tirsdag den 20. januar 2015

Mærket for livet..


Klumme skrevet til Aarstiderne nyhedsbrev, januar, 2015. I anledning af Ø-mærkets 25 års fødselsdag.

Det er sjovt at lege med sproget. Irma har netop kaldt sig selv for Ø-rma på deres berømte lysreklame ved Søerne i København. Vores Aarstiderne-mærke er det sjove lille planetariske a med den cirklende planet eller måne som gi’r ideer om sprogets aa eller å helt ud i kosmos. Og bagved a’et gemmer sig Ø’et. Det mærke, som pryder vores kasser og som Gud og hvermand kender i dette land. Tænk 98 % af befolkningen kender netop dette ø. Ikke bogstavet, nej, det logo som så dagens lys netop nu for 25 år siden og fejrer sin sprudlende ungdommelige fødselsdag.
Mærket er beviset på at den danske stat har sat sit stempel på og godkendt den økologiske produktionsform. Ø’et gemmer sig bag a’et som en helt grundlæggende præmis. Ikke alene som fundament for, hvad der kommer i kasserne, men også som bevis på hvordan vi kærer os om mennesker, dyr, planter, natur, grundvand og klima. Ø’et er ’state og the Art’ dvs den standard som gælder, når maden både skal sikre vores alle sammens bedste mad og samtidig at vores husdyr har haft et anstændigt liv, at vi har gjort hvad vi kan for at beskytte vildtet, artsrigdommen, vandet i søer, vandløb, grundvand og vores hav. Ja og klimaet. Måske er det en selvfølge for os alle, at vi kun vil det bedste.
Men et skævt kig en hverdag hen over supermarkedernes diske og montre kan få en til at undre sig. Nok er Ø’et til at få øje på. Små 8 procent af alt hvad der sælges i dagligvarehandlen er økologisk. Det er ganske enkelt en imponerende verdensrekord på grund af en enorm indsats både fra forbrugernes side og fra alt det bagved. Vi vil økologien – mange af os. Men så er der alt det andet, som det skæve kig åbenbarer. Min undren bliver stadig større, når jeg tænker på, hvor meget vi nærmest dagligt tæppebombes med af oplysninger om, hvor skralt det står til med vores natur, lukkede brønde, lidende dyr osv. nej, vi orker ikke at høre mere. Og selvom vi vil det bedste, så kan der være andre grunde til at vælge.
Så meget desto mere er jeg er taknemmelig for at jeg kan få a-kassernes håndsrækning. Jeg elsker at slippe for at tænke over indkøbet. Her er der taget ansvar, Ø’et er bare på plads. Ja, i Aarstiderne er det en ubetinget selvfølge, der har ganske enkelt aldrig nogensinde befundet sig en ikke-økologisk kartoffel i en kasse i vores 15 ar lange historie.
Spisningen handler dybest set om en eneste ting, nemlig livet. Og som noget helt afgørende for mig, så betyder det mere at leve for at spise end at spise for at leve. Det sidste er nemlig en selvfølge i hvert fald i vores verdens del. Livsglæden ligger med lokkende løfter på tallerkenen. Det må og skal aldrig være en pligt at skulle sætte tænderne i en eller anden form for elendighed. Tallerkenen skal rumme det bedste og ikke være et kompromis, en nødløsning, en elendighed eller en straf.
Grisen skal ha’ haft et godt liv og hønen skal ha’ sit udeliv under himlen og kradset og skrabet i jordens myldrende tilbud til dens nysgerrige næb. Kalven skal styrte rundt og lege skolegård, mens koen skal nyde at strække ben i græsset under drøvtygningen og før middagsluren livgivende styrket af sommerlyset befriet for medicinsk efterbehandling. Sommerfuglen skal elske på tidselblomsterne i et fredeligt markhjørne uden skyggen af tvivl og frygt for giftige tåger. Jordens mægtige biomasse af regnorme og de usynlige mikrober skal gnufle og gnaske i muldens underjordiske mørkebiologi uden gener fra kunstige gødningssalte eller nedsilende giftrester. Livet befinder sig i alle naturlighedens afkroge og er ikke uberørt af moderne kemiske misforståelser.

Lad livet få frit spil og lad os mærke med det på den forunderligste og mest trygge vis. Og det er det, dette statelige Ø så grundlæggende fortæller mig, det er den dybeste respekt og glæde ved livet. Det er et mærke, der kan mærkes – for livet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar