Grisen - en hellig ko

”Vi elsker vor gris”

Den lægger krop til en stor økonomi. Og alligevel skaber den igen og igen et vældigt mediepostyr. Senest da TV-programmet ’Borgen’ rullede over skærmen for nogle uger siden og brugte svinebranchen som sin fortælleramme. Der er noget galt.

Da økologien startede, skete det i protest mod det konventionelle landbrugs metoder. Berømt blev det, da plakatkunstneren Michael Witte i slutningen af 70-erne blev stævnet af svinebranchen for hans plakat med ordene ”de danske svin er sunde, de strutter af penicillin”. En sag der endte i Højesteret.

Den industrielle gris

Desværre er problematikken endnu mere aktuel i dag end for en generation siden. Når man producerer grise på stald i store besætninger, fikserer søerne under trange forhold med mangel på dagslys og uden muligheder for at får trynen i grønsværen, så skal dyrene blive syge og dermed kræve behandling. Det er selvindlysende banalt.

Når medicinforbruget i svineproduktionen skaber multiresistente bakterier, som ender i vores kroppe, og dermed som en meget alvorlig sundhedsrisiko og med antibiotika, der ikke virker mere, så er der ikke fundet et fornuftigt kompromis mellem produktion og respekt for dyrenes adfærd og krav.

Vi lader os tryllebinde af en svineverden, hvor vi bliver ved med at tro på påstandene om, at de lukkede staldsystemer sikrer dyrevelfærd, miljø og sundhed. Senest har branchen støttet af regeringen lanceret "Projekt Månegris", en ide der skal fuldende forestillingen om den perfekte industri-gris. Svineindustrien haster af sted i en ubetinget blindgyde, og det er også grotesk, at kritikerne anses for at bedrive en nærmest landsskadelig virksomhed. Demokratiet må også gælde for grise, selvom de kun kan øffe! 

Den økologiske gris

Økologiske søer og smågrise lever deres liv i marken, og når de små basser når en vis størrelse og alder, fravænnes de og samles i mindre flokke i en åben stald, hvor de leger i halm og har lys og luft. De fodres hele vejen igennem med økologisk dyrket foder. Det er det bedste kompromis, der er opnået imellem at sikre dyrene muligheder for at udfolde deres naturlige adfærd, og samtidig sikre et godt miljø, og at prisen stadig holder sig på et niveau, hvor kunden i sidste ende vil være med. En meget stor forbedring, som vi som økologer kan være stolte af, og som kan og skal danne skole for fremtidens svinehold.

Den moderne gris på afveje

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det, der hedder avlsmaterialet (ornesæd), kommer fra de nationale og meget dyre avlsprogrammer, som løbende udvikler det danske slagtesvin. Og resultatet er at grisemødrene – søerne – er blevet helt vildt ’dygtige’ til at føde pattegrise. Men rigtigt mange dør. Faktisk ligger dette tal på 25.000 om dagen eller 9 mio om året, ingen  nyhed, men et uhyrligt tal. Det skal sættes i forhold til, at der samlet set fødes rundt regnet 37 mio grise, hvoraf de 20 mio slagtes, 8 mio eksporteres levende mens de 9 mio døde altså sendes til destruktion.

Den samme slags moderne gris anvendes også i økologisk produktion. Der sker nogenlunde det samme, selvom soen har anderledes og frie betingelser. Men den er ikke tilpasset de mere naturlige forhold. Udegrise er også tiltrækkende for ræv, ravn og musvåge, som til stor ærgrelse for bonden snupper en pattegris her og der. Summen er, at vi ikke kan prale med en meget lavere dødelighed i blandt vores økologiske pattegrise.

Til gengæld kan vi med go’ ret stille krav til os selv, branchen og samfundet om at finde den vej, der skal til for at udvikle grise og metoder, der sikrer at vi får søer, der får langt flere overlevende smågrise, og hvor vi kan finde veje til at holde styr på rovdyrene.

Jo flere der spiser økologisk gris, jo større vi bliver som aktiv i landbruget og fødevarebranchen, jo bedre råd bliver der til, at vi finder løsninger, som gør det yderligere attraktivt at udfase den traditionelle svineindustri og få lukket dyrene ud.

Grisens, vores og nationens ve og vel

Grisen har en berettigelse som en vidunderlig luksus i vores traditionelle nordiske køkken. Og grisen har sin naturlige plads, som det husdyr der på en naturlig måde kan udnytte overskuddet fra andre grene af fødevareproduktionen. Det er sådan grise skal tænkes og ikke som et objekt i eksportøkonomien.

Vi kan og skal ikke leve af grise, hverken økonomisk eller som mad. Den industrielle danske svineproduktionen lægger beslag på store arealer uden for landets grænser og konkurrerer om den globale efterspørgsel på korn til menneskeføde.

Nationaløkonomer hævder, at selv med en radikal omlægning af dansk svineproduktion i en økologisk retning og med et markant lavere antal grise, så vil det ikke være en trussel mod den danske samfundsøkonomi.

Det er vidunderligt at se for sig, at vi kan få en fremtid, hvor vi kan nyde vores mad med god samvittighed, og hvor vi ikke konstant skaber problemer, som undergraver vores egen sikkerhed, sundhed og natur og respekt for dyrene. Det er udtryk for en komplet arrogance ikke at se dette i øjnene og stille krav om, at der for alvor skal ske en forandring.

Det vil givet vis i et langsigtet perspektiv tjene samfundet med færre men bedre grise og dermed bedre sundhed, bedre miljø, nye produkter, gladere grise, gladere kunder, rigere måltider og forhåbentlig glade og stolte bønder.

Svinekødets status skal ændres til at være luksus og undtagelsen fremfor discount og hverdagens regel. En udvikling som er helt i tråd med, hvordan vores madkultur bevæger sig mod mere grønt og mindre kød. 80/20 kalder vi det i Aarstiderne. Derfor er det så sjovt at drømme om, hvordan vi for alvor kan ændre kurs med vores landbrug og tage hånd om helheden, uden at vi dermed skal gå på kompromis med det væsentlige, nemlig, at vi med god samvittighed kan leve for at spise fremfor at spise for at leve! Det er måske endnu ’en hellig ko’ vi skal ha slagtet?

Blot en lille fin film om en spansk måde at tænke og gøre grise på, og som kommer i Aarstidernes kasser.

Rørende børn

Sidste forår befandt jeg mig en dag foran vores kæmpemæssige og fantastiske gule lade på Krogerup Avlsgård i selskab med en gammeldags bødkertønde og en 5 m lang heksekost og 100 børn. Tønden var fuld af frisk vand og i den havde jeg hældt et præparat i, som skulle udsprøjtes på alle vores marker. Men først skulle det røres grundigt op i vandet. Meget grundigt endda. En hel stiv time.

Og hvad sker der? Nu står jeg jo lige op og ned af en gevaldig flok børn som løber til og fra til deres skolehaver og madpakker og sjov og hyg. Og så bli'r de nysgerrige. Værs'go og gi' en hånd med omrøringen, og jeg bli'r dybt fascineret over hvordan børns spontane nysgerrighed får fortælleren frem i mig. Hvad laver du? Hvorfor rører du? Hvad er det der er i tønden? "Jo da, jeg er igang med at skabe saft og kraft til vores marker, siger jeg til børnene".

 "Prøv at kigge op og kig ud! Se foråret, se alle de spirende saftspændte grønne marker med deres lysende mølkebøtter. Prøv at se ude mellem træerne, der endnu ikke har fået  blade, se havet derude, og få fat i hvilken enormt kraft som naturen har. Lyset, mulden, planternes og vores følsomme sanser. Prøv lige at læg mærke til hvor glad man bli'r over at stå her midt i det hele og vide at alt dette er dit og mit. Og at vi alle sammen er en del af det. Det er dette vidunder vi vil er at stimulere, skabe styrke og sundhed, vi vil ikke bekæmpe eller beherske det. Nej, vi vil fornemme hvordan vi leger med det".

Børnene forstår udmærket, hvad det er vi har på spil, når vi masserer naturen med vores haveliv. De forstår helt spontant, hvor fantastisk det er. Det har eventyrfortællingens muligheder i blodet. De behøver ikke den mindste videnskab for at blive tilfredse. De forstår verden i metaforer. Nuvel, ikke at disse ting står i modsætning. Jeg fortæller alene dette, fordi det kan være utroligt udfordrende at få voksne med lang skolegang til at begribe meningen med at kompostere gødning i et kokranium for siden at opløse og omrøre det i vand og sprøjte det ud over markerne!! Vi trækker på smilebåndet, ikke spor mærkeligt, da det er vores måde at håndtere forlegenhed på. Smilet eller det gode grin. Børn derimod lader sig forføre. Og dette er der gud-ske-tak-og-lov ikke noget i vejen med, når det sker i en god ånd og ikke handler om at tvinge noget ned i halsen.

Et af de mange børn der var med til at røre og snakke og grine fik pludselig den idé at hente en vandkande. "Min planter skal da også være seje", som han sagde. Denne 9-årige knægt var fuld af energi, fyldte sin kande og vandede omhyggeligt sit lille lod. Og jeg er sikker på at han vil opleve sine planter endnu mere intenst, og få en endnu større glæde ved det han gør. Ikke så tosset. Eller hvad?

I de mange år jeg har arbejdet med jord, marker og dyr, har det slået mig hvordan man ligeså tydeligt kan fornemme naturens puls. Det er ikke spor anderledes end det man oplever, når man er i selskab med mennesker. Levende 'ting' gør noget ved en ligesom man jo påvirker det med sin egen tilstedeværelse. Alt dette levende er, lige meget hvilken forklaring man forsøger sig med, et under. Og det er med stensikkerhed ikke til at forstå uanset hvor mange kemiske formler og fysiske love videnskaben stiller op med. Ikke sådan rigtigt helt ned i knoglemarven. I det biodynamiske landbrugs arbejder vi med at finde et sprog og metoder til at samarbejde med naturen. Og en del af sproget, eller koden om man vil, handler om at anvende sjove præparater, som man tilfører markerne.

Og har du lyst til at opleve nogle timer i selskab med en solid og underholdende fortælling og indføring i vores biodynamiske verden, så kom og deltagom aftenen den 21. februar på Krogerup Avlsgård i selskab med Klaus Loehr Petersen, som til dagligt slår sine folder i Biodynamisk Forening. Han er en rigtig god foredragsholder!

Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her

Her er en lille video fra sidste forår med de rørende børn. "Er det øl??" spørger de...

Fastelavnsvin

Nej ikke svin men VIN. Vi har faktisk en gammel dansk kultur for at fremstille vin. En nærmest ukendt kultur, men som hænger sammen med fastelavn.
Det handler om den gode most. Ordet most handler om en gæret æbledrik. Og sådan noget er blevet fremstillet i århundreder i et eller andet ukendt omfang. Stort kan det ikke ha' været i vores lille verden, men man skal ikke langt ned i Europa før det har været og er en udbredt kultur især i Atlanterhavsegnene.
Industrien fremmarch skabte det moderne øl for snart 200 år siden og al historisk produktudvikling knyttet direkte til de enkelte små landbrug forsvandt til fordel for storskala produktionen. Og i tidens tand forsvandt most-kulturen herhjemme. Ølkulturen vandt, og vi blev et bajer-drikkende land.

Bare lige til mundvandet: Her sukkerkogte æbler til desserter.
Der er en verden til forskel på sådan en dessert, afhængig af det rette æblevalg.

Men rundt omkring i det ganske land spirer det. Historien er godt hjulpet af at vi for nogle år siden blev mødt med bryggeriverdene alkopopkultur der opfandt såkaldte cidere. Ingen nævnt ingen glemt.Og blandt kræsne, kritiske, bevidste og berejste ganer har der været højlydte protester. Endnu engang lykkes det at erobre sproget og knuse et hæderkronet begreb i den industrielle mølle. Cider er og bliver en gæret æbledrik fremstillet af 100 % ren saft. Men blandt andet fordi svenskerne for mange år siden kaldte deres æblesodavender for cider, så har den europæiske regelmaskine ikke været i stand til at holde stien ren.

Uanset navnet, så har vi brug for at genrejse den fantastiske mulighed, der ligger i at vi kan begejstres over at drikke noget så naturligt som den gærede most. Det kan gøres på rigtigt mange måder og blot valget af æbler er afgørende for hvad der kommer ud af det. Det er en stor stor kunst. Ligesom med daglig vin kontra klasse-vine. Ikke spor anderledes. og så er det en moderne drik, den kan noget både med sundhed og larmer ikke med et højt alkoholindhold.

Så vi går til kamp for den gode cider, den rigtige cider, den ægte cider. Se mere om hvordan der diskuteres, da der var cidersmagning på Restaurant Relæ.

Og som jeg sagde indledningsvis, så sagde man i gamle dage at drikken først var klar til fastelavn. Og det tager tid fra æblerne mostes om efteråret. Og det kræver omhyggelighed. Og så er det en utrolig oplevelse at iagttage, hvordan den grumsede frisk-most gradvis ændrer sig og bli'r til den smukkeste klare champagneagtige og perlende drik. Som historien om den grimme ælling...

Haven under forandring fra buskads til frugthave.

På Krogerup er vi igang med at rydde havens buskadser fra 1960-ernes knæfald for en ensformig have-æstetik, hvor roser, staudebede, køkkenhaven, bærbuske, frugttræer og kompostbunken blev ryddet og erstattet af græs og mærkelige buske fra alle verdenshjørner bedst kendt fra kirkegårde. Så om igen: Gang i livet. Vi skal plante frugttræer, og spændende cidersorter! Ikke nok til at rejse en industri, men rigeligt til at pirre til historien og demonstrere potentialet. Og så bliver der plantet nogle af de mest interessante traditionelle sorter, som egner sig til spisning og til mad.

Det vil ta' nogle år før det rigtigt tager sig ud. Kom "om føje år, heden som en kornmark står". Iøvrigt har Aarstiderne podekursus den 22. marts her på Krogerup, hvis du skulle få lyst til at ta' fat selv. Her snakker vi æbler, podning og sikkert også most og cider..

Og vi har fastelavn her på Krogerup på søndag den 10. februar. Nok især for børn, kom og vær med!

Vendepunktet!

’En slidsom vinter gik sin gang’

Så nærmer vi os vinterens dybfrosne vendepunkt. Ligesom året umærkeligt tipper over mod vintertide engang hen på sommeren, hvor det er umuligt at benægte den sandhed ingen af os har lyst til at se i øjnene, nemlig den at årets er på hæld, ja, så er det samme ved at ske nu med modsat fortegn.

Uagtet de rasende influenzaer, mørkemænd, dystertanker og vinterdepressioner, så er det nu det kan mærkes, nu det har vendt, vi er på vej mod lysere tider. Det sker hvert eneste år, vi ved det, men det er et langt sejt træk at skulle igennem en slidsom vinter og med udsigten til ’foråret så sagte kommer’. Men selv de mindst pip, morgenlyset, den første erantis, gi’r et kolossalt spark bagi og lyst til livet. Vidste du i øvrigt at englænderne misunder os vores erantis? Den dur af uransagelige årsager bare ikke derovre, så lad os være endnu mere stolte over vores lille snesol.

Kjørmes Knud

Og vidste du, at netop her i starten af februar, helt bestemt den 2. februar, der har det fra gammel tid været det præcise vendepunkt. Dagen hedder ’kyndelmisse’, et overslæb fra katolicismen, som vi forlod i 1539, og i øvrigt en kirkelig maskering af et fænomen, som er langt ældre end den kristne kirke. Kirkens festlighed er en messe for lyset, og det gi’r jo mening.

Og det der gi’r endnu mere mening er, at det er på den dag at halvdelen af vinterforrådet stadig skal befinde siger i lader, loer, kuler, kældre og forrådskamre. I gammeldags forstand varede vinteren fra 1. november til 1. maj, de to skiftedage, hvor bønder-karle og –piger flyttede fra gård til gård, hvis ikke de blev. 2. februar er midt imellem, Kjørmes Knud hedder den på dansk. Det kommer af ’kermesse’ der er blevet til ’kørmesse’ og herefter til ’kjørmes’. Og Knud handler om knude, som er gammeldansk for bidende frost. Så er den ged vist barberet.

Struense

Men til historien hører at ’ker’ betyder fakkel og dermed lys. I mine øjne er det en fabelagtig anledning til at holde en fest, en vinterfest, hvor vi, kan gi’ los for vores dybe glæde over vendepunktet. Når Struense i sin tid mistede knoppen, var det også fordi han afskaffede netop denne festlighed og helligdag. Ikke kun denne, men også så mange andre, alle dem der blev til den konstruerede helligdag ’st. bededag’.

Oplysningstiden og med den Struense løftede os ud af en tidsalder, der i lige linje rækker tilbage til oldtiden, og som knyttede os sammen med naturen og alle dens luner. Med den frembusende ’oplysning’ og rationelle tænkning med videnskaben som sværd, så var startskuddet givet til at vores bondske rødder gik i opløsning.

Vi skal lige ha' lidt katolsk stemning fra middelalderen.
Her er det dragen, som bønderne har siddet og gloet på,
når de var til lysmesse 2. februar i Højby Kirke
uden at forstå et ord af det latinske 'præk' 

Den indre bonde

Nok skal vi ikke tilbage til tidligere tiders bondesamfund, men vi skal finde vores indre bonde frem og tillade os at være helt anderledes i pagt med den natur, som i sidste ende, uanset hvad vi mener som menneskehed, og uanset hvad vi tænker om den, så har den det sidste ord. Vi er blot brikker i et stort spil, som er styret af kræfter, vi kun kan håndtere, hvis vi spiller med på dem.

Er det ikke det vores tid handler om lige nu? Vi begejstres for haverne, vi vil i gang igen med at få jord under neglene, vi vil ’mindfulness’ og dyb refleksion, vi vil nyde vores egen natur og verdens natur, vi vil beskytte os og den, og vi bekymrer os om vores børn og børnebørns fremtidsmuligheder.

Festen

Til næste år vil jeg sætte skub i en lysfest, et knudepunkt for begejstring over livet og en trøster, når det er vinterværst. Jeg er overbevist om at denne begejstring er endda meget nem at smitte med. Og så skal vi brygge et særligt øl til lejligheden. Det skal være stærkt, og samtidig lyst. Og så skal vi juice safter, der oser af kulernes kraft. Vi skal brænde bål, vi skal riste kød og snitte kål, vi skal bage store brød, og vi skal trutte i horn og valse los. Takket være Kjørmes Knud.

Er det danske sprog ikke bare vidunderligt underligt finurligt dejligt!?

Hilsen

Per Kølster

Midvinterudsigten til Haver-til-Mavers skole-ude-køkken,
når blikket for en kort stund hæves fra skrivebordet på Krogerup.

Dyre, neutralmarinerede ord

Til diskussionen om Prisen, prisen, prisen - eller "Økologi burde være normen"

Min gode kollega Juliane Schmeltzer Dybkjær fra kommunikationsafdelingen i Aarstiderne har sendt mig dette indlæg, som reaktion på min blog fra forleden om prisen og sproget:

"Lad os til at starte med få noget på det rene: Det betyder noget, hvordan vi taler om ting, og hvilke ord vi bruger. Vi kender eksemplerne fra den offentlige debat: Udkantsdanmark. Fjumreår. Forbedrede forhørsmetoder. Hvis vi kalder en spade for et analogt manuelt betjent apparat til brug ved forflyttelse af øvre jordlag, bliver spaden til noget andet i vores bevidsthed.

I retorisk sammenhæng taler vi om framing. Begrebet stammer fra den amerikanske sprogforsker George Lakoff, som har brugt sit liv på at arbejde med, hvordan vi som afsendere af kommunikation ved at bruge bestemte ord om bestemte ting kan have indflydelse på, hvordan vores tilhørere opfatter disse ting.

Tænk bare på ordet "neutralmarineret". Hvis nu ordet ikke havde været genstand for offentlig debat, hvad ville du så umiddelbart tænke, at det dækkede over? Jeg ville tænke, at det betød, at kødet var lagt i en neutral marinade. Måske bestående af salt, peber og olivenolie. Men vi ved jo desværre alle sammen godt, hvad ordet i virkeligheden dækker over: At det neutralmarinerede kød er pumpet fyldt med vand, anitbiotika, klorin og andet skidt og møg, som aldrig har hørt hjemme i et kyllingebryst eller en svinekotelet. Man kan jo godt forstå, hvorfor producenterne af kødet bruger den fikse vending. "Neutralmarineret" lyder alt andet lige bedre end "Pumpet fyldt med vand. Kan indeholde spor af antibiotika og/eller klorin". På den måde bruges framing, når det handler om fødevarer, til at give os en bestemt – og gerne positiv – opfattelse af fødevaren. På andre tidspunkter kan framing bruges til at sætte visse fødevarer i et dårligere lys. Tænk bare på debatten om kødklister.

Men framing kan ikke blot bruges til at maskere eller fremhæve dårligdomme. Det kan også til at fastholde visse ting som værende specielle / unormale / afvigende. Østers, som er fanget på konventionel vis - ved at trawle havbunden og efterlade havmiljøet i dårlig stand - hedder fx bare "østers", mens østers, som er fanget på line og derfor er meget mere miljøvenlige, hedder "linefangede østers". Jeg er overbevist om, at benævnelsen repræsenterer mere end blot et navn. Når det betyder noget, hvad vi kalder ting, betyder det også noget, hvilken version af tingene (fx østers) vi betragter som "normale" og dermed ikke giver nogen ekstra beskrivelse, og hvilke af tingene, der er de afvigende og derfor har brug for ekstra navne og benævnelser.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at det har stor indflydelse på hvordan vi betragter fx et begreb som økologi. Økologi burde være normen. Økologi burde være en selvfølgelighed. Økologiske varer er så grundlæggende vigtige for vores klima og vores sundhed, at det ikke burde være et spørgsmål om aktivt at tilvælge økologi, men et spørgsmål om aktivt at fravælge det (af de grunde man nu måtte have til det).

Derfor foreslår jeg et eksperiment. Et eksperiment hvori vi bytter om på normalen. Et eksperiment, hvor de økologiske varer betragtes - og derfor benævnes - som "det normale". Som ”default-indstillingen”. Som det, vi alle sammen som udgangspunkt burde gå efter. De få, der af ideologiske, økonomiske eller andre grunde ikke havde lyst til at købe en "økologisk vare" (eller, som det jo i virkeligheden er, simpelthen bare ”varen i sig selv”, uden sprøjtemidler og andet skidt), kunne få lov at købe en "sprøjtet vare". Frugt- og grøntafdelingerne i landets supermarkeder ville stadig have to sektioner: De ville hedde "Frugt og grønt" og "Sprøjtet frugt og grønt". Køddiskene ville være inddelt i "Kød og fjerkræ" og "Medicineret kød og fjerkræ". Eller bedre: ”Kød og fjerkræ med narkotika”. 

Jeg tror på, at denne ombytning ville have en betydning. Jeg tror på, at de ord vi bruger og den måde vi taler om mad på har indflydelse på, hvordan vi betragter det. Jeg tror nemlig i virkeligheden ikke på, at særlig mange danskere har lyst til at spise klorinmarineret kylling til aftensmad. Men så længe der er langt mellem vores mad og den måde vi opfatter vores mad på, vil fikse producenter kunne sælge mad af affaldskvalitet til os. Derfor tror jeg på, det ville have stor og vigtig betydning, hvis vi begyndte at kalde en spade for en spade, et æble for et æble og en buropdrættet, træt, vandfyldt, klorinskyllet høne for hvad det er: ikke egnet til menneskeføde."

Juliane har sin egen madblog, som hedder madgrisen.dk

Prisen prisen prisen

Når billigt er dyrest og dyrt er billigst.

Forleden morgen hørte jeg en sociolog snakke om udviklingen i en stor danskejet discountkæde i morgenradioen. Det handlede om at købe billigere udenlandsk mad. Og hendes indlæg handlede om, at kæden slagter alle ’hellige køer’ for at sikre danskerne billigst mulig mad. Hun forklarer villigt, at vi har udviklet en kultur, hvor vi alle sammen køber discount, og så indimellem forkæler os selv med, citat ”de meget dyre kvalitetsvarer og økologi”.
Her er det at morgentheen er ved at få en tur-retur. Det er et provokerende retorisk greb, hvor sociologen bevidst eller ubevidst gør ’billigst’ til det normale, til standarden og til samvittighedens velvalgte holdepunkt. Bruger man flere forbrugerkroner end på det billigste må det ifølge hendes logik være et udtryk for nærmest en egoistisk forkælelse med ’de meget dyre kvalitetsvarer og økologi’.

Vi behandler maden som et fænomen, der kan prissættes fuldstændigt uafhængigt af alt det, som det i virkelighedens verden koster at fremstille vores mad. Vi er i dag så oplyste, så vi udmærket ved, at er maden billig, så er det fordi den fremstilles med en ubetalt regning.
En regning som betales af andre landes lønniveau, af billig importeret arbejdskraft, af vores indkomstoverførsler, af de dyr som skal trælle for vores følsomme pung, af den omgivende naturs dyreliv, af fiskenes åndenød, af arternes forsvinden, ja endda af klodens fremtid.

Med andre ord når noget er billigere, så er det ikke fordi noget andet (læs økologi) er dyrt. Nærmest tværtimod. Det handler om den besynderlige grådighed, som vi alle er en del af, når vi fravælger at handle efter vores oplyste samvittighed.

Enig: Det er træls altid at skulle være så korrekt, og se skævt til den del af befolkningen, som nærmest skruppelløst lader sig forføre af skingre priskrige. Det er meget at lægge en politisk dagsorden ned over vores daglige valg. Det er absurd at vores kultur rummer sådanne uforenelige modsætninger. Men sådan er det. Basta! Der er ingen vej uden om, at vi hver for sig må gribe i egen barm og sejle op imod den retorik, der udstiller os som lidt tossegode eller selvfede, fordi vi vælger økologi.

Nu er vi heldigvis ikke en lille ensomt marginaliseret skare. Der er en endog meget udbredt og solidt forankret bevidsthed i dette land om, at vi vil har ordentlig mad og omlagt det samlede danske landbrug.

Men, men, men

Regeringens seneste landbrugspåhit handler om et projekt, der meget besynderligt er døbt Månegris. Alene navnet! Det må være verdens mest isolerede grise, grise af en anden verden, grise som er forvist til et liv i reaktorer, hvor naturen har ’adgang forbudt’, hvor medicinering erstatter solskin og fuglekvidder, hvor naturlig adfærd og respekt for grisens væsen er ofret til fordel for en superdiscountglobalkonkurrencedygtig ’endlösung’. Grisenes befrielse fra naturens uregerlige verden. Og vores befrielse for grisenes svineri.

Dette kan kun lade sig gøre, fordi der alligevel langt ind i rækkerne af besindige politikere (ministeren eksempelvis) trives en evne til at rumme det modsatte. Økologi om fredagen og discount resten af ugen. Økologi og griseindustri. Synd og aflad. En sær dobbeltmoral, en kulturel skizofreni, som er dybt problematisk for en sund tankegang og for vores demokratiske system.

Hvordan kan vores regering tage sig selv alvorligt, når den med den ene hånd dybt seriøst forsøger sig med at skabe en fornuftig fremtid for vores land med det igangværende arbejde i sin Landbrugs- og Naturkommission på den ene side, og så på den anden side lancerer en måne-vision, som ligger milevidt fra gængse forestillinger om respekt for natur og dyr.

Landbrug er og bliver natur, men også ubetinget styret natur. Derfor er der teoretisk set ingen grænser for, hvor meget der kan manipuleres med jord, planter og dyr. Men der er alligevel grænser i virkelighedens verden. Grænser som defineres af vores viden og vores samvittighed. Vi skal ikke ha flere svin i bur men færre - og flere grise på græs.
Det er grænser, som ikke kan eller skal defineres af en selvisk, kortsynet pengepung, der insisterer på at lade vores almene forbrugsbehov og snævre brancheinteresser gå ud over den fødevareproduktion og naturforvaltning, som vi alle er så dybt afhængige af.

Med andre ord så skal retorikken ændres. Den skal stemme overens med en sund tankegang om, at alt har en pris. Det er ikke det dyre der er dyrt, men det billige der ikke er betalt. Det skjulte tyveri skal isprogsættes.

I mange, mange år er økologien bygget på den filosofi at vi skal være
foregangsmænd og vise det gode eksempel. Ikke skræmme men vise vej. Det er i overensstemmelse med dette dogme Økologisk Landsforening kommunikerer. Men jeg er ved at miste lidt af min barnetro.

Vi bli’r sgu nødt til at gå langt hårdere til værks og turde fortælle alle de uendeligt mange ’modhistorier’, som vi ellers altid har overladt til miljøorganisationerne. Det er os, der for alvor oplever smerten ved at blive udgrænset som ’dyre’ og ’luksus’ og ’egoistisk’, ’verden vil sulte’, og det er vores børn og vores verden, der betaler prisen for alt det irrationelle vrøvl.

Er dette patetisk eller er det ikke bare sund fornuft? Vi får aldrig fødevareministeren til at gå forrest og give afkald på logrende at lade sig trække rundt i manegen af fødevarebranchens månetunge drenge med mindre vi begynder at råbe højt, at sige fra, at protestere. Det virker på politikerne, når folket hæver røsten!

Det er før set i verdenshistorien, at vi har uendeligt svært ved at vågne, når vi står overfor en sådan fuldkommen magtfordrejning med mindre larmen bliver overvældende. Så hjælp mig alle Jer gode mennesker, som kan se hvordan galskaben skal tøjles og vi skal finde en retning, der gir’ discounttanken baghjul. Råb op! For hvad er prisen? Og er vi prisgivet prisen, eller er det ikke prisen værd?

Prisen, prisen, prisen…

KH

Per

Verdens frø

Igår viste DR2 en udsendelse om en fransk fotograf Albert Kahn, der for 100 år siden satte sig for at dokumentere folkeslagenes mangfoldighed især i Europa. Billederne var utrolige, fordi de afslørede ikke alene en kolossal variation i kulturernes egenart, men også hvordan etniske befolkningsgrupper levede side om side. Et utroligt kludetæppe af sprog, klædedragter, religioner, madkulturer håndværk oma.

Fra en mangfoldig verden, har vi bevæget os mod en ensretning, som har taget livet af forskelligheden. Vi har fået en massekultur, som skaber helt andre betingelser for menneskehedens måde at trives på idag.

I samme åndedrag faldt vi over et site, hvor der er igangsat en indsamling til at lave en film om verdens frø. Historien er den samme, som det ses ret tydeligt af denne 'planche':

I de sidste 10000 år af menneskehedens historie har vi været bofaste og dyrket jorden. Fra at være jægere og samlere, der høstede hvad naturen tilbød, så tog mennesket fat på at skabe sin egen natur, nemlig det landbrug eller havebrug, som leverer det vi selv vil dyrke.

Forudsætningen er frøet. Frøet skal være til rådighed, når der skal sås, det skal være gemt, det skal være høstet, og det skal være nøje udvalgt til at være egnet til at blive gemt og sået igen. Og det skal være det ypperligste, som er tilpasset den ekstreme forskellighed som naturgeografien og de lokale kulturer har bestemt.

Går man bare 100 år tilbage i tiden var der nok handel og udveksling mellem folk endda på store afstande. Men det var ikke normen. Tværtimod. Udvekslingen foregik i små lokale nærmest lukkede kredsløb. Set med planternes øjne betød det en fabelagtig tilpasning af generne til netop de vilkår som gjaldt lokalt. Denne variation og ekstreme mangfoldighed var til alle tider den forsikring mennesket havde for at kunne modstå, hvad verden end måtte byde. Mangfoldighed er lig med sikkerhed. Og samtidig er det ensbetydende med muligheder og skønhed.

Billedet viser med sørgelig tydelighed, hvordan mangfoldigheden er skrumpet katastrofalt. Og situationen er endnu værre, idet de seneste årtiers udvikling går i en retning, hvor det er 3 globale firmaer, der mere og mere ejer vores frø. Gensplejsningen har gjort det muligt at patentere og eje gener. Mens den gamle historie handlede om genernes frihed, det fælles eje og en livlig udveksling. For nok levede folk i isolerede enklaver, men frø udveksles meget nemmere end noget andet. De er holdbare og kan rejse fra hånd til hånd over store afstande og skabe nye muligheder og krydsninger der hvor de lander.

Lige modsat idag med vores moderne verdens fuldbyrdelse af behovet for at eje og kontrollere. Færre og færre sorter. I Danmark havde vi indtil for 30-40 år siden indtil flere hæderkronede firmaer der forædlede og udviklede grønsagsfrø eksempelvis til danske haver og gartnere. De findes ikke mere. Vi er helt afhængige af de internationale virksomheders stærkt begrænsede tilbud.

Dog er der et lys for enden af tunnelen. Nemlig den at der i statsligt regi findes genbanker. Og blandt økologiske kredse arbejdes intenst for at skabe alternative veje. I Aarstiderne har vi projektsamarbejder om bevaring af genressourcer, som vi fortæller om her: http://fortidensfro.blogspot.dk/.
Og på frivillig basis arbejdes der med at indsamle, dyrke og dele frø i et internationalt netværk af entusiaster (seed saving). Herhjemme er det ellers foreningen Frøsamlerne der arbejder med sagen.

Er det ikke lige meget? kan vi ikke bare trygt overlade alt dette til de store firmaer? Nej. Frø er frihed. Frø er demokrati. Uden mangfoldigheden ingen sikkerhed for at der er frø, som kan tilpasses de store forandringer, vi alle regner med vi står overfor. Firmaerne hævder, at der skal gensplejsning til for at løse behovet for nye sorter når klimaforandringerne slår til. Min og mange andres påstand er det modsatte, nemlig den at det kun gør os endnu mere sårbare, og at det der skal til er det modsatte, nemlig at vi skal skabe så meget genetisk 'larm' som muligt, vi skal frisætte sorterne, og vi skal genskabe interessen for at bevare og udnytte og udvikle vores levende kulturarv. Den der trods alt stadig findes.