Tågen letter!

Forleden formiddag sad jeg koncentreret og arbejdede på mit kontor i Aarstiderne på Krogerup Avlsgård. Maj måned viser sig fra sin smukkeste side med udsigten til havens kæmpestore gamle blomstrende kirsebærtræ, nyplantede æbletræer, grønsagsmarken, vores bølgende store marker og bagved det hele de gamle ege, skovene og Øresund. Ejendommen omkranses af ren natur, af skove og har en beliggenhed, som for enhver økolog er misundelsesværdig.

Under arbejdet sniger der sig en sær fornemmelse ind, som pludselig manifesterer sig som en umiskendelig lugt, der ikke er til at tage fejl af. Nemlig lugten af den pesticidsprøjtning, som efterlader sine systematiske spor i det danske landbrugslandskab. Først kunne jeg ikke placere lugten, det ville simpelthen ikke indfinde sig i min bevidsthed. Det var som at blive fanget i en løgn. Jeg ville ha’ forsvoret, at det kunne ske. På trods af at der må være et sted mellem ½ og 1 km til nærmeste konventionelle nabomark, og på trods af skovens skærmende værn, så flytter tågerne med de kemiske aerosoler sig med vind og opadgående luftstrømme og ender i mine næsebor. Det er velkendt at pollen og svampesporer flytter sig mange hundrede kilometer, ja endda på tværs af Nordsøen. Det er mindre diskuteret, at landbrugets brug af kemikalier ikke begrænser sig til den mark, hvor de er beregnet på at lande.

Før jeg blev formand for Økologisk Landsforening, ville jeg ikke et sekund ha’ spekuleret over andet end at fare i blækhuset og beskrive min harme over, at jeg som økologi og den danske natur ikke kan vælge at slippe for kemien. Jeg ville vide, at jeg kunne risikere en vanskelig diskussion med fagfolk om, at selvom man kan lugte sprøjtetågerne, så er koncentrationen så lille, at det er ganske ufarligt. Og jeg ville uden omsvøb argumentere med, at uanset at den samlede nationale ekspertise ville forsøge at overbevise mig om det modsatte, så er jeg ikke i tvivl om at det ikke er i orden, og at det har en virkning hos naboer endda mange kilometer væk, i naturen og i det globale økosystem, som ikke skelner mellem økologer eller andre.

Nu har jeg imidlertid fået kasketten på og tænker lidt anderledes over, hvordan jeg skal argumentere. Blandt andet er jeg udmærket vidende om, at naboerne ude på landet skal kunne omgås med venlighed, med respekt og med den åbenhed, der gør, at man demokratisk set og som medmennesker kan rumme hinandens forskelligheder. Med andre ord så vil ethvert forsøg på at kridte banen op og ta’ bladet fra munden være dømt til at udfordre de gode naboskaber og venskaber. Ingen har lyst til at blive udstillet. Derfor skal jeg vare min mund.

Men det duer ikke. Vi lever netop i et demokratisk land, og det er afgørende vigtigt at tingene kan siges og diskuteres ud over det personlige plan. Min farfar var for mere end 100 år siden skolelærer på Asnæs med hest og 4 tdr land og radikal. Han blev anset for at være fuldstændig rabiat og illoyal overfor landbruget. Fordi han var radikal og kæmpede husmændenes sag. Jeg tror ingen kan være i tvivl om, at alle tider har brug for sine kritikere. Og gårdsdagens kritik er nutiden hverdag.

Med andre ord, så er der noget rygende galt, hvis vi som økologer ikke kan tillade os at ha’ en mening og lufte den offentligt om noget som vedkommer os alle. Vi skal kunne tillade os at udtale vores velbegrundede frygt for landbrugskemikalierne. Kunder, borgere og forbrugere forventer det, og samfundet kan ikke fungere uden diskussionen.

Kornmarken i maj

 Vi har med vores økologiske praksis et dybtfølt ønske om at vise, at landbrug kan drives og fødevarer fremstilles forsvarligt uden brug af pesticider. Men det er uhyre vanskeligt at kommunikere vores praksis, hvis vi er afskåret fra at diskutere vores syn på den praksis, hvor pesticiderne anvendes.

Diskussionen skal fjernes fra det personlige og gøres politisk. Så er det ikke en personlig kritik men politisk begrundet, hvorfor vi i vores land eksempelvis arbejder intensivt for at den offentlige bespisning bliver økologisk, og at indvinding af drikkevand i højere og højere grad vil ske i områder, hvor arealerne drives økologisk.

Og med et lidt mere afslappet forhold til at diskutere offentligt, kan det måske også lykkes at gøre det nemmere naturligt, tvangfrit og lystbetonet at tage skridtet og omlægge sit landbrug. Og det bliver endnu mere logisk at købe den øko-logiske kasse.

Landbrug er per definition et kompromis med at lade landet springe i natur. Landbrug er et indgreb i det naturlige. Men der er grænser for hvordan. Og grænserne skal diskuteres løbende, både i egne øko-rækker og i og med landbruget som helhed. Så kan tågerne lette!