Fair pris og fair handel med økologi

Aldi startede i november den seneste priskrig på mælk. Økologisk Landsforening reagerede med det samme ved at gøre opmærksom på, at priskrigen vil lægge pres på vores mejerier og landmænd, og at billig mælk er dyrt, for landmanden, for naturen og for køerne. Og vi brugte priskrigen til at gå i dialog med forbrugerne på de sociale medier om værdierne i økologi, ligesom foreningens mælkeproducenter to gange tidligere været på gaden for at vise deres modstand mod priskrig på mælk.

Og kort her efter - i januar - lancerede Coop og Økologisk Landsforening en fælles vision og strategi for at fordoble det økologiske salg i Danmark. Planerne indeholdt blandt andet markante prissænkninger på en række økologiske produkter. Er det ikke lige det vi har kæmpet imod?

Nej! For dialogen mellem Økologisk Landsforening og Coop resulterede i, at Coop selv har valgt de kommende fem år at dække de ca. 200 mio. kr. årligt, som prissænkningen betyder. Og regningen sendes dermed ikke videre til de økologiske virksomheder og landmænd.

Det er aldrig set før i dansk detailhandel, og strategien lægger nu et pres på andre kæder. Kiwi har netop meddelt at de selv dækker deres nye prisfald på økologisk kød. Og vi forventer at flere følge efter. Prisfaldet skyldes at detailhandelen ændrer deres avanceberegning på økologiske varer. Prisen sættes ned og samtidig reduceres momsen — noget vi har talt for længe. Det står detailhandlen frit for at regulere deres avancer, og i takt med at salget af økologi stiger giver det solid mening. Velkommen til foreningens afsætningspolitiske indsats 2015.

Jeg har ingen illusioner om, at vi har sat markedskræfter ud af spil. Detailhandelen vil altid - ligesom vi landmænd og virksomheder - forsøge at billiggøre indkøb og sælge til den bedste pris. Købmandskabet lever. Og Coop regner naturligvis med at tjene penge på et mersalg. Men priskrigen var allerede i gang sidste år med slagtilbud og weekendtilbud, der gav elevator priser og øget fokus på pris-pris-pris. Foreningen ønsker fokus på varernes værdi, mere gennemskuelighed for forbrugerne, og bedre rammer for vores producenter. Og det har vi fået.

Aftalen indeholder en styrket forbrugeroplysning om værdien i økologi for at sikre, at forbrugerne har endnu bedre forståelse for øko-merprisen, og at endnu flere vil betale den med glæde. Aftalen udvider også det økologiske sortiment i Coops 1200 butikker, og både Coop og Økologisk Landsforening styrker hjælpen til mindre producenter, så det bliver lettere at udvikle produkter, og få økovarer – også lokale økovarer - ind på hylderne. Mange af vores medlemmer kan allerede mærke Coops interesse for, hvad en grønsagsproducent forleden kaldte ”rigtig mange produkter, som de aldrig har interesseret sig for før”.

Aftalen er, at foreningen og Coop skal udvikle nye principper for fair handel med mindre økologiske producenter. Det kan f.eks. omfatte reducerede omkostninger og risici for avlerne via længerevarende kontrakter og tidligere vished om, hvad der skal sås den kommende sæson. Også disse principper er noget nyt i detailhandelen. På foreningens generalforsamling d. 6-7. marts, har vi et temamøde sammen med Coop, hvor medlemmer kan give deres indspark til, hvad de nye principper skal indeholde. Kom og vær med! Via vores samarbejde med aktører i detailhandelen har vi indflydelse på at skabe de bedst mulige betingelser for økologer og for økologi.

Leder i Økologi & Erhverv, den 22. januar, 2015.

Mærket for livet..

Klumme skrevet til Aarstiderne nyhedsbrev, januar, 2015. I anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag.

Det er sjovt at lege med sproget. Irma har netop kaldt sig selv for Ø-rma på deres berømte lysreklame ved Søerne i København. Vores Aarstiderne-mærke er det sjove lille planetariske a med den cirklende planet eller måne som gi’r ideer om sprogets aa eller å helt ud i kosmos. Og bagved a’et gemmer sig Ø’et. Det mærke, som pryder vores kasser og som Gud og hvermand kender i dette land. Tænk 98 % af befolkningen kender netop dette ø. Ikke bogstavet, nej, det logo som så dagens lys netop nu for 25 år siden og fejrer sin sprudlende ungdommelige fødselsdag.

Mærket er beviset på at den danske stat har sat sit stempel på og godkendt den økologiske produktionsform. Ø’et gemmer sig bag a’et som en helt grundlæggende præmis. Ikke alene som fundament for, hvad der kommer i kasserne, men også som bevis på hvordan vi kærer os om mennesker, dyr, planter, natur, grundvand og klima. Ø’et er ’state og the Art’ dvs den standard som gælder, når maden både skal sikre vores alle sammens bedste mad og samtidig at vores husdyr har haft et anstændigt liv, at vi har gjort hvad vi kan for at beskytte vildtet, artsrigdommen, vandet i søer, vandløb, grundvand og vores hav. Ja og klimaet. Måske er det en selvfølge for os alle, at vi kun vil det bedste.

Men et skævt kig en hverdag hen over supermarkedernes diske og montre kan få en til at undre sig. Nok er Ø’et til at få øje på. Små 8 procent af alt hvad der sælges i dagligvarehandlen er økologisk. Det er ganske enkelt en imponerende verdensrekord på grund af en enorm indsats både fra forbrugernes side og fra alt det bagved. Vi vil økologien – mange af os. Men så er der alt det andet, som det skæve kig åbenbarer. Min undren bliver stadig større, når jeg tænker på, hvor meget vi nærmest dagligt tæppebombes med af oplysninger om, hvor skralt det står til med vores natur, lukkede brønde, lidende dyr osv. nej, vi orker ikke at høre mere. Og selvom vi vil det bedste, så kan der være andre grunde til at vælge.

Så meget desto mere er jeg er taknemmelig for at jeg kan få a-kassernes håndsrækning. Jeg elsker at slippe for at tænke over indkøbet. Her er der taget ansvar, Ø’et er bare på plads. Ja, i Aarstiderne er det en ubetinget selvfølge, der har ganske enkelt aldrig nogensinde befundet sig en ikke-økologisk kartoffel i en kasse i vores 15 ar lange historie.

Spisningen handler dybest set om en eneste ting, nemlig livet. Og som noget helt afgørende for mig, så betyder det mere at leve for at spise end at spise for at leve. Det sidste er nemlig en selvfølge i hvert fald i vores verdens del. Livsglæden ligger med lokkende løfter på tallerkenen. Det må og skal aldrig være en pligt at skulle sætte tænderne i en eller anden form for elendighed. Tallerkenen skal rumme det bedste og ikke være et kompromis, en nødløsning, en elendighed eller en straf.

Grisen skal ha’ haft et godt liv og hønen skal ha’ sit udeliv under himlen og kradset og skrabet i jordens myldrende tilbud til dens nysgerrige næb. Kalven skal styrte rundt og lege skolegård, mens koen skal nyde at strække ben i græsset under drøvtygningen og før middagsluren livgivende styrket af sommerlyset befriet for medicinsk efterbehandling. Sommerfuglen skal elske på tidselblomsterne i et fredeligt markhjørne uden skyggen af tvivl og frygt for giftige tåger. Jordens mægtige biomasse af regnorme og de usynlige mikrober skal gnufle og gnaske i muldens underjordiske mørkebiologi uden gener fra kunstige gødningssalte eller nedsilende giftrester. Livet befinder sig i alle naturlighedens afkroge og er ikke uberørt af moderne kemiske misforståelser.

Lad livet få frit spil og lad os mærke med det på den forunderligste og mest trygge vis. Og det er det, dette statelige Ø så grundlæggende fortæller mig, det er den dybeste respekt og glæde ved livet. Det er et mærke, der kan mærkes – for livet.

Surrealiteter og nu kan det være nok!

Der er kun en vej frem for alverdens fødevareforsyning: Decentralisering og nærhed. I vores iver for mammon og for ikke at bruge penge på mad, er vi endt i det absurde og surrealistiske.

Historien om den multiresistente og dødelige colibakterie ESBL i fjerkræ taler sit eget tydelige sprog, nemlig at produktionen af avlsmateriale og dyr til selve produktionen tager sit udgangspunkt i en eneste primær producent af det materiale, der siden ender på stegepanden. Går vi tilbage i tiden, var produktionen af kyllinger baseret på en ufattelig mangfoldighed af lokale racer. Så sent som i 1998 så jeg det ved selvsyn i Vietnam, hvor hønsene flagrede til højre og venstre og der var ikke to kræ der var ens.

Nu er det omvendt. Dyrene ser ikke bare ens ud, de er genetisk identiske på det nærmeste avlet med det ene formål at skabe en maksimal produktion på kortest mulige tid med mindst muligt foder. Effektiv, moderne, standard og katastrofalt for sikkerheden og i sidste ende forsyningen og sundheden.

Som historien fornylig om dødeligheden i svineproduktionen viste, så handler det om en særdeles skizofren alliance mellem producenter og forbrugere. Vi ofrer noget af det væsentligste i tilværelsen, nemlig kærligheden til den gode mad med god samvittighed til fordel for at spare, så vi kan slippe vores forbruger løs til andre formål. Dyrene betaler prisen med deres ufatteligt triste livsførelse, de bliver syge, naturen betaler, vores sundhed betaler og fremtiden er taget i pant.

Nu må det høre op. Som økolog må vi kræve, at der skabes en anden vej. Vi er i gang, vi har støtte fra folkedybet og fra folketinget. Men vi er ikke nok endnu til at skabe vores egne suveræne løsninger. Vi er afhængige og vi er deltagere i den virkelighed, som vi gerne vil fjerne os fra med løsninger, som er bæredygtige og samvittighedsfulde. Vi vil gerne skabe rammer og fremme en kostbar fødevareproduktion. Tænk over ordet ’kostbar’.

Der er en vej, som enhver rationel tænkning naturligt vil vise, nemlig den at den risiko, der ligger i det moderne projekt skulle brandbeskattes for at sikre, at der er ressourcer til at betale de ubetalte regninger for miljø og sundhed. Vi kan og skal ikke vente på den dokumentation, som ulideligt og konstant udskyder beslutninger, og som bruges som undskyldning for at acceptere det uacceptable.

Netop nu foregår der en indædt kamp i mellem de europæiske parlamenter, de europæiske regeringer, EU-kommissionen og EU-parlamentet om at tillade eller forbyde gensplejset majs fra Monsanto. Sker det, er det endnu et stykke brænde på civilisationens ligbål. Hvis tilladelsen fuldbyrdes vil der gå mange år før det endegyldigt kan dokumenteres, at det er det glade vanvid. GMO er i sig selv dybt problematiske som biologisk teknologi. Og samtidig er det et middel til at skabe et monopol, som kun forstærkes ensretningen og tabet af den sikkerhed, som kunne ligge i at ha’ en decentralt baseret fødevareproduktion. GMO’ere vil eliminere mulighederne for at bruge historisk og betydningsfuldt arvemateriale i vores kulturplanter. Med sin uhyggelige dominans, kan de meget få firmaer der ejer gmo’erne kontrollere lovgivning, embedsværk, den finansielle sektor og tilknyttede virksomheder.

Der er kun en vej frem for verdens sikkerhed, det er at skabe en mangfoldighed af levende kulturer, som kan supplere hinanden uden at dominere hinanden. Vi kan ikke bremse international udveksling, vi skal ikke. Men den skal reguleres og bringes tilbage til demokratisk kontrol.

Angsten for maden er et stigende problem. Med god grund. Men det er - igen – surrealistsisk, at vi i den rigeste af alle verdener ikke har adgang til den tryghed, der ligger i at vi kan nyde den bedste mad. Så vi fortsætter kampen for at genskabe sunde netværk og nærvær i vores fødevarekultur. Økologien stopper ikke ved sin afhængighed af ’det moderne’. Vi vil en ny vej, som tager fat om ondets rod. Vi vil skabe mangfoldighed, nærvær, gennemskuelighed og demokratisk medleven. Og vi skal fortælle hinanden at mad skal koste penge og at vi skal starte med os selv. Først kigger vi os selv i spejlet, og bagefter tager vi kampen op – sammen!

Nærhed

Det er midvinter. Man skulle ikke helt tro det, for det er nu vintergækkerne varsler det kommende forår. Men jo. Heromkring starten af februar er det tiden, hvor alle bønder til alle tider har vidst, at halvdelen af foderet skal være tilbage, for at der er nok frisk græs til at dyrene igen kan lukkes ud af vinterstalden.

Det er en meget abstrakt tanke at forestille sig, at det ikke bare var dyrene men også os selv, som var hundrede procent afhængige af det, vi selv dyrker. For de fleste gi’r det overhovedet ikke nogen mening. Vi køber jo bare det vi mangler. Og hvor det kommer fra? Tjah.. For hvad er egentligt vores lokale forråd af mad, hvad er dansk og hvad er importeret? Og hvorfor?

Ingen tvivl om, at i et samfund med få ressourcer, der dyrkes maden lige uden for døren. At transportere fødevarer er en luksus, som hører til hos os i vores rige tid. Så sent som op i 1960-erne var landets storbyer omkranset af væksthusgartnerier, grønsagsmarker og frugtavl.

Sådan kunne det i princippet også sagtes være i dag i Danmark. Landet kan snildt være selvforsynende med alle mulige fantastiske produkter fra den nære omegn. Men vi har vænnet os til at spise ting, der ikke trives og slet ikke året rundt under vores kolde himmelstrøg. Og vi lever jo fint med, at produkter produceret under sydligere himmelstrøg er billigere. Skal vi mene noget om det? Ja, det skal vi. Af tre grunde: Belastningen, gennemskueligheden og egenarten.

Jo mere produkter farer rund på kloden, jo mere energi er der bundet til dem. Energi, som ligeså godt kunne være brugt til noget mere fornuftigt eller sparet. Energi, som ender som CO2 forurening og dermed påvirker den globale opvarmning.

Hvad angår gennemskueligheden, så er den nemmere at håndtere jo mindre et produkt har rejst, og desto større chance er der for at producent og forbruger kan se hinanden i øjnene. Der skal ikke snydes mange i nærmiljøet før hammeren falder. Her erstatter tillid kontrol. Lange afstande, industrielle produktionsenheder og anonyme produkter kræver et stort opbud af alskens kontrolforanstaltninger.

Og endelig egenarten, dette lidt mærkelige ord. Det betyder at et produkt er noget særligt. Det har navn, særpræg og historie.  Jo tættere på jo bedre forstå vi produktet, vi kender ham der fremstiller det. Vi kan måske endda vælge mellem forskellige producenters udgave af samme produkt, vi bli’r kendere, kyndige, krævende, kritiske og mere tolerante. Vi evner at udforske forskelligheden og det uventede. Det holder os vågne. Mangfoldigheden kan bedre folde sig ud på et torv end i et supermarked, fordi muligheden for at fremstille mindre mængder af bedre og mere forskelligartede produkter stiger med nærheden og den direkte afsætning. Spændende frugtsorter, særlige håndværksprodukter, sæsonens specialiteter osv.

I den danske landbrugsverden handler det om at producere mere og mere, billigere og billigere. Det er skruen uden ende, og det er ikke vores kop the. Men konkurrencen taget i betragtning, så påvirker den endeløse skrue alle. Der skal derfor en massiv forandringsvilje til at ændre supertankerens kurs.

Og noget tyder på, at der er ved at ske noget. I Aarstiderne er vi meget optagede af at bruge vores kasser til at formidle mulighederne. Og forhåbentlig vil vi de kommende år se, at der i stigende grad genskabes lokale produktioner, som kan bryde den onde cirkel. Det kan ske, fordi vi kræver egenarten, fordi vi ellers falder i søvn, og fordi fornyelsen af køkkenet kræver det. Det kan ske fordi tilliden afhænger af gennemskueligheden, og fordi nok så meget kontrol ikke kan hamle op med den nære fødekæde. Og endeligt kan det ske, fordi verden vil kræve det, for at sikre nok ressourcer til alle. Med andre ord er der et vægtigt positivt incitament hele vejen rundt. Og mon ikke de kommende mange års lange seje trend i madens verden derfor bliver nærhed. Økologisk vel at mærke. Og dermed vil der være sjovt foder nok til os alle året rund og Jorden rundt. 

(Kan også læses i Aarstidernes nyhedsbrev i uge 8, 2014)

Spild?

Rester

Madspild eksisterer ikke i mit univers – opdraget som jeg er af bundhamrendesnusfornuftige forældre, der har genbrugt plastikposer, melposer og bæreposer i det uendelige. Selv den mindste madrest blev spist til frokost eller opvarmet sammen med aftensmaden. Ordene ”Spis op!” hører også til min fortids naturlige forståelse for kalorieværdien af hver eneste mundfuld.

Blindgyde

Spild! Naturen kender ikke begrebet. Spild er ikke en del af universet, ligesom det ikke er en del af mit univers. I naturen indgår alt i et kredsløb, bruges, genbruges, transformeres til nye livsformer.

Så spild, ja, det er en del af en kultur, som har mistet sit greb om at være en del af naturen. En kultur, som også bliver ved med at tro, at den kan fremstille ting og sager, som naturen ikke genkender.

ALDRIG nogen sinde har det været mere nødvendigt at skabe en fuldkommen bevidst erkendelse af vores roller i klodens kredsløb. Med den massive bevægelse mod 9-10 mia. mennesker, med de ufattelige mængder mad, klæder, husly og energi, de kræver – og som kun naturen kan tildele os – så er tiden inde til at få øjnene op for, hvem vi er: En altdominerende og altædende biologisk skabning.

Fortsætter vi den vestlige kulturs produktionsmetoder og livsstil, så graver vi kort og godt vores egen grav. Så vi er tvunget til at finde nøglen til, hvordan vi skaber en helt ny produktions- og forbrugskultur, som handler mere om at give det tilbage, som vi modtager, i en form, så det har en værdi for klodens økosystemer. Ikke som affald og spild, men som råvarer, ressourcer og energi.

Husholdning, holdning og holde hus

Med økologien har vi taget et skridt ad nye veje mod bedre husholdning med Jordens ressourcer.

I de seneste år er der bl.a. foregået en massiv økologisk omlægning af små og store køkkener. Det har sat gang i en læringsproces, som skaber sammenhæng mellem det at handle økologisk i bogstavelig og i overført forstand. Personalet i både offentlige køkkener og private kantiner oplever, at det, de arbejder med, giver mening på mange planer, også  for dem selv personligt.

Den nye skolereform har bl.a. skabt endnu bedre rammer for, at vores børn kan lære at arbejde med haver og lave mad af egne grøntsager. Haver-til-maver kalder vi det her hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgård, hvor jeg sidder og kigger ud over børnenes vinterkolde skolehaver.

Den økologiske handlekraft er ikke et oprør eller en protestbevægelse, nej, det er en dannelsesproces, som er et naturligt svar på den bekymring og trang til at gøre en forskel, som lever i os alle. Mennesket er bedst, når det handler – i dobbelt forstand. Vi elsker at gøre en forskel, og vi keder os, når vi sidder på vores hænder.

Ligesom vi har vores intelligens, har vi vores særlige evne at fremkalde medfølelse for andre og i videste forstand for menneskeheden. Lad os frejdigt kalde det sit rette navn nemlig kærligheden i stedet for det moderne kliniske begreb empati. Der er ingen vej uden om: Elsk din næste, spis op og handl!

Haver-til-Maver i forårsdragt på Krogerup Avlsgaard

Ordet er gift!

I forbindelse med Fødevarestyrelsens spisemærkekampagne har ordet sprøjtegift været anvendt i den officielle omtale! Ordet er imidlertid faldet nogle for brystet, og nu er gift desværre igen blevet erstattet med ordet ’middel’ i Statens officielle omtaler af ja, sprøjtegift.  Ordet ’gift’ eller ordet ’middel’ er en diskussion værd, hvad er der sket? Der var engang hvor gift var gift. Rotten får rottegift og rotten dør. Klar tale. Men rottemiddel, hvad sker der så med rotten?

·                                        Sproget glider og meningen kan fortrænges. Men gift var engang noget positivt, væk med de pokkers skadedyr. Gift er noget, der får noget til at dø. Giftige planter er giftige. Slanger er det osv. Det er farligt. Sproget er klart og tydeligt. Hvad er det så lige, der er sket, når giftige midler (pesticider) entydigt beregnet til at slå planter eller ukrudt ihjel (herbicid), skadedyr (insekticid, rodenticid mfl) og svampe (fungicid) er blevet til ”midler”, og at bekæmpelse med gift er blevet til ’pleje’ eller ’værn’?

·                                         

·                                        Historien har to sider, nemlig den at der gennem historien er arbejdet med at målrette giften og samtidig forsøgt at reducere dens giftighed overfor mennesker, natur eller det den ikke er rettet mod. Giften er blevet mere og mere subtil. Hvor arsenik og nikotin var til at ta’ og føle på (av!), så er moderne gift helt anderledes vanskelig at vurdere. Og samtidig har det naturligvis været et stærkt ønske at skabe en folkelig accept af et projekt, hvor der systematisk og i et uhyre omfang udsprøjtes gift i det store landskab, og i en skala som de færreste af os har lyst til at tænke til ende. Dette er kun muligt fordi vi sprogligt har skabt en glidning væk fra essensen, nemlig at det, der sprøjtes med, stadig er gift, og fordi giften, erstattet af ordet 'middel', er blevet omdefineret til noget der ønskes opfattet som et positivt element i naturens kredsløb (igen ordene ’pleje ’og ’værn’).

Så lad os stoppe op et øjeblik og smage på ordet gift. Det er bittert, det er farligt og det er ikke noget positivt mere. Det kan jo også være giftigt for os. Når det har været naturligt at indføre i landbruget, var det jo af den årsag, at der var ting som var uhyre vanskelige at dyrke uden - eksempelvis humle og æbler. Og når det blev taget i brug overfor skadedyr var det af samme årsag. Ingen ønsker rotter eller gnaskende dyr der ødelægger en mark. Men fra at være en ubetinget (men stadig farlig) undtagelse, der kun hørte hjemme i særtilfælde, er der fra 1930-erne og fremefter sket en glidning, som har ført os derhen, hvor vi er i dag. Der hvor vi er vidner til, at landbruget uden det store ramaskrig kan forklare sig, selv når der eksempelvis systematisk sprøjtes med gift for at slå helt sundt korn ihjel på udbredte arealer for at gøre høsten nemmere og sikrere. Et glideplan, som ikke kender nogen ende, hvis ikke den sunde fornuft siger stop og årtusindernes landbrugshistorie siger, at det er muligt uden.

Her er det vi vælger den økologiske vej. Vores vej er båret af en etik, hvor vi ikke skal vente på videnskabelige beviser. Vi ved vi ikke vil bruge gift. Fordi!

Og samtidig har vi også som økologer brug for midler, der kan sikre, at vi eksempelvis kan dyrke dejlige æbler i vores egen del af verden. Og det vi først og fremmest vil bruge, er ikke gift, men midler og metoder som fremmer det, der hæmmer det skadelige i at genere vores afgrøder. Måske mindre effektfulde virkemidler end giften, men mulighederne er enorme. Hvis verden lagde de samme forsknings- og udviklingsressourcer i alternativer, som fremmer naturligt forsvar, og droppede kemien, så tror jeg, at jeg kan berolige med, at der er håb for fremtiden. Denne udvikling gik groft sagt i stå med 1930-erne og med omstillingen af den kemiske krigsindustri  efter 2. verdenskrig. Det er på tide situationen ændrer sig. Lad os starte med sproget og kalde en spade for en spade. Det er da nemmere at forstå end ’et gravemiddel’!

Til slut vil jeg gerne citere min gamle lærer i ukrudt fra Landbohøjskolen, Heinrich Hass, som på sin side citerede den berømte schweiziske læge Paracelsus for engang i midten af 1500-tallet at udtale: ”Alle Dinge sind Gift, und nichts ist ohne Gift; allein die Dosis machts, dass ein Ding kein Gift sei”. Det er blevet omskrevet og vendt om til noget i retning ’at det er alene dosis der gør et stof til en gift’. Og dermed at et givet stof både kan være en gift og ikke! Med andre ord, så er grunden lagt til den uklare diskussion om sproget, hvor det samme stof afhængigt af mængden kan være farligt og ufarligt. For at slå en spuns i tønden, så ændrer det intet ved at landbrugets anvendelse af kemiske stoffer til at bekæmpe skadelige og konkurrerende dyr, planter osv skyldes stoffernes virkning som gift. Færdig slut prut finale!! De er og bliver dødeligt farlige (= gift), hvis man er en bille, ukrudt eller en snyltende svamp. Og dermed sandsynligvis også for os andre. Dosis eller ej.

Paracelsus så på hvad der blev ramt og på virkningen. Han kunne ikke forudse moderne laboratorietekniker og den snigende skade som gentagende små og blandede giftdoser (cocktaileffekten) kan ha i naturen og i mennesket. Det kan vi bedre idag, men langt fra i et omfang, så vores myndigheder kan gi' os en garanti. Derfor er der så mange der køber økologisk, og flere vil gøre det i fremtiden. Vores kroppe, hjerne, børn og kloden er ikke tjent med dette besynderlige og irreversible eksperiment. Lad os droppe giften og finde styrken.

Tågen letter!

Forleden formiddag sad jeg koncentreret og arbejdede på mit kontor i Aarstiderne på Krogerup Avlsgård. Maj måned viser sig fra sin smukkeste side med udsigten til havens kæmpestore gamle blomstrende kirsebærtræ, nyplantede æbletræer, grønsagsmarken, vores bølgende store marker og bagved det hele de gamle ege, skovene og Øresund. Ejendommen omkranses af ren natur, af skove og har en beliggenhed, som for enhver økolog er misundelsesværdig.

Under arbejdet sniger der sig en sær fornemmelse ind, som pludselig manifesterer sig som en umiskendelig lugt, der ikke er til at tage fejl af. Nemlig lugten af den pesticidsprøjtning, som efterlader sine systematiske spor i det danske landbrugslandskab. Først kunne jeg ikke placere lugten, det ville simpelthen ikke indfinde sig i min bevidsthed. Det var som at blive fanget i en løgn. Jeg ville ha’ forsvoret, at det kunne ske. På trods af at der må være et sted mellem ½ og 1 km til nærmeste konventionelle nabomark, og på trods af skovens skærmende værn, så flytter tågerne med de kemiske aerosoler sig med vind og opadgående luftstrømme og ender i mine næsebor. Det er velkendt at pollen og svampesporer flytter sig mange hundrede kilometer, ja endda på tværs af Nordsøen. Det er mindre diskuteret, at landbrugets brug af kemikalier ikke begrænser sig til den mark, hvor de er beregnet på at lande.

Før jeg blev formand for Økologisk Landsforening, ville jeg ikke et sekund ha’ spekuleret over andet end at fare i blækhuset og beskrive min harme over, at jeg som økologi og den danske natur ikke kan vælge at slippe for kemien. Jeg ville vide, at jeg kunne risikere en vanskelig diskussion med fagfolk om, at selvom man kan lugte sprøjtetågerne, så er koncentrationen så lille, at det er ganske ufarligt. Og jeg ville uden omsvøb argumentere med, at uanset at den samlede nationale ekspertise ville forsøge at overbevise mig om det modsatte, så er jeg ikke i tvivl om at det ikke er i orden, og at det har en virkning hos naboer endda mange kilometer væk, i naturen og i det globale økosystem, som ikke skelner mellem økologer eller andre.

Nu har jeg imidlertid fået kasketten på og tænker lidt anderledes over, hvordan jeg skal argumentere. Blandt andet er jeg udmærket vidende om, at naboerne ude på landet skal kunne omgås med venlighed, med respekt og med den åbenhed, der gør, at man demokratisk set og som medmennesker kan rumme hinandens forskelligheder. Med andre ord så vil ethvert forsøg på at kridte banen op og ta’ bladet fra munden være dømt til at udfordre de gode naboskaber og venskaber. Ingen har lyst til at blive udstillet. Derfor skal jeg vare min mund.

Men det duer ikke. Vi lever netop i et demokratisk land, og det er afgørende vigtigt at tingene kan siges og diskuteres ud over det personlige plan. Min farfar var for mere end 100 år siden skolelærer på Asnæs med hest og 4 tdr land og radikal. Han blev anset for at være fuldstændig rabiat og illoyal overfor landbruget. Fordi han var radikal og kæmpede husmændenes sag. Jeg tror ingen kan være i tvivl om, at alle tider har brug for sine kritikere. Og gårdsdagens kritik er nutiden hverdag.

Med andre ord, så er der noget rygende galt, hvis vi som økologer ikke kan tillade os at ha’ en mening og lufte den offentligt om noget som vedkommer os alle. Vi skal kunne tillade os at udtale vores velbegrundede frygt for landbrugskemikalierne. Kunder, borgere og forbrugere forventer det, og samfundet kan ikke fungere uden diskussionen.

Kornmarken i maj

 Vi har med vores økologiske praksis et dybtfølt ønske om at vise, at landbrug kan drives og fødevarer fremstilles forsvarligt uden brug af pesticider. Men det er uhyre vanskeligt at kommunikere vores praksis, hvis vi er afskåret fra at diskutere vores syn på den praksis, hvor pesticiderne anvendes.

Diskussionen skal fjernes fra det personlige og gøres politisk. Så er det ikke en personlig kritik men politisk begrundet, hvorfor vi i vores land eksempelvis arbejder intensivt for at den offentlige bespisning bliver økologisk, og at indvinding af drikkevand i højere og højere grad vil ske i områder, hvor arealerne drives økologisk.

Og med et lidt mere afslappet forhold til at diskutere offentligt, kan det måske også lykkes at gøre det nemmere naturligt, tvangfrit og lystbetonet at tage skridtet og omlægge sit landbrug. Og det bliver endnu mere logisk at købe den øko-logiske kasse.

Landbrug er per definition et kompromis med at lade landet springe i natur. Landbrug er et indgreb i det naturlige. Men der er grænser for hvordan. Og grænserne skal diskuteres løbende, både i egne øko-rækker og i og med landbruget som helhed. Så kan tågerne lette!

Havregryn i pilleform?

Havregryn er kommet for at blive. Der spises stadigt store mængder, og der er to glade budskaber.

Det ene er at havregryn har rigtigt meget godt at byde på i vores ernæring og så mætter de. Og så kan de spises på utallige måder og stadig smage godt. I min lille verden elsker mine børn, når jeg vækker dem med let ristede havregryn til deres gode morgen-yoghurt.

Det andet glade budskab er, at mere end 40 % af de gryn vi spiser, er økologiske. Det er Danmarks økologiske topsælger. Og hvorfor mon det? Måske fordi vi er så tæt på råvaren, kornet og havrens bjældeklang. Og der har været perioder, som stadig huserer i forbrugernes bevidsthed, hvor det konventionelle landbrug havde en omgang med kemikalier i kornet, som ikke var så heldig. Og hvordan er det lige nu?

I en kæmpe annonce indrykket med stor tydelighed af Landbrug & Fødevarer i (set i Weekendavisen) anprises havregrynene. I annoncen (se den her) er der et billede af et væltet pilleglas, hvor nogle fede grovvalsede gryn vælter ud. Og teksten handler om, hvordan landbruget arbejder på at få det gode i havregryn ned i pilleform, så man kan spise tre skefulde i stedet for, ja hvad? Teksten er fuldstændig kryptisk, og det er først ved læsning med en lup, at jeg ser at der står med miniskrift i nederste hjørne, at det handler om, at vi skal ha 3 g beta-glukaner om dagen og i øvrigt skal spise sundt og varieret.

Det sidste er så sandt så sandt, og stod det til mig, så kunne vi passende indrykke daglige muntre reklamer, der handler om sundt og varieret, og så ellers gå i gang med den store folkeopdragelse, som handler om at forklare, hvad der menes med sundt og med varieret.

Men det er jo ikke det der er budskabet i annoncen, men derimod noget underligt ubevidst med, at vi kan opnå sundheden ved at ta’ piller, og at landbruget forsker for at skabe en super-havre, som må betyde at vi kan spise meget mindre og alligevel være sunde. Der er noget rav, ruskende galt i L&F’s budskab.

Vi spiser af følgende grunde: Fordi de daglige måltider er festlige, sociale højdepunkter (!), fordi mad i sig selv er et af tilværelsens fundamentale måder at blive tilfreds og glad på (!), fordi mad er forudsætningen for at leve sundt (!) og endelig fordi vi jo ikke kan leve uden at få mad.

Årtusinders visdom har skabt vores kulturplanter og husdyr, også så de opfylder alle de behov, jeg lige har forklaret. Og til denne visdom hører alt det, som er så uhyre vanskeligt at ta’ i pilleform, nemlig at det er i samspillet mellem den gode dyrkning, sæson og friskhed, tilberedelsen og samværet, at madens dybe sundhedsmæssige virkning skal forstås. Det er her vi skal ’annoncere’, ikke mindst fordi pilleriet er en alvorlig trussel mod netop vores sundhed.

I disse dage er der en meget markant medie-diskussion om danskernes pillemisbrug. Her handler det især om smertestillende medicin og psykofarmaka. Der håndkøbes og udskrives piller i et omfang, som aldrig tidligere. Vi er en nation af lidende mennesker. Og behandlingen er flere piller! Det er sort middelalder. Og Gud-hjælpe-mig om ikke L&F netop skriver: ”Fremtiden ser ikke så sort ud mere”!

Det er fuldkommen gak, at vi ikke kan tage skeen i egen hånd og finde ud af at skabe psykiske rammer, gode måltider osv., som skaber de nødvendige betingelser om det gode liv. Vi er endt som ofre.

Som økologer tager vi skeen i egen hånd, vi arbejder intenst på at udfase medicinforbruget til dyrene, vi har afskaffet pesticiderne i plantedyrkningen, vi insisterer på at jorden skal fodres med naturgødning i stedet for piller af kunstige næringsstoffer. Vi tænker i helheder, fordi vi med årtusinders sunde fornuft i ryggen ved, at det i langt højere grad er alle relationerne i de systemer, vi selv er en del af, og ikke deres bestanddele, der har betydning.

