Nærhed

Det er midvinter. Man skulle ikke helt tro det, for det er nu vintergækkerne varsler det kommende forår. Men jo. Heromkring starten af februar er det tiden, hvor alle bønder til alle tider har vidst, at halvdelen af foderet skal være tilbage, for at der er nok frisk græs til at dyrene igen kan lukkes ud af vinterstalden.

Det er en meget abstrakt tanke at forestille sig, at det ikke bare var dyrene men også os selv, som var hundrede procent afhængige af det, vi selv dyrker. For de fleste gi’r det overhovedet ikke nogen mening. Vi køber jo bare det vi mangler. Og hvor det kommer fra? Tjah.. For hvad er egentligt vores lokale forråd af mad, hvad er dansk og hvad er importeret? Og hvorfor?

Ingen tvivl om, at i et samfund med få ressourcer, der dyrkes maden lige uden for døren. At transportere fødevarer er en luksus, som hører til hos os i vores rige tid. Så sent som op i 1960-erne var landets storbyer omkranset af væksthusgartnerier, grønsagsmarker og frugtavl.

Sådan kunne det i princippet også sagtes være i dag i Danmark. Landet kan snildt være selvforsynende med alle mulige fantastiske produkter fra den nære omegn. Men vi har vænnet os til at spise ting, der ikke trives og slet ikke året rundt under vores kolde himmelstrøg. Og vi lever jo fint med, at produkter produceret under sydligere himmelstrøg er billigere. Skal vi mene noget om det? Ja, det skal vi. Af tre grunde: Belastningen, gennemskueligheden og egenarten.

Jo mere produkter farer rund på kloden, jo mere energi er der bundet til dem. Energi, som ligeså godt kunne være brugt til noget mere fornuftigt eller sparet. Energi, som ender som CO2 forurening og dermed påvirker den globale opvarmning.

Hvad angår gennemskueligheden, så er den nemmere at håndtere jo mindre et produkt har rejst, og desto større chance er der for at producent og forbruger kan se hinanden i øjnene. Der skal ikke snydes mange i nærmiljøet før hammeren falder. Her erstatter tillid kontrol. Lange afstande, industrielle produktionsenheder og anonyme produkter kræver et stort opbud af alskens kontrolforanstaltninger.

Og endelig egenarten, dette lidt mærkelige ord. Det betyder at et produkt er noget særligt. Det har navn, særpræg og historie.  Jo tættere på jo bedre forstå vi produktet, vi kender ham der fremstiller det. Vi kan måske endda vælge mellem forskellige producenters udgave af samme produkt, vi bli’r kendere, kyndige, krævende, kritiske og mere tolerante. Vi evner at udforske forskelligheden og det uventede. Det holder os vågne. Mangfoldigheden kan bedre folde sig ud på et torv end i et supermarked, fordi muligheden for at fremstille mindre mængder af bedre og mere forskelligartede produkter stiger med nærheden og den direkte afsætning. Spændende frugtsorter, særlige håndværksprodukter, sæsonens specialiteter osv.

I den danske landbrugsverden handler det om at producere mere og mere, billigere og billigere. Det er skruen uden ende, og det er ikke vores kop the. Men konkurrencen taget i betragtning, så påvirker den endeløse skrue alle. Der skal derfor en massiv forandringsvilje til at ændre supertankerens kurs.

Og noget tyder på, at der er ved at ske noget. I Aarstiderne er vi meget optagede af at bruge vores kasser til at formidle mulighederne. Og forhåbentlig vil vi de kommende år se, at der i stigende grad genskabes lokale produktioner, som kan bryde den onde cirkel. Det kan ske, fordi vi kræver egenarten, fordi vi ellers falder i søvn, og fordi fornyelsen af køkkenet kræver det. Det kan ske fordi tilliden afhænger af gennemskueligheden, og fordi nok så meget kontrol ikke kan hamle op med den nære fødekæde. Og endeligt kan det ske, fordi verden vil kræve det, for at sikre nok ressourcer til alle. Med andre ord er der et vægtigt positivt incitament hele vejen rundt. Og mon ikke de kommende mange års lange seje trend i madens verden derfor bliver nærhed. Økologisk vel at mærke. Og dermed vil der være sjovt foder nok til os alle året rund og Jorden rundt. 

(Kan også læses i Aarstidernes nyhedsbrev i uge 8, 2014)

Spild?

Rester

Madspild eksisterer ikke i mit univers – opdraget som jeg er af bundhamrendesnusfornuftige forældre, der har genbrugt plastikposer, melposer og bæreposer i det uendelige. Selv den mindste madrest blev spist til frokost eller opvarmet sammen med aftensmaden. Ordene ”Spis op!” hører også til min fortids naturlige forståelse for kalorieværdien af hver eneste mundfuld.

Blindgyde

Spild! Naturen kender ikke begrebet. Spild er ikke en del af universet, ligesom det ikke er en del af mit univers. I naturen indgår alt i et kredsløb, bruges, genbruges, transformeres til nye livsformer.

Så spild, ja, det er en del af en kultur, som har mistet sit greb om at være en del af naturen. En kultur, som også bliver ved med at tro, at den kan fremstille ting og sager, som naturen ikke genkender.

ALDRIG nogen sinde har det været mere nødvendigt at skabe en fuldkommen bevidst erkendelse af vores roller i klodens kredsløb. Med den massive bevægelse mod 9-10 mia. mennesker, med de ufattelige mængder mad, klæder, husly og energi, de kræver – og som kun naturen kan tildele os – så er tiden inde til at få øjnene op for, hvem vi er: En altdominerende og altædende biologisk skabning.

Fortsætter vi den vestlige kulturs produktionsmetoder og livsstil, så graver vi kort og godt vores egen grav. Så vi er tvunget til at finde nøglen til, hvordan vi skaber en helt ny produktions- og forbrugskultur, som handler mere om at give det tilbage, som vi modtager, i en form, så det har en værdi for klodens økosystemer. Ikke som affald og spild, men som råvarer, ressourcer og energi.

Husholdning, holdning og holde hus

Med økologien har vi taget et skridt ad nye veje mod bedre husholdning med Jordens ressourcer.

I de seneste år er der bl.a. foregået en massiv økologisk omlægning af små og store køkkener. Det har sat gang i en læringsproces, som skaber sammenhæng mellem det at handle økologisk i bogstavelig og i overført forstand. Personalet i både offentlige køkkener og private kantiner oplever, at det, de arbejder med, giver mening på mange planer, også  for dem selv personligt.

Den nye skolereform har bl.a. skabt endnu bedre rammer for, at vores børn kan lære at arbejde med haver og lave mad af egne grøntsager. Haver-til-maver kalder vi det her hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgård, hvor jeg sidder og kigger ud over børnenes vinterkolde skolehaver.

Den økologiske handlekraft er ikke et oprør eller en protestbevægelse, nej, det er en dannelsesproces, som er et naturligt svar på den bekymring og trang til at gøre en forskel, som lever i os alle. Mennesket er bedst, når det handler – i dobbelt forstand. Vi elsker at gøre en forskel, og vi keder os, når vi sidder på vores hænder.

Ligesom vi har vores intelligens, har vi vores særlige evne at fremkalde medfølelse for andre og i videste forstand for menneskeheden. Lad os frejdigt kalde det sit rette navn nemlig kærligheden i stedet for det moderne kliniske begreb empati. Der er ingen vej uden om: Elsk din næste, spis op og handl!

Haver-til-Maver i forårsdragt på Krogerup Avlsgaard

Stridens æble

Er der noget vores verden elsker, så er det striden. Den stortrives i såvel kunsten som i pressen, i politik og blandt mange mennesker.  Vi ta’r lige tre eksempler fra filmens verden. I den gamle engang så berømte film, ’Naboerne’, er det en bagatel, der starter en veritabel krig mellem de to gode naboer, John Price og Ebbe Rode, i et uskyldigt villakvarter. Den ender med den totale destruktion og med, at en af dem kører en mejetærsker ind igennem hække og haver og huset! Siden kom den vidunderlige svenske komiker Tage Danielsson med hans ligeså berømte film ’Æblekrigen’, hvor beboerne i den lille by Änglamark, der sjovt nok deler navn med COOPs økoserie, tager kampen op mod den store overmagt, der vil lave stedet om til et ferieparadis. Og endelig er der filmen ’The Boxer’ om et voldsomt drama i Nordirland på baggrund af den bitre borgerkrig.

Nu burde det være nemt at forstå, hvor jeg vil hen. Nemlig til historien om, hvordan ukrudtsgiften Boxer har fundet vej til økologiske æbler over hele landet. Det kunne starte en nabokrig. Men heldigvis er det netop ikke naboen men landbrugets generelle anvendelse af stoffet prosulfuron, som er årsagen. Ingen er i tvivl, det skyldes, at midlet spredes meget hurtigt ved fordampning og føres med ’tåger’ langt væk.
Og her kan økologernes udgave af Änglamark så starte vores modstandskamp, og det gør vi! Men vi har lært af kunsten og filmen, og vi ved, at selvom at vi ikke er enige med det konventionelle landbrug om anvendelsen af sprøjtegift, så taler vi ordentligt med hinanden. Og vi bruger netop samtalen og samfundets gældende spilleregler for at finde en løsning, hvor alle kan være med.

Og guderne skal vide, det er en alvorlig sag, hvis vi ikke kan fastholde årtiers klare budskab: Økologiske varer er fri for rester af sprøjtegift! Det er vores kollegaer og naboer, der skal håndtere sprøjtegiften, så den er under kontrol. Det er entydigt landbrugets opgave at løse problemet. Hvis ikke landbruget og kemiindustrien kan garantere, at giftresterne slet ikke findes i de økologiske afgrøder allerede i 2014, så skal myndighederne gribe ind.

Og det er også indlysende, at de økologiske landmænd skal holdes økonomisk skadesløse. Bliver afgrøder forurenet, skal økologer kompenseres for alle udgifter fra tilbagetrækning af varer mv og tabt salg.  Vi forestiller os at producenten af Boxer, Syngenta, kan håndtere denne problemstilling. Sværere er det at kompensere økologiske avlere for den ubehagelige oplevelse det er, at få rejst tvivl om sin økologiske integritet. Men vi forventer, at det gode naboskab, som vi oplever med vores konventionelle naboer omkring undgåelse af f.eks. sprøjteskader, også gælder når der er tale om en kollektiv sprøjteskade.

I Økologisk Landsforening er vi kun interesserede i at alle bidrager til at finde en løsning, og at vi trygt kan overlade det dramatiske til kunsten verden. Hvis problemet løses, der hvor det hører hjemme, så er det lykkedes for alle parter at bidrage til den fredsommelighed, som vores samfund er bedst tjent med. Og så er der ikke så meget at komme efter, og vi kan fortsætte trygt med at have tillid til hinanden og økologiske afgrøder.

’Stridens æble’ stammer i øvrigt fra en vidunderlig historie fra den græske mytologi, og for at gøre denne meget lange historie kort, så handler den om den snedige og stridbare gudinde Eris, som var fornærmet over, at hun ikke var inviteret til et gudebryllup. Som hævn kastede hun et æble ind til de tre smukkeste gudinder med ordene: ’Til den skønneste’. Og så kan det nok være stridens tog fat og udviklede sig til en berømt krig – nemlig den mod Troja. Æblet er bare sådan en mytologisk størrelse, helligt og ukrænkeligt. Forbrugerne køber økologiske varer, fordi der ikke anvendes sprøjtegift i økologi, og fordi man ikke finder giftrester i de økologiske varer. Sådan skal det blive ved med at være. Keep it simple!

Hilsen Snehvide og Eva

Barnemad

I et læserbrev forleden i et dagblad gi’r en institutionsleder udtryk for at hun finder det meningsløst, at hendes børn i institutionen skal påføres økologi og mad. Det var meget bedre hvis børnene fik fred til at guffe deres madpakker og så brugte tiden på noget ordentligt.

