søndag den 2. december 2012

Julequiz, lørdag den 1. december


Hvor gammel er julegrisen omtrentlig, når den lægger ryg til den økologiske flæskesteg?

a.     Ca 100 dage
b.     Ca 200 dage
c.     Ca 300 dage
d.     Ca 400 dage

Svaret er:

Det normale er, at grisen slagtes efter ca 200 dage (b), hvor den vejer ca 90-100 kg. En enorm tilvækst på bare lidt over et halvt år – hvis man sammenligner med et barn fx

I dag ønsker vi, at grisen leverer magert kød. Men før i tiden var fedt en væsentlig energikilde. Vi har ikke meget fysisk arbejde i dag, vi flytter os ofte på fire hjul, og vi fryser ikke, uanset hvor vi er. Sådan var det ikke i gamle dage, hvor kroppen skulle levere varme og energi til et helt andet barsk liv. Her var fedtet vigtigt. Og julemadens kraft var selve indbegrebet af overskud og velstand. Levealderen var også anderledes, måske mere på grund af sliddet end fedtet.

Og fedt er ikke bare er fedt. Hvis man har haft den fornøjelse at spise ’pata negra’ af de berømte iberiske sortfodssvin, som lever i flere år før de slagtes, og som får lov til - som vilde grise - at fouragere på agern, rødder osv., så kender man oplevelsen af at spise et animalsk fedt, som mere minder om vegetabilske olier, og som er vidunderligt aromatisk. I vores fedtforskrækkede tid er det værd at vide, at fedt godt kunne være anderledes. Men prisen er også en helt anden. 

Så indtil videre er den dejlige danske økologiske julegris moderne i sin fedtfattighed. Og det er også lækkert.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar