Nærhed

Det er midvinter. Man skulle ikke helt tro det, for det er nu vintergækkerne varsler det kommende forår. Men jo. Heromkring starten af februar er det tiden, hvor alle bønder til alle tider har vidst, at halvdelen af foderet skal være tilbage, for at der er nok frisk græs til at dyrene igen kan lukkes ud af vinterstalden.

Det er en meget abstrakt tanke at forestille sig, at det ikke bare var dyrene men også os selv, som var hundrede procent afhængige af det, vi selv dyrker. For de fleste gi’r det overhovedet ikke nogen mening. Vi køber jo bare det vi mangler. Og hvor det kommer fra? Tjah.. For hvad er egentligt vores lokale forråd af mad, hvad er dansk og hvad er importeret? Og hvorfor?

Ingen tvivl om, at i et samfund med få ressourcer, der dyrkes maden lige uden for døren. At transportere fødevarer er en luksus, som hører til hos os i vores rige tid. Så sent som op i 1960-erne var landets storbyer omkranset af væksthusgartnerier, grønsagsmarker og frugtavl.

Sådan kunne det i princippet også sagtes være i dag i Danmark. Landet kan snildt være selvforsynende med alle mulige fantastiske produkter fra den nære omegn. Men vi har vænnet os til at spise ting, der ikke trives og slet ikke året rundt under vores kolde himmelstrøg. Og vi lever jo fint med, at produkter produceret under sydligere himmelstrøg er billigere. Skal vi mene noget om det? Ja, det skal vi. Af tre grunde: Belastningen, gennemskueligheden og egenarten.

Jo mere produkter farer rund på kloden, jo mere energi er der bundet til dem. Energi, som ligeså godt kunne være brugt til noget mere fornuftigt eller sparet. Energi, som ender som CO2 forurening og dermed påvirker den globale opvarmning.

Hvad angår gennemskueligheden, så er den nemmere at håndtere jo mindre et produkt har rejst, og desto større chance er der for at producent og forbruger kan se hinanden i øjnene. Der skal ikke snydes mange i nærmiljøet før hammeren falder. Her erstatter tillid kontrol. Lange afstande, industrielle produktionsenheder og anonyme produkter kræver et stort opbud af alskens kontrolforanstaltninger.

Og endelig egenarten, dette lidt mærkelige ord. Det betyder at et produkt er noget særligt. Det har navn, særpræg og historie.  Jo tættere på jo bedre forstå vi produktet, vi kender ham der fremstiller det. Vi kan måske endda vælge mellem forskellige producenters udgave af samme produkt, vi bli’r kendere, kyndige, krævende, kritiske og mere tolerante. Vi evner at udforske forskelligheden og det uventede. Det holder os vågne. Mangfoldigheden kan bedre folde sig ud på et torv end i et supermarked, fordi muligheden for at fremstille mindre mængder af bedre og mere forskelligartede produkter stiger med nærheden og den direkte afsætning. Spændende frugtsorter, særlige håndværksprodukter, sæsonens specialiteter osv.

I den danske landbrugsverden handler det om at producere mere og mere, billigere og billigere. Det er skruen uden ende, og det er ikke vores kop the. Men konkurrencen taget i betragtning, så påvirker den endeløse skrue alle. Der skal derfor en massiv forandringsvilje til at ændre supertankerens kurs.

Og noget tyder på, at der er ved at ske noget. I Aarstiderne er vi meget optagede af at bruge vores kasser til at formidle mulighederne. Og forhåbentlig vil vi de kommende år se, at der i stigende grad genskabes lokale produktioner, som kan bryde den onde cirkel. Det kan ske, fordi vi kræver egenarten, fordi vi ellers falder i søvn, og fordi fornyelsen af køkkenet kræver det. Det kan ske fordi tilliden afhænger af gennemskueligheden, og fordi nok så meget kontrol ikke kan hamle op med den nære fødekæde. Og endeligt kan det ske, fordi verden vil kræve det, for at sikre nok ressourcer til alle. Med andre ord er der et vægtigt positivt incitament hele vejen rundt. Og mon ikke de kommende mange års lange seje trend i madens verden derfor bliver nærhed. Økologisk vel at mærke. Og dermed vil der være sjovt foder nok til os alle året rund og Jorden rundt. 

(Kan også læses i Aarstidernes nyhedsbrev i uge 8, 2014)

Spild?

Rester

Madspild eksisterer ikke i mit univers – opdraget som jeg er af bundhamrendesnusfornuftige forældre, der har genbrugt plastikposer, melposer og bæreposer i det uendelige. Selv den mindste madrest blev spist til frokost eller opvarmet sammen med aftensmaden. Ordene ”Spis op!” hører også til min fortids naturlige forståelse for kalorieværdien af hver eneste mundfuld.

Blindgyde

Spild! Naturen kender ikke begrebet. Spild er ikke en del af universet, ligesom det ikke er en del af mit univers. I naturen indgår alt i et kredsløb, bruges, genbruges, transformeres til nye livsformer.

Så spild, ja, det er en del af en kultur, som har mistet sit greb om at være en del af naturen. En kultur, som også bliver ved med at tro, at den kan fremstille ting og sager, som naturen ikke genkender.

ALDRIG nogen sinde har det været mere nødvendigt at skabe en fuldkommen bevidst erkendelse af vores roller i klodens kredsløb. Med den massive bevægelse mod 9-10 mia. mennesker, med de ufattelige mængder mad, klæder, husly og energi, de kræver – og som kun naturen kan tildele os – så er tiden inde til at få øjnene op for, hvem vi er: En altdominerende og altædende biologisk skabning.

Fortsætter vi den vestlige kulturs produktionsmetoder og livsstil, så graver vi kort og godt vores egen grav. Så vi er tvunget til at finde nøglen til, hvordan vi skaber en helt ny produktions- og forbrugskultur, som handler mere om at give det tilbage, som vi modtager, i en form, så det har en værdi for klodens økosystemer. Ikke som affald og spild, men som råvarer, ressourcer og energi.

Husholdning, holdning og holde hus

Med økologien har vi taget et skridt ad nye veje mod bedre husholdning med Jordens ressourcer.

I de seneste år er der bl.a. foregået en massiv økologisk omlægning af små og store køkkener. Det har sat gang i en læringsproces, som skaber sammenhæng mellem det at handle økologisk i bogstavelig og i overført forstand. Personalet i både offentlige køkkener og private kantiner oplever, at det, de arbejder med, giver mening på mange planer, også  for dem selv personligt.

Den nye skolereform har bl.a. skabt endnu bedre rammer for, at vores børn kan lære at arbejde med haver og lave mad af egne grøntsager. Haver-til-maver kalder vi det her hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgård, hvor jeg sidder og kigger ud over børnenes vinterkolde skolehaver.

Den økologiske handlekraft er ikke et oprør eller en protestbevægelse, nej, det er en dannelsesproces, som er et naturligt svar på den bekymring og trang til at gøre en forskel, som lever i os alle. Mennesket er bedst, når det handler – i dobbelt forstand. Vi elsker at gøre en forskel, og vi keder os, når vi sidder på vores hænder.

Ligesom vi har vores intelligens, har vi vores særlige evne at fremkalde medfølelse for andre og i videste forstand for menneskeheden. Lad os frejdigt kalde det sit rette navn nemlig kærligheden i stedet for det moderne kliniske begreb empati. Der er ingen vej uden om: Elsk din næste, spis op og handl!

Haver-til-Maver i forårsdragt på Krogerup Avlsgaard

Klimaovervejelser

Regringen barsler dd 14. augut 2013 med en klimaplan, Det er særdeles velkomment at Martin Lidegaard puster liv i klimadiskussionen. Landbruget skal holde for.

Den økologiske vision er at fødevareproduktionen skal bidrage positivt til energibalancen. Vi lever med landbruget af at omskabe energien i sollyset og luftens indhold af CO2 (kuldioxid) og N2 (kvælstof) til plantebiomasse.

Landbrugets teknologi og produktionsgrene bidrager i større eller mindre grad til at sikre en positiv eller en negativ balance. Med det moderne landbrug er de tider hvor såvel energiproduktion, trækkraft og forarbejdning var en integreret del af bedriften forbi. Den primære produktion er i dag voldsom integreret i det omgivende samfund og som dette totalt afhængig af fossilt brændstof og de energikilder som samfundet stiller til rådighed.

Den ideelle økologiske løsning er at trække mest muligt tilbage i landbruget og sikre at fødevareproduktion og forsyning i hele kæden fra jord til bord kan fungere i et positivt energi- og stofkredsløb. Dette er en enorm udfordring, da økologien selvsagt er dybt integreret i de samfundsstrukturer som samlet set bestemmer, hvordan vores moderne civilisation fungerer.

Selvforsyning er en kreativ utopi. Dvs. selvom det ikke er muligt at opnå, så er det en rettesnor for at tilrette lægge produktion, forsyning og forbrug.

Med andre ord, så er der enorme muligheder for at udfordre det bestående fødevaresystem med det mål at skabe en sammenhæng mellem produktion og forbrug og sikre at der opstår kredsløb, hvor genanvendelse samt stof- og energibalance bevæger sig i den rigtige miljø- og klimavenlige retning.

Dette er der intet nyt i, men den idealisme som økologien repræsenterer er stillet overfor den enorme udfordring, at samfundet og det globale fødevaresystem bevæger sig i den modsatte retning. Intensiveringen i anvendelsen af kemiske metoder, genteknologi, industrialisering, specialisering, mekanisering og global frihandel er alle midler, som hver for sig og tilsammen har skabt en kultur, som ikke i sig selv indbygger miljø- og klimavenlighed. Dette er ikke dens formål. Dens formål er økonomisk vækst. Og økonomisk vækst har hidtil været noget nær ensbetydende med større vareproduktion og forbrug og dermed øgede pres på ressourcer og klimanedbrydende emissioner.

På trods heraf er mantraet i disse år, at vareproduktion kan øges og verdens stigende økonomiske efterspørgselskapacitet kan tilfredsstilles samtidig med at det kan ske med reduceret klima- og miljøbelastning. Utallige kommissioner lægger navn til denne opfattelse i disse år. Andre siger noget andet, nemlig at verdens globale vareproduktion og forbrugsmønstre må og skal ændre sig.

I vores økologiske landbrugsverden er vi ikke i tvivl om, at vi skal bevæge os fra en vestlig fødevarekultur baseret på animalsk produktion til en kultur, hvor det er den vegetabilske kost, der dominerer. Et kostmønster som er velkendt i mere fattige egne, som man finder dem, når man bare bevæger sig bare lidt væk fra de sidste 100 års mælke-, okse- og svinekødsdominerede madkulturer.

Med andre ord, skal landbruget løfte sin del af klimaudfordringen, må og skal vi opgive de rablende forestillinger om, at vi vedholdende kan konvertere ufatteligt store landområder indenfor egen og klodens grænser til animalske produkter. Ikke fra den ene dag til den anden, men som retningsgivende målsætning for at dæmme op for de grænseløse og ustyrlige klima- og miljøproblemer.

Vi skal og kan med fordel anvende store arealer til energi- og gødningsskabende biomasse. Vi skal producere biobaseret energi og gødningsstoffer. Vi skal producere afgrøder, som positivt bidrager i regnskabet og som anvendes til helt andre formål end mad – ligesom fx træ. Vi skal fokusere på at skabe en rigt varieret og lokal fødevareforsyning, som må og skal komme forud for den eksportorientering, og som i dag ellers er udset til at være en af søjlerne i rigets drømme om beskæftigelse og vækst. Dermed kan vi se for os, at vi med dansk landbrug i fremtiden ad helt andre veje skaber nyt liv på landet, nye landskaber og en ændret økonomi, hvor den ikke udformes på bekostning af vores energibalance, klimabelastning, belastninger af biodiversitet og vandkvalitet og demografiske udfordringer. Vi skal ha’ skabt en ny bevægelse i retning af landet ’derude’, det skal genrejses som rygraden i et land, hvor himmel (!), jord og hav er vores vigtigste ressourcer udover vores gode hoveder og vores evner til fredeligt samarbejde.

Med andre ord så kan og skal klimapolitikken og landbrugets udfordringer ses i et større lys. Og det kan derfor undre, at der ikke med alle disse kommissioner er skabt en bedre sammenhæng mellem de politikområder, som tilsammen ender med at bestemme udviklingen. Blot for at nævne tre: Natur og Landbrugskommissionen, Vækstteam Fødevarer og nu Klimaplanen, alle her fra 2013. Når økologien fremhæves er vi selvsagt glade, men der er på ingen måde tale om økologisk forsvarlige planer. Planerne er og bliver konsensussøgende for at undgå risikoen for at store dele af samfundet ikke alene hopper fra men også obstruerer den følsomme proces, det er at skabe bare lidt forbedring.
Så set i dette lys er Martin Lidegaards udspil godt. Men set med vores økologiske briller, skal der meget mere og andet til, hvis vi virkeligt skal dæmme op for den klimaforandring, som vi blot skal kigge ud af vinduet for at få øje på.

Med økologisk landbrug, som vi kender den, står vi med nogle massive udfordringer. Vi kan ikke bare sådan gøre tingene meget anderledes end den omgivende verden, uden at det ville få radikale økonomiske konsekvenser. Vi skal arbejde med det politiske system for at skabe nye løsninger og praksis. Vi skal påvirke lovgivning og støtteordninger i den klimavenlige retning, og vi skal gå forrest med vores vilje til at ville og til at få madkulturen og forbrugsmønstrene til at trække med. Det lange seje træk fortsætter, men det kan kun gå for langsomt.

Det kommende halve år skal vi bidrage til at udmønte kommissionernes visioner og anbefalinger. Vi skal gøre vores. Og vil du vide mere om økologernes klimaplaner, så kig ind på Økologisk Landsforenings klimasite og læs klimastrategien her. I Aarstiderne har er vi også optaget af vores miljø- og klimabelastning, og det kan der læses mere om her.

Og så er det lige at det er relevant at spørge, hvorfor det nu ikke er så væsentligt mere, at vi skal tænke i det forbrug som vi alle dagligt oplever som en besynderlig form for vellevned, og som der kunne gøres rigtigt meget ved, alt fra isolering til privatbilisme, varebrug med køb og smid osv osv. Der er gået økonom i klimaet.
Men lad os se på det positive i planerne, der mange gode forslag til at der kan gøres noget i landbruget, noget der kan medvirke til at landbruget bli'r en del af løsningen og ikke er problemet og noget der samtidig fremmer mere alsidige mål i landbruget og dermed økologien. Se fx her.