Tale til Merkurs årsmøde i Middelfart, den 25. oktober, 2014.
En mærkelig opgave, á la hvad forventer jeg af
medicinalindustrien nu og i fremtiden? Eller bilindustrien? Eller forsikringsverdenen?
Osv
Fælles for dem er, at det er verdener, som jeg ikke har det
fjerneste begreb om, selvom jeg er bruger af medicin, biler og forsikringer.
Men jeg har samme forhold til dem, nemlig at de er en slags nødvendige onder,
der bare skal virke.
Jeg er med andre ord ikke en kritisk men en forkælet og doven
forbruger af den slags ydelser. Og sådan har jeg det også med banker. Dybets
set mener jeg penge er noget skidt, og det er vel netop det en bank handler om
- at bestyre PENGE.
Når jeg spekulerer over mit forhold til Merkur kan jeg ikke
undgå at starte med straks at ryge ind i spørgsmålet om hvad PENGE er for en
størrelse. Og allerede her begynder hjernen at koge over af tankespind og om
verdens uhyrlige kompleksitet, der nok snakker om penge i form af tal og
kurser, men selve pengene, de er jo på det nærmeste afskaffet. Det der vejer i
min pung er ikke de penge jeg bruger for alvor, de kører nemlig i form af
transaktioner mellem mig og dem jeg skal betale eller kræve op hos – via
banken!
Med andre ord er banker i mine øjne en slags computere, der
administrerer afsendelse, postering og modtagelse af tal. Og så længe summen af
aktiver er større end summen af passiver, så hører jeg ikke en lyd nogen sinde
fra banken.
Der er fred og regnemaskinen kører uden at jeg har det
fjerneste begreb om de dybere mekanismer. Jeg er ovenikøbet tilfreds.
Men samtidig kan jeg se over hækken og rundt i kredsen af
medmennesker og ved, at hvor jeg lidenskabeligt er optaget af klodens frelse
eller det bedste måltid osv, så er der andre der formåer at spekulere i PENGEVERDENEN
og i det der foregår inde i dette monstrøse ubekendte uhyre – BANKEN.
Ergo kan jeg ikke slippe udenom at forholde mig til hvad der
sker med mine bevægelser og denne difference mellem mine aktiver og passiver,
Og jeg kan slet ikke slippe uden om monstret, når jeg vil noget, som kræver at
der er nogen der vil hjælpe mig med at rejse kapital til et af mine eventyrlige
projekter.
Personligt er jeg kunde i Merkur, privatkunde, har indbetalt
mine månedlige lønninger eller honorarer med et penduls regelmæssighed og
samtidig stiller banken mine penge velvilligt til rådighed for mig, hvis ellers
kort og maskiner virker – derude. Ingen problemer – zipless fuck, som
feministen sagde engang.
Og, så er jeg ejer af en lille bryggerivirksomhed, som blev
flyttet efter en skilsmisse for tre år siden. I begyndelsen var der USIKKERHED.
Der var ingen tvivl om, at der skulle investeres for at genrejse bryggeriet,
spørgsmålet var, hvad det egentlig var for en forretning, med hvilken plan og
med hvilke forestillinger om den forretningsmæssige udvikling. Jeg henvendte
mig til Merkur som venligt beder om at se regnskaber, likviditetsbudgetter og
forretningsplaner osv. Det var lidt vanskeligt bare sådan at stille an med, da
der var mange ubekendte samtidig med bryggeriet bare skulle fortsætte, der var
ingen pauseknap. Venligt blev jeg parret med en virksomhedsrådgiver, der var
meget ambitiøs på mine vegne. Også i en grad, så det kørte af sporet. Og da
gode råd var dyre, var der ikke andet at gøre end at løse finansieringsbehovet ad
anden vej – i privatsfæren. Så heldig kan man være. Og siden har BANKEN løbende
modtaget strømmen af indbetalinger fra rækken af kunder og med sikker hånd
sørget for at kreditorerne får deres til tiden. Og med et løbende solidt
overskud, hører jeg aldrig et ord, alt ånder fred og idyl. Banken er et
ekspeditionskontor for ændringer af tal.
Så står jeg en dag med en bil der skal skiftes, og tænker
leasing eller finansiering og ta’r snakken med banken, der ret hurtigt
konkluderer, at det nok er smartest at bruge bilfirmaernes egne
finansieringstilbud. OK tænkte jeg og gik i stå i mine drømme om at være
kreativ med min bank. Jeg undrede mig, fordi jeg faktisk løbende har præsteret
et stor plus på kontoen, vi kunne bare ha’ købt en bil, men tænkte sådan en er
god at belåne. Og dermed også fastholde en god likviditet.
Jeg ved ikke hvad svaret er, men jeg tænker, at en mere
aktiv tilgang til at være medspiller i forhold til at tænke i udvikling med en
mulig bankforretning som gulerod. Jeg ville elske at min bank gik med, ikke for
at udnytte mig og lokke mig til eventyr, men til at passe på mig og orkestrere
en mulighed for at blive dygtigere til at agere i det krævende felt af at
blande idealisme, bæredygtighed og sund økonomisk sans. Jeg er bedst til det
første, jeg tænker banken kan se muligheder og sammenhænge.
Nu har jeg så også min kasket på som formand for Økologisk
Landsforening, en forening, som på den ene side forfølger en dagsorden der
handler om at flytte vores landbrug og fødevarer ind i en epoke, hvor der er
sammenhæng mellem det vi gør og det der er muligt set med klodens og kroppens
øjne. Vi lever – ligesom jeg gør privat og i min virksomhed – i virkelighedens
verden, der hvor spillereglerne handler om begreber som vækst, renter og
stræben efter kortsigtede gevinster. Foreningens skal med andre ord drives på
helt almindelige forretningsmæssige vilkår, samtidig med at vi ønsker at skabe
en ny verden.
Ingen tvivl om at vi i vores samarbejde med Merkur har en
rigtig god takt med en klar fælles forståelse. Ros!
Og når jeg kigger videre, så tænker jeg, at pengene spiller
en nærmest skræmmende eller uhyggelig rolle i forhold til at styre og begrænse
de udfoldelsesmuligheder, som gør sig gældende, specielt i landbruget, som er
tynget af gæld. Her er der et helt åbenlyst behov for at skabe løsninger og
finde nye veje for at sikre, at det er os økologer og ikke tilfældige
udenlandske investorer, der ender med at eje rettighederne til at bestemme,
hvad der skal foregår på den danske muld. Her er der et behov, som rækker langt
ud over de snævre private interesser, en opgave som kræver at vi ser os selv i
et partnerskab baseret på vores værdier, og som er åbent overfor at der endnu
flere der involveres i at bære og løse opgaven.
Her har jeg lyst til at tage et lille spring i tankerækken,
og gentage mit spørgsmål om hvad PENGE egentlig er for en størrelse?
Der findes vel kun en ægte kapital, det er jorden og
naturens kredsløb, hvor solens energi parret med mineraler og genetikken kører
noget der vel kan kaldes ’det evige liv’. Kobler vi os på dette cykliske system
er kapitalen til vores rådighed såfremt vi overholder spillets regler: Give and
take. Respekt for grænser. Vi er selv en del af dette i kraft af vores
begavelse. Og vores begavelse kan bygge på en helhedsorienteret og
naturressource betinget forståelse og bidrage til kapitalens vedligeholdelse.
Men den kan desværre også bygge på en mekanistisk forståelse af naturens som en
maskine, hvor alt det vi ikke lige kan måle og veje ikke tillægges værdi, og
hvor det hele bare drejser sig om at sikre at den enkelte kan forbruge for at
sikre hans lykke. Den evige vækst.
Men vækst er i mit hoved altid forbundet med nedbrydning. I
tid og rum. Omsætning handler om at opbygge og nedbryde. Kan vi forstå dette i
forhold til, at pengene er en abstraktion som en mellemhånd i hele opbygnings
og nedbrydnings kredsløbet? Bruger vi pengene som værdimålet, så burde de også
være i stand til at spejle en holistisk naturtilgang, hvor grænser følger en
mere naturlig tilknytning til det mulige. Handler det om at skabe en ny værdisætning
i modsætning til det konventionelle pengesystem? Eller i det mindste en
gennemskuelighed og åbenhed omkring mine og vores værdiers bevægelser?
Kan vi skabe ’vores egne’ pengestrømme i en parallelverden,
som fremmer vores værdier? Eller kræver det, at vi skaber en anden valuta, som
ikke forstyrres af de værdier, der ligger i den gængse valuta? Gi’r dette kun
mening, når den alternative valuta er fiktiv, dvs vi er tilbage i naturalie-handelen
og den direkte udveksling af tjenester og varer? Eller kan man se for sig
hvordan dette systems kompleksitet håndteres i en registreringsform, som holder
styr på, hvem der udveksler hvad, og hvem der skylder hinanden hvad?
Penge er vel kun en dims, som beviser at jeg har retten til
noget der har en værdi der passer overens med pengenes værd. Min mønt er lig
med et krav. Men ikke et bestemt krav. Pengene er en anonym mellemstation i et
marked, hvor de gi’r friheden til at vælge uafhængigt af modtager og afsender.
Ved at modtage pengene har jeg sagt god for at giveren ikke skylder mig noget.
Transaktionen af varer og tjenester udnyttes til at skabe
andre værdier, i kraft af at retten til at handle udnyttes til en anden ret til
at overlevere en bid af kagen til tredjepart. Systemet skaber også muligheder
for at der kan genereres en ny indkomst via en beskatning, en rente eller et
provenu. Altså at modtageren er villig til at betale en højere værdi, end den
der svarer til det, han skal bruge, altså at købsværdien overstiger
forbrugsværdien. Her opstår der med andre en ulighed, som betales af køberen,
hvis værdiskabelse også skal betale for en fiktiv værdi.
Eksempelvis dyrker urbonden korn, som skal føde hans familie
og landsby. Hvis han vil anskaffe våben til at beskytte eller udvide
territoriet, skal han producere nok korn til at holde en smed beskæftiget med
at håndtere jernet. Han skal ovenikøbet dyrke korn nok til at kunne levere uden
for ’stammen’ for at ha’ en værdi, der gør det muligt at holde andre i live og
beskæftiget med at udvinde jernet til smeden. Dette er set i et lidt større lys
kun muligt fordi vi mennesker organiserer og eller underkaster os i et
fællesskab hvor korn-akkumuleringen er en mulighed, og hvor der er en
tilstrækkelig specialisering og mulighed for at handle. Det moderne
samfundssystem opstod med denne agerbrugskultur, hvor kornet ikke alene var
forrådet men også pengetanken. Korn kan gemmes tørt, det kan flyttes tørt og
udveksles for andre varer og tjenester.
Jeg sad engang sammen med en flok beduiner i Sahara, spiste
couscous, ombølget af røgelse og et meget gæstevenligt selskab med gudeskønne
kvinder i serveringsmode. Efter theen skulle der handles, og da varerne var
flyttet tusindevis af km på kamelryg fra Mauretanien kendte de ikke til pengepriser
men til deres varers værdi. Og de var kommet for at købe korn med tilbage til
at redde deres familier i det tørkeramte Sahel, det var i 1981. Hvad skete der
så? Jo vi begyndte at snakke om hvordan vi kunne ækvivalere priser, jeg huskede
fra mine studieår hvordan den internationale kornpris var i dollars, så
omregnede vi deres smykker og tæpper til kg korn, som de forstod, og så
omregnede jeg til dollars, som jeg forstod.
Men fælles forstod vi, at der var nogle basale værdier bag
vores handel, og at det kun gav mening for dem at sælge, hvis de reelt kunne
omsætte deres indsamlede familieklenodiesmykker til nogle værdier, der ikke
bare kunne betale for deres månedlange kameltur men også deres
fødevareforsyning i månederne fremover når de var vendt tilbage.
Tænk hvis vi kunne ny-tænke vores penge, så vi rent faktisk
fik et begreb om deres naturressourcebestemte værdi. Hvordan regner vi vores
klimafodaftryk osv ind i vores regnestykker? Kan jeg bruge min bank til at få
skabt et billede af ægte værdier?
Joakim von Ands pengetank er et interessant billede af
rigdom. En mægtig bunke blinkende guld og ædelstene. I mit hoved er det ikke en
ægte rigdom, fordi man hverken kan klæde sig i den eller spise den. Men hvis
man tænker på tegning som ethvert barn kender, hvor den gamle ande-gnier står i
hans meget ærbare badebukser på en vippe med fremstrakte, samlede hænder højt
hævet over tankens dynge og på vej til at springe, forstår man det bedre. Anden
vil bade sig i sine penge, vi elsker synet, og – hånden på hjertet – ingen af
os har nogensinde tænkt på at han ville slå sig, når han lander i guldet, vel?
Nej, fordi bunken er det ultimative billede på rigdom, forrådet og
akkumuleringen, der gi’r råderum og sikkerhed.
Jeg har selv stået mange gange på kanten af mit kornmagasin
og været draget til at kaste mig lykkelig ud i bunken. Jeg tror vi alle forstår
anden.
Historien blev engang fortalt til et rullende TV kamera, og siden
misforstået af nogle seere som klagede til DR, fordi de forstod det som at jeg
reklamerede for mit korn og mel, fordi jeg havde snakket om min ’rigdom’. Jeg
tog det som et udtryk for, hvordan vi korrumperes stillet overfor denne rigdom.
Misundelse og grådighed er nogle af de syv dødssynder, og som er nøje knyttet
til penge. Korn gi’r ingen mening hvis det ikke spises og bare ligger der.
Gnieren vil opleve, at hans hengemte korn mugner, gemt for længe kan det ikke
spire, og skadedyr sørger for at det bli’r uspiseligt. Det skal omsættes.
Pengene derimod kan ophobes, og jo mere fiktive de er jo bedre kan de flyttes
og skrabes sammen og frigøres totalt fra deres rette sammenhæng. Wall Street er
selve symbolet på grådighedens magtbrynde.
Jeg ku ønske mig af min bank, at den genskaber penges værdi,
som beviser på at der ligger råvarer, energikrævende processer, menneskeligt
arbejde, slid på kloden, påpasselighed og kreativitet bag deres hårde overflade
eller fiktive tællere. En bank af saft og kraft og af mennesker, som skal se
deres vores fremtid i øjnene.
Men, penge må være kommet for at blive med mindre vi ville
opleve det totale sammenbrud og rene Robinson Crusoe tilstande. Verdens kompleksitet
er formentlig kun stigende med en stigende befolkning og presset på
ressourcerne. Vi kan ikke afskaffe mellemhandlingerne og markedsmekanismerne.
Men vi kan lægge andre værdier ind i pengene og vi kan skabe en
gennemskuelighed, som gi’r penge en ny mening. Og dermed min bank.
Kan man
forestille sig at min bank opererer med at erstatte ’mønten’ eller bare
synliggøre hvordan penge i virkeligheden er en slags CO2 ækvivalenter, en CO2
valuta, som har en variabel vekslekurs til KR som mere er bestemt af fodaftryk
end af sædvanlige udbuds-efterspørgsels markeds prismekanismer. Som verden ser
ud nu, kunne det være en mulighed på samfundsplan i form af at skabe en
beskatning baseret på CO2 forbrug i forhold til en individuel livstidskvote.
Som daglig kunde kunne jeg derfor drømme om at kortet,
betalingsservice, nethandel og alt dets væsen blev håndgribeligt. Hvordan? Godt
spørgsmål. Ligesom jeg drømmer om at slippe for enhver form for emballage, når
jeg handler min mad – groft sagt. Mælken er nok bedst tjent med en beholder fx
Men jeg kan selv tappe den i en flaske med skruelåg a la mostflasker, som er
nemme at gøre rene. Og så kommer jeg i en lykkelig tilstand af at forstå mælk
og nyde den og respektere den bedre. Men pengene den anden vej. Ku’ jeg få en
oplevelse den anden vej af at få en reel oplevelse af, hvad jeg faktisk har
leveret når jeg betaler min 10-CO2-krone for mælken i den nye mælkeautomat?
Tænk hvis automaten blev glad for min mønt, sagde tak. Tænk hvis jeg måske gav
11 CO2-kroner og vidste at den sidste CO2-krone gik til at automatejeren og mig
og nogle flere gjorde en forskel sammen, fx at vi havde investeret i et lokalt
slagteri, som gjorde os i stand til at malkekoens afkom blev til ordentligt
velovervejet kød, og hvor vi også havde fundet en formel for at dyrene kunne
ate sig af nogle værdifulde naturarealer, som alle os 1-krone donorer hvad lod
og del i.
Kan en bank gå ind og blev sådan en drivkraft, fordi vi
bruger pengetanken eller penge’tanken’ som pulje til fælles løft? Det jeg
således sværmer omkring det er at få givet pengene deres essens tilbage som
formidlere af naturressourcebestmete værdier, af relationer, af ansvar og af
liv og muligheder. Penge er - ligeså forbandede de er i de forkerte hænder - en
fantastisk bærer af begejstring og håb. Penge’tanken’ er mulighederne billede.
Og bunken, hvad enten det er guld eller korn, er den der kan deles, fordeles og
skabe løsninger.
For der er mad og energi og råderum i sådan en bunke.
Til løsningen hører fællesskabet, ligeså trist det er at
sidde som gnier alene på toppen af den voksende top ligeså begejstrende er det,
når uddelingerne medvirker til at skabe ny kreativitet og muligheder. I et
fællesskab. Vi har levet i en I-me-Myself tidsalder, det gør vi ikke fremefter.
Det bliver i stigende grad klart for vores omverden, at det ikke er i forbrugsfesten
men i ’foreninger’ og fælles opgaver og muligheder, at vi finder værdi. Vi er
lede ved os selv over at opleve, hvordan værdier eksplodere i spekulation, og
vi tvivler på, at der er ressourcer til at oppebære de fiktive værdier i den
fremtid, hvor vi bli’r gamle og vores børn ældre. Vi skal kunne se for os
hvordan vi flytter os fra guld til korn billedligt talt. Jeg vil gerne ha’ en
bank som kan skabe sådanne billeder og løsninger. En saftig bank som kan
formidle forandringer, og løsninger som imødekommer helt andre behov end de
forbrugsbestemte.
Det store mantra i den politiske debat er vækst, vækst
baseret flere råvarer og flere jobs. En skrue uden ende som mærkeligt nok jo
mere man skruer på den jo mere skruer den op. Måske fordi systemet ikke har
forstået at skruen har omvendt gevind.
Der er skrevet mange kloge bøger og holdes utallige
symposier osv om hvordan økonomi kan skrues sammen så den spiller sammen med
bæredygtighed. Min tid tillader mig ikke at gå ned i denne problemstilling. Og
jeg ved skræmmende lidt om det. Men jeg bilder mig ind at min bank skal være
enddog meget begavet for at begå sig i et system, hvor der ikke er ordentlig
fodslag omkring hvordan gevindet skal drejes.
Jeg tror et af svarene er at min bank skal være vanvittig
dygtig til at motivere mig som kunde til at se ud over min egen næsetip. Hvis
staten og det internationale samfund ikke vil lægge skat på CO2 fx, kan jeg så
i et velovervejet og velorganiseret fællesskab - orkestreret af min bank - finde
nogle løsninger, som viser vejen?
Jeg er overbevist om at en af vejene er at gå meget lokalt
til værks. Folk støtter gladeligt pandaen, den er så nuttet, men skal klodens
løsslupne drifter tøjles, skal vi alle sammen starte i vores egen lomme, i
vores baghave, nærområde og fællesskaber for at løsningerne rører os.
Og vi skal naturligvis tænke globalt. Etikken omkring klode
og menneskehed er et globalt projekt, men det er ikke mindst gennem den
enkeltes og vores fælles handlinger i det nære, at vi skaber forvandling.
Handling lokalt. Skal vi tilbage til filialen, nej. Men jeg er overbevist om at
vi skal tilbage til lokale projekter, vi gerne vil være en del af.
Det må være en mulighed at opdyrke sådan en nærhed, der
lokaliserer pengestrømme og ressourcer til gavn for menneskeheden.
Samvittigheden må kunne sættes i banken.
Banker handler på overskud, på långivning. Jeg er vild med
en bank som elsker at flytte penge derhen hvor der skabes samvittighedsfulde
løsninger. Og jeg er sikker på, at der ikke nogen særlig modsætning mellem at
finde erstatninger for vores traditionelle væksttænkning og så den velstand,
som vi sætter så højt.
Vi har en model i vores del af verden, som bygger på en
fornem demokratisk struktur, som udviklede sig med liberaliseringen af
samfundet i 1800-tallet. Vi har brug for nye modeller, som kan tage over, og
vor vi genopfinder den solidaritet som har været så tæt knyttet til denne
demokratitradition. Der er i mit sind ikke tvivl om, at vejen frem handler om
decentralisering og lokalisering og demokrati. Og dermed at min bank skal finde
sin meget synlige rolle i forhold til at spille med i hvordan bunken bruges
bedst i fællesskaberne.
Den store forblændelse af liberaliseringen af verdenshandlen
har fuldstændigt skygget for, hvordan det sker på bekostning af den autonomi,
som er så afgørende i alle sociale systemers ligevægt og styrke til at modstå
pres.
Det er ikke noget nyt dette her, men verden ser anderledes
ud nu, og mulighederne for at skabe relationer, fællesskaber, netværk, mening
og retning har aldrig været større.
Det er store kræfter at snakke om, og skal jeg vende tilbage
til mit udgangspunkt, så må konklusionen være, at mine forventninger til Merkur
er, at den flytter sig ud i det offentlige rum og bli’r en spiller, som sammen
med mig som privatperson, som virksomhed og som interesseorganisation markerer,
at der er andre og nye veje der skal betrædes, hvor det ikke er pengene i sig
selv, men den forvaltningen af vores økologiske og sociale kapital som er
hovedsagen.
Jeg er ikke i tvivl om at vi har en opgave foran os.
Jeg har en opgave som privatperson, hvor jeg skal blive
bevidst om mit ansvar og være kreativ til at gå med i nye veje og tvivle på det
kendte og ville det anderledes. Min risikovillighed og tillid til forandringer
er bankens kapital.
Og set med virksomhedsøjne skal jeg finde min vej til at
spille med der, hvor min forretningsmodel kan være med til at skabe nye veje og
løsninger, som motiverer til medansvar hos leverandører og kunder. Som man
siger adel forpligter. Og kan min bank spille med her på en måde så jeg stolt
spammer facebook med halleluja begejstring over vores kreativitet og succes, så
er den sat i søen.
Og endelig har vi de større linjer, hvor jeg med vores
interesseorganisation for økologien har en større portefølje af muligheder,
erfaringer og drømme som skal i spil, og som også skal spilles ind på de bonede
gulve og udformes som politiker og spilles ind for at skabe nytænkning. Det er
ikke banken der skal være politiker men os, men banken skal være en aktiv
medspiller for at vise veje.
Det er med stor respekt for den faglighed, som er samlet her
under dette tag, at jeg har tilladt mig disse ord. Og med en stor ydmyghed
overfor, at jeg ikke gør mig nogen forestillinger om, at jeg hermed har
opfundet den dybe tallerken. Men i det mindste har det fået mig til at tænke
over banken rolle og pengenes væsen. Måtte vi alle blive klogere.
Tak for ordet og tak til min og vores dejlige bank Merkur!