den økologiske omlægning i institutionerne er ved at skabe. Det er med økologien som redskab, at børn kan få udviklet en naturlighed, som vil grundlægge en livslang sundhed og nænsomhed og glæde ved at spise.
I Sverige genhørte jeg forleden argumentet om , at når institutionerne er så gode til det med økologisk mad og med at få budgetterne til at hænge sammen, jamen så kan vi jo bare spare ved at skifte økologien ud med billige konventionelle varer. Svaret kom prompte fra de svenske ’omlæggere’, og som siger nøjagtigt det samme som de danske, nemlig at det jo netop er fordi udgangspunktet for at arbejde med maden er økologisk, at det kan lade sig gøre. Det skyldes troværdigheden i at barnet, køkkenpersonalet, pædagoger og ansvarlige ledere er inddraget i er en historie, som gi’r mening i hele fletværket af leverandører, jorden derude, naturen og dens behov, vores egne osv. Der er ikke noget der skal forties. Livet er en helhed og kan ikke fortrænges i elementer uden at det gi’r bagslag.
I vores madkultur er det stadig kun de færreste, der konsekvent spiser økologisk. Og jo mere man ved uden at gøre noget ved det, jo mere fortrængning. En slags madkulturens skizofreni. De kommende år intensiveres omlægningen i det offentlige med yderligere programmer til at sikre økologiske indkøb og endda lokal økologiske leverandører. København nærmer sig de 90 % altså guldmærke! Og mon ikke det også sker i stigende grad i de private hjem.
Det er nemlig afgørende, at historien kan blive ved med at hænge sammen hele vejen. Økologien er ikke en tilfældig vare, som kan erstattes af en anden. Den er en bærer af en kultur, som i sig bærer en meget bredere og dybere mulighed for at gøre noget godt. Godt i dagligdagen med det gode måltid, godt for krop og sjæl, og godt for den klode, som vil få mere og mere brug for at vi ikke lader os forvirre og splitte stilet overfor billighedens kortsigtede fristelser. Kloden kalder. Økologien er os alle sammen.