Ordet er gift!

I forbindelse med Fødevarestyrelsens spisemærkekampagne har ordet sprøjtegift været anvendt i den officielle omtale! Ordet er imidlertid faldet nogle for brystet, og nu er gift desværre igen blevet erstattet med ordet ’middel’ i Statens officielle omtaler af ja, sprøjtegift.  Ordet ’gift’ eller ordet ’middel’ er en diskussion værd, hvad er der sket? Der var engang hvor gift var gift. Rotten får rottegift og rotten dør. Klar tale. Men rottemiddel, hvad sker der så med rotten?

·                                        Sproget glider og meningen kan fortrænges. Men gift var engang noget positivt, væk med de pokkers skadedyr. Gift er noget, der får noget til at dø. Giftige planter er giftige. Slanger er det osv. Det er farligt. Sproget er klart og tydeligt. Hvad er det så lige, der er sket, når giftige midler (pesticider) entydigt beregnet til at slå planter eller ukrudt ihjel (herbicid), skadedyr (insekticid, rodenticid mfl) og svampe (fungicid) er blevet til ”midler”, og at bekæmpelse med gift er blevet til ’pleje’ eller ’værn’?

·                                         

·                                        Historien har to sider, nemlig den at der gennem historien er arbejdet med at målrette giften og samtidig forsøgt at reducere dens giftighed overfor mennesker, natur eller det den ikke er rettet mod. Giften er blevet mere og mere subtil. Hvor arsenik og nikotin var til at ta’ og føle på (av!), så er moderne gift helt anderledes vanskelig at vurdere. Og samtidig har det naturligvis været et stærkt ønske at skabe en folkelig accept af et projekt, hvor der systematisk og i et uhyre omfang udsprøjtes gift i det store landskab, og i en skala som de færreste af os har lyst til at tænke til ende. Dette er kun muligt fordi vi sprogligt har skabt en glidning væk fra essensen, nemlig at det, der sprøjtes med, stadig er gift, og fordi giften, erstattet af ordet 'middel', er blevet omdefineret til noget der ønskes opfattet som et positivt element i naturens kredsløb (igen ordene ’pleje ’og ’værn’).

Så lad os stoppe op et øjeblik og smage på ordet gift. Det er bittert, det er farligt og det er ikke noget positivt mere. Det kan jo også være giftigt for os. Når det har været naturligt at indføre i landbruget, var det jo af den årsag, at der var ting som var uhyre vanskelige at dyrke uden - eksempelvis humle og æbler. Og når det blev taget i brug overfor skadedyr var det af samme årsag. Ingen ønsker rotter eller gnaskende dyr der ødelægger en mark. Men fra at være en ubetinget (men stadig farlig) undtagelse, der kun hørte hjemme i særtilfælde, er der fra 1930-erne og fremefter sket en glidning, som har ført os derhen, hvor vi er i dag. Der hvor vi er vidner til, at landbruget uden det store ramaskrig kan forklare sig, selv når der eksempelvis systematisk sprøjtes med gift for at slå helt sundt korn ihjel på udbredte arealer for at gøre høsten nemmere og sikrere. Et glideplan, som ikke kender nogen ende, hvis ikke den sunde fornuft siger stop og årtusindernes landbrugshistorie siger, at det er muligt uden.

Her er det vi vælger den økologiske vej. Vores vej er båret af en etik, hvor vi ikke skal vente på videnskabelige beviser. Vi ved vi ikke vil bruge gift. Fordi!

Og samtidig har vi også som økologer brug for midler, der kan sikre, at vi eksempelvis kan dyrke dejlige æbler i vores egen del af verden. Og det vi først og fremmest vil bruge, er ikke gift, men midler og metoder som fremmer det, der hæmmer det skadelige i at genere vores afgrøder. Måske mindre effektfulde virkemidler end giften, men mulighederne er enorme. Hvis verden lagde de samme forsknings- og udviklingsressourcer i alternativer, som fremmer naturligt forsvar, og droppede kemien, så tror jeg, at jeg kan berolige med, at der er håb for fremtiden. Denne udvikling gik groft sagt i stå med 1930-erne og med omstillingen af den kemiske krigsindustri  efter 2. verdenskrig. Det er på tide situationen ændrer sig. Lad os starte med sproget og kalde en spade for en spade. Det er da nemmere at forstå end ’et gravemiddel’!

Til slut vil jeg gerne citere min gamle lærer i ukrudt fra Landbohøjskolen, Heinrich Hass, som på sin side citerede den berømte schweiziske læge Paracelsus for engang i midten af 1500-tallet at udtale: ”Alle Dinge sind Gift, und nichts ist ohne Gift; allein die Dosis machts, dass ein Ding kein Gift sei”. Det er blevet omskrevet og vendt om til noget i retning ’at det er alene dosis der gør et stof til en gift’. Og dermed at et givet stof både kan være en gift og ikke! Med andre ord, så er grunden lagt til den uklare diskussion om sproget, hvor det samme stof afhængigt af mængden kan være farligt og ufarligt. For at slå en spuns i tønden, så ændrer det intet ved at landbrugets anvendelse af kemiske stoffer til at bekæmpe skadelige og konkurrerende dyr, planter osv skyldes stoffernes virkning som gift. Færdig slut prut finale!! De er og bliver dødeligt farlige (= gift), hvis man er en bille, ukrudt eller en snyltende svamp. Og dermed sandsynligvis også for os andre. Dosis eller ej.

Paracelsus så på hvad der blev ramt og på virkningen. Han kunne ikke forudse moderne laboratorietekniker og den snigende skade som gentagende små og blandede giftdoser (cocktaileffekten) kan ha i naturen og i mennesket. Det kan vi bedre idag, men langt fra i et omfang, så vores myndigheder kan gi' os en garanti. Derfor er der så mange der køber økologisk, og flere vil gøre det i fremtiden. Vores kroppe, hjerne, børn og kloden er ikke tjent med dette besynderlige og irreversible eksperiment. Lad os droppe giften og finde styrken.