onsdag den 19. december 2012

Julequiz, tirsdag den 18. december


Hvad skal der til, for at en julesnaps er økologisk?

a.     Fremstillet af økologiske råvarer

b.     Fremstillet af en økologisk snapseproducent

c.     Fremstillet af økologiske råvarer af en økologisk godkendt producent

Her har jeg faktisk stillet et spørgsmål jeg ikke rigtigt kan svare på. Før var det jo sådan, at der ikke fandtes noget der officielt hed ’økologisk vin’, fordi det ikke var nok at druerne var økologisk dyrkede. 

Nu er det muligt, som du kan se i svaret på spørgsmålet den 15. december. Og det må da være det samme med en snaps. 

Snaps er stort set alkohol og vand. Og vand er vand, det findes ikke økologisk. Så er der spritten. Den er et destillat af en slags bryg, som er fremstillet alene for at ’høste’ spritten. Dette bryg ’wash’en’ kaldes det i whiskysproget, er brygget på en økologisk råvare dvs malt og måske noget kartoffelstivelse eller råt korn. Dermed er den økologisk, altså fremstillet af økologiske råvarer. 

Men spørgsmålet er, om der er andet, der skal til for at den kan kaldes økologisk? Jeg ringer til Karsten Kjer Michaelsen, der har Aqua Vita Sydfyn. Han bekræfter, at det med sprit alene handler om råvarerne, og at han selvfølgelig skal være økologisk godkendt af myndighederne - svaret på spørgsmålet er altså C.

Sprit og vand og måske spor af krydring! Det er godt nok et produkt, som bekræfter at økologi ikke mindst handler om det der ligger bagved produktet, altså det vis spiser eller drikker. Her er der for alvor tale om, at vi drikker med god samvittighed, i hvert fald når vi kan argumentere med, at det, der er i snapsen, kommer fra marker, hvor der er taget videst mulige hensyn til fuglefløjt, dyrelivet, grundvandet og naturen i det hele taget. Skulle man lide af lidt moralske eller fysiske tømmermænd her i juledagen, er det godt at vide, at det kun har været et positivt bidrag til landskabet…

Så lad os hylde landskabet, som det her tegnede sig sent på efterået i Martin Zankowas linse. Det er vigtigt at vide at ikke nok med 'at vi er det vi spiser' men at 'det derude også er det vi spiser' - og drikker... Skål!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar