Fair pris og fair handel med økologi

Aldi startede i november den seneste priskrig på mælk. Økologisk Landsforening reagerede med det samme ved at gøre opmærksom på, at priskrigen vil lægge pres på vores mejerier og landmænd, og at billig mælk er dyrt, for landmanden, for naturen og for køerne. Og vi brugte priskrigen til at gå i dialog med forbrugerne på de sociale medier om værdierne i økologi, ligesom foreningens mælkeproducenter to gange tidligere været på gaden for at vise deres modstand mod priskrig på mælk.

Og kort her efter - i januar - lancerede Coop og Økologisk Landsforening en fælles vision og strategi for at fordoble det økologiske salg i Danmark. Planerne indeholdt blandt andet markante prissænkninger på en række økologiske produkter. Er det ikke lige det vi har kæmpet imod?

Nej! For dialogen mellem Økologisk Landsforening og Coop resulterede i, at Coop selv har valgt de kommende fem år at dække de ca. 200 mio. kr. årligt, som prissænkningen betyder. Og regningen sendes dermed ikke videre til de økologiske virksomheder og landmænd.

Det er aldrig set før i dansk detailhandel, og strategien lægger nu et pres på andre kæder. Kiwi har netop meddelt at de selv dækker deres nye prisfald på økologisk kød. Og vi forventer at flere følge efter. Prisfaldet skyldes at detailhandelen ændrer deres avanceberegning på økologiske varer. Prisen sættes ned og samtidig reduceres momsen — noget vi har talt for længe. Det står detailhandlen frit for at regulere deres avancer, og i takt med at salget af økologi stiger giver det solid mening. Velkommen til foreningens afsætningspolitiske indsats 2015.

Jeg har ingen illusioner om, at vi har sat markedskræfter ud af spil. Detailhandelen vil altid - ligesom vi landmænd og virksomheder - forsøge at billiggøre indkøb og sælge til den bedste pris. Købmandskabet lever. Og Coop regner naturligvis med at tjene penge på et mersalg. Men priskrigen var allerede i gang sidste år med slagtilbud og weekendtilbud, der gav elevator priser og øget fokus på pris-pris-pris. Foreningen ønsker fokus på varernes værdi, mere gennemskuelighed for forbrugerne, og bedre rammer for vores producenter. Og det har vi fået.

Aftalen indeholder en styrket forbrugeroplysning om værdien i økologi for at sikre, at forbrugerne har endnu bedre forståelse for øko-merprisen, og at endnu flere vil betale den med glæde. Aftalen udvider også det økologiske sortiment i Coops 1200 butikker, og både Coop og Økologisk Landsforening styrker hjælpen til mindre producenter, så det bliver lettere at udvikle produkter, og få økovarer – også lokale økovarer - ind på hylderne. Mange af vores medlemmer kan allerede mærke Coops interesse for, hvad en grønsagsproducent forleden kaldte ”rigtig mange produkter, som de aldrig har interesseret sig for før”.

Aftalen er, at foreningen og Coop skal udvikle nye principper for fair handel med mindre økologiske producenter. Det kan f.eks. omfatte reducerede omkostninger og risici for avlerne via længerevarende kontrakter og tidligere vished om, hvad der skal sås den kommende sæson. Også disse principper er noget nyt i detailhandelen. På foreningens generalforsamling d. 6-7. marts, har vi et temamøde sammen med Coop, hvor medlemmer kan give deres indspark til, hvad de nye principper skal indeholde. Kom og vær med! Via vores samarbejde med aktører i detailhandelen har vi indflydelse på at skabe de bedst mulige betingelser for økologer og for økologi.

Leder i Økologi & Erhverv, den 22. januar, 2015.

Hvad forventer kunderne sig af Merkur nu og i fremtiden?

Tale til Merkurs årsmøde i Middelfart, den 25. oktober, 2014.

En mærkelig opgave, á la hvad forventer jeg af medicinalindustrien nu og i fremtiden? Eller bilindustrien? Eller forsikringsverdenen? Osv

Fælles for dem er, at det er verdener, som jeg ikke har det fjerneste begreb om, selvom jeg er bruger af medicin, biler og forsikringer. Men jeg har samme forhold til dem, nemlig at de er en slags nødvendige onder, der bare skal virke.

Jeg er med andre ord ikke en kritisk men en forkælet og doven forbruger af den slags ydelser. Og sådan har jeg det også med banker. Dybets set mener jeg penge er noget skidt, og det er vel netop det en bank handler om - at bestyre PENGE.

Når jeg spekulerer over mit forhold til Merkur kan jeg ikke undgå at starte med straks at ryge ind i spørgsmålet om hvad PENGE er for en størrelse. Og allerede her begynder hjernen at koge over af tankespind og om verdens uhyrlige kompleksitet, der nok snakker om penge i form af tal og kurser, men selve pengene, de er jo på det nærmeste afskaffet. Det der vejer i min pung er ikke de penge jeg bruger for alvor, de kører nemlig i form af transaktioner mellem mig og dem jeg skal betale eller kræve op hos – via banken!

Med andre ord er banker i mine øjne en slags computere, der administrerer afsendelse, postering og modtagelse af tal. Og så længe summen af aktiver er større end summen af passiver, så hører jeg ikke en lyd nogen sinde fra banken.

Der er fred og regnemaskinen kører uden at jeg har det fjerneste begreb om de dybere mekanismer. Jeg er ovenikøbet tilfreds.

Men samtidig kan jeg se over hækken og rundt i kredsen af medmennesker og ved, at hvor jeg lidenskabeligt er optaget af klodens frelse eller det bedste måltid osv, så er der andre der formåer at spekulere i PENGEVERDENEN og i det der foregår inde i dette monstrøse ubekendte uhyre – BANKEN.

Ergo kan jeg ikke slippe udenom at forholde mig til hvad der sker med mine bevægelser og denne difference mellem mine aktiver og passiver, Og jeg kan slet ikke slippe uden om monstret, når jeg vil noget, som kræver at der er nogen der vil hjælpe mig med at rejse kapital til et af mine eventyrlige projekter.

Personligt er jeg kunde i Merkur, privatkunde, har indbetalt mine månedlige lønninger eller honorarer med et penduls regelmæssighed og samtidig stiller banken mine penge velvilligt til rådighed for mig, hvis ellers kort og maskiner virker – derude. Ingen problemer – zipless fuck, som feministen sagde engang.

Og, så er jeg ejer af en lille bryggerivirksomhed, som blev flyttet efter en skilsmisse for tre år siden. I begyndelsen var der USIKKERHED. Der var ingen tvivl om, at der skulle investeres for at genrejse bryggeriet, spørgsmålet var, hvad det egentlig var for en forretning, med hvilken plan og med hvilke forestillinger om den forretningsmæssige udvikling. Jeg henvendte mig til Merkur som venligt beder om at se regnskaber, likviditetsbudgetter og forretningsplaner osv. Det var lidt vanskeligt bare sådan at stille an med, da der var mange ubekendte samtidig med bryggeriet bare skulle fortsætte, der var ingen pauseknap. Venligt blev jeg parret med en virksomhedsrådgiver, der var meget ambitiøs på mine vegne. Også i en grad, så det kørte af sporet. Og da gode råd var dyre, var der ikke andet at gøre end at løse finansieringsbehovet ad anden vej – i privatsfæren. Så heldig kan man være. Og siden har BANKEN løbende modtaget strømmen af indbetalinger fra rækken af kunder og med sikker hånd sørget for at kreditorerne får deres til tiden. Og med et løbende solidt overskud, hører jeg aldrig et ord, alt ånder fred og idyl. Banken er et ekspeditionskontor for ændringer af tal.

Så står jeg en dag med en bil der skal skiftes, og tænker leasing eller finansiering og ta’r snakken med banken, der ret hurtigt konkluderer, at det nok er smartest at bruge bilfirmaernes egne finansieringstilbud. OK tænkte jeg og gik i stå i mine drømme om at være kreativ med min bank. Jeg undrede mig, fordi jeg faktisk løbende har præsteret et stor plus på kontoen, vi kunne bare ha’ købt en bil, men tænkte sådan en er god at belåne. Og dermed også fastholde en god likviditet.

Jeg ved ikke hvad svaret er, men jeg tænker, at en mere aktiv tilgang til at være medspiller i forhold til at tænke i udvikling med en mulig bankforretning som gulerod. Jeg ville elske at min bank gik med, ikke for at udnytte mig og lokke mig til eventyr, men til at passe på mig og orkestrere en mulighed for at blive dygtigere til at agere i det krævende felt af at blande idealisme, bæredygtighed og sund økonomisk sans. Jeg er bedst til det første, jeg tænker banken kan se muligheder og sammenhænge.

Nu har jeg så også min kasket på som formand for Økologisk Landsforening, en forening, som på den ene side forfølger en dagsorden der handler om at flytte vores landbrug og fødevarer ind i en epoke, hvor der er sammenhæng mellem det vi gør og det der er muligt set med klodens og kroppens øjne. Vi lever – ligesom jeg gør privat og i min virksomhed – i virkelighedens verden, der hvor spillereglerne handler om begreber som vækst, renter og stræben efter kortsigtede gevinster. Foreningens skal med andre ord drives på helt almindelige forretningsmæssige vilkår, samtidig med at vi ønsker at skabe en ny verden.

Ingen tvivl om at vi i vores samarbejde med Merkur har en rigtig god takt med en klar fælles forståelse. Ros!

Og når jeg kigger videre, så tænker jeg, at pengene spiller en nærmest skræmmende eller uhyggelig rolle i forhold til at styre og begrænse de udfoldelsesmuligheder, som gør sig gældende, specielt i landbruget, som er tynget af gæld. Her er der et helt åbenlyst behov for at skabe løsninger og finde nye veje for at sikre, at det er os økologer og ikke tilfældige udenlandske investorer, der ender med at eje rettighederne til at bestemme, hvad der skal foregår på den danske muld. Her er der et behov, som rækker langt ud over de snævre private interesser, en opgave som kræver at vi ser os selv i et partnerskab baseret på vores værdier, og som er åbent overfor at der endnu flere der involveres i at bære og løse opgaven.

Her har jeg lyst til at tage et lille spring i tankerækken, og gentage mit spørgsmål om hvad PENGE egentlig er for en størrelse?

Der findes vel kun en ægte kapital, det er jorden og naturens kredsløb, hvor solens energi parret med mineraler og genetikken kører noget der vel kan kaldes ’det evige liv’. Kobler vi os på dette cykliske system er kapitalen til vores rådighed såfremt vi overholder spillets regler: Give and take. Respekt for grænser. Vi er selv en del af dette i kraft af vores begavelse. Og vores begavelse kan bygge på en helhedsorienteret og naturressource betinget forståelse og bidrage til kapitalens vedligeholdelse. Men den kan desværre også bygge på en mekanistisk forståelse af naturens som en maskine, hvor alt det vi ikke lige kan måle og veje ikke tillægges værdi, og hvor det hele bare drejser sig om at sikre at den enkelte kan forbruge for at sikre hans lykke. Den evige vækst.

Men vækst er i mit hoved altid forbundet med nedbrydning. I tid og rum. Omsætning handler om at opbygge og nedbryde. Kan vi forstå dette i forhold til, at pengene er en abstraktion som en mellemhånd i hele opbygnings og nedbrydnings kredsløbet? Bruger vi pengene som værdimålet, så burde de også være i stand til at spejle en holistisk naturtilgang, hvor grænser følger en mere naturlig tilknytning til det mulige. Handler det om at skabe en ny værdisætning i modsætning til det konventionelle pengesystem? Eller i det mindste en gennemskuelighed og åbenhed omkring mine og vores værdiers bevægelser?

Kan vi skabe ’vores egne’ pengestrømme i en parallelverden, som fremmer vores værdier? Eller kræver det, at vi skaber en anden valuta, som ikke forstyrres af de værdier, der ligger i den gængse valuta? Gi’r dette kun mening, når den alternative valuta er fiktiv, dvs vi er tilbage i naturalie-handelen og den direkte udveksling af tjenester og varer? Eller kan man se for sig hvordan dette systems kompleksitet håndteres i en registreringsform, som holder styr på, hvem der udveksler hvad, og hvem der skylder hinanden hvad?

Penge er vel kun en dims, som beviser at jeg har retten til noget der har en værdi der passer overens med pengenes værd. Min mønt er lig med et krav. Men ikke et bestemt krav. Pengene er en anonym mellemstation i et marked, hvor de gi’r friheden til at vælge uafhængigt af modtager og afsender. Ved at modtage pengene har jeg sagt god for at giveren ikke skylder mig noget.

Transaktionen af varer og tjenester udnyttes til at skabe andre værdier, i kraft af at retten til at handle udnyttes til en anden ret til at overlevere en bid af kagen til tredjepart. Systemet skaber også muligheder for at der kan genereres en ny indkomst via en beskatning, en rente eller et provenu. Altså at modtageren er villig til at betale en højere værdi, end den der svarer til det, han skal bruge, altså at købsværdien overstiger forbrugsværdien. Her opstår der med andre en ulighed, som betales af køberen, hvis værdiskabelse også skal betale for en fiktiv værdi.

Eksempelvis dyrker urbonden korn, som skal føde hans familie og landsby. Hvis han vil anskaffe våben til at beskytte eller udvide territoriet, skal han producere nok korn til at holde en smed beskæftiget med at håndtere jernet. Han skal ovenikøbet dyrke korn nok til at kunne levere uden for ’stammen’ for at ha’ en værdi, der gør det muligt at holde andre i live og beskæftiget med at udvinde jernet til smeden. Dette er set i et lidt større lys kun muligt fordi vi mennesker organiserer og eller underkaster os i et fællesskab hvor korn-akkumuleringen er en mulighed, og hvor der er en tilstrækkelig specialisering og mulighed for at handle. Det moderne samfundssystem opstod med denne agerbrugskultur, hvor kornet ikke alene var forrådet men også pengetanken. Korn kan gemmes tørt, det kan flyttes tørt og udveksles for andre varer og tjenester.

Jeg sad engang sammen med en flok beduiner i Sahara, spiste couscous, ombølget af røgelse og et meget gæstevenligt selskab med gudeskønne kvinder i serveringsmode. Efter theen skulle der handles, og da varerne var flyttet tusindevis af km på kamelryg fra Mauretanien kendte de ikke til pengepriser men til deres varers værdi. Og de var kommet for at købe korn med tilbage til at redde deres familier i det tørkeramte Sahel, det var i 1981. Hvad skete der så? Jo vi begyndte at snakke om hvordan vi kunne ækvivalere priser, jeg huskede fra mine studieår hvordan den internationale kornpris var i dollars, så omregnede vi deres smykker og tæpper til kg korn, som de forstod, og så omregnede jeg til dollars, som jeg forstod.

Men fælles forstod vi, at der var nogle basale værdier bag vores handel, og at det kun gav mening for dem at sælge, hvis de reelt kunne omsætte deres indsamlede familieklenodiesmykker til nogle værdier, der ikke bare kunne betale for deres månedlange kameltur men også deres fødevareforsyning i månederne fremover når de var vendt tilbage.

Tænk hvis vi kunne ny-tænke vores penge, så vi rent faktisk fik et begreb om deres naturressourcebestemte værdi. Hvordan regner vi vores klimafodaftryk osv ind i vores regnestykker? Kan jeg bruge min bank til at få skabt et billede af ægte værdier?

Joakim von Ands pengetank er et interessant billede af rigdom. En mægtig bunke blinkende guld og ædelstene. I mit hoved er det ikke en ægte rigdom, fordi man hverken kan klæde sig i den eller spise den. Men hvis man tænker på tegning som ethvert barn kender, hvor den gamle ande-gnier står i hans meget ærbare badebukser på en vippe med fremstrakte, samlede hænder højt hævet over tankens dynge og på vej til at springe, forstår man det bedre. Anden vil bade sig i sine penge, vi elsker synet, og – hånden på hjertet – ingen af os har nogensinde tænkt på at han ville slå sig, når han lander i guldet, vel? Nej, fordi bunken er det ultimative billede på rigdom, forrådet og akkumuleringen, der gi’r råderum og sikkerhed.

Jeg har selv stået mange gange på kanten af mit kornmagasin og været draget til at kaste mig lykkelig ud i bunken. Jeg tror vi alle forstår anden.

Historien blev engang fortalt til et rullende TV kamera, og siden misforstået af nogle seere som klagede til DR, fordi de forstod det som at jeg reklamerede for mit korn og mel, fordi jeg havde snakket om min ’rigdom’. Jeg tog det som et udtryk for, hvordan vi korrumperes stillet overfor denne rigdom. Misundelse og grådighed er nogle af de syv dødssynder, og som er nøje knyttet til penge. Korn gi’r ingen mening hvis det ikke spises og bare ligger der. Gnieren vil opleve, at hans hengemte korn mugner, gemt for længe kan det ikke spire, og skadedyr sørger for at det bli’r uspiseligt. Det skal omsættes. Pengene derimod kan ophobes, og jo mere fiktive de er jo bedre kan de flyttes og skrabes sammen og frigøres totalt fra deres rette sammenhæng. Wall Street er selve symbolet på grådighedens magtbrynde.

Jeg ku ønske mig af min bank, at den genskaber penges værdi, som beviser på at der ligger råvarer, energikrævende processer, menneskeligt arbejde, slid på kloden, påpasselighed og kreativitet bag deres hårde overflade eller fiktive tællere. En bank af saft og kraft og af mennesker, som skal se deres vores fremtid i øjnene.

Men, penge må være kommet for at blive med mindre vi ville opleve det totale sammenbrud og rene Robinson Crusoe tilstande. Verdens kompleksitet er formentlig kun stigende med en stigende befolkning og presset på ressourcerne. Vi kan ikke afskaffe mellemhandlingerne og markedsmekanismerne. Men vi kan lægge andre værdier ind i pengene og vi kan skabe en gennemskuelighed, som gi’r penge en ny mening. Og dermed min bank.

Kan man forestille sig at min bank opererer med at erstatte ’mønten’ eller bare synliggøre hvordan penge i virkeligheden er en slags CO2 ækvivalenter, en CO2 valuta, som har en variabel vekslekurs til KR som mere er bestemt af fodaftryk end af sædvanlige udbuds-efterspørgsels markeds prismekanismer. Som verden ser ud nu, kunne det være en mulighed på samfundsplan i form af at skabe en beskatning baseret på CO2 forbrug i forhold til en individuel livstidskvote.

Som daglig kunde kunne jeg derfor drømme om at kortet, betalingsservice, nethandel og alt dets væsen blev håndgribeligt. Hvordan? Godt spørgsmål. Ligesom jeg drømmer om at slippe for enhver form for emballage, når jeg handler min mad – groft sagt. Mælken er nok bedst tjent med en beholder fx Men jeg kan selv tappe den i en flaske med skruelåg a la mostflasker, som er nemme at gøre rene. Og så kommer jeg i en lykkelig tilstand af at forstå mælk og nyde den og respektere den bedre. Men pengene den anden vej. Ku’ jeg få en oplevelse den anden vej af at få en reel oplevelse af, hvad jeg faktisk har leveret når jeg betaler min 10-CO2-krone for mælken i den nye mælkeautomat? Tænk hvis automaten blev glad for min mønt, sagde tak. Tænk hvis jeg måske gav 11 CO2-kroner og vidste at den sidste CO2-krone gik til at automatejeren og mig og nogle flere gjorde en forskel sammen, fx at vi havde investeret i et lokalt slagteri, som gjorde os i stand til at malkekoens afkom blev til ordentligt velovervejet kød, og hvor vi også havde fundet en formel for at dyrene kunne ate sig af nogle værdifulde naturarealer, som alle os 1-krone donorer hvad lod og del i.

Kan en bank gå ind og blev sådan en drivkraft, fordi vi bruger pengetanken eller penge’tanken’ som pulje til fælles løft? Det jeg således sværmer omkring det er at få givet pengene deres essens tilbage som formidlere af naturressourcebestmete værdier, af relationer, af ansvar og af liv og muligheder. Penge er - ligeså forbandede de er i de forkerte hænder - en fantastisk bærer af begejstring og håb. Penge’tanken’ er mulighederne billede. Og bunken, hvad enten det er guld eller korn, er den der kan deles, fordeles og skabe løsninger.

For der er mad og energi og råderum i sådan en bunke.

Til løsningen hører fællesskabet, ligeså trist det er at sidde som gnier alene på toppen af den voksende top ligeså begejstrende er det, når uddelingerne medvirker til at skabe ny kreativitet og muligheder. I et fællesskab. Vi har levet i en I-me-Myself tidsalder, det gør vi ikke fremefter. Det bliver i stigende grad klart for vores omverden, at det ikke er i forbrugsfesten men i ’foreninger’ og fælles opgaver og muligheder, at vi finder værdi. Vi er lede ved os selv over at opleve, hvordan værdier eksplodere i spekulation, og vi tvivler på, at der er ressourcer til at oppebære de fiktive værdier i den fremtid, hvor vi bli’r gamle og vores børn ældre. Vi skal kunne se for os hvordan vi flytter os fra guld til korn billedligt talt. Jeg vil gerne ha’ en bank som kan skabe sådanne billeder og løsninger. En saftig bank som kan formidle forandringer, og løsninger som imødekommer helt andre behov end de forbrugsbestemte.

Det store mantra i den politiske debat er vækst, vækst baseret flere råvarer og flere jobs. En skrue uden ende som mærkeligt nok jo mere man skruer på den jo mere skruer den op. Måske fordi systemet ikke har forstået at skruen har omvendt gevind.

Der er skrevet mange kloge bøger og holdes utallige symposier osv om hvordan økonomi kan skrues sammen så den spiller sammen med bæredygtighed. Min tid tillader mig ikke at gå ned i denne problemstilling. Og jeg ved skræmmende lidt om det. Men jeg bilder mig ind at min bank skal være enddog meget begavet for at begå sig i et system, hvor der ikke er ordentlig fodslag omkring hvordan gevindet skal drejes.

Jeg tror et af svarene er at min bank skal være vanvittig dygtig til at motivere mig som kunde til at se ud over min egen næsetip. Hvis staten og det internationale samfund ikke vil lægge skat på CO2 fx, kan jeg så i et velovervejet og velorganiseret fællesskab - orkestreret af min bank - finde nogle løsninger, som viser vejen?

Jeg er overbevist om at en af vejene er at gå meget lokalt til værks. Folk støtter gladeligt pandaen, den er så nuttet, men skal klodens løsslupne drifter tøjles, skal vi alle sammen starte i vores egen lomme, i vores baghave, nærområde og fællesskaber for at løsningerne rører os.

Og vi skal naturligvis tænke globalt. Etikken omkring klode og menneskehed er et globalt projekt, men det er ikke mindst gennem den enkeltes og vores fælles handlinger i det nære, at vi skaber forvandling. Handling lokalt. Skal vi tilbage til filialen, nej. Men jeg er overbevist om at vi skal tilbage til lokale projekter, vi gerne vil være en del af.

Det må være en mulighed at opdyrke sådan en nærhed, der lokaliserer pengestrømme og ressourcer til gavn for menneskeheden. Samvittigheden må kunne sættes i banken.

Banker handler på overskud, på långivning. Jeg er vild med en bank som elsker at flytte penge derhen hvor der skabes samvittighedsfulde løsninger. Og jeg er sikker på, at der ikke nogen særlig modsætning mellem at finde erstatninger for vores traditionelle væksttænkning og så den velstand, som vi sætter så højt.

Vi har en model i vores del af verden, som bygger på en fornem demokratisk struktur, som udviklede sig med liberaliseringen af samfundet i 1800-tallet. Vi har brug for nye modeller, som kan tage over, og vor vi genopfinder den solidaritet som har været så tæt knyttet til denne demokratitradition. Der er i mit sind ikke tvivl om, at vejen frem handler om decentralisering og lokalisering og demokrati. Og dermed at min bank skal finde sin meget synlige rolle i forhold til at spille med i hvordan bunken bruges bedst i fællesskaberne.

Den store forblændelse af liberaliseringen af verdenshandlen har fuldstændigt skygget for, hvordan det sker på bekostning af den autonomi, som er så afgørende i alle sociale systemers ligevægt og styrke til at modstå pres.

Det er ikke noget nyt dette her, men verden ser anderledes ud nu, og mulighederne for at skabe relationer, fællesskaber, netværk, mening og retning har aldrig været større.

Det er store kræfter at snakke om, og skal jeg vende tilbage til mit udgangspunkt, så må konklusionen være, at mine forventninger til Merkur er, at den flytter sig ud i det offentlige rum og bli’r en spiller, som sammen med mig som privatperson, som virksomhed og som interesseorganisation markerer, at der er andre og nye veje der skal betrædes, hvor det ikke er pengene i sig selv, men den forvaltningen af vores økologiske og sociale kapital som er hovedsagen.

Jeg er ikke i tvivl om at vi har en opgave foran os.

Jeg har en opgave som privatperson, hvor jeg skal blive bevidst om mit ansvar og være kreativ til at gå med i nye veje og tvivle på det kendte og ville det anderledes. Min risikovillighed og tillid til forandringer er bankens kapital.

Og set med virksomhedsøjne skal jeg finde min vej til at spille med der, hvor min forretningsmodel kan være med til at skabe nye veje og løsninger, som motiverer til medansvar hos leverandører og kunder. Som man siger adel forpligter. Og kan min bank spille med her på en måde så jeg stolt spammer facebook med halleluja begejstring over vores kreativitet og succes, så er den sat i søen.

Og endelig har vi de større linjer, hvor jeg med vores interesseorganisation for økologien har en større portefølje af muligheder, erfaringer og drømme som skal i spil, og som også skal spilles ind på de bonede gulve og udformes som politiker og spilles ind for at skabe nytænkning. Det er ikke banken der skal være politiker men os, men banken skal være en aktiv medspiller for at vise veje.

Det er med stor respekt for den faglighed, som er samlet her under dette tag, at jeg har tilladt mig disse ord. Og med en stor ydmyghed overfor, at jeg ikke gør mig nogen forestillinger om, at jeg hermed har opfundet den dybe tallerken. Men i det mindste har det fået mig til at tænke over banken rolle og pengenes væsen. Måtte vi alle blive klogere.

Tak for ordet og tak til min og vores dejlige bank Merkur!

Surrealiteter og nu kan det være nok!

Der er kun en vej frem for alverdens fødevareforsyning: Decentralisering og nærhed. I vores iver for mammon og for ikke at bruge penge på mad, er vi endt i det absurde og surrealistiske.

Historien om den multiresistente og dødelige colibakterie ESBL i fjerkræ taler sit eget tydelige sprog, nemlig at produktionen af avlsmateriale og dyr til selve produktionen tager sit udgangspunkt i en eneste primær producent af det materiale, der siden ender på stegepanden. Går vi tilbage i tiden, var produktionen af kyllinger baseret på en ufattelig mangfoldighed af lokale racer. Så sent som i 1998 så jeg det ved selvsyn i Vietnam, hvor hønsene flagrede til højre og venstre og der var ikke to kræ der var ens.

Nu er det omvendt. Dyrene ser ikke bare ens ud, de er genetisk identiske på det nærmeste avlet med det ene formål at skabe en maksimal produktion på kortest mulige tid med mindst muligt foder. Effektiv, moderne, standard og katastrofalt for sikkerheden og i sidste ende forsyningen og sundheden.

Som historien fornylig om dødeligheden i svineproduktionen viste, så handler det om en særdeles skizofren alliance mellem producenter og forbrugere. Vi ofrer noget af det væsentligste i tilværelsen, nemlig kærligheden til den gode mad med god samvittighed til fordel for at spare, så vi kan slippe vores forbruger løs til andre formål. Dyrene betaler prisen med deres ufatteligt triste livsførelse, de bliver syge, naturen betaler, vores sundhed betaler og fremtiden er taget i pant.

Nu må det høre op. Som økolog må vi kræve, at der skabes en anden vej. Vi er i gang, vi har støtte fra folkedybet og fra folketinget. Men vi er ikke nok endnu til at skabe vores egne suveræne løsninger. Vi er afhængige og vi er deltagere i den virkelighed, som vi gerne vil fjerne os fra med løsninger, som er bæredygtige og samvittighedsfulde. Vi vil gerne skabe rammer og fremme en kostbar fødevareproduktion. Tænk over ordet ’kostbar’.

Der er en vej, som enhver rationel tænkning naturligt vil vise, nemlig den at den risiko, der ligger i det moderne projekt skulle brandbeskattes for at sikre, at der er ressourcer til at betale de ubetalte regninger for miljø og sundhed. Vi kan og skal ikke vente på den dokumentation, som ulideligt og konstant udskyder beslutninger, og som bruges som undskyldning for at acceptere det uacceptable.

Netop nu foregår der en indædt kamp i mellem de europæiske parlamenter, de europæiske regeringer, EU-kommissionen og EU-parlamentet om at tillade eller forbyde gensplejset majs fra Monsanto. Sker det, er det endnu et stykke brænde på civilisationens ligbål. Hvis tilladelsen fuldbyrdes vil der gå mange år før det endegyldigt kan dokumenteres, at det er det glade vanvid. GMO er i sig selv dybt problematiske som biologisk teknologi. Og samtidig er det et middel til at skabe et monopol, som kun forstærkes ensretningen og tabet af den sikkerhed, som kunne ligge i at ha’ en decentralt baseret fødevareproduktion. GMO’ere vil eliminere mulighederne for at bruge historisk og betydningsfuldt arvemateriale i vores kulturplanter. Med sin uhyggelige dominans, kan de meget få firmaer der ejer gmo’erne kontrollere lovgivning, embedsværk, den finansielle sektor og tilknyttede virksomheder.

Der er kun en vej frem for verdens sikkerhed, det er at skabe en mangfoldighed af levende kulturer, som kan supplere hinanden uden at dominere hinanden. Vi kan ikke bremse international udveksling, vi skal ikke. Men den skal reguleres og bringes tilbage til demokratisk kontrol.

Angsten for maden er et stigende problem. Med god grund. Men det er - igen – surrealistsisk, at vi i den rigeste af alle verdener ikke har adgang til den tryghed, der ligger i at vi kan nyde den bedste mad. Så vi fortsætter kampen for at genskabe sunde netværk og nærvær i vores fødevarekultur. Økologien stopper ikke ved sin afhængighed af ’det moderne’. Vi vil en ny vej, som tager fat om ondets rod. Vi vil skabe mangfoldighed, nærvær, gennemskuelighed og demokratisk medleven. Og vi skal fortælle hinanden at mad skal koste penge og at vi skal starte med os selv. Først kigger vi os selv i spejlet, og bagefter tager vi kampen op – sammen!

Spild?

Rester

Madspild eksisterer ikke i mit univers – opdraget som jeg er af bundhamrendesnusfornuftige forældre, der har genbrugt plastikposer, melposer og bæreposer i det uendelige. Selv den mindste madrest blev spist til frokost eller opvarmet sammen med aftensmaden. Ordene ”Spis op!” hører også til min fortids naturlige forståelse for kalorieværdien af hver eneste mundfuld.

Blindgyde

Spild! Naturen kender ikke begrebet. Spild er ikke en del af universet, ligesom det ikke er en del af mit univers. I naturen indgår alt i et kredsløb, bruges, genbruges, transformeres til nye livsformer.

Så spild, ja, det er en del af en kultur, som har mistet sit greb om at være en del af naturen. En kultur, som også bliver ved med at tro, at den kan fremstille ting og sager, som naturen ikke genkender.

ALDRIG nogen sinde har det været mere nødvendigt at skabe en fuldkommen bevidst erkendelse af vores roller i klodens kredsløb. Med den massive bevægelse mod 9-10 mia. mennesker, med de ufattelige mængder mad, klæder, husly og energi, de kræver – og som kun naturen kan tildele os – så er tiden inde til at få øjnene op for, hvem vi er: En altdominerende og altædende biologisk skabning.

Fortsætter vi den vestlige kulturs produktionsmetoder og livsstil, så graver vi kort og godt vores egen grav. Så vi er tvunget til at finde nøglen til, hvordan vi skaber en helt ny produktions- og forbrugskultur, som handler mere om at give det tilbage, som vi modtager, i en form, så det har en værdi for klodens økosystemer. Ikke som affald og spild, men som råvarer, ressourcer og energi.

Husholdning, holdning og holde hus

Med økologien har vi taget et skridt ad nye veje mod bedre husholdning med Jordens ressourcer.

I de seneste år er der bl.a. foregået en massiv økologisk omlægning af små og store køkkener. Det har sat gang i en læringsproces, som skaber sammenhæng mellem det at handle økologisk i bogstavelig og i overført forstand. Personalet i både offentlige køkkener og private kantiner oplever, at det, de arbejder med, giver mening på mange planer, også  for dem selv personligt.

Den nye skolereform har bl.a. skabt endnu bedre rammer for, at vores børn kan lære at arbejde med haver og lave mad af egne grøntsager. Haver-til-maver kalder vi det her hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgård, hvor jeg sidder og kigger ud over børnenes vinterkolde skolehaver.

Den økologiske handlekraft er ikke et oprør eller en protestbevægelse, nej, det er en dannelsesproces, som er et naturligt svar på den bekymring og trang til at gøre en forskel, som lever i os alle. Mennesket er bedst, når det handler – i dobbelt forstand. Vi elsker at gøre en forskel, og vi keder os, når vi sidder på vores hænder.

Ligesom vi har vores intelligens, har vi vores særlige evne at fremkalde medfølelse for andre og i videste forstand for menneskeheden. Lad os frejdigt kalde det sit rette navn nemlig kærligheden i stedet for det moderne kliniske begreb empati. Der er ingen vej uden om: Elsk din næste, spis op og handl!

Haver-til-Maver i forårsdragt på Krogerup Avlsgaard