Spild?

Rester

Madspild eksisterer ikke i mit univers – opdraget som jeg er af bundhamrendesnusfornuftige forældre, der har genbrugt plastikposer, melposer og bæreposer i det uendelige. Selv den mindste madrest blev spist til frokost eller opvarmet sammen med aftensmaden. Ordene ”Spis op!” hører også til min fortids naturlige forståelse for kalorieværdien af hver eneste mundfuld.

Blindgyde

Spild! Naturen kender ikke begrebet. Spild er ikke en del af universet, ligesom det ikke er en del af mit univers. I naturen indgår alt i et kredsløb, bruges, genbruges, transformeres til nye livsformer.

Så spild, ja, det er en del af en kultur, som har mistet sit greb om at være en del af naturen. En kultur, som også bliver ved med at tro, at den kan fremstille ting og sager, som naturen ikke genkender.

ALDRIG nogen sinde har det været mere nødvendigt at skabe en fuldkommen bevidst erkendelse af vores roller i klodens kredsløb. Med den massive bevægelse mod 9-10 mia. mennesker, med de ufattelige mængder mad, klæder, husly og energi, de kræver – og som kun naturen kan tildele os – så er tiden inde til at få øjnene op for, hvem vi er: En altdominerende og altædende biologisk skabning.

Fortsætter vi den vestlige kulturs produktionsmetoder og livsstil, så graver vi kort og godt vores egen grav. Så vi er tvunget til at finde nøglen til, hvordan vi skaber en helt ny produktions- og forbrugskultur, som handler mere om at give det tilbage, som vi modtager, i en form, så det har en værdi for klodens økosystemer. Ikke som affald og spild, men som råvarer, ressourcer og energi.

Husholdning, holdning og holde hus

Med økologien har vi taget et skridt ad nye veje mod bedre husholdning med Jordens ressourcer.

I de seneste år er der bl.a. foregået en massiv økologisk omlægning af små og store køkkener. Det har sat gang i en læringsproces, som skaber sammenhæng mellem det at handle økologisk i bogstavelig og i overført forstand. Personalet i både offentlige køkkener og private kantiner oplever, at det, de arbejder med, giver mening på mange planer, også  for dem selv personligt.

Den nye skolereform har bl.a. skabt endnu bedre rammer for, at vores børn kan lære at arbejde med haver og lave mad af egne grøntsager. Haver-til-maver kalder vi det her hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgård, hvor jeg sidder og kigger ud over børnenes vinterkolde skolehaver.

Den økologiske handlekraft er ikke et oprør eller en protestbevægelse, nej, det er en dannelsesproces, som er et naturligt svar på den bekymring og trang til at gøre en forskel, som lever i os alle. Mennesket er bedst, når det handler – i dobbelt forstand. Vi elsker at gøre en forskel, og vi keder os, når vi sidder på vores hænder.

Ligesom vi har vores intelligens, har vi vores særlige evne at fremkalde medfølelse for andre og i videste forstand for menneskeheden. Lad os frejdigt kalde det sit rette navn nemlig kærligheden i stedet for det moderne kliniske begreb empati. Der er ingen vej uden om: Elsk din næste, spis op og handl!

Haver-til-Maver i forårsdragt på Krogerup Avlsgaard

Landet bugner, høsten er over os

Landets marker bugner af afgrøder, som skal i hus. Afgrøder som har fanget sollyset og skabt en vækst fra foråret og frem til nu. En vækst som er selve livets grundlag. Uden planter ingen dyr og dermed heller ingen ’os’.

Planternes grønne farve er signalet om en fuldstændig utrolig fabrik, der i et fabelagtigt kemisk symfoniorkester kan omsætte luftens simple molekyler til sukker, det brændstof som både er byggesten og kraften til at skabe planten. Som modningen skrider frem ændres den grønne farve. Kornet og strået bliver gult. Markerne bliver klar til de gnaskende mejetærskere, der skiller kerne fra halm og fylde magasinerne med løftet om overlevelse ikke mindst i vores del af verden, hvor væksten holder pause i den kolde, mørke tid af året.

Med stenalderen er mennesket blevet mere og mere afhængig af kornet. Uden korn var der kun plads til et spredt jægersamfund. I dag kan verdens jorder brødføde mange milliarder. En fuldstændig ufattelig bedrift, som der er ligeså god grund til at fejre i dag som dengang jættestuerne blev skabt.

Med verdens industrialisering er der desværre sket en afsmitning, og moderne kemiske metoder har fået en global udbredelse, som også stiller kloden overfor groteske udfordringer. Med økologien er det vores udfordring at dæmme op for den fejlagtige måde, som verdens naturressourcer misbruges på.

Med økologien er det vores stræben at lade sollyset samarbejde med jorden og bonden om at skabe en frugtbar høst uden at misbruge det naturen tilbyder os.

Så lad os tillade os den luksus, at stoppe op et øjeblik og forfalde til ægte begejstring over, at det lykkes år efter år at få fyldt laderne. Og lad os også stoppe op og spørge os selv, om vi med det vi gør, også gi’r alle fremtidige generationer samme muligheder. Så længe solen skinner, er det hele et spørgsmål om at vores civilisation forbedrer sig og ikke ødelægger jordens frugtbarhed. Med økologien lader vi naturens kræfter spille i mulden og vi tilfører ikke kunstige stoffer og gifte. Vi forsøger at være snedige i stedet for grådige.

Vi høster mindre på den enkelte mark end vores konventionelle kollegaer, nuvel, men det vi høster er fri for ’skidtet’, det er mere næringsrigt, det smager bedre, og i bedste og dygtigste fald afleverer vi en mere produktiv jord end den vi overtog og havenes fisk og luftens fugle kan trives. Alle bønders helligste pligt til alle tider.

Nogle marker bliver som kornet gule andre bliver røde, høsten er farvernes skønhed, det er modningen af duftene og saftigheden. Fra det vegetative til det generative. Det vil sige fra det voksende til det der kan skabe nyt liv og som den vidunderlige slet skjulte hemmelighed ved livet: Det er selvreproducerende. Fine ord for det selvfølgelige. Høstens fest er at stoppe op og huske på og ære dette liv, som i sin ualmindelige robuste styrke trodser menneskets og naturens lunefulde og destruktive adfærd. Livet selv vil trodse det hele, det skal nok overleve. Derimod er det ikke helt så sikkert at vi får det udbytte af livet med mindre vi respekterer dets grænser.

Filosofiske ord; men det er kun en kyniker, som ikke i et følsomt øjeblik kan være taknemmelig over, at der dag efter dag er mad på bordet.

Maden kommer af høsten, vi er jo ikke græssende dyr. Vi høster, vi gemmer, vi sylter, vi tørrer, vi gærer og vi lagrer. Alt det friske kan vi høste om sommeren. Stillet over for muligheden vil de fleste af os foretrække den høst, som vi selv har været vidner til, som er frisk og som har sæson, og som dermed har den ypperligste grad af sundhed, velsmag og skønhed. Globalisering og discountforbrug styrker ikke ligefrem madens friske nærhed. Og vi aflærer gradvist evnen til at efterspørge høstens nærvær. Vil vi det bedste, skal vi genopfinde det nære. En kæmpe udfordring til den verdensorden, som påtvinger os det modsatte. Lad høstens festligheder minde os om dette sanselige bombardement af nærvær og livets essens. Det gode måltid.

I den kommende tid kan økologien præsentere sit bud på madens glæder og på bøndernes vedholdende frembringelser af jordens frugtbarhed. Der bliver rige muligheder for at opleve tilbuddene i Den Økologiske Festuge sidst i august i København og Århus. I København foregår den samtidig med Copenhagen Cooking med et enormt program også med masser af økologi. Festugen munder ud i den snart traditionsrige høstmarkedsweekend, hvor landmandsfamilier åbner deres døre, og muligheden for at komme helt tæt på og klappe høsten er til for alle. Nogle værter stiller an med deres verden, som den er i det daglige, en intimsfære som de færreste andre lige tænker på at stille offentligt til skue. Respekt! 

Andre nærmer sig det festivalagtige med solide tilbud om griller, barer, børneoplevelser, rundvisninger, gæster med deres produkter oma. Der er simpelthen noget for enhver smag i alle afkroge af riget.

Benyt det, ta’ en tur rundt, afsæt aftener, dage eller weekenden og få en forrygende oplevelse af vores lands rige tilbud med vores landbrug og mad. Oplagt at det sker i høsten. Og der skal nok ikke herske nogen tvivl om at med sådan en oplevelse i bagagen er det endnu mere forståeligt, hvorfor den økologiske verden ikke alene er kommet for at blive men også viser sin styrke som svaret på fremtidens udfordringer. Vi er på vej og alle kan være en del af løsningen. Ta’ ud og nyd det. Du vil blive hjerteligt modtaget!

Er du i tvivl, så afholder Aarstiderne er fantastisk høstmarked både på Barritskov søndag den 1. september og på Krogerup Avlsgård lørdag den 31. august og søndag den 1. september. Iøvrigt vi aktive og deltager i Århus på Food Festival'n weekenden efter. Jeg optræder sammen med Søren Ejlersen søndag, har øl-stand med bla. Herslev Bryghus og præsenterer Ny Nordisk Øl, og har en ciderbattle begge om lørdagen, hvor der iøvrigt også er DM i hø! Økologisk naturligvis.

Tågen letter!

Forleden formiddag sad jeg koncentreret og arbejdede på mit kontor i Aarstiderne på Krogerup Avlsgård. Maj måned viser sig fra sin smukkeste side med udsigten til havens kæmpestore gamle blomstrende kirsebærtræ, nyplantede æbletræer, grønsagsmarken, vores bølgende store marker og bagved det hele de gamle ege, skovene og Øresund. Ejendommen omkranses af ren natur, af skove og har en beliggenhed, som for enhver økolog er misundelsesværdig.

Under arbejdet sniger der sig en sær fornemmelse ind, som pludselig manifesterer sig som en umiskendelig lugt, der ikke er til at tage fejl af. Nemlig lugten af den pesticidsprøjtning, som efterlader sine systematiske spor i det danske landbrugslandskab. Først kunne jeg ikke placere lugten, det ville simpelthen ikke indfinde sig i min bevidsthed. Det var som at blive fanget i en løgn. Jeg ville ha’ forsvoret, at det kunne ske. På trods af at der må være et sted mellem ½ og 1 km til nærmeste konventionelle nabomark, og på trods af skovens skærmende værn, så flytter tågerne med de kemiske aerosoler sig med vind og opadgående luftstrømme og ender i mine næsebor. Det er velkendt at pollen og svampesporer flytter sig mange hundrede kilometer, ja endda på tværs af Nordsøen. Det er mindre diskuteret, at landbrugets brug af kemikalier ikke begrænser sig til den mark, hvor de er beregnet på at lande.

Før jeg blev formand for Økologisk Landsforening, ville jeg ikke et sekund ha’ spekuleret over andet end at fare i blækhuset og beskrive min harme over, at jeg som økologi og den danske natur ikke kan vælge at slippe for kemien. Jeg ville vide, at jeg kunne risikere en vanskelig diskussion med fagfolk om, at selvom man kan lugte sprøjtetågerne, så er koncentrationen så lille, at det er ganske ufarligt. Og jeg ville uden omsvøb argumentere med, at uanset at den samlede nationale ekspertise ville forsøge at overbevise mig om det modsatte, så er jeg ikke i tvivl om at det ikke er i orden, og at det har en virkning hos naboer endda mange kilometer væk, i naturen og i det globale økosystem, som ikke skelner mellem økologer eller andre.

Nu har jeg imidlertid fået kasketten på og tænker lidt anderledes over, hvordan jeg skal argumentere. Blandt andet er jeg udmærket vidende om, at naboerne ude på landet skal kunne omgås med venlighed, med respekt og med den åbenhed, der gør, at man demokratisk set og som medmennesker kan rumme hinandens forskelligheder. Med andre ord så vil ethvert forsøg på at kridte banen op og ta’ bladet fra munden være dømt til at udfordre de gode naboskaber og venskaber. Ingen har lyst til at blive udstillet. Derfor skal jeg vare min mund.

Men det duer ikke. Vi lever netop i et demokratisk land, og det er afgørende vigtigt at tingene kan siges og diskuteres ud over det personlige plan. Min farfar var for mere end 100 år siden skolelærer på Asnæs med hest og 4 tdr land og radikal. Han blev anset for at være fuldstændig rabiat og illoyal overfor landbruget. Fordi han var radikal og kæmpede husmændenes sag. Jeg tror ingen kan være i tvivl om, at alle tider har brug for sine kritikere. Og gårdsdagens kritik er nutiden hverdag.

Med andre ord, så er der noget rygende galt, hvis vi som økologer ikke kan tillade os at ha’ en mening og lufte den offentligt om noget som vedkommer os alle. Vi skal kunne tillade os at udtale vores velbegrundede frygt for landbrugskemikalierne. Kunder, borgere og forbrugere forventer det, og samfundet kan ikke fungere uden diskussionen.

Kornmarken i maj

 Vi har med vores økologiske praksis et dybtfølt ønske om at vise, at landbrug kan drives og fødevarer fremstilles forsvarligt uden brug af pesticider. Men det er uhyre vanskeligt at kommunikere vores praksis, hvis vi er afskåret fra at diskutere vores syn på den praksis, hvor pesticiderne anvendes.

Diskussionen skal fjernes fra det personlige og gøres politisk. Så er det ikke en personlig kritik men politisk begrundet, hvorfor vi i vores land eksempelvis arbejder intensivt for at den offentlige bespisning bliver økologisk, og at indvinding af drikkevand i højere og højere grad vil ske i områder, hvor arealerne drives økologisk.

Og med et lidt mere afslappet forhold til at diskutere offentligt, kan det måske også lykkes at gøre det nemmere naturligt, tvangfrit og lystbetonet at tage skridtet og omlægge sit landbrug. Og det bliver endnu mere logisk at købe den øko-logiske kasse.

Landbrug er per definition et kompromis med at lade landet springe i natur. Landbrug er et indgreb i det naturlige. Men der er grænser for hvordan. Og grænserne skal diskuteres løbende, både i egne øko-rækker og i og med landbruget som helhed. Så kan tågerne lette!

Fastelavnsvin

Nej ikke svin men VIN. Vi har faktisk en gammel dansk kultur for at fremstille vin. En nærmest ukendt kultur, men som hænger sammen med fastelavn.
Det handler om den gode most. Ordet most handler om en gæret æbledrik. Og sådan noget er blevet fremstillet i århundreder i et eller andet ukendt omfang. Stort kan det ikke ha' været i vores lille verden, men man skal ikke langt ned i Europa før det har været og er en udbredt kultur især i Atlanterhavsegnene.
Industrien fremmarch skabte det moderne øl for snart 200 år siden og al historisk produktudvikling knyttet direkte til de enkelte små landbrug forsvandt til fordel for storskala produktionen. Og i tidens tand forsvandt most-kulturen herhjemme. Ølkulturen vandt, og vi blev et bajer-drikkende land.

Bare lige til mundvandet: Her sukkerkogte æbler til desserter.
Der er en verden til forskel på sådan en dessert, afhængig af det rette æblevalg.

Men rundt omkring i det ganske land spirer det. Historien er godt hjulpet af at vi for nogle år siden blev mødt med bryggeriverdene alkopopkultur der opfandt såkaldte cidere. Ingen nævnt ingen glemt.Og blandt kræsne, kritiske, bevidste og berejste ganer har der været højlydte protester. Endnu engang lykkes det at erobre sproget og knuse et hæderkronet begreb i den industrielle mølle. Cider er og bliver en gæret æbledrik fremstillet af 100 % ren saft. Men blandt andet fordi svenskerne for mange år siden kaldte deres æblesodavender for cider, så har den europæiske regelmaskine ikke været i stand til at holde stien ren.

Uanset navnet, så har vi brug for at genrejse den fantastiske mulighed, der ligger i at vi kan begejstres over at drikke noget så naturligt som den gærede most. Det kan gøres på rigtigt mange måder og blot valget af æbler er afgørende for hvad der kommer ud af det. Det er en stor stor kunst. Ligesom med daglig vin kontra klasse-vine. Ikke spor anderledes. og så er det en moderne drik, den kan noget både med sundhed og larmer ikke med et højt alkoholindhold.

Så vi går til kamp for den gode cider, den rigtige cider, den ægte cider. Se mere om hvordan der diskuteres, da der var cidersmagning på Restaurant Relæ.

Og som jeg sagde indledningsvis, så sagde man i gamle dage at drikken først var klar til fastelavn. Og det tager tid fra æblerne mostes om efteråret. Og det kræver omhyggelighed. Og så er det en utrolig oplevelse at iagttage, hvordan den grumsede frisk-most gradvis ændrer sig og bli'r til den smukkeste klare champagneagtige og perlende drik. Som historien om den grimme ælling...

Haven under forandring fra buskads til frugthave.

På Krogerup er vi igang med at rydde havens buskadser fra 1960-ernes knæfald for en ensformig have-æstetik, hvor roser, staudebede, køkkenhaven, bærbuske, frugttræer og kompostbunken blev ryddet og erstattet af græs og mærkelige buske fra alle verdenshjørner bedst kendt fra kirkegårde. Så om igen: Gang i livet. Vi skal plante frugttræer, og spændende cidersorter! Ikke nok til at rejse en industri, men rigeligt til at pirre til historien og demonstrere potentialet. Og så bliver der plantet nogle af de mest interessante traditionelle sorter, som egner sig til spisning og til mad.

Det vil ta' nogle år før det rigtigt tager sig ud. Kom "om føje år, heden som en kornmark står". Iøvrigt har Aarstiderne podekursus den 22. marts her på Krogerup, hvis du skulle få lyst til at ta' fat selv. Her snakker vi æbler, podning og sikkert også most og cider..

Og vi har fastelavn her på Krogerup på søndag den 10. februar. Nok især for børn, kom og vær med!