Ordet er gift!

I forbindelse med Fødevarestyrelsens spisemærkekampagne har ordet sprøjtegift været anvendt i den officielle omtale! Ordet er imidlertid faldet nogle for brystet, og nu er gift desværre igen blevet erstattet med ordet ’middel’ i Statens officielle omtaler af ja, sprøjtegift.  Ordet ’gift’ eller ordet ’middel’ er en diskussion værd, hvad er der sket? Der var engang hvor gift var gift. Rotten får rottegift og rotten dør. Klar tale. Men rottemiddel, hvad sker der så med rotten?

·                                        Sproget glider og meningen kan fortrænges. Men gift var engang noget positivt, væk med de pokkers skadedyr. Gift er noget, der får noget til at dø. Giftige planter er giftige. Slanger er det osv. Det er farligt. Sproget er klart og tydeligt. Hvad er det så lige, der er sket, når giftige midler (pesticider) entydigt beregnet til at slå planter eller ukrudt ihjel (herbicid), skadedyr (insekticid, rodenticid mfl) og svampe (fungicid) er blevet til ”midler”, og at bekæmpelse med gift er blevet til ’pleje’ eller ’værn’?

·                                         

·                                        Historien har to sider, nemlig den at der gennem historien er arbejdet med at målrette giften og samtidig forsøgt at reducere dens giftighed overfor mennesker, natur eller det den ikke er rettet mod. Giften er blevet mere og mere subtil. Hvor arsenik og nikotin var til at ta’ og føle på (av!), så er moderne gift helt anderledes vanskelig at vurdere. Og samtidig har det naturligvis været et stærkt ønske at skabe en folkelig accept af et projekt, hvor der systematisk og i et uhyre omfang udsprøjtes gift i det store landskab, og i en skala som de færreste af os har lyst til at tænke til ende. Dette er kun muligt fordi vi sprogligt har skabt en glidning væk fra essensen, nemlig at det, der sprøjtes med, stadig er gift, og fordi giften, erstattet af ordet 'middel', er blevet omdefineret til noget der ønskes opfattet som et positivt element i naturens kredsløb (igen ordene ’pleje ’og ’værn’).

Så lad os stoppe op et øjeblik og smage på ordet gift. Det er bittert, det er farligt og det er ikke noget positivt mere. Det kan jo også være giftigt for os. Når det har været naturligt at indføre i landbruget, var det jo af den årsag, at der var ting som var uhyre vanskelige at dyrke uden - eksempelvis humle og æbler. Og når det blev taget i brug overfor skadedyr var det af samme årsag. Ingen ønsker rotter eller gnaskende dyr der ødelægger en mark. Men fra at være en ubetinget (men stadig farlig) undtagelse, der kun hørte hjemme i særtilfælde, er der fra 1930-erne og fremefter sket en glidning, som har ført os derhen, hvor vi er i dag. Der hvor vi er vidner til, at landbruget uden det store ramaskrig kan forklare sig, selv når der eksempelvis systematisk sprøjtes med gift for at slå helt sundt korn ihjel på udbredte arealer for at gøre høsten nemmere og sikrere. Et glideplan, som ikke kender nogen ende, hvis ikke den sunde fornuft siger stop og årtusindernes landbrugshistorie siger, at det er muligt uden.

Her er det vi vælger den økologiske vej. Vores vej er båret af en etik, hvor vi ikke skal vente på videnskabelige beviser. Vi ved vi ikke vil bruge gift. Fordi!

Og samtidig har vi også som økologer brug for midler, der kan sikre, at vi eksempelvis kan dyrke dejlige æbler i vores egen del af verden. Og det vi først og fremmest vil bruge, er ikke gift, men midler og metoder som fremmer det, der hæmmer det skadelige i at genere vores afgrøder. Måske mindre effektfulde virkemidler end giften, men mulighederne er enorme. Hvis verden lagde de samme forsknings- og udviklingsressourcer i alternativer, som fremmer naturligt forsvar, og droppede kemien, så tror jeg, at jeg kan berolige med, at der er håb for fremtiden. Denne udvikling gik groft sagt i stå med 1930-erne og med omstillingen af den kemiske krigsindustri  efter 2. verdenskrig. Det er på tide situationen ændrer sig. Lad os starte med sproget og kalde en spade for en spade. Det er da nemmere at forstå end ’et gravemiddel’!

Til slut vil jeg gerne citere min gamle lærer i ukrudt fra Landbohøjskolen, Heinrich Hass, som på sin side citerede den berømte schweiziske læge Paracelsus for engang i midten af 1500-tallet at udtale: ”Alle Dinge sind Gift, und nichts ist ohne Gift; allein die Dosis machts, dass ein Ding kein Gift sei”. Det er blevet omskrevet og vendt om til noget i retning ’at det er alene dosis der gør et stof til en gift’. Og dermed at et givet stof både kan være en gift og ikke! Med andre ord, så er grunden lagt til den uklare diskussion om sproget, hvor det samme stof afhængigt af mængden kan være farligt og ufarligt. For at slå en spuns i tønden, så ændrer det intet ved at landbrugets anvendelse af kemiske stoffer til at bekæmpe skadelige og konkurrerende dyr, planter osv skyldes stoffernes virkning som gift. Færdig slut prut finale!! De er og bliver dødeligt farlige (= gift), hvis man er en bille, ukrudt eller en snyltende svamp. Og dermed sandsynligvis også for os andre. Dosis eller ej.

Paracelsus så på hvad der blev ramt og på virkningen. Han kunne ikke forudse moderne laboratorietekniker og den snigende skade som gentagende små og blandede giftdoser (cocktaileffekten) kan ha i naturen og i mennesket. Det kan vi bedre idag, men langt fra i et omfang, så vores myndigheder kan gi' os en garanti. Derfor er der så mange der køber økologisk, og flere vil gøre det i fremtiden. Vores kroppe, hjerne, børn og kloden er ikke tjent med dette besynderlige og irreversible eksperiment. Lad os droppe giften og finde styrken.

Klimaovervejelser

Regringen barsler dd 14. augut 2013 med en klimaplan, Det er særdeles velkomment at Martin Lidegaard puster liv i klimadiskussionen. Landbruget skal holde for.

Den økologiske vision er at fødevareproduktionen skal bidrage positivt til energibalancen. Vi lever med landbruget af at omskabe energien i sollyset og luftens indhold af CO2 (kuldioxid) og N2 (kvælstof) til plantebiomasse.

Landbrugets teknologi og produktionsgrene bidrager i større eller mindre grad til at sikre en positiv eller en negativ balance. Med det moderne landbrug er de tider hvor såvel energiproduktion, trækkraft og forarbejdning var en integreret del af bedriften forbi. Den primære produktion er i dag voldsom integreret i det omgivende samfund og som dette totalt afhængig af fossilt brændstof og de energikilder som samfundet stiller til rådighed.

Den ideelle økologiske løsning er at trække mest muligt tilbage i landbruget og sikre at fødevareproduktion og forsyning i hele kæden fra jord til bord kan fungere i et positivt energi- og stofkredsløb. Dette er en enorm udfordring, da økologien selvsagt er dybt integreret i de samfundsstrukturer som samlet set bestemmer, hvordan vores moderne civilisation fungerer.

Selvforsyning er en kreativ utopi. Dvs. selvom det ikke er muligt at opnå, så er det en rettesnor for at tilrette lægge produktion, forsyning og forbrug.

Med andre ord, så er der enorme muligheder for at udfordre det bestående fødevaresystem med det mål at skabe en sammenhæng mellem produktion og forbrug og sikre at der opstår kredsløb, hvor genanvendelse samt stof- og energibalance bevæger sig i den rigtige miljø- og klimavenlige retning.

Dette er der intet nyt i, men den idealisme som økologien repræsenterer er stillet overfor den enorme udfordring, at samfundet og det globale fødevaresystem bevæger sig i den modsatte retning. Intensiveringen i anvendelsen af kemiske metoder, genteknologi, industrialisering, specialisering, mekanisering og global frihandel er alle midler, som hver for sig og tilsammen har skabt en kultur, som ikke i sig selv indbygger miljø- og klimavenlighed. Dette er ikke dens formål. Dens formål er økonomisk vækst. Og økonomisk vækst har hidtil været noget nær ensbetydende med større vareproduktion og forbrug og dermed øgede pres på ressourcer og klimanedbrydende emissioner.

På trods heraf er mantraet i disse år, at vareproduktion kan øges og verdens stigende økonomiske efterspørgselskapacitet kan tilfredsstilles samtidig med at det kan ske med reduceret klima- og miljøbelastning. Utallige kommissioner lægger navn til denne opfattelse i disse år. Andre siger noget andet, nemlig at verdens globale vareproduktion og forbrugsmønstre må og skal ændre sig.

I vores økologiske landbrugsverden er vi ikke i tvivl om, at vi skal bevæge os fra en vestlig fødevarekultur baseret på animalsk produktion til en kultur, hvor det er den vegetabilske kost, der dominerer. Et kostmønster som er velkendt i mere fattige egne, som man finder dem, når man bare bevæger sig bare lidt væk fra de sidste 100 års mælke-, okse- og svinekødsdominerede madkulturer.

Med andre ord, skal landbruget løfte sin del af klimaudfordringen, må og skal vi opgive de rablende forestillinger om, at vi vedholdende kan konvertere ufatteligt store landområder indenfor egen og klodens grænser til animalske produkter. Ikke fra den ene dag til den anden, men som retningsgivende målsætning for at dæmme op for de grænseløse og ustyrlige klima- og miljøproblemer.

Vi skal og kan med fordel anvende store arealer til energi- og gødningsskabende biomasse. Vi skal producere biobaseret energi og gødningsstoffer. Vi skal producere afgrøder, som positivt bidrager i regnskabet og som anvendes til helt andre formål end mad – ligesom fx træ. Vi skal fokusere på at skabe en rigt varieret og lokal fødevareforsyning, som må og skal komme forud for den eksportorientering, og som i dag ellers er udset til at være en af søjlerne i rigets drømme om beskæftigelse og vækst. Dermed kan vi se for os, at vi med dansk landbrug i fremtiden ad helt andre veje skaber nyt liv på landet, nye landskaber og en ændret økonomi, hvor den ikke udformes på bekostning af vores energibalance, klimabelastning, belastninger af biodiversitet og vandkvalitet og demografiske udfordringer. Vi skal ha’ skabt en ny bevægelse i retning af landet ’derude’, det skal genrejses som rygraden i et land, hvor himmel (!), jord og hav er vores vigtigste ressourcer udover vores gode hoveder og vores evner til fredeligt samarbejde.

Med andre ord så kan og skal klimapolitikken og landbrugets udfordringer ses i et større lys. Og det kan derfor undre, at der ikke med alle disse kommissioner er skabt en bedre sammenhæng mellem de politikområder, som tilsammen ender med at bestemme udviklingen. Blot for at nævne tre: Natur og Landbrugskommissionen, Vækstteam Fødevarer og nu Klimaplanen, alle her fra 2013. Når økologien fremhæves er vi selvsagt glade, men der er på ingen måde tale om økologisk forsvarlige planer. Planerne er og bliver konsensussøgende for at undgå risikoen for at store dele af samfundet ikke alene hopper fra men også obstruerer den følsomme proces, det er at skabe bare lidt forbedring.
Så set i dette lys er Martin Lidegaards udspil godt. Men set med vores økologiske briller, skal der meget mere og andet til, hvis vi virkeligt skal dæmme op for den klimaforandring, som vi blot skal kigge ud af vinduet for at få øje på.

Med økologisk landbrug, som vi kender den, står vi med nogle massive udfordringer. Vi kan ikke bare sådan gøre tingene meget anderledes end den omgivende verden, uden at det ville få radikale økonomiske konsekvenser. Vi skal arbejde med det politiske system for at skabe nye løsninger og praksis. Vi skal påvirke lovgivning og støtteordninger i den klimavenlige retning, og vi skal gå forrest med vores vilje til at ville og til at få madkulturen og forbrugsmønstrene til at trække med. Det lange seje træk fortsætter, men det kan kun gå for langsomt.

Det kommende halve år skal vi bidrage til at udmønte kommissionernes visioner og anbefalinger. Vi skal gøre vores. Og vil du vide mere om økologernes klimaplaner, så kig ind på Økologisk Landsforenings klimasite og læs klimastrategien her. I Aarstiderne har er vi også optaget af vores miljø- og klimabelastning, og det kan der læses mere om her.

Og så er det lige at det er relevant at spørge, hvorfor det nu ikke er så væsentligt mere, at vi skal tænke i det forbrug som vi alle dagligt oplever som en besynderlig form for vellevned, og som der kunne gøres rigtigt meget ved, alt fra isolering til privatbilisme, varebrug med køb og smid osv osv. Der er gået økonom i klimaet.
Men lad os se på det positive i planerne, der mange gode forslag til at der kan gøres noget i landbruget, noget der kan medvirke til at landbruget bli'r en del af løsningen og ikke er problemet og noget der samtidig fremmer mere alsidige mål i landbruget og dermed økologien. Se fx her.

Landet bugner, høsten er over os

Landets marker bugner af afgrøder, som skal i hus. Afgrøder som har fanget sollyset og skabt en vækst fra foråret og frem til nu. En vækst som er selve livets grundlag. Uden planter ingen dyr og dermed heller ingen ’os’.

Planternes grønne farve er signalet om en fuldstændig utrolig fabrik, der i et fabelagtigt kemisk symfoniorkester kan omsætte luftens simple molekyler til sukker, det brændstof som både er byggesten og kraften til at skabe planten. Som modningen skrider frem ændres den grønne farve. Kornet og strået bliver gult. Markerne bliver klar til de gnaskende mejetærskere, der skiller kerne fra halm og fylde magasinerne med løftet om overlevelse ikke mindst i vores del af verden, hvor væksten holder pause i den kolde, mørke tid af året.

Med stenalderen er mennesket blevet mere og mere afhængig af kornet. Uden korn var der kun plads til et spredt jægersamfund. I dag kan verdens jorder brødføde mange milliarder. En fuldstændig ufattelig bedrift, som der er ligeså god grund til at fejre i dag som dengang jættestuerne blev skabt.

Med verdens industrialisering er der desværre sket en afsmitning, og moderne kemiske metoder har fået en global udbredelse, som også stiller kloden overfor groteske udfordringer. Med økologien er det vores udfordring at dæmme op for den fejlagtige måde, som verdens naturressourcer misbruges på.

Med økologien er det vores stræben at lade sollyset samarbejde med jorden og bonden om at skabe en frugtbar høst uden at misbruge det naturen tilbyder os.

Så lad os tillade os den luksus, at stoppe op et øjeblik og forfalde til ægte begejstring over, at det lykkes år efter år at få fyldt laderne. Og lad os også stoppe op og spørge os selv, om vi med det vi gør, også gi’r alle fremtidige generationer samme muligheder. Så længe solen skinner, er det hele et spørgsmål om at vores civilisation forbedrer sig og ikke ødelægger jordens frugtbarhed. Med økologien lader vi naturens kræfter spille i mulden og vi tilfører ikke kunstige stoffer og gifte. Vi forsøger at være snedige i stedet for grådige.

Vi høster mindre på den enkelte mark end vores konventionelle kollegaer, nuvel, men det vi høster er fri for ’skidtet’, det er mere næringsrigt, det smager bedre, og i bedste og dygtigste fald afleverer vi en mere produktiv jord end den vi overtog og havenes fisk og luftens fugle kan trives. Alle bønders helligste pligt til alle tider.

Nogle marker bliver som kornet gule andre bliver røde, høsten er farvernes skønhed, det er modningen af duftene og saftigheden. Fra det vegetative til det generative. Det vil sige fra det voksende til det der kan skabe nyt liv og som den vidunderlige slet skjulte hemmelighed ved livet: Det er selvreproducerende. Fine ord for det selvfølgelige. Høstens fest er at stoppe op og huske på og ære dette liv, som i sin ualmindelige robuste styrke trodser menneskets og naturens lunefulde og destruktive adfærd. Livet selv vil trodse det hele, det skal nok overleve. Derimod er det ikke helt så sikkert at vi får det udbytte af livet med mindre vi respekterer dets grænser.

Filosofiske ord; men det er kun en kyniker, som ikke i et følsomt øjeblik kan være taknemmelig over, at der dag efter dag er mad på bordet.

Maden kommer af høsten, vi er jo ikke græssende dyr. Vi høster, vi gemmer, vi sylter, vi tørrer, vi gærer og vi lagrer. Alt det friske kan vi høste om sommeren. Stillet over for muligheden vil de fleste af os foretrække den høst, som vi selv har været vidner til, som er frisk og som har sæson, og som dermed har den ypperligste grad af sundhed, velsmag og skønhed. Globalisering og discountforbrug styrker ikke ligefrem madens friske nærhed. Og vi aflærer gradvist evnen til at efterspørge høstens nærvær. Vil vi det bedste, skal vi genopfinde det nære. En kæmpe udfordring til den verdensorden, som påtvinger os det modsatte. Lad høstens festligheder minde os om dette sanselige bombardement af nærvær og livets essens. Det gode måltid.

I den kommende tid kan økologien præsentere sit bud på madens glæder og på bøndernes vedholdende frembringelser af jordens frugtbarhed. Der bliver rige muligheder for at opleve tilbuddene i Den Økologiske Festuge sidst i august i København og Århus. I København foregår den samtidig med Copenhagen Cooking med et enormt program også med masser af økologi. Festugen munder ud i den snart traditionsrige høstmarkedsweekend, hvor landmandsfamilier åbner deres døre, og muligheden for at komme helt tæt på og klappe høsten er til for alle. Nogle værter stiller an med deres verden, som den er i det daglige, en intimsfære som de færreste andre lige tænker på at stille offentligt til skue. Respekt! 

Andre nærmer sig det festivalagtige med solide tilbud om griller, barer, børneoplevelser, rundvisninger, gæster med deres produkter oma. Der er simpelthen noget for enhver smag i alle afkroge af riget.

Benyt det, ta’ en tur rundt, afsæt aftener, dage eller weekenden og få en forrygende oplevelse af vores lands rige tilbud med vores landbrug og mad. Oplagt at det sker i høsten. Og der skal nok ikke herske nogen tvivl om at med sådan en oplevelse i bagagen er det endnu mere forståeligt, hvorfor den økologiske verden ikke alene er kommet for at blive men også viser sin styrke som svaret på fremtidens udfordringer. Vi er på vej og alle kan være en del af løsningen. Ta’ ud og nyd det. Du vil blive hjerteligt modtaget!

Er du i tvivl, så afholder Aarstiderne er fantastisk høstmarked både på Barritskov søndag den 1. september og på Krogerup Avlsgård lørdag den 31. august og søndag den 1. september. Iøvrigt vi aktive og deltager i Århus på Food Festival'n weekenden efter. Jeg optræder sammen med Søren Ejlersen søndag, har øl-stand med bla. Herslev Bryghus og præsenterer Ny Nordisk Øl, og har en ciderbattle begge om lørdagen, hvor der iøvrigt også er DM i hø! Økologisk naturligvis.

Tågen letter!

Forleden formiddag sad jeg koncentreret og arbejdede på mit kontor i Aarstiderne på Krogerup Avlsgård. Maj måned viser sig fra sin smukkeste side med udsigten til havens kæmpestore gamle blomstrende kirsebærtræ, nyplantede æbletræer, grønsagsmarken, vores bølgende store marker og bagved det hele de gamle ege, skovene og Øresund. Ejendommen omkranses af ren natur, af skove og har en beliggenhed, som for enhver økolog er misundelsesværdig.

Under arbejdet sniger der sig en sær fornemmelse ind, som pludselig manifesterer sig som en umiskendelig lugt, der ikke er til at tage fejl af. Nemlig lugten af den pesticidsprøjtning, som efterlader sine systematiske spor i det danske landbrugslandskab. Først kunne jeg ikke placere lugten, det ville simpelthen ikke indfinde sig i min bevidsthed. Det var som at blive fanget i en løgn. Jeg ville ha’ forsvoret, at det kunne ske. På trods af at der må være et sted mellem ½ og 1 km til nærmeste konventionelle nabomark, og på trods af skovens skærmende værn, så flytter tågerne med de kemiske aerosoler sig med vind og opadgående luftstrømme og ender i mine næsebor. Det er velkendt at pollen og svampesporer flytter sig mange hundrede kilometer, ja endda på tværs af Nordsøen. Det er mindre diskuteret, at landbrugets brug af kemikalier ikke begrænser sig til den mark, hvor de er beregnet på at lande.

Før jeg blev formand for Økologisk Landsforening, ville jeg ikke et sekund ha’ spekuleret over andet end at fare i blækhuset og beskrive min harme over, at jeg som økologi og den danske natur ikke kan vælge at slippe for kemien. Jeg ville vide, at jeg kunne risikere en vanskelig diskussion med fagfolk om, at selvom man kan lugte sprøjtetågerne, så er koncentrationen så lille, at det er ganske ufarligt. Og jeg ville uden omsvøb argumentere med, at uanset at den samlede nationale ekspertise ville forsøge at overbevise mig om det modsatte, så er jeg ikke i tvivl om at det ikke er i orden, og at det har en virkning hos naboer endda mange kilometer væk, i naturen og i det globale økosystem, som ikke skelner mellem økologer eller andre.

Nu har jeg imidlertid fået kasketten på og tænker lidt anderledes over, hvordan jeg skal argumentere. Blandt andet er jeg udmærket vidende om, at naboerne ude på landet skal kunne omgås med venlighed, med respekt og med den åbenhed, der gør, at man demokratisk set og som medmennesker kan rumme hinandens forskelligheder. Med andre ord så vil ethvert forsøg på at kridte banen op og ta’ bladet fra munden være dømt til at udfordre de gode naboskaber og venskaber. Ingen har lyst til at blive udstillet. Derfor skal jeg vare min mund.

