Mærket for livet..

Klumme skrevet til Aarstiderne nyhedsbrev, januar, 2015. I anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag.

Det er sjovt at lege med sproget. Irma har netop kaldt sig selv for Ø-rma på deres berømte lysreklame ved Søerne i København. Vores Aarstiderne-mærke er det sjove lille planetariske a med den cirklende planet eller måne som gi’r ideer om sprogets aa eller å helt ud i kosmos. Og bagved a’et gemmer sig Ø’et. Det mærke, som pryder vores kasser og som Gud og hvermand kender i dette land. Tænk 98 % af befolkningen kender netop dette ø. Ikke bogstavet, nej, det logo som så dagens lys netop nu for 25 år siden og fejrer sin sprudlende ungdommelige fødselsdag.

Mærket er beviset på at den danske stat har sat sit stempel på og godkendt den økologiske produktionsform. Ø’et gemmer sig bag a’et som en helt grundlæggende præmis. Ikke alene som fundament for, hvad der kommer i kasserne, men også som bevis på hvordan vi kærer os om mennesker, dyr, planter, natur, grundvand og klima. Ø’et er ’state og the Art’ dvs den standard som gælder, når maden både skal sikre vores alle sammens bedste mad og samtidig at vores husdyr har haft et anstændigt liv, at vi har gjort hvad vi kan for at beskytte vildtet, artsrigdommen, vandet i søer, vandløb, grundvand og vores hav. Ja og klimaet. Måske er det en selvfølge for os alle, at vi kun vil det bedste.

Men et skævt kig en hverdag hen over supermarkedernes diske og montre kan få en til at undre sig. Nok er Ø’et til at få øje på. Små 8 procent af alt hvad der sælges i dagligvarehandlen er økologisk. Det er ganske enkelt en imponerende verdensrekord på grund af en enorm indsats både fra forbrugernes side og fra alt det bagved. Vi vil økologien – mange af os. Men så er der alt det andet, som det skæve kig åbenbarer. Min undren bliver stadig større, når jeg tænker på, hvor meget vi nærmest dagligt tæppebombes med af oplysninger om, hvor skralt det står til med vores natur, lukkede brønde, lidende dyr osv. nej, vi orker ikke at høre mere. Og selvom vi vil det bedste, så kan der være andre grunde til at vælge.

Så meget desto mere er jeg er taknemmelig for at jeg kan få a-kassernes håndsrækning. Jeg elsker at slippe for at tænke over indkøbet. Her er der taget ansvar, Ø’et er bare på plads. Ja, i Aarstiderne er det en ubetinget selvfølge, der har ganske enkelt aldrig nogensinde befundet sig en ikke-økologisk kartoffel i en kasse i vores 15 ar lange historie.

Spisningen handler dybest set om en eneste ting, nemlig livet. Og som noget helt afgørende for mig, så betyder det mere at leve for at spise end at spise for at leve. Det sidste er nemlig en selvfølge i hvert fald i vores verdens del. Livsglæden ligger med lokkende løfter på tallerkenen. Det må og skal aldrig være en pligt at skulle sætte tænderne i en eller anden form for elendighed. Tallerkenen skal rumme det bedste og ikke være et kompromis, en nødløsning, en elendighed eller en straf.

Grisen skal ha’ haft et godt liv og hønen skal ha’ sit udeliv under himlen og kradset og skrabet i jordens myldrende tilbud til dens nysgerrige næb. Kalven skal styrte rundt og lege skolegård, mens koen skal nyde at strække ben i græsset under drøvtygningen og før middagsluren livgivende styrket af sommerlyset befriet for medicinsk efterbehandling. Sommerfuglen skal elske på tidselblomsterne i et fredeligt markhjørne uden skyggen af tvivl og frygt for giftige tåger. Jordens mægtige biomasse af regnorme og de usynlige mikrober skal gnufle og gnaske i muldens underjordiske mørkebiologi uden gener fra kunstige gødningssalte eller nedsilende giftrester. Livet befinder sig i alle naturlighedens afkroge og er ikke uberørt af moderne kemiske misforståelser.

Lad livet få frit spil og lad os mærke med det på den forunderligste og mest trygge vis. Og det er det, dette statelige Ø så grundlæggende fortæller mig, det er den dybeste respekt og glæde ved livet. Det er et mærke, der kan mærkes – for livet.

Ordet er gift!

I forbindelse med Fødevarestyrelsens spisemærkekampagne har ordet sprøjtegift været anvendt i den officielle omtale! Ordet er imidlertid faldet nogle for brystet, og nu er gift desværre igen blevet erstattet med ordet ’middel’ i Statens officielle omtaler af ja, sprøjtegift.  Ordet ’gift’ eller ordet ’middel’ er en diskussion værd, hvad er der sket? Der var engang hvor gift var gift. Rotten får rottegift og rotten dør. Klar tale. Men rottemiddel, hvad sker der så med rotten?

·                                        Sproget glider og meningen kan fortrænges. Men gift var engang noget positivt, væk med de pokkers skadedyr. Gift er noget, der får noget til at dø. Giftige planter er giftige. Slanger er det osv. Det er farligt. Sproget er klart og tydeligt. Hvad er det så lige, der er sket, når giftige midler (pesticider) entydigt beregnet til at slå planter eller ukrudt ihjel (herbicid), skadedyr (insekticid, rodenticid mfl) og svampe (fungicid) er blevet til ”midler”, og at bekæmpelse med gift er blevet til ’pleje’ eller ’værn’?

·                                         

·                                        Historien har to sider, nemlig den at der gennem historien er arbejdet med at målrette giften og samtidig forsøgt at reducere dens giftighed overfor mennesker, natur eller det den ikke er rettet mod. Giften er blevet mere og mere subtil. Hvor arsenik og nikotin var til at ta’ og føle på (av!), så er moderne gift helt anderledes vanskelig at vurdere. Og samtidig har det naturligvis været et stærkt ønske at skabe en folkelig accept af et projekt, hvor der systematisk og i et uhyre omfang udsprøjtes gift i det store landskab, og i en skala som de færreste af os har lyst til at tænke til ende. Dette er kun muligt fordi vi sprogligt har skabt en glidning væk fra essensen, nemlig at det, der sprøjtes med, stadig er gift, og fordi giften, erstattet af ordet 'middel', er blevet omdefineret til noget der ønskes opfattet som et positivt element i naturens kredsløb (igen ordene ’pleje ’og ’værn’).

Så lad os stoppe op et øjeblik og smage på ordet gift. Det er bittert, det er farligt og det er ikke noget positivt mere. Det kan jo også være giftigt for os. Når det har været naturligt at indføre i landbruget, var det jo af den årsag, at der var ting som var uhyre vanskelige at dyrke uden - eksempelvis humle og æbler. Og når det blev taget i brug overfor skadedyr var det af samme årsag. Ingen ønsker rotter eller gnaskende dyr der ødelægger en mark. Men fra at være en ubetinget (men stadig farlig) undtagelse, der kun hørte hjemme i særtilfælde, er der fra 1930-erne og fremefter sket en glidning, som har ført os derhen, hvor vi er i dag. Der hvor vi er vidner til, at landbruget uden det store ramaskrig kan forklare sig, selv når der eksempelvis systematisk sprøjtes med gift for at slå helt sundt korn ihjel på udbredte arealer for at gøre høsten nemmere og sikrere. Et glideplan, som ikke kender nogen ende, hvis ikke den sunde fornuft siger stop og årtusindernes landbrugshistorie siger, at det er muligt uden.

Her er det vi vælger den økologiske vej. Vores vej er båret af en etik, hvor vi ikke skal vente på videnskabelige beviser. Vi ved vi ikke vil bruge gift. Fordi!

Og samtidig har vi også som økologer brug for midler, der kan sikre, at vi eksempelvis kan dyrke dejlige æbler i vores egen del af verden. Og det vi først og fremmest vil bruge, er ikke gift, men midler og metoder som fremmer det, der hæmmer det skadelige i at genere vores afgrøder. Måske mindre effektfulde virkemidler end giften, men mulighederne er enorme. Hvis verden lagde de samme forsknings- og udviklingsressourcer i alternativer, som fremmer naturligt forsvar, og droppede kemien, så tror jeg, at jeg kan berolige med, at der er håb for fremtiden. Denne udvikling gik groft sagt i stå med 1930-erne og med omstillingen af den kemiske krigsindustri  efter 2. verdenskrig. Det er på tide situationen ændrer sig. Lad os starte med sproget og kalde en spade for en spade. Det er da nemmere at forstå end ’et gravemiddel’!

Til slut vil jeg gerne citere min gamle lærer i ukrudt fra Landbohøjskolen, Heinrich Hass, som på sin side citerede den berømte schweiziske læge Paracelsus for engang i midten af 1500-tallet at udtale: ”Alle Dinge sind Gift, und nichts ist ohne Gift; allein die Dosis machts, dass ein Ding kein Gift sei”. Det er blevet omskrevet og vendt om til noget i retning ’at det er alene dosis der gør et stof til en gift’. Og dermed at et givet stof både kan være en gift og ikke! Med andre ord, så er grunden lagt til den uklare diskussion om sproget, hvor det samme stof afhængigt af mængden kan være farligt og ufarligt. For at slå en spuns i tønden, så ændrer det intet ved at landbrugets anvendelse af kemiske stoffer til at bekæmpe skadelige og konkurrerende dyr, planter osv skyldes stoffernes virkning som gift. Færdig slut prut finale!! De er og bliver dødeligt farlige (= gift), hvis man er en bille, ukrudt eller en snyltende svamp. Og dermed sandsynligvis også for os andre. Dosis eller ej.

Paracelsus så på hvad der blev ramt og på virkningen. Han kunne ikke forudse moderne laboratorietekniker og den snigende skade som gentagende små og blandede giftdoser (cocktaileffekten) kan ha i naturen og i mennesket. Det kan vi bedre idag, men langt fra i et omfang, så vores myndigheder kan gi' os en garanti. Derfor er der så mange der køber økologisk, og flere vil gøre det i fremtiden. Vores kroppe, hjerne, børn og kloden er ikke tjent med dette besynderlige og irreversible eksperiment. Lad os droppe giften og finde styrken.