Madkultur er en sær størrelse. For nogen er mad noget der skal overstås, en slags nødvendighed i stil med et tandlægebesøg. For andre er det et af tilværelsens centrale højdepunkter, hvor forventningens glæde spændes tre gange i døgnet, ligesom at vågne op, trække vejret og mærke livsglæden boble. At nyde måltidet, blive tilfreds. Spise, drikke, lege, synge, danse, elske, sove, dase, undersøge, filosofere og meditere er livets essentielle behov. Behov i fællesskaber, tosomhed og ensomhed. Maden er oveni købet livets forudsætning. Ikke så underligt, at vi er meget optaget af den. Mere mærkeligt er det, når den er blevet til noget der skal overstås.
I barndommen grundlægges livets muligheder. Det er gennem stimuleringen af det sanselige og begavelsen, at der skabes et rigt liv. Børn har de utroligste evner til at opfatte og sanse, og de kan lege sig til alt. Maden er ingen undtagelse, tværtimod. Ved at deltage i at få fingrene i jorden, at smage køkkenaffaldets formuldning, dufte årstiderne betydning, ved at grave og rode og regere, ved at plukke, at skylle og vaske og snitte, koge og stege, få ild under gryderne og bruge alle sanser under vejs og få motorikken til at styre den skarpe kniv, ved at udforske det indvendige af en nyslagtet kylling, så mødes alle barnet sanser med intellektets muligheder for at forstå livets grundlæggende mekanismer og det levendes skønhed. Barnet er skabt til at få udfordret sin hele sansning og hjernesystem til at begribe den verden, som det skal være en del af og tage vare på. Det sker ikke med nok så meget pædagogik og timer bag en skærm. Det sker kun ved at leve det.
Det er den landvinding, som den økologiske omlægning i institutionerne er ved at skabe. Det er med økologien som redskab, at børn kan få udviklet en naturlighed, som vil grundlægge en livslang sundhed og nænsomhed og glæde ved at spise.
I Sverige genhørte jeg forleden argumentet om , at når institutionerne er så gode til det med økologisk mad og med at få budgetterne til at hænge sammen, jamen så kan vi jo bare spare ved at skifte økologien ud med billige konventionelle varer. Svaret kom prompte fra de svenske ’omlæggere’, og som siger nøjagtigt det samme som de danske, nemlig at det jo netop er fordi udgangspunktet for at arbejde med maden er økologisk, at det kan lade sig gøre. Det skyldes troværdigheden i at barnet, køkkenpersonalet, pædagoger og ansvarlige ledere er inddraget i er en historie, som gi’r mening i hele fletværket af leverandører, jorden derude, naturen og dens behov, vores egne osv. Der er ikke noget der skal forties. Livet er en helhed og kan ikke fortrænges i elementer uden at det gi’r bagslag.
I vores madkultur er det stadig kun de færreste, der konsekvent spiser økologisk. Og jo mere man ved uden at gøre noget ved det, jo mere fortrængning. En slags madkulturens skizofreni. De kommende år intensiveres omlægningen i det offentlige med yderligere programmer til at sikre økologiske indkøb og endda lokal økologiske leverandører. København nærmer sig de 90 % altså guldmærke! Og mon ikke det også sker i stigende grad i de private hjem.
Det er nemlig afgørende, at historien kan blive ved med at hænge sammen hele vejen. Økologien er ikke en tilfældig vare, som kan erstattes af en anden. Den er en bærer af en kultur, som i sig bærer en meget bredere og dybere mulighed for at gøre noget godt. Godt i dagligdagen med det gode måltid, godt for krop og sjæl, og godt for den klode, som vil få mere og mere brug for at vi ikke lader os forvirre og splitte stilet overfor billighedens kortsigtede fristelser. Kloden kalder. Økologien er os alle sammen.

Ordet er gift!

I forbindelse med Fødevarestyrelsens spisemærkekampagne har ordet sprøjtegift været anvendt i den officielle omtale! Ordet er imidlertid faldet nogle for brystet, og nu er gift desværre igen blevet erstattet med ordet ’middel’ i Statens officielle omtaler af ja, sprøjtegift.  Ordet ’gift’ eller ordet ’middel’ er en diskussion værd, hvad er der sket? Der var engang hvor gift var gift. Rotten får rottegift og rotten dør. Klar tale. Men rottemiddel, hvad sker der så med rotten?

·                                        Sproget glider og meningen kan fortrænges. Men gift var engang noget positivt, væk med de pokkers skadedyr. Gift er noget, der får noget til at dø. Giftige planter er giftige. Slanger er det osv. Det er farligt. Sproget er klart og tydeligt. Hvad er det så lige, der er sket, når giftige midler (pesticider) entydigt beregnet til at slå planter eller ukrudt ihjel (herbicid), skadedyr (insekticid, rodenticid mfl) og svampe (fungicid) er blevet til ”midler”, og at bekæmpelse med gift er blevet til ’pleje’ eller ’værn’?

·                                         

·                                        Historien har to sider, nemlig den at der gennem historien er arbejdet med at målrette giften og samtidig forsøgt at reducere dens giftighed overfor mennesker, natur eller det den ikke er rettet mod. Giften er blevet mere og mere subtil. Hvor arsenik og nikotin var til at ta’ og føle på (av!), så er moderne gift helt anderledes vanskelig at vurdere. Og samtidig har det naturligvis været et stærkt ønske at skabe en folkelig accept af et projekt, hvor der systematisk og i et uhyre omfang udsprøjtes gift i det store landskab, og i en skala som de færreste af os har lyst til at tænke til ende. Dette er kun muligt fordi vi sprogligt har skabt en glidning væk fra essensen, nemlig at det, der sprøjtes med, stadig er gift, og fordi giften, erstattet af ordet 'middel', er blevet omdefineret til noget der ønskes opfattet som et positivt element i naturens kredsløb (igen ordene ’pleje ’og ’værn’).