Men det duer ikke. Vi lever netop i et demokratisk land, og det er afgørende vigtigt at tingene kan siges og diskuteres ud over det personlige plan. Min farfar var for mere end 100 år siden skolelærer på Asnæs med hest og 4 tdr land og radikal. Han blev anset for at være fuldstændig rabiat og illoyal overfor landbruget. Fordi han var radikal og kæmpede husmændenes sag. Jeg tror ingen kan være i tvivl om, at alle tider har brug for sine kritikere. Og gårdsdagens kritik er nutiden hverdag.

Med andre ord, så er der noget rygende galt, hvis vi som økologer ikke kan tillade os at ha’ en mening og lufte den offentligt om noget som vedkommer os alle. Vi skal kunne tillade os at udtale vores velbegrundede frygt for landbrugskemikalierne. Kunder, borgere og forbrugere forventer det, og samfundet kan ikke fungere uden diskussionen.

Kornmarken i maj

 Vi har med vores økologiske praksis et dybtfølt ønske om at vise, at landbrug kan drives og fødevarer fremstilles forsvarligt uden brug af pesticider. Men det er uhyre vanskeligt at kommunikere vores praksis, hvis vi er afskåret fra at diskutere vores syn på den praksis, hvor pesticiderne anvendes.

Diskussionen skal fjernes fra det personlige og gøres politisk. Så er det ikke en personlig kritik men politisk begrundet, hvorfor vi i vores land eksempelvis arbejder intensivt for at den offentlige bespisning bliver økologisk, og at indvinding af drikkevand i højere og højere grad vil ske i områder, hvor arealerne drives økologisk.

Og med et lidt mere afslappet forhold til at diskutere offentligt, kan det måske også lykkes at gøre det nemmere naturligt, tvangfrit og lystbetonet at tage skridtet og omlægge sit landbrug. Og det bliver endnu mere logisk at købe den øko-logiske kasse.

Landbrug er per definition et kompromis med at lade landet springe i natur. Landbrug er et indgreb i det naturlige. Men der er grænser for hvordan. Og grænserne skal diskuteres løbende, både i egne øko-rækker og i og med landbruget som helhed. Så kan tågerne lette!

Havregryn i pilleform?

Havregryn er kommet for at blive. Der spises stadigt store mængder, og der er to glade budskaber.

Det ene er at havregryn har rigtigt meget godt at byde på i vores ernæring og så mætter de. Og så kan de spises på utallige måder og stadig smage godt. I min lille verden elsker mine børn, når jeg vækker dem med let ristede havregryn til deres gode morgen-yoghurt.

Det andet glade budskab er, at mere end 40 % af de gryn vi spiser, er økologiske. Det er Danmarks økologiske topsælger. Og hvorfor mon det? Måske fordi vi er så tæt på råvaren, kornet og havrens bjældeklang. Og der har været perioder, som stadig huserer i forbrugernes bevidsthed, hvor det konventionelle landbrug havde en omgang med kemikalier i kornet, som ikke var så heldig. Og hvordan er det lige nu?

I en kæmpe annonce indrykket med stor tydelighed af Landbrug & Fødevarer i (set i Weekendavisen) anprises havregrynene. I annoncen (se den her) er der et billede af et væltet pilleglas, hvor nogle fede grovvalsede gryn vælter ud. Og teksten handler om, hvordan landbruget arbejder på at få det gode i havregryn ned i pilleform, så man kan spise tre skefulde i stedet for, ja hvad? Teksten er fuldstændig kryptisk, og det er først ved læsning med en lup, at jeg ser at der står med miniskrift i nederste hjørne, at det handler om, at vi skal ha 3 g beta-glukaner om dagen og i øvrigt skal spise sundt og varieret.

Det sidste er så sandt så sandt, og stod det til mig, så kunne vi passende indrykke daglige muntre reklamer, der handler om sundt og varieret, og så ellers gå i gang med den store folkeopdragelse, som handler om at forklare, hvad der menes med sundt og med varieret.

Men det er jo ikke det der er budskabet i annoncen, men derimod noget underligt ubevidst med, at vi kan opnå sundheden ved at ta’ piller, og at landbruget forsker for at skabe en super-havre, som må betyde at vi kan spise meget mindre og alligevel være sunde. Der er noget rav, ruskende galt i L&F’s budskab.

Vi spiser af følgende grunde: Fordi de daglige måltider er festlige, sociale højdepunkter (!), fordi mad i sig selv er et af tilværelsens fundamentale måder at blive tilfreds og glad på (!), fordi mad er forudsætningen for at leve sundt (!) og endelig fordi vi jo ikke kan leve uden at få mad.

Årtusinders visdom har skabt vores kulturplanter og husdyr, også så de opfylder alle de behov, jeg lige har forklaret. Og til denne visdom hører alt det, som er så uhyre vanskeligt at ta’ i pilleform, nemlig at det er i samspillet mellem den gode dyrkning, sæson og friskhed, tilberedelsen og samværet, at madens dybe sundhedsmæssige virkning skal forstås. Det er her vi skal ’annoncere’, ikke mindst fordi pilleriet er en alvorlig trussel mod netop vores sundhed.

I disse dage er der en meget markant medie-diskussion om danskernes pillemisbrug. Her handler det især om smertestillende medicin og psykofarmaka. Der håndkøbes og udskrives piller i et omfang, som aldrig tidligere. Vi er en nation af lidende mennesker. Og behandlingen er flere piller! Det er sort middelalder. Og Gud-hjælpe-mig om ikke L&F netop skriver: ”Fremtiden ser ikke så sort ud mere”!

Det er fuldkommen gak, at vi ikke kan tage skeen i egen hånd og finde ud af at skabe psykiske rammer, gode måltider osv., som skaber de nødvendige betingelser om det gode liv. Vi er endt som ofre.

Som økologer tager vi skeen i egen hånd, vi arbejder intenst på at udfase medicinforbruget til dyrene, vi har afskaffet pesticiderne i plantedyrkningen, vi insisterer på at jorden skal fodres med naturgødning i stedet for piller af kunstige næringsstoffer. Vi tænker i helheder, fordi vi med årtusinders sunde fornuft i ryggen ved, at det i langt højere grad er alle relationerne i de systemer, vi selv er en del af, og ikke deres bestanddele, der har betydning.

Hvis dette er lidt svært at forstå, så tænkt på to der danser godt sammen. Når det virker, kan det ikke forklares med noget som helst af alt det, der kan måles og vejes, det handler om alt hvad de to levende væsner rummer af muligheder for fysisk bevægelse, musisk indføling, erfaring, træning, kultur og indbyrdes kontakt. Virker dette for langhåret? Nej vel? Det er og bliver sund fornuft. Det handler om relationer. Ikke ’stoffer’.

Det betyder ikke at vi ikke skal ha’ betaglukaner i vores mad, men det betyder at set i helhedens udfordrende lys, så er piller en fattig model for at forstå det gode liv. Ud med pillerne, frem med kritikken og ind med ansvaret.

Linket til annoncen: http://www.lf.dk/~/media/lf/Aktuelt/Den%20nye%20fortaelling/annoncer/Del8/Endelige/LF_Havregryn_266x365_Highres_AVIS.ashx

Bidød og stop for kemiske stoffer

Idag har EU kommissionen besluttet af stoppe for brugen de næste to år af de såkaldte neonicotinoider, som er mistænkt for at være en væsentligt medvirkende årsag til den uhyggeliget omfattende bidød. Der har været ført en massiv kamp for at dette skulle lykkes, og det er sket på trods af en massiv lobbyvirksomhed fra kemiens proponenter. I mangel af mulighed for at finde det relevante link gengiver jeg hermed nedenfor en nyhedsmail, som kommer fra organisationen Avaaz idag. Det kan ikke roses nok, og vi skal være særdeles tilfredse med at det er lykkedes. Men to års frist og i tusindevis af andre fremmede kemikaliers huseren i vores miljø, så er det en ufattelig kamp at få gjort rent efter den absurde fritstilling af kemien som det moderne samfunds frelser. Igår var det nyheden om mikro-plastik, lige nu er det kampen for at forsvare retten til vores gamle frø. Og historierne er endeløse og hver for dig løsrevne og glemmes igen. Vores bud med økologien er at dæmme op og skabe en ny vej fri for skidtet. Vi har i 30 år kæmpet ved at gå forrest med det gode eksempel. Det skal vi blive ved med, og så skal vi være taknemmelige for at der er andre, som tager slåskampen med virksomhederne og kommissionen og regeringerne for at løse de enkeltsående sager. Miljøaktivismen er en uundværlig del af at skabe en fornuftsbaseret sund, økologiske fremtid. Iøvrigt er bier nogle særdeles følsomme væsner. Når de indtager føde (pollen, nektar) fra planterne, så vil de samtidig optage hvad der er landet af stoffer fra naturen selv og naturfremmede kemiske stoffer som pesticiderne. Selv i uhyre små mængder vil de naturfremmede stoffer forårsage en opkastning af det bierne har samlet i deres honningmave. I bedste fald betyder det spildt arbejde og et lavt stadeudbytte af den eftertragtede honning. I værste fald betyder det at bierne går til og ikke klarer stresset. ikke fordi de direkte dør af giftstofferne, men fordi de er programmerede til at være beskæftigede i en en ren natur. Bidøden er således ubetinget et bevis på at vores natur har det rigtigt skidt. årsgaerne kna også ligge uden for landbruget, men skidt er det med alt det naturfremmede som hæmningsløst pumpes ud i det globale økosystem. Uden bier ingen bestøvning ingen frø ingen formering ingen foder til andre dyr ingen udvikling og dermed kollaps af naturøkosystemer. Det er gravalvorligt! Så tak for pusterummet, gang i økologien og til kamp for fremtidens rene miljø. Fremtiden hænger på museum... Mailen: Dear amazing Avaaz community, We did it -- Europe just banned bee-killing pesticides!! Mega-corporations like Bayer threw everything they had at this, but people-power, science and good governance came out on top!! Bee "die in" at Bayer's headquarters, Cologne Vanessa Amaral-Rogers from the specialist conservation group Buglife, says: “It was a close vote, but thanks to a massive mobilisation by Avaaz members, beekeepers, and others, we won! I have no doubt that the floods of phonecalls and emails to ministers, the actions in London, Brussels and Cologne, and the giant petition with 2.6 million signers made this result possible. Thank you Avaaz, and everyone who worked so hard to save bees!” Bees pollinate two thirds of all our food -- so when scientists noticed that slowly, silently, they were dying at a terrifying rate, Avaaz swung in to action, and we kept on swinging until we won. This week’s victory is the result of two years of flooding ministers with messages, organizing media-grabbing protests with beekeepers, funding opinion polls and much, much more. Here’s how we did it, together: Keeping France strong. In January 2011, 1 million people sign our call to France to uphold its ban on deadly neonicotinoid pesticides. Avaaz members and beekeepers meet the French agriculture minister and fill the airwaves, pressing him to face down fierce industry lobbying and keep the ban, sending a strong signal to other European countries. Bernie, the huge inflatable bee, helps deliver our 2.6m strong petition to Brussels Tackling industry head on. Bayer has faced Avaaz and allies protesting at its last three annual meetings. The pesticide giant's managers and investors are welcomed by beekeepers, loud buzzing, and massive banners with our 1 million plus call on them to suspend use of neonicotinoids until scientists reviewed their effect on bees. Avaaz even makes a presentation inside the meeting, but Bayer says 'no'. Making the science count. In January the European Food Safety Agency finds that three pesticides pose unacceptable risks to bees, and we jump in to ensure Europe's politicians respond to their scientific experts. Our new petition quickly grows to 2 million signatures. After many talks with EU decision-makers, Avaaz delivers our call right to the EU HQ in Brussels. Later that same day, the Commission proposes a two-year ban! Beekeepers help deliver our massive petition to Downing Street Seizing our chance. The battle to save the bees heats up in February and March. Across the EU, Avaaz members are ready to respond as all 27 EU countries decide whether to welcome or block the proposal. When farming giants UK and Germany say they won't vote yes, Avaaz publishes public opinion polls showing huge majorities of Brits and Germans in favour of the ban. Avaaz members also send almost half a million emails to EU Agriculture Ministers. Apparently afraid of dealing with citizens rather than industry lobbyists, UK minister Owen Paterson complains of a “cyber-attack”, which journalists turn into a story in our favour! And then comes Bernie -- our 6 metre bee in Brussels -- a powerful visual way to deliver our petition as negotiations enter the final stages. Journalists flock to Bernie, and we hear we've helped get the Spanish ministry to look harder at the science and shift position . But we didn't get the majority we needed to pass the ban. Bernie the bee featured in The Independent Turning the red light green. In April the bee-saving proposal is sent to an Appeals Committee, giving us a glimmer of hope if we can switch a few more countries' positions. In the final sprint, Avaaz teams up with groups including Environmental Justice Foundation, Friends of the Earth and Pesticides Action Network, plus beekeepers and famous bee-loving fashion designers to organise an action outside the UK Parliament. In Germany, beekeepers launch their own Avaaz petition to their government, signed by over 150,000 Germans in just two days and delivered in Cologne soon after. More phone calls rain down on ministries in different capitals as Avaaz responds to a last-minute wrecking amendment by Hungary, and positions Bernie the bee again in Brussels. Pesticide companies buy adverts in the airport to catch arriving officials, and take to the airwaves suggesting other measures such as planting wild flowers. But their slick messaging machine is ignored, first Bulgaria then -- the big prize -- Germany switch their stances and this week we win, with over half of EU countries voting for the ban! It’s been a long haul, to get this win, and it wouldn't have been possible without scientists, specialists, sympathetic officials, beekeepers and our campaign partners. We can be proud of what we've helped to accomplish together. One strong bees advocate, Paul de Zylva, head of the Pesticides and Pollinators Unit at Friends of the Earth said: "Thanks to millions of Avaaz members who mobilised online and in the streets. Without a doubt Avaaz's massive petition and creative campaigning helped push this over the edge, complementing our work and that of other NGOs." It's time to celebrate this breathing space for one of the earth's most precious and important creatures. But the EU ban is only in place for 2 years pending further review. And around the world bees continue to die from the pesticides which weaken and confuse them, as well as from loss of habitat as we plough up and build over the countryside. In Europe and across the world there's lots of work to do to ensure sound science guides our farming and environmental policies. And we're just the community for the job. :) With hope and happiness, Ricken, Iain, Joseph, Emily, Alex, Michelle, Aldine, Julien, Anne, Christoph and the rest of the Avaaz team PS: Let's keep this going -- chip in to ensure we can launch rapid-fire, multi-tactic campaigns on the issues we all care about: https://secure.avaaz.org/en/bees_victory/?rba13 PPS: Many Avaaz campaigns -- like the German beekeeper one this month -- are started by individuals or groups of members. Just click here to see how easy it is to start yours right now: http://www.avaaz.org/en/petition/start_a_petition/?rba13 SOURCES The bees story, and Avaaz's role, have been mentioned in hundreds of articles. Here's a small selection: EU bans pesticides over bee fears (Reuters) http://www.reuters.com/video/2013/04/29/eu-bans-pesticides-over-bee-fears?videoId=242537247&videoChannel=5 Bee-harming pesticides escape proposed European ban (The Guardian) http://www.guardian.co.uk/environment/2013/mar/15/bee-harming-pesticides-escape-european-ban EU says it will push through better bee protections after members disagree over pesticides (Washington Post) http://www.washingtonpost.com/business/eu-says-it-will-push-through-better-bee-protections-after-members-disagree-over-pesticides/2013/04/29/eea31ecc-b0d4-11e2-9fb1-62de9581c946_story.html Save the bees: Protesters swarm around Parliament in support of pesticides ban (Mirror) http://www.mirror.co.uk/news/uk-news/save-bees-protesters-swarm-around-1855996 Historic vote to ban neonicotinoid pesticides blamed for huge decline in bees (The Independent) http://www.independent.co.uk/news/uk/politics/historic-vote-to-ban-neonicotinoid-pesticides-blamed-for-huge-decline-in-bees-8591807.html The Battle to ban bee killers (Avaaz Daily Briefing) http://en.avaaz.org/1326/eu-ban-bee-killing-pesticides-bayer

Grisen - en hellig ko

”Vi elsker vor gris”

Den lægger krop til en stor økonomi. Og alligevel skaber den igen og igen et vældigt mediepostyr. Senest da TV-programmet ’Borgen’ rullede over skærmen for nogle uger siden og brugte svinebranchen som sin fortælleramme. Der er noget galt.

Da økologien startede, skete det i protest mod det konventionelle landbrugs metoder. Berømt blev det, da plakatkunstneren Michael Witte i slutningen af 70-erne blev stævnet af svinebranchen for hans plakat med ordene ”de danske svin er sunde, de strutter af penicillin”. En sag der endte i Højesteret.

Den industrielle gris

Desværre er problematikken endnu mere aktuel i dag end for en generation siden. Når man producerer grise på stald i store besætninger, fikserer søerne under trange forhold med mangel på dagslys og uden muligheder for at får trynen i grønsværen, så skal dyrene blive syge og dermed kræve behandling. Det er selvindlysende banalt.

Når medicinforbruget i svineproduktionen skaber multiresistente bakterier, som ender i vores kroppe, og dermed som en meget alvorlig sundhedsrisiko og med antibiotika, der ikke virker mere, så er der ikke fundet et fornuftigt kompromis mellem produktion og respekt for dyrenes adfærd og krav.

Vi lader os tryllebinde af en svineverden, hvor vi bliver ved med at tro på påstandene om, at de lukkede staldsystemer sikrer dyrevelfærd, miljø og sundhed. Senest har branchen støttet af regeringen lanceret "Projekt Månegris", en ide der skal fuldende forestillingen om den perfekte industri-gris. Svineindustrien haster af sted i en ubetinget blindgyde, og det er også grotesk, at kritikerne anses for at bedrive en nærmest landsskadelig virksomhed. Demokratiet må også gælde for grise, selvom de kun kan øffe! 

Den økologiske gris

Økologiske søer og smågrise lever deres liv i marken, og når de små basser når en vis størrelse og alder, fravænnes de og samles i mindre flokke i en åben stald, hvor de leger i halm og har lys og luft. De fodres hele vejen igennem med økologisk dyrket foder. Det er det bedste kompromis, der er opnået imellem at sikre dyrene muligheder for at udfolde deres naturlige adfærd, og samtidig sikre et godt miljø, og at prisen stadig holder sig på et niveau, hvor kunden i sidste ende vil være med. En meget stor forbedring, som vi som økologer kan være stolte af, og som kan og skal danne skole for fremtidens svinehold.

Den moderne gris på afveje

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det, der hedder avlsmaterialet (ornesæd), kommer fra de nationale og meget dyre avlsprogrammer, som løbende udvikler det danske slagtesvin. Og resultatet er at grisemødrene – søerne – er blevet helt vildt ’dygtige’ til at føde pattegrise. Men rigtigt mange dør. Faktisk ligger dette tal på 25.000 om dagen eller 9 mio om året, ingen  nyhed, men et uhyrligt tal. Det skal sættes i forhold til, at der samlet set fødes rundt regnet 37 mio grise, hvoraf de 20 mio slagtes, 8 mio eksporteres levende mens de 9 mio døde altså sendes til destruktion.

Den samme slags moderne gris anvendes også i økologisk produktion. Der sker nogenlunde det samme, selvom soen har anderledes og frie betingelser. Men den er ikke tilpasset de mere naturlige forhold. Udegrise er også tiltrækkende for ræv, ravn og musvåge, som til stor ærgrelse for bonden snupper en pattegris her og der. Summen er, at vi ikke kan prale med en meget lavere dødelighed i blandt vores økologiske pattegrise.

Til gengæld kan vi med go’ ret stille krav til os selv, branchen og samfundet om at finde den vej, der skal til for at udvikle grise og metoder, der sikrer at vi får søer, der får langt flere overlevende smågrise, og hvor vi kan finde veje til at holde styr på rovdyrene.

Jo flere der spiser økologisk gris, jo større vi bliver som aktiv i landbruget og fødevarebranchen, jo bedre råd bliver der til, at vi finder løsninger, som gør det yderligere attraktivt at udfase den traditionelle svineindustri og få lukket dyrene ud.

Grisens, vores og nationens ve og vel

Grisen har en berettigelse som en vidunderlig luksus i vores traditionelle nordiske køkken. Og grisen har sin naturlige plads, som det husdyr der på en naturlig måde kan udnytte overskuddet fra andre grene af fødevareproduktionen. Det er sådan grise skal tænkes og ikke som et objekt i eksportøkonomien.

Vi kan og skal ikke leve af grise, hverken økonomisk eller som mad. Den industrielle danske svineproduktionen lægger beslag på store arealer uden for landets grænser og konkurrerer om den globale efterspørgsel på korn til menneskeføde.

Nationaløkonomer hævder, at selv med en radikal omlægning af dansk svineproduktion i en økologisk retning og med et markant lavere antal grise, så vil det ikke være en trussel mod den danske samfundsøkonomi.

Det er vidunderligt at se for sig, at vi kan få en fremtid, hvor vi kan nyde vores mad med god samvittighed, og hvor vi ikke konstant skaber problemer, som undergraver vores egen sikkerhed, sundhed og natur og respekt for dyrene. Det er udtryk for en komplet arrogance ikke at se dette i øjnene og stille krav om, at der for alvor skal ske en forandring.

Det vil givet vis i et langsigtet perspektiv tjene samfundet med færre men bedre grise og dermed bedre sundhed, bedre miljø, nye produkter, gladere grise, gladere kunder, rigere måltider og forhåbentlig glade og stolte bønder.

Svinekødets status skal ændres til at være luksus og undtagelsen fremfor discount og hverdagens regel. En udvikling som er helt i tråd med, hvordan vores madkultur bevæger sig mod mere grønt og mindre kød. 80/20 kalder vi det i Aarstiderne. Derfor er det så sjovt at drømme om, hvordan vi for alvor kan ændre kurs med vores landbrug og tage hånd om helheden, uden at vi dermed skal gå på kompromis med det væsentlige, nemlig, at vi med god samvittighed kan leve for at spise fremfor at spise for at leve! Det er måske endnu ’en hellig ko’ vi skal ha slagtet?

Blot en lille fin film om en spansk måde at tænke og gøre grise på, og som kommer i Aarstidernes kasser.