Økologi på vej

Hvis der er noget der er svært at spå om, så er det fremtiden, som bekendt. Netop nu her i maj 2014 arbejdes der på højtryk for at sætte kurs for hvordan økologien skal udvikle sig fremover. Regeringen arbejder med det. EU-Kommissionen gør det og Økologisk Landsforening gør det. EU's kommende økologi-forordning bliver den nye grundlov, som sætter rammerne for hvordan økologien kan og vil udvikle sig. Den kan ikke undervurderes, og som forslaget ser ud lige nu er der udbredt enighed om i økologiske rækker, at forslaget begrænser fremfor at fremme økologien.

Regeringens 2020 plan for økologien og de kommende ændringer i reguleringen af landbruget som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger kommer også til at spiller en central rolle. Alt afhængig af hvordan det hele skrues sammen – samlet set - kan det gi mere eller mindre økologi.  Der er rigtigt meget i spil og på spil.

Når det handler om fremtiden er det selvsagt mest interessant at bestemme selv i stedet for at overlade det til spåkoner. Men hvad er det for en fremtid vi snakker om? Bæredygtigt Landbrug på sin side drømmer om at intensivere og gøde og sprøjte mere på større arealer. Det er en drøm om, at det er muligt at blæse og ha’ mel i munden, at gi’ den gas og træde på bremsen samtidig for også at sikre, at både produktion og naturinteresser kan gå hånd i hånd. Det er en blindgyde.

Vi befinder os midt i en kamp om fremtidens landskab, natur, lokalsamfund, fødevareproduktion og fødevarekvalitet. Der er store forskelligheder i, hvad vi vil, og hvad vi hver for sig forestiller os er muligt. Med andre ord så står vi overfor den meget vanskelige udfordring, at demokratiet skal bøje enderne sammen og håndtere vores fælles fremtid. Politikere er valgt for max fire år. Virksomhedsledere skal præstere resultater på bundlinjen for at tilfredsstille investorer og holde kreditorer og finansieringsselskaber fra døren. Det gi’r et kort perspektiv. Jorden er en biologisk kapital, den har sine potentialer, sin bærekraft, som afhænger af hvordan den behandles. På samme måde er det biologiske liv et komplekst system, som indtil en vis grænse kan levere varen, når den ellers håndteres med nænsomhed. Det gi’r et langt perspektiv.

Set med økologiske briller, så griber den massive import af næringsstoffer i form af kunstgødning og foderstoffer sammen med den kemiske bekæmpelse meget alvorligt ind i såvel jordfrugtbarhed som naturindhold. Vi har for længst overskredet de grænser, som sikrer at naturen trives. og at vi forsvarligt afleverer en jord som er bedre end den vi selv har overtaget, og som vi har lånt af vores efterkommere. Dette er der ikke enighed om, og der er med andre ord en kamp imellem alle de interesser, som har divergerende opfattelser. Imens er Jorden, naturen og mange af os passive vidner til, hvordan demokratiet langsomt maler for at finde veje, som vi i enighed kan tilbyde fremtiden.

Vi tror fuldt og fast på, at vi skal finde de metoder, som gør at landbrug skal drives med de midler som naturen og vore kloge hoveder selv stiller til rådighed. Økologien er det bedste bud som verden ser ud netop nu, men den er ikke noget endegyldigt svar på den store udfordring. Der er heldigvis meget mere der kan sikre, at vi kan blive endnu bedre til at udnytte vores muligheder i det sublime samarbejde med naturen. Vi skal hverken tilbage til middelalderen eller til 1950-erne, men vi skal se ud i en fremtid, hvor træerne ikke kan vokse ind i himlen. Skridtet fra middelalder til 1950-erne gik først og fremmest via en genial mekanisering, hvor stålindustri, opfindsomhed og videnskaben tryllede med mekanikkens og biologiens vidundere. Og støttet af en voksende kulbaseret energiindustri fandt landbruget den form, som nok i verdenshistorien har produceret mest føde med mindst fossil energi.  Skal vi tilbage til en tilstand, hvor vi kun har adgang til den energi, som landbruget selv kan stille til rådighed, så ender vi i middelalderen og fremtiden for menneskeheden vil se sort ud.

Men kan vi finde veje til at finde det energiniveau, som moderne teknologier kan stille til rådighed både i form af det landbruget slev kan og skal bidrage med sammen med andre vedvarende kilder, så er der håb forude.

Det er som at ’pisse i bukserne for at holde varmen’, når vi i diskussionerne om fremtidens landbrug og fødevareproduktion negligerer disse præmisser. Det er en alvorlig hage ved demokratiet, at dets korte tidshorisont forhindrer de store visioner om at komme til udfoldelse. Og at det ikke mindst er de visioner, der følger pengestrømmen, der er vindere. En begavet politisk vision må og skal indeholde en mulighed for at skabe grundlæggende forandringer over en tidshorisont på 30-50 år. Det er en tidshorisont, som respekterer generationsskifte, afskrivninger på anlæg, uddannelses og dannelseskrav og på den evolutionære tilgang, som respekterer demokratiet og brede folkelige interesser.

Fremtiden må og skal handle om at sikre den gode husholdning med alle de ressourcer, som sikrer vores livsgrundlag. Det er en lokal affære. Vi skal ha’ styr på egne rækker. Handlen med omverdenen er heldigvis også en nødvendighed og en mulighed. Vi har og vil altid ha’ et overskud med vores jord og klima, og vi må og skal leve i en åben verden.

Det vi tilbyder med økologisk jordbrug er således både en løsning til den enkelte, som gennem sin personlige adfærd som landmand, virksomhed eller borger ønsker at bidrage til en bedre verden. Og det sker på markedets præmisser og er dermed vanskeligt stillet, fordi de samfundsmæssige goder, vi hævder at vi tilbyder, de er fordyrende og internaliserede i kæden fra jord til bord. Det er et paradoks, som alle oplever, som særdeles urimeligt, og som ikke er holdbart demokratisk set.

Vi er med andre ord forhåbentligt langsomt ved at nærme os et vendepunkt, hvor økologien bliver det normale som er svaret på samfundets krav, og at der skal skabes særregler for den konventionelle produktion, for at den kan fortsætte med at benytte sine metoder.

Det er her spåkunsten skal i spil. Når jeg iagttager de meget store kræfter, der massivt har interesser i og kæmper for at fastholde status quo i bedste fald eller værre ønsker at intensivere brugen af kemiske hjælpestoffer og endda GMO, så kan jeg godt blive usikker. Lobbyismen følger pengene.

Svaret er at vi vedholdende skal vi vej, skabe løsninger, og at vi skal larme! Vi skal være i en levende kontakt med vores omverden. Vi skal være et fælles demokratisk projekt, samtidig med at vi er et levende og dynamisk tilbud i markedet. Vi skal være en attraktiv partner og et levende tilbud til landmænd og virksomheder. Vi skal arbejde med at omtænke alle de uendelig t mange samfundsanliggender, som tilsammen skaber de beslutninger og den adfærd, der er buddet på fremtidens bæredygtige samfund. Vi skal ud af rollen som en bekvem vare, der tilgodeser et veluddannet publikum.

De sidste mere end 150 års danske historie er en levende fortælling om, hvordan vi med folkelige kræfter har skabt et højt uddannet og solidarisk velfærdssamfund, hvor sikringen af breddens muligheder for at få del i samfundets goder har stået helt centralt. Historisk har det været enklere at forstå samfundets modsætninger og interesser end det er i dag. Vi lever med EU og en global udfordring. Vi er en del af et menneskeskabt og –drevet system som langt overgår nationalstatens grænser. Vi skal derfor også udfordre os selv i dette samarbejde. Ligeså meget som vi skal rydde op i vores egen baghave og ’holde hus’, så skal vi samarbejde og udfordre vores globale naboer.

Vi har redskaberne som økologer. Vi har en IFOAM, både globalt og i EU-regi. Og vi skal blande os. Fordi vi skal lære, fordi vi er dygtige og har noget at byde på, fordi vi har en stærk demokratisk traditionen, og fordi vi ikke er noget alene.

Skal jeg spå, så tror jeg vores efterkommere får en stor opgave de skal løfte, og at det vi gør med vores indsats i dag er, at vi skaber den platform, som de kan bruge. Demokratiet blev født i 1700-tallets slutning som en reaktion på enevældet helt uacceptable ejerskab til tidens mennesker. Det fri menneske blev skabt. Men friheden er kammet over, kloden har ikke plads til at vi alle er os selv nærmest. Vi får brug for midler til at sætte fælleskabet i fokus igen men på demokratiets præmisser. Ikke nogen nem opgave, men der er ingen vej udenom. Ellers ender vi tilbage i tidligere tiders absolutte samfundssystemer. Med andre ord: ’We are on a mission’ .