Mærket for livet..

Klumme skrevet til Aarstiderne nyhedsbrev, januar, 2015. I anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag.

Det er sjovt at lege med sproget. Irma har netop kaldt sig selv for Ø-rma på deres berømte lysreklame ved Søerne i København. Vores Aarstiderne-mærke er det sjove lille planetariske a med den cirklende planet eller måne som gi’r ideer om sprogets aa eller å helt ud i kosmos. Og bagved a’et gemmer sig Ø’et. Det mærke, som pryder vores kasser og som Gud og hvermand kender i dette land. Tænk 98 % af befolkningen kender netop dette ø. Ikke bogstavet, nej, det logo som så dagens lys netop nu for 25 år siden og fejrer sin sprudlende ungdommelige fødselsdag.

Mærket er beviset på at den danske stat har sat sit stempel på og godkendt den økologiske produktionsform. Ø’et gemmer sig bag a’et som en helt grundlæggende præmis. Ikke alene som fundament for, hvad der kommer i kasserne, men også som bevis på hvordan vi kærer os om mennesker, dyr, planter, natur, grundvand og klima. Ø’et er ’state og the Art’ dvs den standard som gælder, når maden både skal sikre vores alle sammens bedste mad og samtidig at vores husdyr har haft et anstændigt liv, at vi har gjort hvad vi kan for at beskytte vildtet, artsrigdommen, vandet i søer, vandløb, grundvand og vores hav. Ja og klimaet. Måske er det en selvfølge for os alle, at vi kun vil det bedste.

Men et skævt kig en hverdag hen over supermarkedernes diske og montre kan få en til at undre sig. Nok er Ø’et til at få øje på. Små 8 procent af alt hvad der sælges i dagligvarehandlen er økologisk. Det er ganske enkelt en imponerende verdensrekord på grund af en enorm indsats både fra forbrugernes side og fra alt det bagved. Vi vil økologien – mange af os. Men så er der alt det andet, som det skæve kig åbenbarer. Min undren bliver stadig større, når jeg tænker på, hvor meget vi nærmest dagligt tæppebombes med af oplysninger om, hvor skralt det står til med vores natur, lukkede brønde, lidende dyr osv. nej, vi orker ikke at høre mere. Og selvom vi vil det bedste, så kan der være andre grunde til at vælge.

Så meget desto mere er jeg er taknemmelig for at jeg kan få a-kassernes håndsrækning. Jeg elsker at slippe for at tænke over indkøbet. Her er der taget ansvar, Ø’et er bare på plads. Ja, i Aarstiderne er det en ubetinget selvfølge, der har ganske enkelt aldrig nogensinde befundet sig en ikke-økologisk kartoffel i en kasse i vores 15 ar lange historie.

Spisningen handler dybest set om en eneste ting, nemlig livet. Og som noget helt afgørende for mig, så betyder det mere at leve for at spise end at spise for at leve. Det sidste er nemlig en selvfølge i hvert fald i vores verdens del. Livsglæden ligger med lokkende løfter på tallerkenen. Det må og skal aldrig være en pligt at skulle sætte tænderne i en eller anden form for elendighed. Tallerkenen skal rumme det bedste og ikke være et kompromis, en nødløsning, en elendighed eller en straf.

Grisen skal ha’ haft et godt liv og hønen skal ha’ sit udeliv under himlen og kradset og skrabet i jordens myldrende tilbud til dens nysgerrige næb. Kalven skal styrte rundt og lege skolegård, mens koen skal nyde at strække ben i græsset under drøvtygningen og før middagsluren livgivende styrket af sommerlyset befriet for medicinsk efterbehandling. Sommerfuglen skal elske på tidselblomsterne i et fredeligt markhjørne uden skyggen af tvivl og frygt for giftige tåger. Jordens mægtige biomasse af regnorme og de usynlige mikrober skal gnufle og gnaske i muldens underjordiske mørkebiologi uden gener fra kunstige gødningssalte eller nedsilende giftrester. Livet befinder sig i alle naturlighedens afkroge og er ikke uberørt af moderne kemiske misforståelser.

Lad livet få frit spil og lad os mærke med det på den forunderligste og mest trygge vis. Og det er det, dette statelige Ø så grundlæggende fortæller mig, det er den dybeste respekt og glæde ved livet. Det er et mærke, der kan mærkes – for livet.

Nærhed

Det er midvinter. Man skulle ikke helt tro det, for det er nu vintergækkerne varsler det kommende forår. Men jo. Heromkring starten af februar er det tiden, hvor alle bønder til alle tider har vidst, at halvdelen af foderet skal være tilbage, for at der er nok frisk græs til at dyrene igen kan lukkes ud af vinterstalden.

Det er en meget abstrakt tanke at forestille sig, at det ikke bare var dyrene men også os selv, som var hundrede procent afhængige af det, vi selv dyrker. For de fleste gi’r det overhovedet ikke nogen mening. Vi køber jo bare det vi mangler. Og hvor det kommer fra? Tjah.. For hvad er egentligt vores lokale forråd af mad, hvad er dansk og hvad er importeret? Og hvorfor?

Ingen tvivl om, at i et samfund med få ressourcer, der dyrkes maden lige uden for døren. At transportere fødevarer er en luksus, som hører til hos os i vores rige tid. Så sent som op i 1960-erne var landets storbyer omkranset af væksthusgartnerier, grønsagsmarker og frugtavl.

Sådan kunne det i princippet også sagtes være i dag i Danmark. Landet kan snildt være selvforsynende med alle mulige fantastiske produkter fra den nære omegn. Men vi har vænnet os til at spise ting, der ikke trives og slet ikke året rundt under vores kolde himmelstrøg. Og vi lever jo fint med, at produkter produceret under sydligere himmelstrøg er billigere. Skal vi mene noget om det? Ja, det skal vi. Af tre grunde: Belastningen, gennemskueligheden og egenarten.

Jo mere produkter farer rund på kloden, jo mere energi er der bundet til dem. Energi, som ligeså godt kunne være brugt til noget mere fornuftigt eller sparet. Energi, som ender som CO2 forurening og dermed påvirker den globale opvarmning.

Hvad angår gennemskueligheden, så er den nemmere at håndtere jo mindre et produkt har rejst, og desto større chance er der for at producent og forbruger kan se hinanden i øjnene. Der skal ikke snydes mange i nærmiljøet før hammeren falder. Her erstatter tillid kontrol. Lange afstande, industrielle produktionsenheder og anonyme produkter kræver et stort opbud af alskens kontrolforanstaltninger.

Og endelig egenarten, dette lidt mærkelige ord. Det betyder at et produkt er noget særligt. Det har navn, særpræg og historie.  Jo tættere på jo bedre forstå vi produktet, vi kender ham der fremstiller det. Vi kan måske endda vælge mellem forskellige producenters udgave af samme produkt, vi bli’r kendere, kyndige, krævende, kritiske og mere tolerante. Vi evner at udforske forskelligheden og det uventede. Det holder os vågne. Mangfoldigheden kan bedre folde sig ud på et torv end i et supermarked, fordi muligheden for at fremstille mindre mængder af bedre og mere forskelligartede produkter stiger med nærheden og den direkte afsætning. Spændende frugtsorter, særlige håndværksprodukter, sæsonens specialiteter osv.

I den danske landbrugsverden handler det om at producere mere og mere, billigere og billigere. Det er skruen uden ende, og det er ikke vores kop the. Men konkurrencen taget i betragtning, så påvirker den endeløse skrue alle. Der skal derfor en massiv forandringsvilje til at ændre supertankerens kurs.

Og noget tyder på, at der er ved at ske noget. I Aarstiderne er vi meget optagede af at bruge vores kasser til at formidle mulighederne. Og forhåbentlig vil vi de kommende år se, at der i stigende grad genskabes lokale produktioner, som kan bryde den onde cirkel. Det kan ske, fordi vi kræver egenarten, fordi vi ellers falder i søvn, og fordi fornyelsen af køkkenet kræver det. Det kan ske fordi tilliden afhænger af gennemskueligheden, og fordi nok så meget kontrol ikke kan hamle op med den nære fødekæde. Og endeligt kan det ske, fordi verden vil kræve det, for at sikre nok ressourcer til alle. Med andre ord er der et vægtigt positivt incitament hele vejen rundt. Og mon ikke de kommende mange års lange seje trend i madens verden derfor bliver nærhed. Økologisk vel at mærke. Og dermed vil der være sjovt foder nok til os alle året rund og Jorden rundt. 

(Kan også læses i Aarstidernes nyhedsbrev i uge 8, 2014)

Barnemad

I et læserbrev forleden i et dagblad gi’r en institutionsleder udtryk for at hun finder det meningsløst, at hendes børn i institutionen skal påføres økologi og mad. Det var meget bedre hvis børnene fik fred til at guffe deres madpakker og så brugte tiden på noget ordentligt.

Madkultur er en sær størrelse. For nogen er mad noget der skal overstås, en slags nødvendighed i stil med et tandlægebesøg. For andre er det et af tilværelsens centrale højdepunkter, hvor forventningens glæde spændes tre gange i døgnet, ligesom at vågne op, trække vejret og mærke livsglæden boble. At nyde måltidet, blive tilfreds. Spise, drikke, lege, synge, danse, elske, sove, dase, undersøge, filosofere og meditere er livets essentielle behov. Behov i fællesskaber, tosomhed og ensomhed. Maden er oveni købet livets forudsætning. Ikke så underligt, at vi er meget optaget af den. Mere mærkeligt er det, når den er blevet til noget der skal overstås.
I barndommen grundlægges livets muligheder. Det er gennem stimuleringen af det sanselige og begavelsen, at der skabes et rigt liv. Børn har de utroligste evner til at opfatte og sanse, og de kan lege sig til alt. Maden er ingen undtagelse, tværtimod. Ved at deltage i at få fingrene i jorden, at smage køkkenaffaldets formuldning, dufte årstiderne betydning, ved at grave og rode og regere, ved at plukke, at skylle og vaske og snitte, koge og stege, få ild under gryderne og bruge alle sanser under vejs og få motorikken til at styre den skarpe kniv, ved at udforske det indvendige af en nyslagtet kylling, så mødes alle barnet sanser med intellektets muligheder for at forstå livets grundlæggende mekanismer og det levendes skønhed. Barnet er skabt til at få udfordret sin hele sansning og hjernesystem til at begribe den verden, som det skal være en del af og tage vare på. Det sker ikke med nok så meget pædagogik og timer bag en skærm. Det sker kun ved at leve det.
Det er den landvinding, som den økologiske omlægning i institutionerne er ved at skabe. Det er med økologien som redskab, at børn kan få udviklet en naturlighed, som vil grundlægge en livslang sundhed og nænsomhed og glæde ved at spise.
I Sverige genhørte jeg forleden argumentet om , at når institutionerne er så gode til det med økologisk mad og med at få budgetterne til at hænge sammen, jamen så kan vi jo bare spare ved at skifte økologien ud med billige konventionelle varer. Svaret kom prompte fra de svenske ’omlæggere’, og som siger nøjagtigt det samme som de danske, nemlig at det jo netop er fordi udgangspunktet for at arbejde med maden er økologisk, at det kan lade sig gøre. Det skyldes troværdigheden i at barnet, køkkenpersonalet, pædagoger og ansvarlige ledere er inddraget i er en historie, som gi’r mening i hele fletværket af leverandører, jorden derude, naturen og dens behov, vores egne osv. Der er ikke noget der skal forties. Livet er en helhed og kan ikke fortrænges i elementer uden at det gi’r bagslag.
I vores madkultur er det stadig kun de færreste, der konsekvent spiser økologisk. Og jo mere man ved uden at gøre noget ved det, jo mere fortrængning. En slags madkulturens skizofreni. De kommende år intensiveres omlægningen i det offentlige med yderligere programmer til at sikre økologiske indkøb og endda lokal økologiske leverandører. København nærmer sig de 90 % altså guldmærke! Og mon ikke det også sker i stigende grad i de private hjem.
Det er nemlig afgørende, at historien kan blive ved med at hænge sammen hele vejen. Økologien er ikke en tilfældig vare, som kan erstattes af en anden. Den er en bærer af en kultur, som i sig bærer en meget bredere og dybere mulighed for at gøre noget godt. Godt i dagligdagen med det gode måltid, godt for krop og sjæl, og godt for den klode, som vil få mere og mere brug for at vi ikke lader os forvirre og splitte stilet overfor billighedens kortsigtede fristelser. Kloden kalder. Økologien er os alle sammen.