Aurion 40 år! Festtale ved jubilæet den 24. oktober, 2014.

Jeg står her ikke som en gammel ven men som en gammel fælle. Vi har kendt til hinanden i rigtigt mange år, på sidelinjen og siden mere direkte. Og nu er det jo med den mere formelle kasket som formand for Økologisk Landsforening.

Og netop ordet forening. I er medlemmer af en organisation, som I har bakket op om i årevis. En forening, som har sikret, at vi i dette land i dag er verdens førende i økologi, vi har omkring 8 procent af den samlede dagligvarehandel – i København er det 15% og alene i år er salget indtil nu vokset med 8 % Og det i tider hvor detailhandlens omsætning har været konstant faldende siden finanskrisen startede med at kradse.

Det interessante ved at fremhæve dette faktum er at der er en historie bag disse tal. Det er en historie om enkeltpersoner, landbrug og virksomheder, som på tværs af udviklingen satte sig nogle helt anderledes radikale mål for hvad vi skal kunne med vores landbrug og mad.

Aurion, dette smukke ord, noget med gylden og noget med den farve som kornet har til høst og høstet. Det gyldne er med til at forgylde os. Vel at mærke når der er tænkt en dybere tanke med hvordan og hvorledes. Kornet blev den afgrøde som i landbruget for alvor kørte det konventionelle et nyt sted hen. Kornets rolle er som nyder af det overskud, som mulden kan præstere. Når den ellers passes og plejes med omtanke for dens evige frugtbarhed. Og det kræver et alsidigt og sundt sædskifte hvor afgrøderne skifter og hvor dyrene er med til at skabe liv – husdyr såvel som krillerbasser, regnorme osv.

Da landbrugets kemikalieglæde tog fart i 1960-erne forsvandt forståelsen for denne kobling. Men i den biodynamiske verden og i den senere økologiske verden blev der råbt vagt i gevær og sat en ny kurs. Da Aurion startede i 1974 eksisterede økologien ikke officielt i Danmark som organiseret fænomen, men den første internationale konference blev afholdt i 1973 i Schweiz. Så navn eller ej, noget var i gære. I startede Jeres stræben efter det gyldne snit i en periode, hvor samfundet knagede, og hvor der var stærke modbevægelser for at finde nye svar på de udfordringer, som allerede dengang stod lysende klart. Vi vidste udmærket godt at festen ikke kunne vare ved, det var året med den berømte oliekrise, hvor sheikerne lukkede hanerne, og vi gik tur på motorvejene. Selvom vi ikke brugte begrebet klimaforandringer, så vidste vi den var helt gal, altså kursen.

Nogen tog fat, og Aurion var blandt de absolutte pionerer, der var mange flere, og det særlige er at vi eller I er her stadig. Hold kæft hvor blev der hånet og grinet af disse tosser. Med videnskaben i hånden fik vi tæsk i en grad, som de færreste kan begribe i dag. Nuvel, hvis man læser Bæredygtigt Landbrugs bandbuller, så kan man mærken resterne af den gamle torden. Nej fra latterliggørelsen har vi bevæget os ind i en årrække med den repressive tolerance som man kaldte det, og til den tid vi lever i nu hvor en stigende del ikke bare af befolkningen, men også af forretningsverdenen og det politiske system erkender, at vi med vores verden ikek er absurde fanatikere, men har et mere end troværdigt og nødvendigt bud på fremtiden.

Når vi er nået så langt, så skyldes landets ’aurioner’ i almindelighed og ’Aurion’ i særdeleshed. Økologien er en broget flok, men der skal ikke herske tvivl om at med Aurions biodynamiske tilgang, så er barren lagt højt, også så højt så den ikke alene har rykket ved en hel omverden men også ved opfattelsen af økologien på de indre linjer. Lad mig gi’ et eksempel.

Kornets egenskaber til at bage med har stået i skyggen af det konventionelle landbrugs ønsker om at maksimere i stedet for at optimere. Og her har Aurion forfulgt mulighederne i at kigge i en helt anden retning. En komisk historie – for nogen – som stadig håndligt afvises når landbruget skingert diskuterer at de ikke må gøde nok. Men her har Aurion insisteret på at skabe en forståelse for de gamle kornarter og sorters betydning for at skabe det gode brød. Møjsommeligt år efter år er kornet, melet og brødet kommet på hylderne og historierne er fortalt. Utallige er de møder og forhandlinger og projekter og tovtrækkerier, der i er baggrunden for at ethvert dansk supermarked med respekt for sig selv sælger et utal af malprodukter. Vi må være det land i verden har den højeste meldiversitet i supermarkederne. Og der skal ikke herske skyggen af tvivl om at dette først og fremmest er Aurions fortjeneste.

I 1970-erne snakkede vi om de tre hvide gifte sukker, salt og mel, og i det hele taget var der en meget solid optagethed af de sundhedsmæssige aspekter af hvordan vores mad er fremstillet. I mange år stod denne tilgang til økologien i skyggen af at snakke miljø og siden klima. I dag er det min oplevelse at disse ender begynder at mødes. Vi begynder med vores store projekt, at få skabt en ægte forståelse af at vi ikke bare er hvad vi spiser men at vores klode bliver hvad vi spiser. Det har taget 40 år, såmænd. Og vi er langt fra færdige endnu.

Selvom vi i dag står med verdens højeste økologiforbrug, fordi vi har haft landbrug og virksomheder, som har kunne matcher supermarkederne – på godt og ondt – så er der lang vej til at landbruget og vores måltider for alvor bli’r økologiske. Udviklingen foregår i ryk, som en trappe, op og så vandret og så op igen. Salget er vokset konstant og ikke mindst i år, men det halter i landbruget. Der er nogle institutionelle og markedsmæssige udfordringer, som jeg tror vi snart kan bryde igennem. Og i kraft af den vedholdenhed og udholdenhed som kendetegner aktørerne og med Aurion som et utroligt forbillede, så lykkes det at skabe en forandring i en verden af modstand og stilstand.

Jeg er ikke i tvivl om at projektet Aurion lykkes, fordi det bæres af Jeres meget bevidste holdninger og visioner, men også fordi I har spinket og sparet og lidt afsavn. Men vores verden lover os guld og grønne skove, når vi vel at mærke forstår udtrykket i sin sunde forstand. Guldet er kornet. Nok så mange guldstykker kan ikke erstatte den mad, som vi skal leve af. Har vi ødelagt vores livsgrundlag er der hverken guld eller grønne skove.

Med dette korte og fattige indlæg i Jeres fantastiske rejse fra unge i oprørets tid til disse mere modne og gyldne år, så vil jeg gerne takke Jer på egne og alles vegne for Jeres uvurderlige indsats for vores fælles fremtid. Jeg kunne ha’ snakket en del om vores personlige samarbejde og Jeres uselviske deling af Jeres viden og ønsker om at fremme en ordentlig mel og brød verden, jeg kunne ha snakket om indsatsen for at forskningen kan underbygge og udvikle kornets verden, jeg kunne ha snakket om meget mere, men det er mit ønske med Økologisk Landsforening i ryggen at sende Jer en dybtfølt tak for Jeres uvurderlige indsat. Tak! Og bliv så ved, med ønsket om mange ’gyldne år’ fremover.