Så lad os stoppe op et øjeblik og smage på ordet gift. Det er bittert, det er farligt og det er ikke noget positivt mere. Det kan jo også være giftigt for os. Når det har været naturligt at indføre i landbruget, var det jo af den årsag, at der var ting som var uhyre vanskelige at dyrke uden - eksempelvis humle og æbler. Og når det blev taget i brug overfor skadedyr var det af samme årsag. Ingen ønsker rotter eller gnaskende dyr der ødelægger en mark. Men fra at være en ubetinget (men stadig farlig) undtagelse, der kun hørte hjemme i særtilfælde, er der fra 1930-erne og fremefter sket en glidning, som har ført os derhen, hvor vi er i dag. Der hvor vi er vidner til, at landbruget uden det store ramaskrig kan forklare sig, selv når der eksempelvis systematisk sprøjtes med gift for at slå helt sundt korn ihjel på udbredte arealer for at gøre høsten nemmere og sikrere. Et glideplan, som ikke kender nogen ende, hvis ikke den sunde fornuft siger stop og årtusindernes landbrugshistorie siger, at det er muligt uden.

Her er det vi vælger den økologiske vej. Vores vej er båret af en etik, hvor vi ikke skal vente på videnskabelige beviser. Vi ved vi ikke vil bruge gift. Fordi!

Og samtidig har vi også som økologer brug for midler, der kan sikre, at vi eksempelvis kan dyrke dejlige æbler i vores egen del af verden. Og det vi først og fremmest vil bruge, er ikke gift, men midler og metoder som fremmer det, der hæmmer det skadelige i at genere vores afgrøder. Måske mindre effektfulde virkemidler end giften, men mulighederne er enorme. Hvis verden lagde de samme forsknings- og udviklingsressourcer i alternativer, som fremmer naturligt forsvar, og droppede kemien, så tror jeg, at jeg kan berolige med, at der er håb for fremtiden. Denne udvikling gik groft sagt i stå med 1930-erne og med omstillingen af den kemiske krigsindustri  efter 2. verdenskrig. Det er på tide situationen ændrer sig. Lad os starte med sproget og kalde en spade for en spade. Det er da nemmere at forstå end ’et gravemiddel’!

Til slut vil jeg gerne citere min gamle lærer i ukrudt fra Landbohøjskolen, Heinrich Hass, som på sin side citerede den berømte schweiziske læge Paracelsus for engang i midten af 1500-tallet at udtale: ”Alle Dinge sind Gift, und nichts ist ohne Gift; allein die Dosis machts, dass ein Ding kein Gift sei”. Det er blevet omskrevet og vendt om til noget i retning ’at det er alene dosis der gør et stof til en gift’. Og dermed at et givet stof både kan være en gift og ikke! Med andre ord, så er grunden lagt til den uklare diskussion om sproget, hvor det samme stof afhængigt af mængden kan være farligt og ufarligt. For at slå en spuns i tønden, så ændrer det intet ved at landbrugets anvendelse af kemiske stoffer til at bekæmpe skadelige og konkurrerende dyr, planter osv skyldes stoffernes virkning som gift. Færdig slut prut finale!! De er og bliver dødeligt farlige (= gift), hvis man er en bille, ukrudt eller en snyltende svamp. Og dermed sandsynligvis også for os andre. Dosis eller ej.

Paracelsus så på hvad der blev ramt og på virkningen. Han kunne ikke forudse moderne laboratorietekniker og den snigende skade som gentagende små og blandede giftdoser (cocktaileffekten) kan ha i naturen og i mennesket. Det kan vi bedre idag, men langt fra i et omfang, så vores myndigheder kan gi' os en garanti. Derfor er der så mange der køber økologisk, og flere vil gøre det i fremtiden. Vores kroppe, hjerne, børn og kloden er ikke tjent med dette besynderlige og irreversible eksperiment. Lad os droppe giften og finde styrken.

Klimaovervejelser

Regringen barsler dd 14. augut 2013 med en klimaplan, Det er særdeles velkomment at Martin Lidegaard puster liv i klimadiskussionen. Landbruget skal holde for.

Den økologiske vision er at fødevareproduktionen skal bidrage positivt til energibalancen. Vi lever med landbruget af at omskabe energien i sollyset og luftens indhold af CO2 (kuldioxid) og N2 (kvælstof) til plantebiomasse.

Landbrugets teknologi og produktionsgrene bidrager i større eller mindre grad til at sikre en positiv eller en negativ balance. Med det moderne landbrug er de tider hvor såvel energiproduktion, trækkraft og forarbejdning var en integreret del af bedriften forbi. Den primære produktion er i dag voldsom integreret i det omgivende samfund og som dette totalt afhængig af fossilt brændstof og de energikilder som samfundet stiller til rådighed.

Den ideelle økologiske løsning er at trække mest muligt tilbage i landbruget og sikre at fødevareproduktion og forsyning i hele kæden fra jord til bord kan fungere i et positivt energi- og stofkredsløb. Dette er en enorm udfordring, da økologien selvsagt er dybt integreret i de samfundsstrukturer som samlet set bestemmer, hvordan vores moderne civilisation fungerer.

Selvforsyning er en kreativ utopi. Dvs. selvom det ikke er muligt at opnå, så er det en rettesnor for at tilrette lægge produktion, forsyning og forbrug.

Med andre ord, så er der enorme muligheder for at udfordre det bestående fødevaresystem med det mål at skabe en sammenhæng mellem produktion og forbrug og sikre at der opstår kredsløb, hvor genanvendelse samt stof- og energibalance bevæger sig i den rigtige miljø- og klimavenlige retning.

Dette er der intet nyt i, men den idealisme som økologien repræsenterer er stillet overfor den enorme udfordring, at samfundet og det globale fødevaresystem bevæger sig i den modsatte retning. Intensiveringen i anvendelsen af kemiske metoder, genteknologi, industrialisering, specialisering, mekanisering og global frihandel er alle midler, som hver for sig og tilsammen har skabt en kultur, som ikke i sig selv indbygger miljø- og klimavenlighed. Dette er ikke dens formål. Dens formål er økonomisk vækst. Og økonomisk vækst har hidtil været noget nær ensbetydende med større vareproduktion og forbrug og dermed øgede pres på ressourcer og klimanedbrydende emissioner.

På trods heraf er mantraet i disse år, at vareproduktion kan øges og verdens stigende økonomiske efterspørgselskapacitet kan tilfredsstilles samtidig med at det kan ske med reduceret klima- og miljøbelastning. Utallige kommissioner lægger navn til denne opfattelse i disse år. Andre siger noget andet, nemlig at verdens globale vareproduktion og forbrugsmønstre må og skal ændre sig.

I vores økologiske landbrugsverden er vi ikke i tvivl om, at vi skal bevæge os fra en vestlig fødevarekultur baseret på animalsk produktion til en kultur, hvor det er den vegetabilske kost, der dominerer. Et kostmønster som er velkendt i mere fattige egne, som man finder dem, når man bare bevæger sig bare lidt væk fra de sidste 100 års mælke-, okse- og svinekødsdominerede madkulturer.

Med andre ord, skal landbruget løfte sin del af klimaudfordringen, må og skal vi opgive de rablende forestillinger om, at vi vedholdende kan konvertere ufatteligt store landområder indenfor egen og klodens grænser til animalske produkter. Ikke fra den ene dag til den anden, men som retningsgivende målsætning for at dæmme op for de grænseløse og ustyrlige klima- og miljøproblemer.

Vi skal og kan med fordel anvende store arealer til energi- og gødningsskabende biomasse. Vi skal producere biobaseret energi og gødningsstoffer. Vi skal producere afgrøder, som positivt bidrager i regnskabet og som anvendes til helt andre formål end mad – ligesom fx træ. Vi skal fokusere på at skabe en rigt varieret og lokal fødevareforsyning, som må og skal komme forud for den eksportorientering, og som i dag ellers er udset til at være en af søjlerne i rigets drømme om beskæftigelse og vækst. Dermed kan vi se for os, at vi med dansk landbrug i fremtiden ad helt andre veje skaber nyt liv på landet, nye landskaber og en ændret økonomi, hvor den ikke udformes på bekostning af vores energibalance, klimabelastning, belastninger af biodiversitet og vandkvalitet og demografiske udfordringer. Vi skal ha’ skabt en ny bevægelse i retning af landet ’derude’, det skal genrejses som rygraden i et land, hvor himmel (!), jord og hav er vores vigtigste ressourcer udover vores gode hoveder og vores evner til fredeligt samarbejde.

Med andre ord så kan og skal klimapolitikken og landbrugets udfordringer ses i et større lys. Og det kan derfor undre, at der ikke med alle disse kommissioner er skabt en bedre sammenhæng mellem de politikområder, som tilsammen ender med at bestemme udviklingen. Blot for at nævne tre: Natur og Landbrugskommissionen, Vækstteam Fødevarer og nu Klimaplanen, alle her fra 2013. Når økologien fremhæves er vi selvsagt glade, men der er på ingen måde tale om økologisk forsvarlige planer. Planerne er og bliver konsensussøgende for at undgå risikoen for at store dele af samfundet ikke alene hopper fra men også obstruerer den følsomme proces, det er at skabe bare lidt forbedring.
Så set i dette lys er Martin Lidegaards udspil godt. Men set med vores økologiske briller, skal der meget mere og andet til, hvis vi virkeligt skal dæmme op for den klimaforandring, som vi blot skal kigge ud af vinduet for at få øje på.

Med økologisk landbrug, som vi kender den, står vi med nogle massive udfordringer. Vi kan ikke bare sådan gøre tingene meget anderledes end den omgivende verden, uden at det ville få radikale økonomiske konsekvenser. Vi skal arbejde med det politiske system for at skabe nye løsninger og praksis. Vi skal påvirke lovgivning og støtteordninger i den klimavenlige retning, og vi skal gå forrest med vores vilje til at ville og til at få madkulturen og forbrugsmønstrene til at trække med. Det lange seje træk fortsætter, men det kan kun gå for langsomt.

Det kommende halve år skal vi bidrage til at udmønte kommissionernes visioner og anbefalinger. Vi skal gøre vores. Og vil du vide mere om økologernes klimaplaner, så kig ind på Økologisk Landsforenings klimasite og læs klimastrategien her. I Aarstiderne har er vi også optaget af vores miljø- og klimabelastning, og det kan der læses mere om her.

Og så er det lige at det er relevant at spørge, hvorfor det nu ikke er så væsentligt mere, at vi skal tænke i det forbrug som vi alle dagligt oplever som en besynderlig form for vellevned, og som der kunne gøres rigtigt meget ved, alt fra isolering til privatbilisme, varebrug med køb og smid osv osv. Der er gået økonom i klimaet.
Men lad os se på det positive i planerne, der mange gode forslag til at der kan gøres noget i landbruget, noget der kan medvirke til at landbruget bli'r en del af løsningen og ikke er problemet og noget der samtidig fremmer mere alsidige mål i landbruget og dermed økologien. Se fx her.

Landet bugner, høsten er over os

Landets marker bugner af afgrøder, som skal i hus. Afgrøder som har fanget sollyset og skabt en vækst fra foråret og frem til nu. En vækst som er selve livets grundlag. Uden planter ingen dyr og dermed heller ingen ’os’.

Planternes grønne farve er signalet om en fuldstændig utrolig fabrik, der i et fabelagtigt kemisk symfoniorkester kan omsætte luftens simple molekyler til sukker, det brændstof som både er byggesten og kraften til at skabe planten. Som modningen skrider frem ændres den grønne farve. Kornet og strået bliver gult. Markerne bliver klar til de gnaskende mejetærskere, der skiller kerne fra halm og fylde magasinerne med løftet om overlevelse ikke mindst i vores del af verden, hvor væksten holder pause i den kolde, mørke tid af året.

Med stenalderen er mennesket blevet mere og mere afhængig af kornet. Uden korn var der kun plads til et spredt jægersamfund. I dag kan verdens jorder brødføde mange milliarder. En fuldstændig ufattelig bedrift, som der er ligeså god grund til at fejre i dag som dengang jættestuerne blev skabt.

Med verdens industrialisering er der desværre sket en afsmitning, og moderne kemiske metoder har fået en global udbredelse, som også stiller kloden overfor groteske udfordringer. Med økologien er det vores udfordring at dæmme op for den fejlagtige måde, som verdens naturressourcer misbruges på.

Med økologien er det vores stræben at lade sollyset samarbejde med jorden og bonden om at skabe en frugtbar høst uden at misbruge det naturen tilbyder os.

Så lad os tillade os den luksus, at stoppe op et øjeblik og forfalde til ægte begejstring over, at det lykkes år efter år at få fyldt laderne. Og lad os også stoppe op og spørge os selv, om vi med det vi gør, også gi’r alle fremtidige generationer samme muligheder. Så længe solen skinner, er det hele et spørgsmål om at vores civilisation forbedrer sig og ikke ødelægger jordens frugtbarhed. Med økologien lader vi naturens kræfter spille i mulden og vi tilfører ikke kunstige stoffer og gifte. Vi forsøger at være snedige i stedet for grådige.

Vi høster mindre på den enkelte mark end vores konventionelle kollegaer, nuvel, men det vi høster er fri for ’skidtet’, det er mere næringsrigt, det smager bedre, og i bedste og dygtigste fald afleverer vi en mere produktiv jord end den vi overtog og havenes fisk og luftens fugle kan trives. Alle bønders helligste pligt til alle tider.

Nogle marker bliver som kornet gule andre bliver røde, høsten er farvernes skønhed, det er modningen af duftene og saftigheden. Fra det vegetative til det generative. Det vil sige fra det voksende til det der kan skabe nyt liv og som den vidunderlige slet skjulte hemmelighed ved livet: Det er selvreproducerende. Fine ord for det selvfølgelige. Høstens fest er at stoppe op og huske på og ære dette liv, som i sin ualmindelige robuste styrke trodser menneskets og naturens lunefulde og destruktive adfærd. Livet selv vil trodse det hele, det skal nok overleve. Derimod er det ikke helt så sikkert at vi får det udbytte af livet med mindre vi respekterer dets grænser.

Filosofiske ord; men det er kun en kyniker, som ikke i et følsomt øjeblik kan være taknemmelig over, at der dag efter dag er mad på bordet.

Maden kommer af høsten, vi er jo ikke græssende dyr. Vi høster, vi gemmer, vi sylter, vi tørrer, vi gærer og vi lagrer. Alt det friske kan vi høste om sommeren. Stillet over for muligheden vil de fleste af os foretrække den høst, som vi selv har været vidner til, som er frisk og som har sæson, og som dermed har den ypperligste grad af sundhed, velsmag og skønhed. Globalisering og discountforbrug styrker ikke ligefrem madens friske nærhed. Og vi aflærer gradvist evnen til at efterspørge høstens nærvær. Vil vi det bedste, skal vi genopfinde det nære. En kæmpe udfordring til den verdensorden, som påtvinger os det modsatte. Lad høstens festligheder minde os om dette sanselige bombardement af nærvær og livets essens. Det gode måltid.

I den kommende tid kan økologien præsentere sit bud på madens glæder og på bøndernes vedholdende frembringelser af jordens frugtbarhed. Der bliver rige muligheder for at opleve tilbuddene i Den Økologiske Festuge sidst i august i København og Århus. I København foregår den samtidig med Copenhagen Cooking med et enormt program også med masser af økologi. Festugen munder ud i den snart traditionsrige høstmarkedsweekend, hvor landmandsfamilier åbner deres døre, og muligheden for at komme helt tæt på og klappe høsten er til for alle. Nogle værter stiller an med deres verden, som den er i det daglige, en intimsfære som de færreste andre lige tænker på at stille offentligt til skue. Respekt! 

Andre nærmer sig det festivalagtige med solide tilbud om griller, barer, børneoplevelser, rundvisninger, gæster med deres produkter oma. Der er simpelthen noget for enhver smag i alle afkroge af riget.

Benyt det, ta’ en tur rundt, afsæt aftener, dage eller weekenden og få en forrygende oplevelse af vores lands rige tilbud med vores landbrug og mad. Oplagt at det sker i høsten. Og der skal nok ikke herske nogen tvivl om at med sådan en oplevelse i bagagen er det endnu mere forståeligt, hvorfor den økologiske verden ikke alene er kommet for at blive men også viser sin styrke som svaret på fremtidens udfordringer. Vi er på vej og alle kan være en del af løsningen. Ta’ ud og nyd det. Du vil blive hjerteligt modtaget!

Er du i tvivl, så afholder Aarstiderne er fantastisk høstmarked både på Barritskov søndag den 1. september og på Krogerup Avlsgård lørdag den 31. august og søndag den 1. september. Iøvrigt vi aktive og deltager i Århus på Food Festival'n weekenden efter. Jeg optræder sammen med Søren Ejlersen søndag, har øl-stand med bla. Herslev Bryghus og præsenterer Ny Nordisk Øl, og har en ciderbattle begge om lørdagen, hvor der iøvrigt også er DM i hø! Økologisk naturligvis.