Mange af navnene virker alligevel fremmede og nogle af dem er de samme,
som dem vi tilbydes resten af året men som kommer fra andre himmelstrøg. Og så
er der velkendte og traditionsrige æbler: De fleste har hørt om et ’Gravenstein’,
eller ’Gråsten’ som det blev omdøbt til dengang vores sydlige nabo truede vores
nationale tryghed. Et ypperligt æble med en fabelagtig aroma. Et fantastisk
spiseæble og ligeså skønt til most – rigtig æblemost. Men men men.
Gråsten er et følsomt et af slagsen. Det kræver lys og luft
og sunde vækstforhold. Der skal nemlig ikke meget til for at det tynges af
skurv, hin plagsomme plet, der kan blive så slemt så både æbler og blade falder
af træet før tiden.
Og skurven er den væsentligste årsag til, at man allerede
for langt over 100 år siden tog fat med den kemiske krigsførelse i æbledyrkningen.
Sådan set forståeligt nok, fordi det ærgerligt at ens anstrengelser ikke bærer
frugt (!). Og uden en eller anden form for kemi kan det være økonomisk umuligt
om ikke nærmest dødsdømt at dyrke æbler. Kemiens indtog har imidlertid alle de
velkendte skyggesider, som jeg ikke skal komme nærmere ind på nu, bortset fra
en, nemlig den at den har udviklet sig til det absurde.
I dag er det sådan, at det ifølge lovgivningen (EU) er
tilladt at sælge æbler som klasse 1 frugt, selvom der er et par pletter eller
fem. Der er imidlertid sket det, at erhvervet selv har sat en standard, der
hedder ’nul pletter’, ligesom hos tandlægen ’nul huller’. Men æbler er ikke
vores tænder. Æbler er noget, der naturligt udsættes for de ting, som huserer i
naturen. Og det er faktisk godt for æblet, fordi det skal anstrenge sig for at
være mest muligt sundt. Og har det anstrengt sig indeholder det en masse guf,
der er sundt for os. Har det ikke været udsat for naturens drillerier derimod, fordi
der er blevet beskyttet af kemiske tåger, så er det en slags kuvøsebarn, der
mangler modstandskraft. Og derved har det en noget slatten virkning i vores
spisning.
Tro det eller ej, så er pletter et absolut sundhedstegn, og
i mine øjne og mund det oplagte signal om mere smag, større kraft, mere
oplevelse.
Og skal jeg lige jamre et øjeblik mere så handler det om, at
disse skønhedspletter for den moderne æblespiser opfattes som pest og tyfus. Og
kan min forklaring accepteres, er der ingen vej uden om end at finde behag i
skavankerne, hvor små de end er.
Ønsket om den kosmetiske perfektion, har nogle dybt
alvorlige skyggesider. For at blive i æblets verden betyder det, at når vi
dyrker økologisk tvinges vi til at gå efter sorter som mere handler om udseende
end smagsoplevelse. Konsekvensen er, at mit højt elskede Gråsten ikke kan købes
økologisk. Og konsekvensen er at økologiske avlere presses til en helt
uacceptabel frasortering, hvor der er et meget stort, værdiløst spild alene af
kosmetiske grunde.
Prisen bliver for høj, og ingen vil købe æbler der koster
3-4-5 gange så meget som det kemisk strålende perfekt æble. (Konventionelle
danske æbler sprøjtes ca 27 gange ifølge erhvervets egen statistik).
Altså må vi gribe i egen barm og starte med at lære vores
børn igen, at frugter varierer, at de ikke alle er lige fantastiske, at de
bedste ikke er de mest perfekte osv. Vi kan som voksne bruge vores hoveder til
at fortælle de små poder, hvad der er op og ned. Vores poder kan til gengæld
med deres uforbeholdne sanselighed vise os, at vi sikkert har ret. En ting er i
hvert fald sikkert, rynker vi på næsen gør de det automatisk. Så værsgo at
smile, er der noget mere betagende end en velplaceret skønhedsplet. Bare spørg
Marylin Monroe.
For hvad var hendes skønhed uden den berømte plet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar