Jeg står her ikke som en gammel ven men som en gammel fælle.
Vi har kendt til hinanden i rigtigt mange år, på sidelinjen og siden mere
direkte. Og nu er det jo med den mere formelle kasket som formand for Økologisk Landsforening.
Og netop ordet forening. I er medlemmer af en organisation,
som I har bakket op om i årevis. En forening, som har sikret, at vi i dette land
i dag er verdens førende i økologi, vi har omkring 8 procent af den samlede dagligvarehandel
– i København er det 15% og alene i år er salget indtil nu vokset med 8 % Og
det i tider hvor detailhandlens omsætning har været konstant faldende siden
finanskrisen startede med at kradse.
Det interessante ved at fremhæve dette faktum er at der er
en historie bag disse tal. Det er en historie om enkeltpersoner, landbrug og
virksomheder, som på tværs af udviklingen satte sig nogle helt anderledes
radikale mål for hvad vi skal kunne med vores landbrug og mad.
Aurion, dette smukke ord, noget med gylden og noget med den
farve som kornet har til høst og høstet. Det gyldne er med til at forgylde os.
Vel at mærke når der er tænkt en dybere tanke med hvordan og hvorledes. Kornet
blev den afgrøde som i landbruget for alvor kørte det konventionelle et nyt
sted hen. Kornets rolle er som nyder af det overskud, som mulden kan præstere.
Når den ellers passes og plejes med omtanke for dens evige frugtbarhed. Og det
kræver et alsidigt og sundt sædskifte hvor afgrøderne skifter og hvor dyrene er
med til at skabe liv – husdyr såvel som krillerbasser, regnorme osv.
Da landbrugets kemikalieglæde tog fart i 1960-erne forsvandt
forståelsen for denne kobling. Men i den biodynamiske verden og i den senere
økologiske verden blev der råbt vagt i gevær og sat en ny kurs. Da Aurion
startede i 1974 eksisterede økologien ikke officielt i Danmark som organiseret
fænomen, men den første internationale konference blev afholdt i 1973 i
Schweiz. Så navn eller ej, noget var i gære. I startede Jeres stræben efter det
gyldne snit i en periode, hvor samfundet knagede, og hvor der var stærke
modbevægelser for at finde nye svar på de udfordringer, som allerede dengang
stod lysende klart. Vi vidste udmærket godt at festen ikke kunne vare ved, det
var året med den berømte oliekrise, hvor sheikerne lukkede hanerne, og vi gik
tur på motorvejene. Selvom vi ikke brugte begrebet klimaforandringer, så vidste
vi den var helt gal, altså kursen.
Nogen tog fat, og Aurion var blandt de absolutte pionerer,
der var mange flere, og det særlige er at vi eller I er her stadig. Hold kæft
hvor blev der hånet og grinet af disse tosser. Med videnskaben i hånden fik vi
tæsk i en grad, som de færreste kan begribe i dag. Nuvel, hvis man læser
Bæredygtigt Landbrugs bandbuller, så kan man mærken resterne af den gamle
torden. Nej fra latterliggørelsen har vi bevæget os ind i en årrække med den
repressive tolerance som man kaldte det, og til den tid vi lever i nu hvor en
stigende del ikke bare af befolkningen, men også af forretningsverdenen og det
politiske system erkender, at vi med vores verden ikek er absurde fanatikere,
men har et mere end troværdigt og nødvendigt bud på fremtiden.
Når vi er nået så langt, så skyldes landets ’aurioner’ i
almindelighed og ’Aurion’ i særdeleshed. Økologien er en broget flok, men der skal
ikke herske tvivl om at med Aurions biodynamiske tilgang, så er barren lagt
højt, også så højt så den ikke alene har rykket ved en hel omverden men også
ved opfattelsen af økologien på de indre linjer. Lad mig gi’ et eksempel.
Kornets egenskaber til at bage med har stået i skyggen af
det konventionelle landbrugs ønsker om at maksimere i stedet for at optimere.
Og her har Aurion forfulgt mulighederne i at kigge i en helt anden retning. En
komisk historie – for nogen – som stadig håndligt afvises når landbruget
skingert diskuterer at de ikke må gøde nok. Men her har Aurion insisteret på at
skabe en forståelse for de gamle kornarter og sorters betydning for at skabe
det gode brød. Møjsommeligt år efter år er kornet, melet og brødet kommet på
hylderne og historierne er fortalt. Utallige er de møder og forhandlinger og
projekter og tovtrækkerier, der i er baggrunden for at ethvert dansk
supermarked med respekt for sig selv sælger et utal af malprodukter. Vi må være
det land i verden har den højeste meldiversitet i supermarkederne. Og der skal
ikke herske skyggen af tvivl om at dette først og fremmest er Aurions
fortjeneste.
I 1970-erne snakkede vi om de tre hvide gifte sukker, salt
og mel, og i det hele taget var der en meget solid optagethed af de sundhedsmæssige
aspekter af hvordan vores mad er fremstillet. I mange år stod denne tilgang til
økologien i skyggen af at snakke miljø og siden klima. I dag er det min
oplevelse at disse ender begynder at mødes. Vi begynder med vores store
projekt, at få skabt en ægte forståelse af at vi ikke bare er hvad vi spiser
men at vores klode bliver hvad vi spiser. Det har taget 40 år, såmænd. Og vi er
langt fra færdige endnu.
Selvom vi i dag står med verdens højeste økologiforbrug,
fordi vi har haft landbrug og virksomheder, som har kunne matcher
supermarkederne – på godt og ondt – så er der lang vej til at landbruget og
vores måltider for alvor bli’r økologiske. Udviklingen foregår i ryk, som en
trappe, op og så vandret og så op igen. Salget er vokset konstant og ikke mindst
i år, men det halter i landbruget. Der er nogle institutionelle og
markedsmæssige udfordringer, som jeg tror vi snart kan bryde igennem. Og i
kraft af den vedholdenhed og udholdenhed som kendetegner aktørerne og med
Aurion som et utroligt forbillede, så lykkes det at skabe en forandring i en
verden af modstand og stilstand.
Jeg er ikke i tvivl om at projektet Aurion lykkes, fordi det
bæres af Jeres meget bevidste holdninger og visioner, men også fordi I har
spinket og sparet og lidt afsavn. Men vores verden lover os guld og grønne
skove, når vi vel at mærke forstår udtrykket i sin sunde forstand. Guldet er
kornet. Nok så mange guldstykker kan ikke erstatte den mad, som vi skal leve
af. Har vi ødelagt vores livsgrundlag er der hverken guld eller grønne skove.
Med dette korte og fattige indlæg i Jeres fantastiske rejse
fra unge i oprørets tid til disse mere modne og gyldne år, så vil jeg gerne
takke Jer på egne og alles vegne for Jeres uvurderlige indsats for vores fælles
fremtid. Jeg kunne ha’ snakket en del om vores personlige samarbejde og Jeres
uselviske deling af Jeres viden og ønsker om at fremme en ordentlig mel og brød
verden, jeg kunne ha snakket om indsatsen for at forskningen kan underbygge og
udvikle kornets verden, jeg kunne ha snakket om meget mere, men det er mit ønske
med Økologisk Landsforening i ryggen at sende Jer en dybtfølt tak for Jeres
uvurderlige indsat. Tak! Og bliv så ved, med ønsket om mange ’gyldne år’
fremover.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar