Til diskussionen om Prisen, prisen, prisen - eller "Økologi burde være normen"
Min gode kollega Juliane Schmeltzer Dybkjær fra kommunikationsafdelingen i Aarstiderne har sendt mig dette indlæg, som reaktion på min blog fra forleden om prisen og sproget:
"Lad os til at starte med få noget på det rene: Det betyder noget, hvordan
vi taler om ting, og hvilke ord vi bruger. Vi kender eksemplerne fra den
offentlige debat: Udkantsdanmark. Fjumreår. Forbedrede forhørsmetoder. Hvis
vi kalder en spade for et analogt manuelt betjent apparat til brug ved
forflyttelse af øvre jordlag, bliver spaden til noget andet i vores bevidsthed.
I retorisk sammenhæng taler vi om framing. Begrebet
stammer fra den amerikanske sprogforsker George Lakoff, som har brugt sit liv
på at arbejde med, hvordan vi som afsendere af kommunikation ved at
bruge bestemte ord om bestemte ting kan have indflydelse på, hvordan
vores tilhørere opfatter disse ting.
Tænk bare på ordet "neutralmarineret". Hvis nu ordet ikke havde
været genstand for offentlig debat, hvad ville du så umiddelbart tænke, at det
dækkede over? Jeg ville tænke, at det betød, at kødet var lagt i en neutral
marinade. Måske bestående af salt, peber og olivenolie. Men vi ved jo desværre
alle sammen godt, hvad ordet i virkeligheden dækker over: At det
neutralmarinerede kød er pumpet fyldt med vand, anitbiotika, klorin og andet
skidt og møg, som aldrig har hørt hjemme i et kyllingebryst eller en
svinekotelet. Man kan jo godt forstå, hvorfor producenterne af kødet bruger den
fikse vending. "Neutralmarineret" lyder alt andet lige bedre end
"Pumpet fyldt med vand. Kan indeholde spor af antibiotika og/eller
klorin". På den måde bruges framing, når det handler om fødevarer,
til at give os en bestemt – og gerne positiv – opfattelse af fødevaren. På
andre tidspunkter kan framing bruges til at sætte visse fødevarer i et
dårligere lys. Tænk bare på debatten om kødklister.
Men framing kan ikke blot bruges til at maskere eller fremhæve dårligdomme.
Det kan også til at fastholde visse ting som værende specielle / unormale /
afvigende. Østers, som er fanget på konventionel vis - ved at trawle havbunden
og efterlade havmiljøet i dårlig stand - hedder fx bare "østers",
mens østers, som er fanget på line og derfor er meget mere miljøvenlige, hedder
"linefangede østers". Jeg er overbevist om, at benævnelsen
repræsenterer mere end blot et navn. Når det betyder noget, hvad vi kalder
ting, betyder det også noget, hvilken version af tingene (fx østers) vi
betragter som "normale" og dermed ikke giver nogen ekstra
beskrivelse, og hvilke af tingene, der er de afvigende og derfor har brug for
ekstra navne og benævnelser.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at det har stor indflydelse på hvordan
vi betragter fx et begreb som økologi. Økologi burde være normen. Økologi burde være en selvfølgelighed.
Økologiske varer er så grundlæggende vigtige for vores klima og vores sundhed,
at det ikke burde være et spørgsmål om aktivt at tilvælge økologi, men et
spørgsmål om aktivt at fravælge det (af de grunde man nu måtte have til det).
Derfor foreslår jeg et eksperiment. Et eksperiment hvori vi bytter om på
normalen. Et eksperiment, hvor de økologiske varer betragtes - og derfor
benævnes - som "det normale". Som ”default-indstillingen”. Som det,
vi alle sammen som udgangspunkt burde gå efter. De få, der af ideologiske,
økonomiske eller andre grunde ikke havde lyst til at købe en "økologisk
vare" (eller, som det jo i virkeligheden er, simpelthen bare ”varen i sig
selv”, uden sprøjtemidler og andet skidt), kunne få lov at købe en
"sprøjtet vare". Frugt- og grøntafdelingerne i landets supermarkeder
ville stadig have to sektioner: De ville hedde "Frugt og grønt" og
"Sprøjtet frugt og grønt". Køddiskene ville være inddelt i "Kød
og fjerkræ" og "Medicineret kød og fjerkræ". Eller bedre: ”Kød
og fjerkræ med narkotika”.
Jeg tror på, at denne ombytning ville have en betydning. Jeg tror på, at de
ord vi bruger og den måde vi taler om mad på har indflydelse på, hvordan vi
betragter det. Jeg tror nemlig i virkeligheden ikke på, at særlig mange
danskere har lyst til at spise klorinmarineret kylling til aftensmad. Men så
længe der er langt mellem vores mad og den måde vi opfatter vores mad på, vil
fikse producenter kunne sælge mad af affaldskvalitet til os. Derfor tror jeg
på, det ville have stor og vigtig betydning, hvis vi begyndte at kalde en spade
for en spade, et æble for et æble og en buropdrættet, træt, vandfyldt,
klorinskyllet høne for hvad det er: ikke egnet til menneskeføde."
Juliane har sin egen madblog, som hedder madgrisen.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar