Klumme skrevet til Aarstiderne nyhedsbrev, januar, 2015. I anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag.
Det er sjovt at lege med sproget. Irma har netop kaldt sig
selv for Ø-rma
på deres berømte lysreklame ved Søerne i København. Vores Aarstiderne-mærke er
det sjove lille planetariske a med den cirklende planet eller måne som gi’r
ideer om sprogets aa eller å helt ud i kosmos. Og bagved a’et gemmer sig Ø’et. Det mærke, som pryder vores
kasser og som Gud og hvermand kender i dette land. Tænk 98 % af befolkningen
kender netop dette ø. Ikke bogstavet, nej, det logo som så dagens lys netop nu
for 25 år siden og fejrer sin sprudlende ungdommelige fødselsdag.
Mærket er beviset på at den danske stat har sat sit stempel
på og godkendt den økologiske produktionsform. Ø’et gemmer sig bag a’et som
en helt grundlæggende præmis. Ikke alene som fundament for, hvad der kommer i
kasserne, men også som bevis på hvordan vi kærer os om mennesker, dyr, planter,
natur, grundvand og klima. Ø’et er ’state og the Art’ dvs den standard som
gælder, når maden både skal sikre vores alle sammens bedste mad og samtidig at
vores husdyr har haft et anstændigt liv, at vi har gjort hvad vi kan for at
beskytte vildtet, artsrigdommen, vandet i søer, vandløb, grundvand og vores
hav. Ja og klimaet. Måske er det en selvfølge for os alle, at vi kun vil det
bedste.
Men et skævt kig en hverdag hen over supermarkedernes diske
og montre kan få en til at undre sig. Nok er Ø’et til at få øje på. Små 8 procent
af alt hvad der sælges i dagligvarehandlen er økologisk. Det er ganske enkelt en
imponerende verdensrekord på grund af en enorm indsats både fra forbrugernes
side og fra alt det bagved. Vi vil økologien – mange af os. Men så er der alt
det andet, som det skæve kig åbenbarer. Min undren bliver stadig større, når
jeg tænker på, hvor meget vi nærmest dagligt tæppebombes med af oplysninger om,
hvor skralt det står til med vores natur, lukkede brønde, lidende dyr osv. nej,
vi orker ikke at høre mere. Og selvom vi vil det bedste, så kan der være andre
grunde til at vælge.
Så meget desto mere er jeg er taknemmelig for at jeg kan få a-kassernes
håndsrækning. Jeg elsker at slippe for at tænke over indkøbet. Her er der taget
ansvar, Ø’et
er bare på plads. Ja, i Aarstiderne er det en ubetinget selvfølge, der har
ganske enkelt aldrig nogensinde befundet sig en ikke-økologisk kartoffel i en
kasse i vores 15 ar lange historie.
Spisningen handler dybest set om en eneste ting, nemlig
livet. Og som noget helt afgørende for mig, så betyder det mere at leve for at
spise end at spise for at leve. Det sidste er nemlig en selvfølge i hvert fald
i vores verdens del. Livsglæden ligger med lokkende løfter på tallerkenen. Det
må og skal aldrig være en pligt at skulle sætte tænderne i en eller anden form
for elendighed. Tallerkenen skal rumme det bedste og ikke være et kompromis, en
nødløsning, en elendighed eller en straf.
Grisen skal ha’ haft et godt liv og hønen skal ha’ sit
udeliv under himlen og kradset og skrabet i jordens myldrende tilbud til dens
nysgerrige næb. Kalven skal styrte rundt og lege skolegård, mens koen skal nyde
at strække ben i græsset under drøvtygningen og før middagsluren livgivende
styrket af sommerlyset befriet for medicinsk efterbehandling. Sommerfuglen skal
elske på tidselblomsterne i et fredeligt markhjørne uden skyggen af tvivl og
frygt for giftige tåger. Jordens mægtige biomasse af regnorme og de usynlige mikrober
skal gnufle og gnaske i muldens underjordiske mørkebiologi uden gener fra
kunstige gødningssalte eller nedsilende giftrester. Livet befinder sig i alle
naturlighedens afkroge og er ikke uberørt af moderne kemiske misforståelser.
Lad livet få frit spil og lad os mærke med det på den
forunderligste og mest trygge vis. Og det er det, dette statelige Ø så
grundlæggende fortæller mig, det er den dybeste respekt og glæde ved livet. Det
er et mærke, der kan mærkes – for livet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar