Grisen - en hellig ko

”Vi elsker vor gris”

Den lægger krop til en stor økonomi. Og alligevel skaber den igen og igen et vældigt mediepostyr. Senest da TV-programmet ’Borgen’ rullede over skærmen for nogle uger siden og brugte svinebranchen som sin fortælleramme. Der er noget galt.

Da økologien startede, skete det i protest mod det konventionelle landbrugs metoder. Berømt blev det, da plakatkunstneren Michael Witte i slutningen af 70-erne blev stævnet af svinebranchen for hans plakat med ordene ”de danske svin er sunde, de strutter af penicillin”. En sag der endte i Højesteret.

Den industrielle gris

Desværre er problematikken endnu mere aktuel i dag end for en generation siden. Når man producerer grise på stald i store besætninger, fikserer søerne under trange forhold med mangel på dagslys og uden muligheder for at får trynen i grønsværen, så skal dyrene blive syge og dermed kræve behandling. Det er selvindlysende banalt.

Når medicinforbruget i svineproduktionen skaber multiresistente bakterier, som ender i vores kroppe, og dermed som en meget alvorlig sundhedsrisiko og med antibiotika, der ikke virker mere, så er der ikke fundet et fornuftigt kompromis mellem produktion og respekt for dyrenes adfærd og krav.

Vi lader os tryllebinde af en svineverden, hvor vi bliver ved med at tro på påstandene om, at de lukkede staldsystemer sikrer dyrevelfærd, miljø og sundhed. Senest har branchen støttet af regeringen lanceret "Projekt Månegris", en ide der skal fuldende forestillingen om den perfekte industri-gris. Svineindustrien haster af sted i en ubetinget blindgyde, og det er også grotesk, at kritikerne anses for at bedrive en nærmest landsskadelig virksomhed. Demokratiet må også gælde for grise, selvom de kun kan øffe! 

Den økologiske gris

Økologiske søer og smågrise lever deres liv i marken, og når de små basser når en vis størrelse og alder, fravænnes de og samles i mindre flokke i en åben stald, hvor de leger i halm og har lys og luft. De fodres hele vejen igennem med økologisk dyrket foder. Det er det bedste kompromis, der er opnået imellem at sikre dyrene muligheder for at udfolde deres naturlige adfærd, og samtidig sikre et godt miljø, og at prisen stadig holder sig på et niveau, hvor kunden i sidste ende vil være med. En meget stor forbedring, som vi som økologer kan være stolte af, og som kan og skal danne skole for fremtidens svinehold.

Den moderne gris på afveje

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det, der hedder avlsmaterialet (ornesæd), kommer fra de nationale og meget dyre avlsprogrammer, som løbende udvikler det danske slagtesvin. Og resultatet er at grisemødrene – søerne – er blevet helt vildt ’dygtige’ til at føde pattegrise. Men rigtigt mange dør. Faktisk ligger dette tal på 25.000 om dagen eller 9 mio om året, ingen  nyhed, men et uhyrligt tal. Det skal sættes i forhold til, at der samlet set fødes rundt regnet 37 mio grise, hvoraf de 20 mio slagtes, 8 mio eksporteres levende mens de 9 mio døde altså sendes til destruktion.

Den samme slags moderne gris anvendes også i økologisk produktion. Der sker nogenlunde det samme, selvom soen har anderledes og frie betingelser. Men den er ikke tilpasset de mere naturlige forhold. Udegrise er også tiltrækkende for ræv, ravn og musvåge, som til stor ærgrelse for bonden snupper en pattegris her og der. Summen er, at vi ikke kan prale med en meget lavere dødelighed i blandt vores økologiske pattegrise.

Til gengæld kan vi med go’ ret stille krav til os selv, branchen og samfundet om at finde den vej, der skal til for at udvikle grise og metoder, der sikrer at vi får søer, der får langt flere overlevende smågrise, og hvor vi kan finde veje til at holde styr på rovdyrene.

Jo flere der spiser økologisk gris, jo større vi bliver som aktiv i landbruget og fødevarebranchen, jo bedre råd bliver der til, at vi finder løsninger, som gør det yderligere attraktivt at udfase den traditionelle svineindustri og få lukket dyrene ud.

Grisens, vores og nationens ve og vel

Grisen har en berettigelse som en vidunderlig luksus i vores traditionelle nordiske køkken. Og grisen har sin naturlige plads, som det husdyr der på en naturlig måde kan udnytte overskuddet fra andre grene af fødevareproduktionen. Det er sådan grise skal tænkes og ikke som et objekt i eksportøkonomien.

Vi kan og skal ikke leve af grise, hverken økonomisk eller som mad. Den industrielle danske svineproduktionen lægger beslag på store arealer uden for landets grænser og konkurrerer om den globale efterspørgsel på korn til menneskeføde.

Nationaløkonomer hævder, at selv med en radikal omlægning af dansk svineproduktion i en økologisk retning og med et markant lavere antal grise, så vil det ikke være en trussel mod den danske samfundsøkonomi.

Det er vidunderligt at se for sig, at vi kan få en fremtid, hvor vi kan nyde vores mad med god samvittighed, og hvor vi ikke konstant skaber problemer, som undergraver vores egen sikkerhed, sundhed og natur og respekt for dyrene. Det er udtryk for en komplet arrogance ikke at se dette i øjnene og stille krav om, at der for alvor skal ske en forandring.

Det vil givet vis i et langsigtet perspektiv tjene samfundet med færre men bedre grise og dermed bedre sundhed, bedre miljø, nye produkter, gladere grise, gladere kunder, rigere måltider og forhåbentlig glade og stolte bønder.

Svinekødets status skal ændres til at være luksus og undtagelsen fremfor discount og hverdagens regel. En udvikling som er helt i tråd med, hvordan vores madkultur bevæger sig mod mere grønt og mindre kød. 80/20 kalder vi det i Aarstiderne. Derfor er det så sjovt at drømme om, hvordan vi for alvor kan ændre kurs med vores landbrug og tage hånd om helheden, uden at vi dermed skal gå på kompromis med det væsentlige, nemlig, at vi med god samvittighed kan leve for at spise fremfor at spise for at leve! Det er måske endnu ’en hellig ko’ vi skal ha slagtet?

Blot en lille fin film om en spansk måde at tænke og gøre grise på, og som kommer i Aarstidernes kasser.

Rørende børn

Sidste forår befandt jeg mig en dag foran vores kæmpemæssige og fantastiske gule lade på Krogerup Avlsgård i selskab med en gammeldags bødkertønde og en 5 m lang heksekost og 100 børn. Tønden var fuld af frisk vand og i den havde jeg hældt et præparat i, som skulle udsprøjtes på alle vores marker. Men først skulle det røres grundigt op i vandet. Meget grundigt endda. En hel stiv time.

Og hvad sker der? Nu står jeg jo lige op og ned af en gevaldig flok børn som løber til og fra til deres skolehaver og madpakker og sjov og hyg. Og så bli'r de nysgerrige. Værs'go og gi' en hånd med omrøringen, og jeg bli'r dybt fascineret over hvordan børns spontane nysgerrighed får fortælleren frem i mig. Hvad laver du? Hvorfor rører du? Hvad er det der er i tønden? "Jo da, jeg er igang med at skabe saft og kraft til vores marker, siger jeg til børnene".

 "Prøv at kigge op og kig ud! Se foråret, se alle de spirende saftspændte grønne marker med deres lysende mølkebøtter. Prøv at se ude mellem træerne, der endnu ikke har fået  blade, se havet derude, og få fat i hvilken enormt kraft som naturen har. Lyset, mulden, planternes og vores følsomme sanser. Prøv lige at læg mærke til hvor glad man bli'r over at stå her midt i det hele og vide at alt dette er dit og mit. Og at vi alle sammen er en del af det. Det er dette vidunder vi vil er at stimulere, skabe styrke og sundhed, vi vil ikke bekæmpe eller beherske det. Nej, vi vil fornemme hvordan vi leger med det".

Børnene forstår udmærket, hvad det er vi har på spil, når vi masserer naturen med vores haveliv. De forstår helt spontant, hvor fantastisk det er. Det har eventyrfortællingens muligheder i blodet. De behøver ikke den mindste videnskab for at blive tilfredse. De forstår verden i metaforer. Nuvel, ikke at disse ting står i modsætning. Jeg fortæller alene dette, fordi det kan være utroligt udfordrende at få voksne med lang skolegang til at begribe meningen med at kompostere gødning i et kokranium for siden at opløse og omrøre det i vand og sprøjte det ud over markerne!! Vi trækker på smilebåndet, ikke spor mærkeligt, da det er vores måde at håndtere forlegenhed på. Smilet eller det gode grin. Børn derimod lader sig forføre. Og dette er der gud-ske-tak-og-lov ikke noget i vejen med, når det sker i en god ånd og ikke handler om at tvinge noget ned i halsen.

Et af de mange børn der var med til at røre og snakke og grine fik pludselig den idé at hente en vandkande. "Min planter skal da også være seje", som han sagde. Denne 9-årige knægt var fuld af energi, fyldte sin kande og vandede omhyggeligt sit lille lod. Og jeg er sikker på at han vil opleve sine planter endnu mere intenst, og få en endnu større glæde ved det han gør. Ikke så tosset. Eller hvad?

I de mange år jeg har arbejdet med jord, marker og dyr, har det slået mig hvordan man ligeså tydeligt kan fornemme naturens puls. Det er ikke spor anderledes end det man oplever, når man er i selskab med mennesker. Levende 'ting' gør noget ved en ligesom man jo påvirker det med sin egen tilstedeværelse. Alt dette levende er, lige meget hvilken forklaring man forsøger sig med, et under. Og det er med stensikkerhed ikke til at forstå uanset hvor mange kemiske formler og fysiske love videnskaben stiller op med. Ikke sådan rigtigt helt ned i knoglemarven. I det biodynamiske landbrugs arbejder vi med at finde et sprog og metoder til at samarbejde med naturen. Og en del af sproget, eller koden om man vil, handler om at anvende sjove præparater, som man tilfører markerne.

Og har du lyst til at opleve nogle timer i selskab med en solid og underholdende fortælling og indføring i vores biodynamiske verden, så kom og deltagom aftenen den 21. februar på Krogerup Avlsgård i selskab med Klaus Loehr Petersen, som til dagligt slår sine folder i Biodynamisk Forening. Han er en rigtig god foredragsholder!

Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her

Her er en lille video fra sidste forår med de rørende børn. "Er det øl??" spørger de...

Fastelavnsvin

Nej ikke svin men VIN. Vi har faktisk en gammel dansk kultur for at fremstille vin. En nærmest ukendt kultur, men som hænger sammen med fastelavn.
Det handler om den gode most. Ordet most handler om en gæret æbledrik. Og sådan noget er blevet fremstillet i århundreder i et eller andet ukendt omfang. Stort kan det ikke ha' været i vores lille verden, men man skal ikke langt ned i Europa før det har været og er en udbredt kultur især i Atlanterhavsegnene.
Industrien fremmarch skabte det moderne øl for snart 200 år siden og al historisk produktudvikling knyttet direkte til de enkelte små landbrug forsvandt til fordel for storskala produktionen. Og i tidens tand forsvandt most-kulturen herhjemme. Ølkulturen vandt, og vi blev et bajer-drikkende land.

Bare lige til mundvandet: Her sukkerkogte æbler til desserter.
Der er en verden til forskel på sådan en dessert, afhængig af det rette æblevalg.

Men rundt omkring i det ganske land spirer det. Historien er godt hjulpet af at vi for nogle år siden blev mødt med bryggeriverdene alkopopkultur der opfandt såkaldte cidere. Ingen nævnt ingen glemt.Og blandt kræsne, kritiske, bevidste og berejste ganer har der været højlydte protester. Endnu engang lykkes det at erobre sproget og knuse et hæderkronet begreb i den industrielle mølle. Cider er og bliver en gæret æbledrik fremstillet af 100 % ren saft. Men blandt andet fordi svenskerne for mange år siden kaldte deres æblesodavender for cider, så har den europæiske regelmaskine ikke været i stand til at holde stien ren.

Uanset navnet, så har vi brug for at genrejse den fantastiske mulighed, der ligger i at vi kan begejstres over at drikke noget så naturligt som den gærede most. Det kan gøres på rigtigt mange måder og blot valget af æbler er afgørende for hvad der kommer ud af det. Det er en stor stor kunst. Ligesom med daglig vin kontra klasse-vine. Ikke spor anderledes. og så er det en moderne drik, den kan noget både med sundhed og larmer ikke med et højt alkoholindhold.

Så vi går til kamp for den gode cider, den rigtige cider, den ægte cider. Se mere om hvordan der diskuteres, da der var cidersmagning på Restaurant Relæ.

Og som jeg sagde indledningsvis, så sagde man i gamle dage at drikken først var klar til fastelavn. Og det tager tid fra æblerne mostes om efteråret. Og det kræver omhyggelighed. Og så er det en utrolig oplevelse at iagttage, hvordan den grumsede frisk-most gradvis ændrer sig og bli'r til den smukkeste klare champagneagtige og perlende drik. Som historien om den grimme ælling...

Haven under forandring fra buskads til frugthave.

På Krogerup er vi igang med at rydde havens buskadser fra 1960-ernes knæfald for en ensformig have-æstetik, hvor roser, staudebede, køkkenhaven, bærbuske, frugttræer og kompostbunken blev ryddet og erstattet af græs og mærkelige buske fra alle verdenshjørner bedst kendt fra kirkegårde. Så om igen: Gang i livet. Vi skal plante frugttræer, og spændende cidersorter! Ikke nok til at rejse en industri, men rigeligt til at pirre til historien og demonstrere potentialet. Og så bliver der plantet nogle af de mest interessante traditionelle sorter, som egner sig til spisning og til mad.

Det vil ta' nogle år før det rigtigt tager sig ud. Kom "om føje år, heden som en kornmark står". Iøvrigt har Aarstiderne podekursus den 22. marts her på Krogerup, hvis du skulle få lyst til at ta' fat selv. Her snakker vi æbler, podning og sikkert også most og cider..

Og vi har fastelavn her på Krogerup på søndag den 10. februar. Nok især for børn, kom og vær med!