Hvis dette er lidt svært at forstå, så tænkt på to der danser godt sammen. Når det virker, kan det ikke forklares med noget som helst af alt det, der kan måles og vejes, det handler om alt hvad de to levende væsner rummer af muligheder for fysisk bevægelse, musisk indføling, erfaring, træning, kultur og indbyrdes kontakt. Virker dette for langhåret? Nej vel? Det er og bliver sund fornuft. Det handler om relationer. Ikke ’stoffer’.

Det betyder ikke at vi ikke skal ha’ betaglukaner i vores mad, men det betyder at set i helhedens udfordrende lys, så er piller en fattig model for at forstå det gode liv. Ud med pillerne, frem med kritikken og ind med ansvaret.

Linket til annoncen: http://www.lf.dk/~/media/lf/Aktuelt/Den%20nye%20fortaelling/annoncer/Del8/Endelige/LF_Havregryn_266x365_Highres_AVIS.ashx

Rørende børn

Sidste forår befandt jeg mig en dag foran vores kæmpemæssige og fantastiske gule lade på Krogerup Avlsgård i selskab med en gammeldags bødkertønde og en 5 m lang heksekost og 100 børn. Tønden var fuld af frisk vand og i den havde jeg hældt et præparat i, som skulle udsprøjtes på alle vores marker. Men først skulle det røres grundigt op i vandet. Meget grundigt endda. En hel stiv time.

Og hvad sker der? Nu står jeg jo lige op og ned af en gevaldig flok børn som løber til og fra til deres skolehaver og madpakker og sjov og hyg. Og så bli'r de nysgerrige. Værs'go og gi' en hånd med omrøringen, og jeg bli'r dybt fascineret over hvordan børns spontane nysgerrighed får fortælleren frem i mig. Hvad laver du? Hvorfor rører du? Hvad er det der er i tønden? "Jo da, jeg er igang med at skabe saft og kraft til vores marker, siger jeg til børnene".

 "Prøv at kigge op og kig ud! Se foråret, se alle de spirende saftspændte grønne marker med deres lysende mølkebøtter. Prøv at se ude mellem træerne, der endnu ikke har fået  blade, se havet derude, og få fat i hvilken enormt kraft som naturen har. Lyset, mulden, planternes og vores følsomme sanser. Prøv lige at læg mærke til hvor glad man bli'r over at stå her midt i det hele og vide at alt dette er dit og mit. Og at vi alle sammen er en del af det. Det er dette vidunder vi vil er at stimulere, skabe styrke og sundhed, vi vil ikke bekæmpe eller beherske det. Nej, vi vil fornemme hvordan vi leger med det".

Børnene forstår udmærket, hvad det er vi har på spil, når vi masserer naturen med vores haveliv. De forstår helt spontant, hvor fantastisk det er. Det har eventyrfortællingens muligheder i blodet. De behøver ikke den mindste videnskab for at blive tilfredse. De forstår verden i metaforer. Nuvel, ikke at disse ting står i modsætning. Jeg fortæller alene dette, fordi det kan være utroligt udfordrende at få voksne med lang skolegang til at begribe meningen med at kompostere gødning i et kokranium for siden at opløse og omrøre det i vand og sprøjte det ud over markerne!! Vi trækker på smilebåndet, ikke spor mærkeligt, da det er vores måde at håndtere forlegenhed på. Smilet eller det gode grin. Børn derimod lader sig forføre. Og dette er der gud-ske-tak-og-lov ikke noget i vejen med, når det sker i en god ånd og ikke handler om at tvinge noget ned i halsen.

Et af de mange børn der var med til at røre og snakke og grine fik pludselig den idé at hente en vandkande. "Min planter skal da også være seje", som han sagde. Denne 9-årige knægt var fuld af energi, fyldte sin kande og vandede omhyggeligt sit lille lod. Og jeg er sikker på at han vil opleve sine planter endnu mere intenst, og få en endnu større glæde ved det han gør. Ikke så tosset. Eller hvad?

I de mange år jeg har arbejdet med jord, marker og dyr, har det slået mig hvordan man ligeså tydeligt kan fornemme naturens puls. Det er ikke spor anderledes end det man oplever, når man er i selskab med mennesker. Levende 'ting' gør noget ved en ligesom man jo påvirker det med sin egen tilstedeværelse. Alt dette levende er, lige meget hvilken forklaring man forsøger sig med, et under. Og det er med stensikkerhed ikke til at forstå uanset hvor mange kemiske formler og fysiske love videnskaben stiller op med. Ikke sådan rigtigt helt ned i knoglemarven. I det biodynamiske landbrugs arbejder vi med at finde et sprog og metoder til at samarbejde med naturen. Og en del af sproget, eller koden om man vil, handler om at anvende sjove præparater, som man tilfører markerne.

Og har du lyst til at opleve nogle timer i selskab med en solid og underholdende fortælling og indføring i vores biodynamiske verden, så kom og deltagom aftenen den 21. februar på Krogerup Avlsgård i selskab med Klaus Loehr Petersen, som til dagligt slår sine folder i Biodynamisk Forening. Han er en rigtig god foredragsholder!

Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her

Her er en lille video fra sidste forår med de rørende børn. "Er det øl??" spørger de...